Nyheder

Ugens preview

12.11.2013

4 kampe er på programmet i denne uge og assisterende coach for Horsens BC, Sonny Madsen kommer her med sine bud på kampene.

Stevnsgade BBK – BK Amager fredag kl. 19.30

Allerede fredag aften skal Stevnsgade og BK Amager i aktion til Friday Night Basket i Nørrebrohallen (rigtigt godt initiativ med Friday Night Basket) og holdet vil få rigtig mange tilskuer i ryggen.

Stevnsgade har vist rigtig gode takter, og har spillet overbevisende basket med to stærke amerikanere.

BK Amager er et stærkt, fysik og hurtigt hold med mange gode skytter og en stærk amerikaner i Keyona Bryant. BK Amager er årets angrebsmaskine som skal stoppes, hvis Stevnsgade skal have chancen for at tage sejren. BK Amager er første udfordrer til SISU, så de er favoritter til kampen. Det bliver en tæt kamp med masser af underholdning og god basket, men ……

Stevnsgade vinder med 1 point.

Horsens BC – Lemvig Basket lørdag kl. 14.00

Der er lagt op til et spændende opgør i Horsens efter at Horsens BC tabte i sidste runde mod Åbyhøj med 49 point, så Horsens BC har noget at bevise over for dem selv.

Horsens BC har vist sig bedre spillende på hjemmebane, men det unge Horsens hold kæmper stadig for at finde spillestillen efter første sejr i første runde. De skal finde det hurtige spil frem mod de lidt tungere Lemvig spillere.

Lemvig Basket har et stort potentiale med unge, erfarne spillere og ny træner.  Derudover har de selvfølgelig Emily Hatch og Raven, der helt sikkert giver noget størrelse inside. Vestjyderne skal bruge deres fysik mod Horsens BC . De skal have tempoet ud af kampen og spille hårdt inside. Lemvig Basket har favorit rollen og ……

Lemvig Basket vinder med 15 point.

Hørsholm 76ers – Åbyhøj IF lørdag kl. 15.00

Begge hold har sejr med i bagagen fra sidste runde, dog Åbyhøj høstede en masse selvtillid med en sejr over Horsens BC med 49 point.

Denne her kamp kan dog gå begge veje. Det afgørende er hvilket hold der får kontrol over kampen, da det bliver en hård og underholdende fight. Begge hold spiller uptempo basket med et solidt og aggresive pres. Kampen vil bølge frem og tilbage mange gange, men det hold som er mest aggressive og med mindst turnover løber med sejren.

Kampen bliver en fartbombe med masser af intensitet og ....

Hørsholm vinder med 3 point i overtid.

Værløse BBK – Virum Vipers søndag kl. 16:30

Spændende kamp, hvor begge hold jagter deres første 2. point på kontoen, så meget er på spil.

Denne kamp kan også gå begge veje, men Værløse har nok favorit rollen med mere dameliga erfaring og 2 amerikanere.

Kampen bliver om nervøsitet og holdet som får kontrol over nerverne kommer bedst ud af kampen. Utrolig spændende kamp, som vil give selvtillid i de følgende kampe for vinderholdet.

Det blvier tæt men Værløse BBK trækker det længste strå til sidst og....

Værløse vinder med 8 point.

SISU kontrollerede topkampen og vandt sikkert, 80–62

11.11.2013

Nu er mestrene det eneste ubesejrede hold i Dameligaen.

Der var lagt op til en spændende kamp i Kildeskovshallen søndag, hvor ligaens to ubesejrede hold, SISU og BK Amager, mødtes i kampen om første pladsen i Dameligaen. Men selvom kampen var i højt tempo og delvist rigtig godt spillet, og desuden rigtig underholdende, blev den aldrig spændende.

Danmarksmestrene fra SISU, der ikke har tabt en hjemmekamp i ligaens grundspil eller mellemspil siden den 14. marts 2010, tog føringen straks i starten af kampen og kontrollerede den, stort set uden problemer, i 40 minutter. Efter den første halvleg førte SISU med 14 points, 45–31, og efter at de byggede føringen op til 24 points, blev slutresultatet en hjemmesejr på 18 points, 80–62. Inden sidste perioden var stillingen 66–44 og kampen faktisk afgjort. Men gæsterne vandt den sidste periode 18–14 og fik dermed reduceret føringen til 18 points.

