Nyheder

Preview for dameligaens runde 7

30.10.2012

Åbyhøjs head coach, Thomas Press, giver hans bud på runde 7:

Falcon-Horsens (lørdag kl. 13.30)

Det ligner en sikker sejr til Falcon. Falcon er kommet godt fra start i sæsonen og har et hold med mange profiler. De er godt besatte både inside og outside. De eneste point der er sat til er mod nummer 1 og nummer 2 og Falcon skal bruge kampen til at sætte sig stabilt på 3 pladsen.

Jeg tror derfor det er et motiveret Falcon hold. Horsens har haft en svær sæsonstart (pointmæssigt), men fighter i hver eneste kamp. Jeg tror dog de er over matchede på alle positioner og at Falcon hiver en sikker sejr hjem.

Falcon med +30

Åbyhøj-Lemvig (lørdag kl. 14.00)

To modsætninger på mange måde. Åbyhøj er ikke kommet så godt fra start som vi havde håbet. Spillet har været alt for ustabilt og præstationerne har derfor været meget svingende. Vi har et ungt hold med en masse talent, men har ikke helt fået/fundet konceptet og spillet flyder derfor ikke endnu.

Lemvig er modsætningen. De har spillet virkelig god basket og stabilt basket (med undtagelse af kampen imod SISU). De har et rutineret hold. De har ikke et specielt bredt hold, men alligevel mange profiler. Profilerne med Emily Hatch i spidsen leverer varen. Alt tegner til en sikker Lemvig sejr, men jeg tror og håber på et tændt åby mandskab. Så jeg tror det bliver en tæt kamp, men fornuften siger en smal Lemvig sejr.

Lemvig med +6

BK Amager-Hørsholm (lørdag kl. 14.30)

Den på papiret tætteste kamp. To hold der på mange måder matcher hinanden rigtig godt. BK Amager er rigtig godt besat på flere positioner. De spiller hurtigt og aggressivt og er ved at finde frem til deres koncept. Hvis de lykkes med deres aggressive og hurtige spil, kan de volde alle modstander problemer.

Hørsholm er ved at komme sig efter tabet af Emilie Hesseldal. Der er selvfølgelig nogle nye spillere der skal tage mere ansvar, men de har også spillerne som kan gøre det. Hørsholm spiller også meget aggressivt og hurtigt. Jeg tror at det bliver afgørende hvem der kontrollere tempoet i kampen. Jeg tror det vil lykkes for Hørsholm og de vinder en tæt kamp.

Hørsholm med +5

SISU-Værløse (søndag kl. 17.00)

SISU toget kører derudaf i vanlig stil, og det tror jeg også de ville gøre i en kamp som denne. Jeg tror ikke deres europæiske deltagelse får indflydelse på den danske turnering, dertil er holdet for stærkt.

Værløse har et rigtig godt hold, som er stærkt besat på alle positioner. Jeg tror bare ikke det er nok imod et SISU hold som er tæt på topformen.

SISU med +17

Godt forsvar, men uskøn kamp

29.10.2012

SISU vinder over Falcon 65–49 i søndagens kamp i Kildeskovshallen.

Falcon kunne nå op på en delt førsteplads i Dameligaen, sammen med Lemvig og SISU, hvis de vandt denne kamp, men hvis de tabte, ville de ryge ned på tredjepladsen. Omvendt kunne SISU forblive alene i spidsen med en sejr, og sammen med Lemvig er Falcon nok det hold, der ser ud til foreløbig at udfordre SISU mest i denne sæson i den hjemlige liga.

Der var derfor noget på spil i rundens topkamp i Kildeskovshallen søndag, ikke mindst set i lyset af, at SISU lige var hjemvendt fra en meget lang rejse til Rusland i EuroCup gruppespillet. Desværre for de omkring 150 tilskuere blev kampen dog aldrig rigtig til en top-kamp: der manglede både spænding og kvalitet.

