Nyheder

Sejr nr. 11 til Lemvig Basket

16.12.2012

Lemvig og Værløse mødtes i sidste runde af Dameligaen inden julepausen, og det lignede to hold, som for alvor trængte til ferie.

Værløse mødte op med en noget amputeret trup, og hos Lemvig bar det også præg af, at der har været mange kampe på det seneste. Derfor blev det en kamp, som kvalitetsmæssigt ikke nåede noget højt niveau, og hvor begge hold havde deres op og nedture. Til sidst kunne Lemvig trods alt hente den ventede sejr på 79-67.

Men det var Værløse, som startede kampen bedst, og i de første minutter fik en føring på 2-7. Hjemmeholdet var lidt sene til at komme i gang, men da det skete, blev hullet til Værløse hurtigt lukket og midt i perioden overtog Lemvig føringen med 9-8. God forsvarsspil betød, at føringen blev fastholdt perioden ud til resultatet 16-14 ved første pausen.

Den smalle føring bliver holdt af Lemvig i starten af anden periode. Det skyldes nok mest, at begge hold har svært ved at få point på tavlen, og derfor bliver det lidt fastlåst. Det bliver dog, Lemvig, som først begynder at få udbytte af spillet igen, og langsomt bliver føringen udbygget. Ved halvleg er stillingen 35-27, og det begynder at ligne en sikker hjemmesejr.

Sådan har Værløse bare ikke tænkt sig det skal gå, og de benytter de første minutter af tredje periode effektivt til at skære afstanden ned til 40-39. Så vågner Lemvig lidt op, og fire 3ere af Helle Kristiansen og en enkelt fra Karina Pedersen sørger for, at Lemvig igen får luft til stillingen 51-44 med små to minutter igen. I de sidste minutter fastholdes føringen, og Lemvig går ind til sidste periode med en føring på 55-46.

Sidste periode starter lige, og det er igen hjemmeholdet, der har sværest ved at få gang i spillet. Men da Værløse alligevel ikke for alvor henter ind, bliver spillet i stedet mere og mere rodet. Kampen er hele vejen præget af at begge hold kæmper med at få spillet til at fungere – og finde hoved og hale i en dommerlinje, som ofte gav anledning til undring og spørgsmål fra begge hold. Derfor kunne det til sidst kun blive noget rod, og Lemvig kunne forholdsvis nemt køre sejren i hus.

Lemvig holder med sejren julepause på 2. pladsen, mens Værløse er nr. 5 og stadig har mulighed for at klemme sig ind i top-4 i den sidste del af grundspillet.

Lemvigs point: Emily Hatch 20p (19 reb), Ivana Udovalieva 16p, Helle Kristiansen 14p, Sarah Schicher 10p, Karina Pedersen 10p, Mallory Moore 4p, Nanna Hansen 3p, Tine Kristiansen 2p
Værløses point: Alexandra Chili 22p, Rikke Fabricius 12p, Hannah Sheikh 10p, Alberte Dokkedal 10p, Verene Bachler 6p, Anna-Nicole Bennedsen 4p, Safia Sheikh 3p

Sikker udesejr til Falcon

16.12.2012

Amager havde revanche til gode efter et stort nederlag i de to holds første møde tilbage i september. Men lad det være sagt med det samme, Amagerholdet var ikke klar – hverken mentalt eller fysisk – så Falcon kunne ubesværet tage hjem med en sikker sejr på hjem 62-80 (19-23, 10-18, 14-25, 19-14).

Falcon kommer bedst fra start og bringer til foran 0-7, inden Emilie Fogelstrøm efter små 3 minutters sørger for at Amager kommer på tavlen med 2 sikre straffekast. Amager har svært ved at få bolden i kurven og halvvejs i perioden er stillingen 7-17. Amager tager timeout med 3 minutter tilbage af perioden bagud 13-21. Amager slutter perioden bedst og får reduceret Falcons forspring til 19-23.

Amagers problemer med at få bolden i kurven fortsætter i 2. periode, og Falcon får bragt til tilbage på en 10-points føring med stillingerne 24-34, 27-37 og 29-39. Falcon lukker perioden og kan gå til pausen med en føring på 29-41. Falcon vinder perioden 10-18.