SISUs tætte og aggressive forsvar gjorde det svært for gæsterne at køre deres ellers effektive angrebsspil. Holdets bedste spiller og ligaens topscorer (indtil denne kamp), Keyona Bryant, fik ikke de åbne skud som hun plejer og scorede “kun” 10 points. Men afgørende for kampen var Amagers turnovers. Holdet tabte i alt 36 bolde, og ofte fik de slet ikke sat deres spil i gang. Resultatet var bl.a. at de ikke fik det samme antal skud som hjemmeholdet. Amager fik i alt 58 skud, mens SISU fik 85. Amager prøvede hele tiden at få fart på angrebet, og det lykkedes en gang i mellem, men det var ikke nok. Keyona var holdets bedste spiller, med 10 points og 15 rebounds.

Topscorerne var Emilie Fogelstrøm, 17 point, Catharina Palm Jensen 12 og Maria Dinesen 11. Amager vandt faktisk rebound-kampen 46–42 og skød bedre på både 3’ere og straffe end hjemmeholdet. 

SISU virkede koncentreret, og selvom de ikke skød særlig godt (22% på 3’ere og 36% fra straffelinjen) kontrollerede de kampen fra start til slut. I forsvarsspillet fik de stresset Amagers guards hele kampen og næsten helt lukkede ned for inside-afleveringer til Keyona. Holdet fik stjålet 25 bolde, og det førte tit til hurtige angrebsmuligheder og åbne skud. Seks spillere scorede i “double digits”; Nathalie Reshard 14 (og 10 rebounds), Kiki Lund, Heidi Anton, Mathilde Colding-Poulsen og Tea Jørgensen 11 hver og Katrine Dyszkant 10 point. Anfører Camilla Blands spillede en meget alsidig kamp: hun scorede 8 points, tog 11 rebounds, stjal 7 bolde og lavede 5 assists.

Kampens dommere, Bjørn Kjærulf og Badie Amani, havde godt styr på kampen fra start til slut. 

SISUs Head Coach Hrannar Holm havde følgende kommentarer: “Jeg er glad for at vi vandt sikkert. Amager er et godt spillende hold med nogle rigtig gode spillere. Men jeg vidste at de ville få nogle problemer med vores forsvar. På den anden side lavede vi for mange taktiske fejl, både i forsvar og angreb. Det skal vi arbejde på de næste dage, fordi at den 19. november kommer den rigtig store og vigtige kamp mod Amager: pokalkvartfinalen. Den kamp skal man jo vinde, og jeg er klar over at Amager kommer til at møde op meget motiverede. Vi skal nu arbejde hårdt den næste stykke tid, så vi bliver klar til den afgørende kamp.”

referat skrevet af David Brauer

Iben Soltau skifter til Stevnsgade BBK

10.11.2013

Det er en glæde for Stevnsgade Basketball at meddele, at Stevnsgades Dameligahold fra den 11. november 2013 bliver forstærket med 27 årige Iben Soltau, som efter 4 år på College i USA, damelandsholds erfaring og de seneste to sæsoner i SISU som vinder af to guldmedaljer, nu skifter fra Falcon til Stevnsgade BBK.

Iben Soltau har været Falcons førende spiller i statistikkerne med godt 15 points og knap 10 rebounds i gennemsnit pr. kamp. Ikke alene vil Iben tilføre holdet styrke i kampene og gøre Stevnsgades reboundspil endnu bedre, men også medvirke til at gøre træningerne hårdere for de andre Stevnsgade spillere.

Stevnsgade Basketball skal bemærke, at Iben af egen drift selv har kontaktet Stevnsgade, hvor efter et klubskifte kom i stand.

Det er klubbens intention at Iben Soltau skal indgå i et samarbejde, der strækker sig over flere sæsoner.
Iben får licens til at deltage i kampe fra den 29. november 2013.

