Nyheder

Horsens BC taber en tæt og spændende kamp i Forum Horsens

06.10.2013

Stevnsgade Basketball Klub kom på besøg, og mange havde tippet dem til at vinde stort.

Men Horsens BC lagde stærkt ud, og især Anna- Helene Eskholm var kampklar fra start og scorede hurtigt 7 point. Horsens spiller godt sammen, og er overraskende stærke i forsvaret og holder de fysisk stærkere Stevnsgadespillere fra at score. Emily White får fat i mange rebounds og scorer gode point. Senere i perioden presses Horsens BC til et par turnovers, men kampen er meget lige og ender med et lille forspring til hjemmeholdet på 19-16.

I anden periode er Sarah Bersang svævende og scorer vigtige point for hjemmeholdet. Efterhånden presser Stevnsgade hårdere og Horsens BC  løber ind i blindgyder i angrebet. Det er som om de mister lidt fokus. Men forsvaret fungerer for hjemmeholdet. og Stevnsgades US spillere har stadig kun få point på pointavlen.

Perioden ender 14- 15. Så resultatet efter de 2 første perioder er 33-31 til hjemmeholdet.

Men så gik den heller ikke længere. Efter pausen benytter Stevnsgade sig af, at de er fysisk overlegne og   især amerikanerne Julie Foster og Sarah Eichler tager teten. Horsensspillerne bliver presset og trappet og kan ikke komme af med bolden. En del turnovers og fejl bringer Stevnsgade i front.

Gæsterne vinder perioden med 21-12 og fører med 7 point inden de sidste 10 minutter.

Mange tænkte nok, at løbet nu var kørt, og at kampen ville ende med en storsejr til Stevnsgade. Stevnsgade er da også hurtigt foran med 10 point.

Men så spillede Horsens BC igen klogt og alle viste fightervilje ved at gå op og presse Stevnsgade på deres banehalvdel. Rebecca Houmøller meldte sig ind i kampen og satte i denne periode sin anden 3´er samt vigtige point på straffe, da det nu var Stevnsgade, der var i fejlproblemer.

Perioden ender 23- 20 til Horsens BC, men Stevnsgade BBK vinder kampen med 72-68, en kamp der dog blev meget mere lige end først spået.

Topscorere for Horsens BC: Rebecca Houmøller med 17 point (alle i de to sidste perioder og heraf 9/10 på straffe), Sarah Bersang;  15 point

Topscorere for Stevnsgade Basketball klub: Julie Foster 21 point og Sarah Eichler 20 point.

Stats fra Horsens BC - Stevnsgade BBK

06.10.2013

Da der var tekniske problemer med internettet i hallen er statistikkerne fra dagens kamp ikke tilgængelige endnu.

Stevnsgade BBK vandt kampen med 72-68 og lige nu arbejder HBC med at få lavet stats`ene færdige, men det vil nok føst kunne ses her på siden i starten af næste uge.

Aabyhøj IF slår Værløse BBK i Aabyhallen

06.10.2013

Dagens opgør stod mellem to unge hold, der begge har tabt deres første kamp. Begge hold var sultne efter første sejr i turneringen, og Værløse var i denne kamp med deres to amerikanere, som ikke havde licens i den første kamp.

Kampen var en ret lige affære i første quarter med mange scoringer og forsvar præget af nerver og (over)aggressivitet. Begge hold havde helt tydeligt noget at bevise. Denne quarter endte med en smal føring til hjemmeholdet på 22-17. Maria Steen Jespersen stod for 12 af Aabyhøjs 22 point.

De næste to perioder mindede meget om den første, men nu også under kurven blev der gået til den, og hvis nogen er i tvivl, så er basketball en kontaktsport! – Dagens match-up mellem Britt Harris og Janet Hatfield bød på konstant kamp om position både i posten og i reboundsituationen. Britt Harris blev noteret for 14p og 15 rebounds, mens Janet Hatfield havde 8p og 5 rebounds.