Falcon spillede tæt forsvar over hele banen, og det lykkedes dem at forstyrre SISUs spil-opbygning. SISUs spillere lavede mange tekniske fejl, og de fik aldrig gennemført det hurtige spil, som de gerne vil. De spillede personligt forsvar og en gang imellem en zone, og Falcon fik ikke mange åbne skud.

Hele kampen blev derfor lidt rodet med mange turnovers (20 til Falcon og 26 til SISU) og lavt tempo generelt. Men på trods af mange angrebsfejl havde SISU overordnet set bedre styr på angrebsspillet end gæsterne.

SISU vandt alle perioder med mellem 3 og 5 point og dermed hele kampen med 16 point ned til Falcon, 65–49.

Falcons bedste spiller var Jess Fuller (som i øvrigt spillede sammen med SISUs Marie Malone på Hofstra University i USA). Hun spillede alle 40 minutter, scorede 17 point og tog 14 rebounds. Melanie Elmgreen og Elisabeth Brynaa spillede også en fin kamp: begge scorede 8 point. Falcon havde problemer med trepointskud og ramte kun 3 ud af 16 (19%).

SISU fik en god kamp og en double-double fra Trine Duelund, som scorede 12 point og tog 11 rebounds. Ida Tryggedsson scorede 14 og Camilla Blands 11. SISU ramte 5 ud af 17 3’ere (29%) og vandt rebound-kampen 51–35.

SISUs Head Coach Hrannar Holm havde følgende at sige om kampen: ”Det var vores dårligste kamp i lang tid. Vores angreb var elendigt, og spillerne var generelt ufokuserede. Vi smed bolden væk 26 gange – det må være rekord. Men det var nemt at se, at Trine Duelund og Signe Bøye Knudsen ikke var taget med til Rusland, da de to var de eneste, som spillede med normal energi. Resten af holdet virkede flade. Men nu er det forbi, og vi skal op på hesten igen. En svær EuroCup modstander venter på os på onsdag, hvor rumænske CSM Satu Mare gæster Kildeskovshallen. Jeg er sikker på, at vi ser et andet og væsentligt bedre SISU hold dér.”

Intens kamp i Søndersøhallen

28.10.2012

Værløse BBK vandt 69-64 over BK Amager i en kamp med en del tilskuere og god stemning i Søndersøhallen.

Periodecifrene 18-11, 7-13, 27-15 og 17-25 beskriver godt en noget ujævn kamp, hvor holdene skiftedes til at spille godt. Men der var i perioder flot basketball og intens fight.
Kort fortalt bød kampen på et stort run til Værløse og et stærkt comeback til Amager.

Anden halvleg var ligeledes et stort overtag fra Værløse og godt come back til Amager.

I første periode starter Værløse med et 11-0 run i de første fem minutter af perioden. Værløse dækkede godt op og der var ikke rigtig meget der gik Amagers vej.

Efter den flotte start fra Værløse kom Amager mere med i kampen specielt anført af Lotte Tobiasen, der scorede, reboundede, blokkede skud og var Amagers bedste spiller i kampen. Da Værløses intensitet droppede en smule blev 11-0 til 18-11 og kampen så mere lige ud.

Anden periode var Amager bedre end Værløse og Amager holder Værløse på bare syv points og med flotte skud af Amager lykkedes det endda for Amager at komme foran 23-24. Det var eneste gang Amager var foran i kampen. Med en enkelt scoring af Rikke Fabricius kunne Værløse gå til pause foran 25-24.

Med en beskeden score i 1.halvleg blev der åbnet mere op for sluserne i 2.halvleg.

Værløse startede 3.periode rigtig godt og med udgangen af 3.periode havde Værløse kampens største føring på 52-37.
Hvis man så skulle tro at kampen var afgjort, tager man fejl. Amager kæmpede sig stille og roligt tilbage i kampen. Amager sled for at få lukket afstanden mellem de to hold og midt i fjerde periode hvor Værløse fører med ni tager Amager time out og efter time outen laver Amager to hurtige scoringer så det er en 5 points kamp og momentum var hos Amager!

Kampen endte spændende, hvor kampen først blev afgjort i sidste minut. Med 48 sek tilbage rammer Lotte Tobiasen en flot 3 p scoring med en bue så bolden var helt oppe under loftet, så stillingen var 63-63.