Hørsholm 79ers slår Falcon

09.11.2013

Det var 4. pladsen mod 6. pladsen, der krydsede klinger i Hørsholm lørdag eftermiddag, og med en pointforskel på 2 point i tabellen var der lagt op til et meget spændende opgør mellem Hørsholm 79ers og Falcon.

Og spændende blev det, i hvert fald i kampens tre første perioder. 79ers vandt på en rigtig god fjerde periode med 71-62, og dermed har de nordsjællandske piger nu vundet deres seneste fem kampe.

De to hold fulgtes pænt ad i kampens indledning, hvor værterne dog havde et lille overtag de første par minutter ved stillingen 8-3. Falcon bed fra sig og havde ikke tænkt at lade 79ers stikke af. Således scorede de gule falke seks point i træk inden Hørsholm fik svaret igen. Perioden sluttede med en Falcon-føring på 15-17.

Indledningen på anden periode havde Falcon i førersædet, og pigerne fra Frederiksberg fulgte godt op på en god første periode ved at bringe sig foran med 18-25 efter fire minutter. Især Falcons Elisabeth Hansen viste gode takter og havde allerede 10 point sat ind på kontoen.

79ers vågnede op i slutningen af andet quarter, hvor Falcon ellers havde bragt sig foran med 20-27. Anført af blandt andet Maja Gerlyng og Frederikke Mollerup gik værterne på et 10-0 togt og bragte sig foran med 30-27 inden Falcon fandt vej til kurven igen. De hold gik til pause ved stillingen 32-31 til Hørsholm, og der var lagt i kakkelovnen til en medrivende anden halvleg.

Hørsholm og Falcon tog fat på duellen i anden halvleg med samme intensitet som i de første 20 minutter. Perioden var helt lige, men 79ers formåede konstant af holde de gule fra at komme foran. Især Maja Gerlyng viste vejen for værterne med 10 point i denne periode. Fra Falcon var det fortsat Elisabeth Hansen, der stod for størstedelen af Falcons point, og med ni point i tredje quarter havde hun 19 point inden de afgørende 10 minutter.

Ved stillingen 50-47 tog 79ers og Falcon fat på det sidste og afgørende fjerde quarter. Hørsholm dominerede denne fase af kampen og bragte sig afgørende foran efter tre minutter med 59-51. Falcon forsøgte at svare igen, hvilket lykkedes kortvarigt, men 79ers havde det mentale overskud og med tre minutter igen af kampen satte de nådestødet ind, da de bragte sig foran med 71-54.

Falcon sluttede dog kampen bedst med otte point i træk, heraf fem af Elisabeth Hansen, men de kunne ikke forhindre Hørsholm i at vinde med 71-62 (15-17, 17-14, 18-16, 21-15).

Med sejren fik 79ers sat to behagelige point ind på kontoen, og efter en lidt dårlig start på sæsonen er holdet nu oppe på fem sejre og dermed 10 point, hvilket rækker til en fjerdeplads i den øjeblikkelige Dameligaen.

For 79ers scorede Ivana Jovanovic 22, Maja Gerlyng 17, Frederikke Mollerup 7, Emilie Schirmer 6, Caroline Gilling 4, Line Piechnik 4, Andrea Rankovic 2 point.

Hos Falcon scorede Elisabeth Hansen 24, Marie Gadeberg 11, Tone Heiberg 8, Freja Christensen 6, Billie Marlow 6, Sofie Vincents 4 og Martina Dyrberg 2 point.

Referat skrevet af Per Hjorth

Overbevisende sejr til hjemmeholdet i Aabyhallen

09.11.2013

Lørdagens lokalopgør mellem Aabyhøj og Horsens BC gav sejr til hjemmeholdet, Aabyhøj, med de overbevisende cifre 89-40.

Takterne blev grundlagt i første periode, hvor hjemmeholdet allerede efter 4 minutters spil havde bragt sig foran 25-4. Her var det især hjemmeholdets Britt Harris, der dominerede med 10 point i disse første 4 minutter. Herefter kom Horsens BC lidt bedre med, men kunne ikke forhindre hjemmeholdet i at gå til periodepause med stillingen 31-12.