Dominerende for Aabyhøj var især Maria Steen Jespersen og Bianca Morsø, som fik lov at spille uptempo med masser af fastbreaks og 1 mod 1 situationer i fart – et par svære spillere at spille overfor i den situation. Det endte også med at blive for meget for gæsterne, som måtte se sig slået af et hurtigt spillende hjemmehold, som gjorde deres for, at de over 200 tilskuere ikke kedede sig.

Maria Steen Jespersen havde en double-double med 22p og 10 rebounds, Bianca Morsø 15p, Britt Harris 14p, og Amalie Carlsen med 9 point fra 3’eren på kun 4 forsøg.

En stor tak til alle de mange grønne fans der var dukket op for at hjælpe damerne til deres første sejr!

BK Amager vinder på stærk 1. halvleg

06.10.2013

BK Amager bød lørdag eftermiddag indenfor til sæsonens 1. hjemmekamp i Amagerhallen i skæret af ”Støt brysterne” kampagnen. Til støtte for kampagnen gik omsætningen i Sidelinjen under kampen ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Men her var det så slut med gavmildheden. Gæsterne fra Hørsholm 79’ers blev sat under pres fra første fløjt, og midt i perioden fører hjemmeholdet 11-5. I den efterfølgende periode lykkes alt for Amager, som med et 17-0 run får bragt sig foran 28-5, inden Hørsholm får pyntet lidt på stillingen. Amager vinder perioden med 31-10.

Hørsholm får stabiliseret forsvaret og stoppet Amagers mange scoringer i starten af 2. periode, men de har stadig selv svært ved at finde kurven. Hørsholm fører perioden 5-4 efter godt 5 minutter, men mister så igen koncentrationen. Amager trækker fra og kan gå til pause med en føring på hele 55-28. Amager vinder 2. periode med 24-18.

Hørsholm holdet viser stor moral gennem hele 2. halvleg. Holdet kæmper indædt, og de har mere held med deres scoringsforsøg, så halvlegen bliver en helt lige affære. Det lykkes Hørsholm at vinde 2. halvleg med 4 point via periode sejre på henholdsvis 23-24 og 22-25.

BK Amager vinder således fortjent sæsonens 1. hjemmekamp over Hørsholm 79’ers med 100-77 (31-10, 24-18, 23-24, 22-25) på en forrygende 1. halvleg. Absolut mest fremtrædende spiller for gæsterne var Maja Gerlyng med 27 point og 6 assists, og for hjemmeholdet var Keyona Bryant og Catharina Palm de mest iøjnefaldende.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:
BK Amager: Catharina Palm 28, Keyona Bryant 22, Emilie Fogelstrøm 19

Hørsholm 79’ers: Maja Gerlyng 27, Anemone Scheel 16, Frederikke Mollerup 10

Kampens spiller WOM: Keyona Bryant, BK Amager

Dansk Basketinfo - Nyt nummer på gaden

03.10.2013

For 17. gang på 3 år udkommer dansk basketinfo i dag.

Det er med stolthed at DBJO kan offentliggøre dette nummer og forsikre om, at endnu en sæson med mediedækning af dansk basketball er sikret.

Læs om dansk landshold, liga, dameliga og kørestolsbasket. Interviews, analyser og historier om kultur og sporten vi alle elsker, og offentliggørelsen af sidste sæsons bedste basketball foto.

Du finder bladet ved at klikke her.

Ugens preview

02.10.2013

Falcon`s headcoach Thomas Soltau kommer her med sit bud på kampene i 2. runde.

Runden byder på et top-opgør mellem SISU og Lemvig Basket, samt en række kamp som tidligt kan være med til at sige noget om styrkeforholdet i Dameligaen. Særligt interessant bliver også BK Amager mod Hoersholm 79ers.

