Nyheder

Vigtig 10 points sejr til Stevnsgade i Nørrebrohallen lørdag aften

09.03.2014

Stevnsgade tog i mod Åbyhøj IF til klubbernes anden indbyrdes opgør i mellemspillets gruppe 2 lørdag aften i Nørebrohallen.

Spisning inden kampen, mere end 250 tilskuere, cheerleaders og en fantastisk stemning satte rammen for et spændende opgør, der først fandt en vinder i de døende minutter af kampen.

Starten var rodet og præget af dårlige beslutninger på begge hold, hvilket stillingen 5-5 efter 4½ min tydeligt indikerer. Men efter det 5. minut kom der fart over kampen og via 5-9, 7-13 endte perioden med en Åbyhøj føring på 17-19. Som forventet havde Stevnsgade besvær med at dække Åbyhøjs meget dygtige Marie Steen Jespersen.

De første 7 minutter af anden periode er meget lige, der udveksles point i en velspillet og underholdende periode. Men i det 8. minut tager Stevnsgade teten og laver et 10-0 run i periodens sidste to minutter til halvlegsstilling 37-34. Alle spillere på begge hold bidrager.

Tredje periode skulle vise sig at blive lige så tæt som de to hidtidige perioder. Stevnsgade starter bedst med to 3´ere af Pauline Schulz og Josephine Kjøller og bringer sig foran med 43-34, hvorefter der var en scoringspause i kampen på hele tre minutter. Åbyhøj straffer hjemmeholdets lidt rodede spil og bringer sig ved et 9-0 run foran med 43-46 på mindre end 2 minutter – her scorer Kia Fisker en vigtig 3´er og Bianca Morsøe tager den to gange helt til kurven.

Stevnsgade får igen sat fokus i de sidste minutter og bringer sig foran inden sidste periode med 52-51 med en 3´er af Iben Soltau og en ”coast to coast” scoring af Mia Obbekjær, der fik taget til at løfte sig i Nørrebrohallen.

De første to minutter af sidste periode starter uden scoringer. Men Åbyhøj start bedst med at Britt Marie Harris bringer Åbyøj foran med 52-54. De næste tre minutter står der Gabi Nedic på. Gabi laver et steal, tager to angrebsrebounds, laver en ”and one” scoring og i øvrigt 8 point på mindre end 3 minutter. Det betyder at Stevnsgade bringer sig foran med 61-55 med fire minutter igen.

Første mellemspilskamp i Åbyhøj endte med en 8 points sejr til Åbyhøj, hvorfor Stevnsgade i de sidste minutter gik benhårdt efter mindst en 9 point sejr, der betyder, at såfremt de to hold ender lige efter mellemspillet er det den indbyrdes målscore, der er afgørende for placeringen.

Julie Forster rebounder sit eget skud og bringer Stevsngade foran med 63-57, hvorefter Maria Steen Jespersen skrumper Stevnsgades forspring til 63-59 med 2 minutter og 45 sekunder igen. En 3´er af Iben Soltau bringer stillingen til 69-63 med 1½ minut igen.

Med blot 6 sekunder igen er stillingen stadigt 69-63. Intet tyder på, at Stevnsgade får den vigtige 9 points sejr. Stevnsgades Sarah Eichler har forsvarsreboundet med 6 sekunder igen og fejles af Julie Højer, der sender Sarah på straffelinjen. Sarah udnytter begge straffer og bringer Stevsngade foran med 71-63. Ved Åbyhøjs indspil fra baseline kaster Julie Forster sig ind i Sophie Kjems Krognos aflevering og får bolden ind til Iben Soltau, der scorer mens tiden løber ud. 10 points sejr til Stevnsgade 73-63.

En spændende medrivende kamp, der naturligvis bar præg af kampens betydning.

Hos Åbyhøj gjorde Maria Steen Jespersen det flot med 19 point og 12 rebounds, fulgt op af Bianca Morsøe med 11 og Britte Marie Harris med 8 point.

Hos Stevnsgade var det en gedigen holdindsats der gjorde udslaget i dag. Pauline Schulz blev topscorer med 15 point (50% bag 3´er linjen), Iben Soltau scorede 14 (67% bag 3´er linjen), Julie Forster var meget tæt på en triple double med 10 point, 18 rebounds og 9 assists.

March Madness – play offs – i Büllen

09.03.2014

Rebounds blev nøglen til succes for Falcon i deres anden sejr i træk over Værløse BBK.

Falcon starter kampen med at komme foran 13-2, ikke mindst på grund af Sofie Vincents Nielsen, eller Stephanie Curry om man vil, der lægger ud med at skyde 3/3 bag 3’eren. Værløse vinder dog hurtigt ind på Falcon, og første periode ender 16-13 til udeholdet.   