Maria Dinesen fejlede Alex Chili med 31 sek tilbage. Det gav Chili to straffekast som hun ramte på. Efter en time out fik Amager bolden på banen og Ida Klussman skød et skud som hun brændte og Værløses Rikke Fabricius tager rebounden. Idet Fabricius tager rebounden bliver hun fejlet af Ida Klussman.

Foran med to point og to straffekast havde Rikke Fabricius mulighed for stort set at lukke kampen. Hun ramte på begge så Værløse var foran med fire. Med 11 sek tilbage fik Amagers Ida Klussman to straffekast da hun blev fejlet af Alberte Dokkedal. Hun brændte det første, men ramte straffekast nr to. Time out og Værløse får bolden i Amagers ende.

Bolden kommer på banen og Amager vælger at fejle Alexander Chili, der rammer på de to efterfølgende straffekast. Dermed blev det til slutfacit 69-64.

For Værløse spillede Alex Chili (25 p/7 reb), Janet Hatfield (17 p/13 reb), Rikke Fabricius (10 p/9 reb) og Alberte Dokkedal (10 p/5 reb) solidt.

For Amager var Lotte Tobiasen (18 p/9 reb) , Emilie Fogelstrøm (9 p) og Maria Dinesen (12 p/5 reb) godt spillende.

Kampen var dedikeret Knæk Cancer indsamlingen og der blev indsamlet omkring 3400 kr til Kræftens Bekæmpelse. Man kunne derfor også opleve Værløses damer spille i lyserødt spilletøj.

Sikker sejr til Lemvig Basket

28.10.2012

Lørdagens kamp mellem Horsens BC og Lemvig i Højvangshallen blev som forventet en meget svær kamp for det unge Horsens hold.

Horsens BC virkede ikke parate fra start, og det udnyttede Lemvig med et par hurtige scoringer.

Den store forskel i højde, fysik og styrke – samt rutine gjorde, at Horsens ikke kunne komme forbi Lemvigs forsvar. De følte sig presset til at skyde udefra, og da skytterne brændte, og Lemvig fik fat i alle rebounds, scorede Lemvig hurtigt og effektivt i den anden ende. Dette gjaldt ikke kun første periode, men hele kampen. Det så meget sort ud for hjemmeholdet. Men mod slutningen af 1. periode, vågnede de lidt op og fik sat et par point både skud og gode drives mod kurven.

Resultatet efter 1. periode var 8-19.

2. periode starter lidt som 1. periode, og det virker som en leg for de erfarne spillere fra Lemvig. Ikke kun Emily Hatch og Mallory Moore men stort set alle fra Lemvig volder hjemmeholdet store problemer. 5 minutter inde i 2. periode står der 8 - 27; Hjemmeholdet kan ikke komme til gode afslutninger, de små spillere kan bogstaveligt talt ikke nå op til de højere og stærke spillere fra Lemvig, men Horsens viser gejst og vilje og giver ikke op. Sidst i perioden får de scoret på deres forsøg.

Perioden ender 11- 20. Således er resultatet 19-39 ved pausen.

I 3. periode fortsætter Lemvig med at ramme stort set alt, de stjæler bolde og tager næste alle rebounds. Horsens spillerne presses ud i flere turnovers og presses til at afslutte, og de kan i forsvaret stille meget lidt op. Lemvig øger sit forspring uden det store besvær.

Sarah Bersang lyser op og forsøger ihærdigt, at sætte tempoet op og kommer også til flere skudforsøg.

3. periode ender 8- 23 og der står 27- 62 før sidste periode.

I 4. periode fortsætter Lemvig efter et par brændte skud med at dominere. For hjemmeholdet er der ikke meget at gøre. Luften er ligesom gået af ballonen.

De sidste 5 minutter får Horsens BC bænk mere spilletid. De helt unge spillere kommer på banen og kæmper.

Perioden ender 7- 27 og kampens slutresultat bliver 34- 89.