I 2. periode får gæsterne godt styr på Britt Harris og i det hele taget etableret et forsvarsspil, der lykkedes og generer hjemmeholdet. Holdene bytter point, og perioden ender i gæsternes favør med perioderesultatet 14-16. Horsens BC får bredt spillet godt ud i perioden, og hjemmeholdet fra Aabyhøj kan ikke rigtig få spillet til at glide.

Efter pausen, hvor stillingen er 45-28, er det hjemmeholdet, der kommer bedst fra start med scoringer af de to unge spillere, Julie Høier og Kia Fisker, inden gæsterne kommer på tavlen. Efter 1 point på straffekast til gæsternes Emma Dorph sætter Aabyhøjs Amalie Carlsen en lang tre’er, og det skal ikke blive sidste gang fra hendes hånd. Minuttet efter er hun der igen med nok en tre’er, og kort efter viser Stine Deleuran, at hun også mestrer den disciplin. Efter flere gode forsøg gennem kampen er det så kort efter Bianca Morsøs tur til at få 3 point gennem netmaskerne. Ved stillingen 68-36 og 2 minutter igen af tredje periode er lyset vel blevet slukket for gæsterne, der dog kæmper ufortrødent videre.

Fjerde periode starter ved stillingen 70-38 med Aabyhøj i den dominerende rolle. Gassen er på vej ud af udeholdet, der kun får en enkelt scoring igennem i sidste periode, mens Aabyhøj øger med 19 point til slutresultatet 89-40.

For hjemmeholdet imponerer Amalie Carlsen med 2 for 3 på 2-point og 3 for 4 på 3-point i løbet af 16 minutter. Også Britt Harris og Maria Steen Jespersen spiller solidt med hhv. 19 og 14 point. Britt Harris noteres desuden for 12 rebounds og dermed en double-double.

Sejren må dog tilskrives teamet, hvor alle spillere kommer på pointtavlen og kæmper for hinanden. Gæsterne havde ikke deres bedste kamp i dag, men statistikkens noget kunstige effektivitetskvotient virker dog ikke helt rimelig og ude af takt med spillet, når den sammentæller Horsens BC effektivitet til 18 mod Aabyhøjs 108.

Topscorere for Aabyhøj:
Britt Harris 19p, Maria Steen Jespersen 14p, Amalie Torlop Carlsen 13 og Julie Høier 11p.

Topscorere for Horsens BC:
Pernille Pedersen 11p, Sarah Bersang 9p og Emma Dorph 8p.

Referat skrevet af Peder Fløe

Lemvig Basket tog stikket til sidst

09.11.2013

Måske sad fredagens pokalkamp stadig benene, eller også skulle Lemvig bare bruge lidt ekstra tid til at komme i gang, i lørdagens Dameligakamp mod Værløse.

I hvert fald var det gæsterne, som bedst fra start og hurtigt fik en føring på 0-7. Samtidig misbrugte Lemvig helt frie muligheder, og alt tydede på, at det skulle blive en lang lørdag for Lemvig. Men så kampen skred frem tippede overtaget, og til slut var der ingen tvivl om udfaldet, og Lemvig kunne fejre sejren på 78-62.

Det tog dog lidt tid inden Lemvig kom sig over den svage start, og gennem hele 1. periode var Værløse bedst. Der var ikke meget bundhold over et frisk, energisk og effektivt mandskab, som udnyttede alle muligheder og straffede Lemvig for deres fejl. Lemvig kom ganske vist i gang midt i perioden og fik stabiliseret spillet, så afstanden aldrig blev afgørende, men Værløse kunne alligevel gå til pause med en føring på 10-19.

Derfra var det så slut med overtaget for Værløse. Straks fra starten af 2. periode fik Lemvig bedre styr på spillet, og efter blot to minutter af afstanden bragt ned til 18-19. Herefter blev spillet mere jævnbyrdigt igen og midtvejs i perioden var stillingen 24-24. Lemvig bliver bedre og bedre til at udnytte sit fysiske overtag, og det betyder, at hjemmeholdet i højere grad har kontrol med spillet. Lemvig er det bedste hold set over hele perioden, men Værløse slutter godt og begrænser tabet til at være bagud 36-35 ved halvleg.

