Nyheder

Turneringsplanen 2013/14 er klar

10.07.2013

Så er turneringsplanen for den kommende sæson klar, dog med den bemærkning at Virum Vipers, som er nye i DL, ikke har tiderne for deres hjemmekampe klar endnu.

Sæsonen 2013/14 skydes igang den 28. september hvor Hørsholm 79ers hjemme i Fire Arena tager i mod de danske mestre fra SISU.

Grundserien består i år af 18 runder hvor de 10 hold spiller mod hinanden ude og hjemme. 18 og sidste runde afvikles i weekenden den 15-16. februar 2014, hvorefter slutspillet begynder.

Du kan allerede nu se hele turneringsplanen her på siden. 

Ny forretningsfører ansat

01.07.2013

Efter kort tids søgen er DL glade for at kunne løfte sløret for at  Anders Stuhr Jørgensen har sagt ja tak til at være forretningensfører for DL.

Anders har en lang og succesfuld basketkarriere bag sig, senest med 2 x DM for U16 og U18 damer i BMS.

Anders har netop sagt sig job op for at prøve at "leve" af sin hobby og forretningsfører jobbet er blot en af mange basketjobs som Anders skal bestride.

DL er dog helt sikker på at netop Anders vil være en kæmpegevinst for DL og er samtidigt helt sikkert på at den rigtige mand er fundet til at styre DL fremover. 

På fotoet jubler Anders yderst til venstre over en af sine mange sejre som coach. 

SISU satser dansk i den kommende sæson

14.06.2013

SISUs kvinder satser på danskere i 2013/14-sæsonen og vil spille uden en amerikansk center.

SISUs kvinder har haft tre meget succesrige sæsoner i træk, hvor holdet hvert år har vundet både DM og pokalturneringen og i alt vundet 99 ud af 102 kampe, deraf alle 33 kampe sidste sæson. To år i træk har holdet deltaget i EuroCup, men de har også måttet konstatere, at selvom de næsten var for gode til Danmark, var de ikke gode nok til at bide skeer med de fuldtidsprofessionelle hold fra de største basket-lande i Europa. Kun en enkelt sejr i 12 forsøg blev det til.

Næste sæson spiller holdet ikke i EuroCup. Grunden er, at selvom det er udviklende for både spillerne og klubben, er det også dyrt og ressourcekrævende, og SISU er pt. ikke gode nok til at kunne spille op mod de store klubber.

Næste sæson skal der også spares i SISU, og derfor har klubben besluttet ikke at deltage i EuroCup. Desuden er det blevet besluttet, at holdet spiller næste sæson uden en fuldtids professionel importspiller og derfor formentlig uden en amerikansk profil på centerpositionen. Sidste sæson spillede Marie Malone på denne position og gjorde det utrolig godt. Sæsonen før var det Stephanie Madden og før hende, Lauren Aitch. Alle tre spillere bidrog meget til holdets succes.

Head Coach Hrannar Holm tager gerne udfordringen op, og han er blevet enig med SISU om at fortsætte samarbejdet næste sæson.

Hrannar Holm udtaler: ”Vi har vundet meget og helt ærligt, så manglede vi udfordringer sidste sæson efter, at EuroCup sluttede. Fx vandt vi kampene i slutspillet med 30 point i gennemsnit. Marie var super dygtig, både i angreb og forsvar, så det bliver spændende at se, hvor gode vi kan blive uden en stor center i midten af forsvaret. Jeg tror ikke, vi denne gang starter sæsonen som favoritter.”
Snart vil der komme mere nyt omkring kvindeholdet, spillere og trænere, og klubbens ny talentstrategi for piger og kvinder vil blive lanceret.

Thomas Ginnerup til SISU

14.06.2013

Det er med glæde at SISU kan meddele, at Thomas Ginnerup-Nielsen bliver hjælpetræner (assistant coach) hos kvindeholdet til næste sæson.

Thomas, som arbejder som jurist hos SKI og er uddannet ITA træner, kommer oprindelig fra Falcon og træner på nuværende tidspunkt U16 dame landsholdet.

Han har tidligere bl.a. trænet Falcons herrer, både som assistent coach og head coach, været head coach til Hørsholms kvinder og hjælpetræner til Hørsholms herrer. Ud over det har Thomas trænet diverse ungdomshold i Falcon, Hørsholm og Helsingborg.

Siden 2001 har Thomas også været involveret som træner og hjælpetræner hos mange ungdomslandshold, U16 og U18, herrer og damer.

Referat fra DL-møde

05.06.2013

3. juni blev der afholdt Ligamøde.

Referatet er nu tilgængeligt og du kan finde det her. 

Fotos fra FASU vs University of Utah

16.05.2013

Onsdagens kamp mellem det sammenbragte hold af spillere fra Falcon og SISU gav sejr til gæsterne fra University of Utah.