I anden periode er rollerne byttet om, Marian Sheikh catches fire og bringer Værløse foran med 7 midt i perioden. Falcon får ved hjælp af aggressivt forsvar samlet sig og generobrer føringen til halvlegsstillingen 35-28. 

Gennem tredje periode udbygger Falcon stille og roligt deres føring. Offensive rebounds bidrager til flere ekstra chancer for falkene, mens Værløses skytter køler lidt ned. Perioden ender 51-39 til Falcon. Marie Gadeberg/Denise Rodman dominerede the offensive boards med hele 9 af slagsen i kampen. 

Fjerde periode bliver en hård fysisk kamp. Værløse kæmper for at komme tilbage i kampen og kommer inden for 6 point af Falcon, inden hjemmeholdet rykker fra og tager sejren med slutresultatet 68-59.

Topscorer fra Falcon blev Sofie Vincents Nielsen med 22 point (4 rebounds, 4 assists), mens Marie Gadeberg blev toprebounder med 13 rebounds.

Topscorer fra VBBK blev Marian Sheikh med 17 point (7 rebounds, 1 assist), der skød 5/5 bag 3’eren. Toprebounder var Janet Hatfield med 8.  

Sofie Vincents og Marian Sheikh udgjorde i dag dameligaens version af The Splash Brothers: The Splash Sisters. Selvom de dog spiller for hver sit hold.

Begge hold baller videre igen i næste uge. Falcon gæster Stevnsgade tirsdag i Nørrebrohallen, mens Værløse skal en tur til Åbyhøj onsdag.

Sisu stak af fra Lemvig i anden halvleg og vandt sikkert

03.03.2014

Set gennem Sisu's briller, tegnede sig et kendt billede i gårdagens kamp mod Lemvig Basket.

Holdene fulgtes godt ad i første halvleg og ind i tredje periode. Efter 23 minutter var stillingen 33-35; to points føring til gæsterne. Men, som så ofte før, satte mestrene sig ligepludselig på kampen, bl.a. med deres presforsvar, og stak af. I løbet af de næste syv minutter scorede Sisu 25 mod 9 hos Lemvig og afgjorde kampen. Slutstilling var en sejr på 17 points, 76-59.

Dermed ligger Sisu nu på anden plats i slutspilspulje 1 og har sikret sig et bedre indbyrdes forhold til Lemvig, der vandt første kampen med fire points forskel. De to top hold i slutspilspuljen kommer direkt i semifinalerne, mens holdene på pladser 3 og 4 skal spille kvartfinaler mod holde nr. 1 og 2 fra slutspilspulje nr. 2. 

Starten af kampen var præget af hård indsats og mange brændte skud. Derfor var scoringen lav i første halvleg, kun 29 points fra Sisu mod 30 fra Lemvig. Spillerne ramte ikke på åbne skud, men Julie Ilsby kom fra bænken og scorede to vigtige 3'ere for Sisu mens angrebet var gået i stå. Skudprocenterne forbedrede sig dog markant for hjemmeholdet i anden halvleg og de trak fra. 

Begge hold skiftede mellem personlig forsvar og zoneforsvar, Lemvig skiftede løbende, men Sisu startede i personlig forsvar og skiftede i zone i tredje periode. Lemvig's inside spillere, Emily Hatch og Raven Barry, havde fuldstændig kontrolle over reboundspillet hele kampen. Emily tog 18 af slagsen og Raven 13. Lemvigholdet tog i alt 48 rebounds, mens Sisuholdet kun fik fat i 30. Kæmpe forskel. Lemvig fik flere angrebsrebounds end Sisu havde af forsvarsrebounds, hvad sker yderst sjældent. 

Men alligevel vandt Sisu og en stor del af grunden, ud over skudprocenterne, skyldes turnoverstatistikken. Sisu formåede at skyde på kurven, næsten hver gang de fik bolden, dvs. de lavede 10 turnovers i hele kampen, mens gæsterne havde svært med at aflevere bolden mellem spillerne mod Sisus pres og lavede 30 stykker, deraf hele 19 i anden halvleg. De fik særlig svært ved, at komme forbi Camilla Blands, der leverede solidt forsvarsarbejde og stjal 6 bolde. 

Hos Lemvig var både Emily og Raven i "double-doubles", Emily med 18 pts. og 18 rbs., Raven 10 pts. og 13 rbs. Ivana Udovalieva scorede 13, Helle Kristiansen 8, Okako Adika 6 og Tine Nesse 4.