Topcorer for Lemvig: Emily Hatch med 27 point og 13 rebounds og 7/7 på straffe, Mallory Moore scorede 18 point.
Topscorer for Horsens BC : Rebecca Houmøller med 8 point.

God præstation af 79ers giver sejr

27.10.2012

Vi forventede en taet og svaer kamp, i saer hvis man ser til den sidste kampen og sidste årets slutspillskamper.

Sammen med at mange vigtige spillere er vaek og 79ers ikke har får de nye rollerne og spillet på plads endnu, kan vi ikke forvente andet en et taet opgör. Nu bliver kampen noget helt andet, 79ers spiller meget godt forsvar og har spillere der kommer ind og bidrager til hårdt arbejde, höj energi og fornuftigt angrebsspill. Til sidst vinder hjemmeholdet med 73-56.

Förste halvleg: 79ers forventede at Maria Jespersen, Sophie Tryggedsson og Kelly Meredith sku komme godt ud fra start og give 79ers problem. Efter at spille meget godt forsvar på Maria Jespersen og med Sophie Tryggedsson i tirdligt fejlproblem er det ”kun” Kelly Meredith der spiller stabilt i begge ender. Hun scorer også 16 p inden pausen.

Hjemmeholdets forsvar giver mange muligheder til fastbreak og en god balance over hele banen. Det giver os muligheden at styre tempot i kampen og 79ers er foran med 43-33 i pausen.

Anden halvleg: Hjemmeholdet justerer lit i insideforsvar og for meget bedre styr på Kelli Meredith der kun scorer 2 p i anden halvleg. 79Ers spiller meget smart og taet i forsvar og det giver fastbreak og 2nd break. Hele holdet bidrager end masse og vi mister tempo, energi eller forsvar ved vores udskiftninger.

I sluttning af kampen er 79ers foran med 20 men Aaby afslutter godt og til sidst vinder 79ers med 17 p. En meget stabil praestation og godt arbejde fra hjemmeholdet.

Top scorers Hørsholm 79ers; 79ers:Therese Deemand 19, Maja Gerlyng 16, Line Piechnik 12

Top scorers Aabyhøj IF: Kelly Meredtih 18, Bianca Morsoe 10, Sophie Krognos 8

Kampens Firestarters
79ers: Maja Gerlyng
Aaby: Kelly Meredith

KNÆK CANCER - Værløse BBK samler ind

26.10.2012

VBBK damer samler ind til KNÆK CANCER ved kampen i morgen lørdag med BK Amager.

I denne uge er der en stor KNÆK CANCER kampagne for at samle ind til kampen mod kræft.

Ved lørdagens kamp mod BK Amager samler dameholdet ind og det vil være muligt at støtte indsamlingen.

Helt ekstraordinært vil holdet spille i lyserødt spilletøj.
Kom og vær med til en god basketballkamp og støt et godt formål.

Der er tip-off i Søndersøhallen kl. 14:30 - så støt op om den gode sag og se topbasket.

Onsdag går det løs i EuroCup Women

23.10.2012

Onsdag aften kl. 18:00 (lokal tid) starter årets europæiske eventyr for SISU når holdet på udebane spiller mod Chevakata, i Vologda cirka 10 timers togtur øst for Moskva.

SISU er velankommet og ser frem til at få revance for de 2 nederlag som Chevakata gav de danske mestre i sidste sæson. Efter en nederlag på 104-62 på udebane kunne de næste 500 tilskuer i Kildeskovshallen se SISU gøre det langt bedre i returkampen, som "kun" blev tabt med 38 point, 34-72.

Kampen mod Chevakata er den første af 6 kampe i pulje A, som også tæller Satu Mare, Rumænien og BLMA fra Montpellier i Frankrig. Som altid kan kampe i EuroCup følges live på FIBA´s hjemmeside. Klik blot her og du kan følge hvordan det går SISU.

Kampen i Rusland dømmes af Dragan Medan (Kroatien), Marek Maliszewsky (Polen) og Sergiy Chaykovskyy (Ukraine). Kommissær er Sergehi Tislenco (Moldavien).