Sejren blev på 91-69 efter af FASU havde ydet godt modstand og var med helt fremme til stillingen 55-51.

Robert Dines Rasch var forbi Büllen med sit kamera og fik følgende fotos i kassen. 

Falcon/SISU vs University of Utah i Büllen

13.05.2013

Falcon og SISU`s bedste damehold har dannet fælles hold og får besøg af University og Utah. 

De 2 danske hold stiller med hver 5 spillere til kampen.

Kampen spilles onsdag den 16. maj kl. 16:15 i Büllen. Der er gratis entre - så vel mødt. 

Sæsonens sidste basketmagasin på gaden

11.05.2013

I magasainet som sætter punktum for sæsonen 2012/13 kan du bla. læse:

  • Reaktioner fra finalerne

  • Spillere vinder, hvem står bag? - Et kig på bænken i Bakken Bears
  • En mand der valgte andet end basketligaen - Interview med Brian Damgaard.
  • HIVO CUP 2013: Alle var, og alle kunne være med! Rapportage fra kørestolsbasket i Vejle.

Du finder magasinet ved at klikke her.

DL udvides til 10 hold

30.04.2013

Dameligaen byder velkommen til både Virum Basketball Klub og Stevnsgade Basketball i sæsonen 2013/2014.

Virum BBK kvalificerede sig ved at vinde finaleserien over netop Stevnsgade Basketball. Eftersom Stevnsgade Basketball ikke vandt, skulle Dameligarådet derimod tage stilling til deres ansøgning om optagelse i dameligaen.

Stevnsgades Basketball`s  ansøgning blev accepteret af Dameligarådet d. 23. april. Med tilgangen af de to nye hold betyder det at dameligaen vil være 10 hold fra næste sæson.

Både Virum BBK og Stevnsgade Basketball har tidligere optrådt i den bedste række i Danmark og begge har også prøvet at spille med om guldet. Virum blev Danske Mestre i 1980 mens Stevnsgade har måtte tage til takke med sølvmedaljer i 1984, 1985 og 2002.

Med udvidelse til 10 hold skal der også laves en ny turneringsform. Dette arbejdes der på lige nu og inden længe forventes det at strukturen kan offentliggøres her på siden.

På Stevnsgade Basketball`s hjemmeside kan du finde klubbens pressemeddelelse omkring oprykningen. 

79ers får ny coach

30.04.2013

Basketballklubben Hørsholm 79ers har ansat den internationalt erfarne Nemanja Jovanovic som head coach for klubbens mangedobbelte danske mestre i damebasketball (7 x DM).

Nemanja Jovanovic, der kommer fra Serbien, har en af de højst rangerede serbiske træneruddannelser, og har endvidere været professional træner i både Serbien og Spanien. Gennem de sidste mange år har Nemanja blandt andet været coach hos Røde Stjerne fra Beograd/Serbien, været head coach for Hørsholm 79ers herreligahold i sæsonen 2008-9, og været træner i Spanien 2009-2012, hvor han ligeledes var talenttræner for både drenge og piger. Sidste sæson var han sammen med Bogdan Karaicic co-head coach for Hørsholm 79ers herrehold, som spillede sig frem til pokalfinalen.

Nemanja Jovanovic skal fremover være head coach for Hørsholm 79ers dameligahold, samt stå i spidsen for klubbens unge talenter på 1. div. holdet og U18 holdet. ”Med ansættelsen af Nemanja som cheftræner for klubbens bedste damehold så sikrer vi os, at der bliver en rød tråd på damesiden - fra klubbens ungdomsafdeling op til klubbens ligahold”, udtaler Henrik Norre, medlem af Hørsholm 79ers bestyrelse. Klubbens unge pigespillere har leveret rigtigt flotte resultater gennem de seneste sæsoner, så fundamentet for at komme helt til tops igen er på plads. ”Vi vil være blandt de bedste i landet, både når det gælder talentudvikling og resultater, og vi har stor tiltro til, at Nemanja er den rette mand til jobbet”, siger Henrik Norre.

Nemanja Jovanovic udtaler: ”I’m looking forward to my new role in Hørsholm 79ers and Hørsholm Basketball Klub. The women’s program in this club has a great history and a good foundation for the future. I will put new energy into it and I hope the young players will use this chance to build their future development. We will bring Hørsholm 79ers on the place where the club belongs – the top of the league.”

Nemanja skal desuden være ansvarlig for morgentræningerne på Rungsted Gymnasium, hvor Team Danmark eleverne får individuel træning på internationalt niveau. Han skal ligeledes deltage i videreuddannelsen af klubbens ungdomstrænere.

Aftalen med Hørsholm 79ers løber i 2 sæsoner.