Aabyhøj vs. Vaerløse BBK - lørdag kl. 14:00:

Holdet fra Århus tabte i første kamp til Stevnsgade på udebane i en kamp der var tættere end slutresultatet vidner om. På hjemmebane tager de nu imod er Værløse BBK hold der ligeledes satte point til i første kamp og hjemme tabte en tæt kamp mod Horsens BC.

Vaerløse BBK afventer stadig spilletilladelse til deres to US-spillere, og dette må formodes at have en del af sige for udfaldet af denne kamp.

Aabyhøj +15

Falcon vs. Virum Vipers – lørdag kl. 14:30:

Falcon tabte første kamp mod Lemvig Basket, men har i pre-sæson spillet fornuftigt mod netop Virum og taget to seje med fra disse kampe.

Virum havde det svært i første kamp og havde problemer med Amager BK’s aggressive spil. Virum vil være vil uden tvivl være motiveret for at gøre en god figur og vise de hører til i Dameligaen.

Falcon + 20

BK Amager vs. Hoersholm 79ers – lørdag kl. 14:30:

BK Amager spillede en solid kamp mod Virum og spiller hjemme mod et Hoersholm 79ers mandskab som ikke har det bedste oplevelse med i bagagen. En rigtig dårlig start mod SISU, var med det at afgøre deres første kamp inden den rigtig var begyndt.

Hoersholm 79ers burde spillermæssigt stå godt imod BK Amagers pres, og burde derfor have en god chance for at gøre kampen spændende og seværdig.

BK Amager + 10

Horsens BC vs. Stevnsgade Basketball Klub – søndag kl. 14:00:

Horsens BC vandt deres første kamp. En stor succes for holdet og en måske en indikation på nye tider i Horsens. Holdet havde sidste år svært ved at være med, så det er glædeligt, hvis denne første sejr kun er den første af kampe.

Stevnsgade Basketball Klub kommer til Horsens ovenpå en solid sejr over Aabyhøj, og vil særligt med kvaliteten af deres to US spillere og deres fysiske styrke have en klar fordel over Horsens BC.

Stevnsgade + 25

SISU vs. Lemvig Basket – søndag kl. 15:00:

SISU er i denne sæson et betydeligt mindre hold størrelsesmæssigt, men med deres velkendte pres vil denne kamp højst sandsynligt blive et opgør på to stilarter.

Lemvig Basket har vel nok Dameligaens største og mest fysiske hold, så det bliver interessant hvilken spillestil der vinder, og hvilket hold der først tvinger det andet til at tilpasse sig.

Et top opgør der kan gå begge veje.

SISU + 5

Højt tempo i Virumhallen

30.09.2013

Den første kamp for Virum Vipers damehold i dameligaen blev spillet i Virum Hallen mod BK Amager.

Gæsterne lagde hårdt ud med at score inden for de første 5 sekunder og kom hurtigt foran - og føringen hold resten af kampen. Hjemmeholdet skulle lige vænne sig til det høje tempo i BL og det kostede. BK Amager vinder 1. periode med 13-31. 

I 2. periode kom Virum bedre med og det lykkes at vinde perioden med 20-17 og gsæterne kunne gå til pausen med en føring på 15 point.

Efter pausen kæmpede Virum ufortrødent videre men Bk Amager var stadigvæk i førersædet og til trods for at Virums spilleres ikke fejlede noget, var det desværre ikke nok og BK Amager kunne vinde 3. periode med 13-28.

I 4. periode byttede holdene point og BK Amager kunne til slut vinde kampe ned 104-66.

Kampens topscorer blev for hjemmeholdet Jeanette Sørensen med 16 point, mens Keyona Bryant og Catharina Palm Jensen begge scorede 24 point for BK Amager.

Virums træner Turi Høgh udtalte efter kampen, "at pigerne var nervøse inden kampen, og at deres manglende rutine i at spille i dameligarækken var tydelig. Der skal fremadrettet arbejdes med det mentale, og rutinen oparbejdes naturligt, men fysisk kan spillerne sagtens være med".