Pausen har på ingen måde givet Amager troen på, at det kan lade sig gøre at komme tilbage i denne kamp. Falcon bringer sig i løbet af første halvdel af perioden ubesværet foran med 19 point 32-51 og kampen er reelt afgjort. Falcon vinder 3. periode 14-25 og fører inden sidste periode med 43-66.

Begge hold giver plads til de lidt mindre rutinerede spillere i afslutningen, hvilket blandt andet hos Amager giver debut på ligaholdet til de to U18-spillere Sandra Ravn og Ophelia Eriksen. Amager vinder 4. periode 19-14, men kan ikke forhindre Falcon i at tage hjem med en sikker sejr på 62-80 19-23, 10-18, 14-25, 19-14).

Topscorer for hjemme- og udebanehold:
BK Amager: Catharina Palm 19, Emilie Fogelstrøm 12, Maria Dinesen 10
Falcon: Elisabeth Brynaa 20, Jessica Fuller og Josefine Vincents begge 16

Kampens spiller WOM: Jessica Fuller 16 point, 17 rebounds og 3 blocks

Horsens bider fra sig, men SISU vinder alligevel

16.12.2012

Horsens BC’s hidtil bedste resultat mod SISU.

Noget af en chokstart i Højvangshallen. Ingen havde vel set det komme, at Horens BC var foran 20 – 10 efter første periode og 33-26 ved halvleg. Og det uden to af deres mest erfarne spillere. Men hurtige bold gav pote. 

Horsens BC var altså storspillende fra start.  Rebecca Houmøller var varm og blev spillet fri og scorede hurtige point for Horsens BC.

Efter første periode stod det 20-10 til hjemmeholdet. Publikum (der var desværre ikke mange fremmødte) heppede og stemningen var tændt.  Det var en uventet strålende dag for hjemmepublikummet.

Ingen var vel i tvivl om at SISU nok skulle komme igen og tage føringen; man ventede bare på hvornår. Desværre så det også senere ud til at spillerne ventede på det samme. Perioden viste dog klart at holdet og træneren, Martin Madsen har fat i noget. SISU vinder perioden, men kun 13- 16.

Efter 2. periode står der 33- 26.

Efter halvleg komme SISU absolut bedst fra start.  De går i zone og lægger pres på Horsens. Horsens brænder deres første forsøg og mister selvtilliden og tør tydeligt ikke afslutte; mens SISU let og ubesværet får scoret i den anden ende. Horsens spillerne begynder at gå i panik.  Og kommer ikke af med bolden så hurtigt som tidligere. Turnovers resulterer i hurtige fastbreaks.  SISU scorer promte på alt. Horsens bliver presset overalt; to mand er fluks over den, der forsøger at drible. Horsens kommer hurtigt i fejlproblemer,  og de er magtesløse over for det suveræne SISU hold.

SISU vinder 3. periode uden besvær: 8- 35. Så lige så legende let kampen startede lige så tung blev denne periode for Horsens.  SISU viste, at de let finder hinanden på banen; hurtigt og effektivt spil, der et niveau over Horsens. Dertil kommer, at mange af Horsens unge spillere er meget små. Og selvom de er hurtige, kan de ikke stille noget op i forsvaret; her gør Emily White det dog glimrende for hjemmeholdet.

I 4. periode kommer Horsens glimtvis tilbage, men det er for sent, og selvom de igen finder hinanden og igen får spillet bolden rundt, er afslutningerne for upræcise, og SISU får fat i rebounds. SISU presser over hele banen. De helt unge og uerfarne Horsens spillere kommer på banen og får spilletid; de kæmper bravt;  men de er i den grad overmatchet af et langt mere erfarent SISU hold, Horsens forsvaret når ikke hjem. SISU vinder perioden: 10- 23 og kampen ender 51- 84.

De to første perioder kan Horsens BC absolut glæde sig over og anden halvleg kan de helt sikkert lære af.
Og måske kan Horsens BC også tage deres procenter fra 3 point : 7 /13.

Topscorere i kampen:
Horsens BC : Rebecca Houmøller med 14 point.
 SISU :Camilla Blands og Nathalie Reshard hver 13 point.
Emily White for Horsens BC havde 11 rebounds.

79ers vinder i Aaby

15.12.2012

Det var uden tvivl en af de kampe, hvor Aabyhøj uden skadede spillere havde haft en reel mulighed for at hente to vigtige point.

 Den stemningsfulde julemusik dirigeret af Peder Fløe var med til at give alle en mulighed for en god gang basketball i Aabyhallen.