Lemvig starter også 3. periode bedst og skaber et lille forspring, men Værløse genfinder stabiliteten igen og holder sig på en afstand, hvor intet er afgjort. Hjemmeholdet fører det meste af tiden med omkring 4 point, men som perioden skrider fem bliver spillet, og dermed også stillingen mere og mere lige. Lemvig får igen nogle minutter, hvor der laves for mange turn-overs, men da Værløse samtidig misbruger for mange chancer, så bliver der ikke for alvor rykket på afstanden mellem holdene. Gæsterne får dig lukket hullet, så kampen er helt lige 55-55 inden sidste periode.

De sidste 10 minutter sætter Lemvig sig mere solidt på. Først bliver det en føring på 59-55, den slå Værløse i første omgang tilbage på, men midt i perioden skaber Lemvig det afgørende hul med et run til 65-58. Det kan gæsterne ikke svare igen på, og hjemmeholdet slutter med endnu et run til resultatet 78-62.

Det var fysikken, der var forskellen på de to hold. Lemvig vinder reboundstatistikken 47-23 og holder gode procenter på skudene. Værløse gav dog god modstand, og holdet har masser af kvaliteter, som bør få dem væk fra bunden af ligaen i løbet af sæsonen.

Lemvigs point: Raven Berry 20p, Ivana Udovalieva 18p (11 as), Emily Hatch 18p (20 reb), Tina Nesse 10, Helle Kristiansen 10p, Okako Adika 2p

Værløses point: Alberte Dokkedal 24p, Etta Andersen 12p, Devon Quattrochi 11p, Janet Hatfield 10p, Safia Sheikh 3p, Lisbeth Clausen 2p

Referat skrevet af Rene Christensen

Værløse BBK fulgte med SISU i tre perioder

03.11.2013

Det var top mod bund, ungdom mod erfaring, da Dameligaens suveræne tophold SISU lagde vejen forbi Søndersøhallen og Værløse.

Lad det være sagt straks: SISU fik med en 77 – 51 sejr over Værløse sin syvende skalp i træk. Men de fik den ikke forærende. Det unge Værløsehold, med en gennemsnitalder på lidt over 18, holdt stand indtil halvleg mod de erfarne SISU damer, med en gennemsnitsalder der nærmer sig 25.

Et godt startende Værløsehold lykkedes med et aggressivt forsvar og tre (ud af tre) 3 pointsscoringer fra 15 årige Annemie Espensen, at holde SISUs føring efter første periode nede på et enkelt point til 16 – 17.

Desværre var der et par af Værløses startere, der (alt for) hurtigt kom i fejlproblemer, og måtte sidde det meste af tiden på bænken. Alligevel lykkedes det for Værløse at slutte 2. periode med ganske fornuftige 12 – 15 til halvlegsresultatet 28 – 32 til SISU.

Efter pausen var det som om, at SISUs større erfaring og kynisme fik lov til at blomstre. Det var som om, at første halvleg var blevet brugt til at læse modstanderen og indstille sigtekornet. Og så gik det ellers stærkt. Ikke mindst Kiki Lund og Tea Jørgensen trådte for alvor i karakter, og fik vist, at de ikke var kommet til Søndersøhallen for at nyde den gode kaffe og pausemusikken. SISU sendte Værløse tilbage på bænken efter tredje periode med en 25 – 8 lussing.

Fjerde periode var naturligt nok præget af, at SISUs sejr ikke længere var i fare. Engagementet fejlede dog ikke noget, og et medlevende publikum blev vidne til en kamp der sluttede 77 – 51 til SISU.

Tilskuerne valgte canadiske Janet Hatfield som kampens Værløse-spiller. Janets styrende rolle og ikke mindst 14 rebounds var formentlig afgørende for pubikums afgørelse.

Devon Quattrochi sluttede som Værløses topscorer med 13 point, fulgt af Annemie Friis Espensen med 11 point.