Værløse`s unge hold holdt stand i 37 minutter

29.09.2013

Horsens BC kom på besøg i Søndersøhallen. Værløse havde indtil dagens kamp vundet de tre seneste opgør, og satsede på at fortsætte denne stime.

Det skete bare ikke. En meget lige kamp endte med Horsens sejr på 65 – 62. Men sådan må det gå, når man har skudprocenter på 14 på 3’erne (3 af 21) og modstanderne tilsvarende har 44 (8 af 18).

Det var en meget lige kamp hvor Værløses Elitedamer kom bedst fra start. Ikke mindst Alberte Dokkedal var flyvende og hele tiden farlig med sine hurtige ryk ind under kurven. Fuldt fortjent valgte publikum også Alberte til kampens spiller.

Ikke desto mindre lykkedes det aldrig for Værløse for alvor at skabe afstand, og første halvleg endte derfor med samme pointforskel som ved kampens start: 33 – 33.

Værløse stiller i år op med et meget ungt hold. Og tildagens kamp måtte man ovenikøbet undvære de to amerikanere, hvis papirer endnu ikke var på plads. Men holdets gejst og disciplin kan man ikke pille ved. Den nye portugisiske coach Eugenio Rodriques havde dikteret kompromisløst forsvar, og det holdt de unge Værløse-damer inde i kampens første 37 minutter. De sidste tre minutter blev Horsens større rutine afgørende, og de jyske gæster kunne hive en 3 points sejr hjem.

Værløses og kampens topscorer blev Alberte Dokkedal med 23 point og assist, fulgt af Safia Sheikh med 11 point og 2 assist.

Horsens topscorer blev Dicte Houmøller 22 point og en enkelt assist, fulgt af Rebecca Houmøllers 16 point og 1 assist.

Debutsejr til Lemvig trods forsinkelse

29.09.2013

Lemvig Basket startede sæsonen i Dameligaen med en sejr over Falcon, men der skulle en del ventetid til, før den kom i hus. Trafikale problemer betød, at Falcon ankom til Lemvig med flere timers forsinkelse. Kampen var fastsat til at starte kl. 16.45, men først kl. 17.30 ankom Falcon, og løb direkte på banen til opvarmning.

Det var altså ikke de bedste forberedelser for gæsterne, men gennem størstedelen af kampen lod de sig nu ikke mærke med det. Lemvig kom ganske vist bedst fra start og fik en tidlig føring, men sløseri hos hjemmeholdet midt i første periode betød, at Falcon fik muligheden for at komme med i kampen, og den greb de. De sidste fire minutter af perioden var domineret af falkene, som kunne slutte med en føring på 16-21.

De næste 10 minutter fortsatte meget jævnbyrdigt, men Falcon havde lettest ved at komme til point. Lemvig havde ganske vist et fysisk overtag, men gæsterne var mere effektive i deres afslutninger og kunne derfor fastholde føringen indtil midt i perioden. To 3er af Ivana Udovalieva fik dog vendt billedet, og Lemvig overtager føringen med 30-28. Det forspring holdes frem til halvlegspausen, hvor stillingen er 40-37.

Lemvig starter 3. periode med igen at misbruge en række muligheder og det udnytter Falcon til at overtage føringen igen med 42-43. Længere foran kommer de dog ikke, for spillet bliver en overgang rodet i begge ender, og heldigvis for hjemmeholdet kommer de bedst ud af det og generobre føringen med 51-47 før sidste periode.

De sidste 10 minutter går Falcon i stå og Lemvig kan gennem hele sidste periode trække fra og sikre sig en sikker sejr på 74-58. Til sidst bliver fysikken afgørende, og set med Falconbriller kan en kaotisk optakt måske også spille ind. Det rokker dog ikke ved, at Lemvig var det bedste hold, men spillet skal blive bedre igennem sæsonen, hvis det skal ende med en placering i toppen.