Men ….. Hørsholm startede som lyn og torden og bragte sig hurtigt (alt for hurtigt) foran med 0-10 før hjemmeholdet kom på tavlen. Ikke mindst en brænd varm Line Piechnik gjorde det onde ved Aabyhøj, der dog hjulpet af Bianca Morsøe hang på og derfor ”kun” var bagud med 15-26 efter de første 10 minutter.

Aabyhøj havde i denne periode store problemer med reebound-spillet ved egen kurv.

I anden periode kom Aabyhøj dog stærkt tilbage – og da ikke mindst Maria Steen Jespersen tjekkede ind med mange energiske scoringer. Også Julie Høier, Camilla Andersen, Kia Fisker og Sophie Kjems-Krognos  kom på tavlen ….. men ikke mindre end 7 scoringer bag 3-points-linien sikrede Hørsholm et forspring på 38-47 ved halvleg.

Der var vist ikke mange af de fremmødte, der var i tvivl om, at der blev snakket forsvar i Aabyhøj’s omklædningsrum – 47 point til udeholdet var ganske enkelt ikke acceptabelt.
Efter pausen fortsatte Hørsholm det effektive spil og blev noteret for de første tre scoringer – og kampen syntes afgjort. Det var især en flot indsats af Maja Gerlyng-Hansen og senere i perioden Anne Deleuran Kristensen der var udslagsgivende. Men igen var det imponerende at følge hjemmeholdets mest erfarne spiller – Bianca Morsøe – kæmpe mod overmagten og fortsætte sin scoringsbølge (hun sluttede med imponerende 22 point).

Men trods alt kan Aabyhøj glæde sig over en kamp, hvor ALLE 9 spillere bød ind med scoringer. Udfordringerne synes en til tider manglende effektivitet og fight i forsvaret og lidt for langsom eksekvering i angrebet.

Kampen slutter med en sikker sejr til Hørsholm 79’ers på 70-83 – de første 4 minutter viste sig altså at være udslagsgivende for kampens udfald.

For 79’ers var det ikke mindst Line Piechnik, Maja Gerlyng-Hansen, Anne Deleuran Kristensen og Marie-Louise Blyme.
For Aabyhøj var det igen kollektivet – med særlig ros til Bianca Morsøe, Maria Steen Jespersen foruden Kia Fisker (der spillede sin hidtil bedste kamp for de grønne).

Preview for dameligaens runde 13

12.12.2012

I denne uge er det Lemvig, der kommer med bud dameliga runden:

Årets sidste runde i Dameligaen byder på fire kampe, hvor holdene fra top-4 møder hold fra den nederste halvdel. Det burde give fire sikre favoritter, men sådan er det ikke nødvendigvis.

Horsens BC-SISU (lørdag kl. 14.00)

I rundens første kamp er der dog tale om en klar favorit, når Horsens tager i mod SISU. Det er top mod bund, og der bør ikke være tvivl om kampens udfald.

SISU har på det seneste spillet uden blandt andet Marie Malone, men det ser ikke ud til at have haft stor betydning. Det vil det heller ikke få lørdag, og for begge hold er det formentlig blot en kamp, de skal overstås, så der kan blive julepause.

Åbyhøj-Hørsholm 79ers (lørdag kl. 14.00)

Rundens anden kamp ser mere åben ud. Åbyhøj tager hjemme mod Hørsholm, og netop de to hold giver ofte hinanden store udfordringer.

Begge hold har været inde i en positiv udvikling på det seneste, og Åbyhøj har leveret gode præstationer trods fraværet af blandt andre Kelly Meredith. Men Åbyhøj skal spille rigtig godt i denne weekend, hvis Hørsholm skal besejres.

Hørsholm er kommet tilbage på vindersporet, og ser ud til at være kommet over tabet af flere spillere tidligere på sæsonen. Senest har holdet overtaget 3. pladsen, og Hørsholm ser ud til at slutte året rigtig stærkt af, hvilket nok også giver dem sejren i Åbyhallen.

BK Amager-Falcon (lørdag kl. 14.30)

På Amager kommer Falcon på besøg til en kamp, hvor der er vigtige point på spil for begge hold. BK Amager kan med en sejr holde fast i midtefeltet, og den vigtige 4. plads. Falcon har samtidig brug for en sejr for at blive i top-4.