For SISU blev det Tea Jørgensen med 19 point, fulgt af Kiki Lund 15.

Referat skrevet af Tom Esbensen

Ny BK Amager sejr efter stærk 1. halvleg

03.11.2013

BK Amager vandt lørdag eftermiddag kampen i Amagerhallen mod Aabyhøj IF med 83-56 (30-15, 24-11, 15-20, 14-10) efter en pauseføring på hele 54-26. Aabyhøj skal dog roses for høj moral. På trods af den store halvlegsføring til BK Amager holder de fast, og de vinder 2. halvleg med 29-30.

Hjemmeholdet er klar fra første fløjt og bringer sig hurtigt foran 4-0. Aabyhøj hænger med i indledningen, og efter små 4 minutters spil får Maria Steen reduceret Amagers føring til 11-7. Herefter får Amager dog med et 11-0 run hurtigt øget forspringet til 22-7. I Britt Harris’ fravær er det især Amagers inside spillere Keyona Bryant og Catharina Palm, som volder Aaabyhøj problemer - med henholdsvis 12 og 10 point i denne periode markerer de sig stærkt. Amager vinder perioden med 30-15.

Amager fortsætter det gode spil i 2. periode. Midtvejs i perioden er stillingen 42-22 til hjemmeholdet. Amager afslutter også perioden rigtigt stærkt blandt andet med 8 point af Keyona Bryant indenfor de sidste 2 minutter. Amager vinder 2. periode med 24-11 og kan dermed gå til pausen med en solid føring på 54-26.

Man kan gætte på at Aabyhøjs coach Thomas Johanssen har sagt til sine spillere, at de skulle se 2. halvleg som en ny kamp. Aabyhøjspillerne lod sig i hvert fald ikke mærke af, at de var langt bagud i de sidste to perioder, som blev en helt lige affære. Aabyhøj gik friskt til den fra starten af 3. periode og med noget bedre skudprocenter lykkedes det holdet at vinde perioden med 15-20. Amager svarer lidt igen i 4. periode, som de vinder 14-10, hvilket betyder, at Amager vinder kampen med 83-56, men at Aabyhøj vinder en helt lige 2. halvleg med 29-30.

Hos Amager var Keyona Bryant klart den mest iøjnefaldende spiller med 30 point og 10 rebounds på 26 minutter, men spilletiden blev fordelt godt og alle bød ind. Også hos gæsterne bød alle ind, alle kæmpede godt og alle spillere kom på scoringstavlen på en eftermiddag, hvor Aabyhøj havde det rigtigt svært i 1. halvleg.

Topscorer: BK Amager: Keyona Bryant 30, Catharina Palm 15, Emilie Fogelstrøm 14
Topscorer: Aabyhøj IF: Bianca Morsøe 15, Sophie Kjems-Krognos 11, Amalie Carlsen 7

Kampens spiller WOM: Keyona Bryant, BK Amager (30 point og 10 rebounds)

Referat skrevet af Theis Olsen

Magtbalancen i København flyttet fra Frederiksberg til Nørrebro

03.11.2013

Lokalopgøret mellem Falcon og Stevnsgade blev aldrig spændende.

Falcon havde Berit Schelde med efter 3 kampe ude, men Simona Bartkova og Freja Christensen var stadigvæk skadede.

Stevnsgade fik gode præstationer ud af Mia Obbekjær og Irina Kolding med henholdsvis 9 og 11 points samt de sædvanlige toppræstationen fra Amerikanerne Julie Foster og Sarah Eichler med 21 og 24 points.

Falcons angrebsspil hængte slet ikke sammen og havde derimod ingen spillere, der levede op til forventede niveau. Faktisk scorede hele Falcon holdet det samme som Stevnsgades 2 Amerikanske spillere – nemlig 45 points.

Stevnsgade skyder 25/60 og har en god balance mellem 2p og 3p skud med 14 3p skud, hvoraf halvdelen omsættes til points. Falcon derimod skyder 14/58 og er helt oppe på 20 3p skud, hvoraf der kun scores på 3 !