Flere spillere fik en god debut for Lemvig. Raven Berry fik vist sin styrke både offensivt og defensivt, med 25 point, 12 rebounds og 5 steals blev hun sit holds mest effektive spiller. Også Tina Nesse havde en god debut med 12 point, 8 rebounds og 4 steals. Mest glædeligt var det måske for hjemmeholdet, at mange bød ind og to ansvar. Syv spillere fik scoret og 4 af dem kom over 10 point.

Hos Falcon var Iben Soltau bedste spiller med 17 point.

Lemvigs point: Raven Berry 25p (12 reb), Emily Hatch 17p (14 reb), Ivana Udovalieva 13p, Tina Nesse 12p, Helle Kristiansen 4p, Rikke Meisner Andersen 2p og Grace Gardner 1p.

Falcons point: Iben Soltau 17p, Sofie Vincents 13p, Elisabet Brynaa 10p, Billie Marlow 6p, Freja Christensen 5p, Marie Gadeberg 3p, Julie Kongeskov 2 p og Berit Schelde 2p

Stevnsgade kommer overraskende godt fra start

29.09.2013

Nørrebrohallen var lørdag eftermiddag centrum for Stevnsgades tilbagevenden til Dameligaen. Hjemmeholdet mødte Aabyhøj IF i årets første kamp for begge hold.

Aabyhøj var favoritter til sejren dels på grund af deres langt større ligaerfaring og på grund af en meget talentfuld trup af unge dygtige spillere og en ny dygtig amerikaner Britt Harris med imponerende stats.

Men i Nørrebrohallen har Stevnsgade altid været farlige uanset hvem, som er modstander. Kampens dommere Lars Skovhus og Pembe Bahadir skød kampen i gang lidt sent da Skovhus hang i en bilkø efter kampen Hørsholm – SISU.

Kampens første periode var helt jævnbyrdig med en udveksling af point med Stevnsgades Sarah Eichler i en rolle som ustoppelig scorer med hele 16 point af 29. I Første periode var ingen hold foran med mere end 3 point. 29-29 ved indgangen til anden periode.

Kampen blev spillet i et højt tempo med stor intensitet, hvor begge hold i første halvleg viste klasse og høje scoringsprocenter trods det meget høje tempo.

Anden periode former sig lidt som første, men hvor Stevnsgade en enkelt gang kommer op på en 8 points føring. Dog slutter Åbyhøj bedst til halvlegsstillingen 45-44.

Stevnsgade kommer flyvende ud fra halvleg og scorer lynhurtigt 6 point. Kort efter udligner Aabyhøj igen kampen, men Stevnsgade bringer sig så foran med 7 point og Aabyhøj fik aldrig en føring igen i kampen.

I 4. periode scorer Stevnsgade 7 point i det første minut og kampen er afgjort. Aabyhøj gør alt for at komme tilbage, men kommer aldrig tættere end 11 point og Stevnsgade kører en sikker og fortjent sejr i hus til slutstillingen 97-79. En af Stevnsgades pointguards Mia Obbekjær skal fremhæves for en fremragende indsats, der resulterede i 14 point, 2 rebounds og 5 assists.

En forklaring på kampens resultat skal måske ses i reboundstatistikken, hvor Stevnsgade udreboundede Aabyhøj med 37-17 og skød 46,7% fra 3´eren mens aabyhøj skød 30% fra 3´eren. Aabyhøj havde 9 turnovers i kampen mod Stevnsgades 10.

Stevnsgades Sarah Eichler scorede 29 point, Julie Forster tog 18 rebounds og hele 9 spillere kom på scoringstavlen hos værterne fra Nørerbro.

Hos Aabyhøj var Maria Steen Jespersen kampens oplevelse med 18 point og en flot indsats. Aabyhøjs amerikaner Britt Harris scorede 15 point, mens der var 14 point til Julie Høier.