Begge hold har spillet meget svingende på det seneste, og den slags kampe kan falde ud til begge sider. Falcon må dog påtage sig favoritrollen. De har fordel af både fysik og rutine på holdet, men spørgsmålet er, om de formår at udnytte fordelene, eller om BK Amagers energi kan bryde igennem og give holdet initiativet.

Kampen ser mere åben ud, end man skulle tro for blot få uger siden, men Falcon bør stadig vinde, og gå på juleferie med en succes i bagagen.

Lemvig-Værløse (lørdag kl. 14.30)

Rundens sidste kamp står mellem Lemvig og Værløse. Også her er der tale om en kamp, som kan blive mere lige end tabellen viser. Lemvig må naturligvis påtage sig favoritværdigheden. Vestjyderne har blot tabt to kampe i denne sæson, og har netop kvalificeret sig til deres første pokalfinale nogensinde.

Men netop semi-finalerne i pokalturneringen har måske taget så meget opmærksomhed, at det kan koste lidt i ligakampene. Det så man en snert af i den seneste kamp mod BK Amager. Her kom Lemvig ikke for alvor i gang, men var alligevel stærke nok til at hente sejren til sidst. Mod Værløse kan det også blive svært, hvis ikke man er helt klar, så måske bliver kampen mere tæt end forventet.

Værløse har på det seneste haft svært ved at finde stabiliteten, og det har ført til et par nederlag i kampe, som godt kunne være vundet. Senest tabte Værløse til Hørsholm, og Værløse er formentlig ivrige efter at slutte året med en sejr. Begge hold kan være uden nøglespillere på grund af skader, og det kan sætte sit præg på kampen. Men Lemvig kan ikke komme udenom at være favorit.

Lemvig vandt trods sløv start

09.12.2012

Lørdag fik Lemvig Basket sin 4. sejr over BK Amager i denne sæson, og dermed kan de to hold først løbe ind i hinanden igen i slutspillet.

Kampen lørdag vil ikke blive husket som nogen stor basketoplevelse. Ingen af holdene ramte noget spillemæssigt højt niveau, men Lemvig fik igen vist, at de for tiden er bedst af de to hold.

Det var dog BK Amager, som startede kampen bedst, og i løbet af første periode fik opbygget et forspring. Lemvig manglede koncentration, hvilket førte til mange mistede bold, brændte chancer og for let spil for BK Amager. Det var særligt Catharina Palm Jensen hurtigt til at udnytte, og med 13 point i de første ti minutter var hun en afgørende årsag til, at gæsterne kunne skabe en føring på 16-23 ved første pause.

Lemvig starter anden periode med at ramme en 3er og dermed begrænse afstanden, men derefter tager BK Amager fat igen, og får udbygget føringen til 23-33. Men så er det som om Lemvig vågner op. Tempoet sættes lidt op i begge ender af banen, og en stribe effektive angreb giver et run på 11-0 og en føring på 34-33 til Lemvig. De sidste minutter af perioden er jævnbyrdige og holdene skiftes til at score, så ved halvleg er stillingen fortsat lige med 43-42 til Lemvig.

Tredje periode starter også jævnbyrdigt, hvilket mest skyldes at ingen af holdene for alvor får gang i spillet. Lemvig har fået bedre fat forsvarsmæssigt, og det udnyttes offensivt til at skabe et hul. Mod slutningen af perioden kommer afstanden op på ti point ved stillingen 58-48.


Før de sidste ti minutter er Lemvig foran 60-50, og selvom ti point ikke nødvendigvis er meget, så virker det i denne kamp, som en sikker føring. BK Amager taber gejsten som tiden går, og Lemvig lukker fortsat fint af forsvarsmæssigt, så hjemmeholdet sidder på den måde solidt på kampen. Derfor bliver der heller ikke spænding om resultatet, og Lemvig kan køre en sejr på 77-64 i hus.

Lemvigs point: Mallory Moore 24p, Emily Hatch 20p (17 reb), Ivana Udovalieva 15p, Helle Kristiansen 5p, Tine Kristiansen 5p, Sarah Schicher 4p, Karina Pedersen 3p og Okako Adika 1p

BK Amagers point: Catharina Palm Jensen 24p, Lotte Tobiasen 12p, Emilie Fogelstrom 8p, Emilie Keller 8p, Ena Viso 7p, Ida Klussmann 3p, Maria Brask 2p