Samtidigt vinder Stevnsgade rebound kampen med hele 41-26 og scorer på alle deres 16 straffekast, i øvrigt alle til de 2 Amerikanske spillere.

Stevnsgade starter bedst og bringer sig foran 2-10. Falcon kommer dog lidt tilbage, men er dog nede med 10-16 ved pausen. Elisabeth Brynaa scorer Falcons første 7 points.

2. periode står i de 2 Amerikanske spilleres tegn. Stevnagade vinder 11-19 og de 2 spillere scorer 17 points tilsammen. Falcon går til pause nede med 14 points, men har nok en følelse af at de ikke kan spille så dårligt angrebsmæssigt igen, da holdet kun har scoret 21 points.

Falcon scorede så lidt mere i 2. halvleg, da det blev til 24 points. Dette betød dog slet ikke en ændring af hvem der var bedst. Stevngade starter med 0-12 run og ved stillingen 21-47 3 minutter inde i 3. periode er kampen reelt slut. Resten af kampen er lige 24-26 og Stevnsgade vinder klart 45-73 i en ensidig kamp.

Topscorere for Falcon: Sofie Vincents med 9 og Elisabeth Brynaa med 8 points.

Topscorere for Stevnsgade: Sarah Eichler 24 og Julie Foster med 21 points. Pauline Schultz havde 5 assists.

Player of the match: Julie Foster med 21 points, 18 rebounds.

Referat skrevet af Claus Strøh

Horsens BC taber en intens kamp til Hørsholm 79’ers

02.11.2013

Horsens BC var denne lørdag skadesramt og måtte spille uden Anne-Helene Eskholm og Rebecca Houmøller. Pernille Weiland var heller ikke med i dagens kamp.

Så med kun 7 spillere kampklar, så det måske ikke så lovende ud. Men Horsens BC gav på intet tidspunkt op, men spillede alle 40 min. en intens kamp med masser af god energi. Deres guards gjorde det virkeligt fremragende mod Hørsholms aggressive presforsvar.

Også fra begge bænke og blandt tilskuerne blev der heppet, hvilket gav en god stemning i Højvangshallen.

I første periode følges spillerne godt til stillingen 8- 8. Kendahl Kelly kommer hurtigt på pointtavlen. Desværre har Emily White snart to fejl, og Horsens BCs noget mindre spillere kan i kampen om rebounds ikke stille meget op mod Hørsholm 79’ers højere og fysisk stærkere spillere. Annemone Scheel og Maja Gerlyng- Hansen gør det godt for gæsterne.

Første periode ender således 10- 17.

I anden periode kæmper Horsens videre, og Emma Dorph lægger ud med at score hurtige 5 point. Hun er et energibundt, der virkelig vil denne kamp. Horsens aggressive zone fungerer i perioder godt, og Sarah Bersang tager den stærkt til kurven. Faktisk formår Horsens BC både at score og at holde Hørsholm fra at score.

Perioden ender 20- 12 og stillingen ved halvleg er 30- 29.

3. periode starter med at Sarah Bersang med et steal, men derefter løber hjemmeholdet ind i en blindgyde, og der går 5 minutter inden holdet scorer igen, mens det lykkes for gæsterne at ramme på frie skud. Emily White må ud med sin 5. fejl.

Horsens BC scorer kun 9 point i denne periode, mens Hørsholm 79ers scorer 17 point.

Før 4. og sidste periode er stillingen 39- 46.

Mange tænker nok, at nu er hjemmeholdet kørt træt. Flere spillere har spillet stort set alle minutter. Men kampen er stadig intens. Eva Bonde har et par fremragende skud i denne periode.

Perioden ender 16- 19 og 79ers kan drage hjem til Hovedstaden med en sejr på 65-55 i bagagen.

Topscorer for Horsens BC: Eva Bonde og Sarah Bersang med hver 15 point.

Topscorer for Hørsholm 79’ers: Maja Gerlyng- Hansen: 17 point og 15 rebounds, Annemone Scheel: 16 point og 15 rebounds.

Forfatter: Bente Sanchez