Sisu leverede to meget forskellige halvlege, i den første virkede holdet ufokuseret og næsten træt. Men i den anden var som om, at de var fuld af energi og disciplin. De viste et godt angrebsspil efter gode kombinationer og spillede sig til frie skud, igen og igen. Katrine Dyszkant var særdeles dygtig til at finde huller i gæsternes forsvar. Hun blev topscorer med 21 points. Tea Jørgensen scorede 16, Kiki Lund 10, Julie Ilsby 8, Heidi Anton 7 og Nathalie Reshard 6. Camilla Blands leverede en meget alsidig kamp, hun stjal som nævnt 6 bolde, men derudover tog hun 10 rebounds, afleverede 10 assists og scorede 8 points. 

Hrannar Holm, Sisus træner havde følgende kommentarer: "Vi spillede en dårlig første halvleg, ved ikke helt hvorfor vi var så uskarpe. Heldigvis fik vi styr på vores angreb og spillede faktisk rigtig pænt i anden halvleg. Målet var, at vinde med mere end 4 og det lykkedes. Målet var også at give Lemvig en god kamp om reboundsene, men det gjorde vi slet ikke, den kamp tabte vi kæmpe stort. Heldigvis var vi gode til andre ting. Reboundsspillet skal forbedres, sammen med nogle forsvarsbevægelser, inden vi spiller mod topholdet fra Amager på lørdag. Vi glæder os meget." 

Lige kamp endte med Falcon-sejr i Værløse

02.03.2014

Det lykkedes ikke for Værløse at slå Falcon i den ordinære turnering, men det havde coach Eugenio Rodriques og hans noget skadesramte trup, tænkt sig at ændre på her i play off kampene.

Det lykkedes bare ikke, og Falcon kunne tage hjem til Frederiksberg med en 54 – 45 sejr i bagagerummet.

Værløse tog sig smukt ud på, hvad der lignede en af årets første rigtige forårsdage, da Falcon kom på besøg i Søndersøhallen. Og inde i hallen sørgede det eksorbitante kagebord for, at i hvert fald tilskuerne ikke behøvede at gå sukkerkolde.

På banen blev der fra start brændt kalorier af. Det var en underholdende kamp i højt tempo. En intens og fysisk kamp, men også en ganske fair spillet kamp, hvilket et usædvanligt beskedent antal fejl vidner om. 13 til Værløse og 12 til Falcon.

Det blev en meget lige kamp, hvor holdende, med skiftende føringer, fulgtes ad hele vejen indtil de sidste 3-4 minutter. Ved halvleg førte Falcon med to (24-26) og ved indgangen til fjerde quarter var føringen på helt åbne 3 point.

Den afgørende forskel på de to hold, lå ikke mindst i skudprocenterne. Hvor Værløse i den seneste kamp mod Aabyhøj havde knap 42 pct på tre’erne, var tallet i dag 11,5, eller 3 fuldtræffere ud af 26(!). Falcon derimod ramte 6 ud 18, eller 33,3 pct. Ikke vildt imponerende, men alligevel nok til på kritiske tidspunkter af kampen at trække lidt fra.

I det hele taget var det som resultatet viser, en ganske point-fattig kamp. Til gengæld fik de fleste spillere mulighed for at komme på tavlen, hvilket betød, at der for Værløses vedkommende kun krævedes 9 point for at kunne kalde sig topscorer. Det var der så hele tre der gjorde: Katrine Klint, Safia Sheikh og Janet Hatfield.

I modsatte ende var det ikke mindst trekløveret Elisabeth Brynaa Hansen (17 p., 4 ass.), Sofie Vincent (10 p., 1 ass.) og Simona Bartkova (8 p., 2 ass.) der gav værterne problemer. Simona Bartkova viste igen, hvorfor hun befinder sig på ligaens Top 10 over de bedste reboundere. Med dagens høst på 15 rebounds, er det en plads hun beholder.

Den meget lige kamp betyder, at der er lagt op til et helt åbent returopgør, uden nogen forhåndsfavorit, når Værløse allerede i næste weekend kommer på besøg hos Falcon. Bliver kampen ligeså underholdende som dagens, fortjener den at mange københavnere kigger forbi.

Topscorer for Værløse blev Katrine Klint, Safia Sheikh og Janet Hatfield, alle med 9 point. For Falcon blev det Elisabeth Brynaa Hansen med 17 point, der dermed også blev kampens topscorer, og Sofie Vincent Nielsen med 10 point.

Referat  skrevet af Tom Espensen  

Forvandlet 79ers hold giver BK Amager kamp til stregen

02.03.2014

Det var et anderledes tændt Hørsholm 79’ers mandskab der var på besøg i Amagerhallen lørdag eftermiddag.

Holdet var fra første fløjt klar til at revanchere sidste uges store nederlag til BK Amager, og Hørsholm holdt blandt andet via 11 trepointscoringer (heraf 5 i 4. periode) hjemmeholdet under konstant pres. Amager klarede presset og hev med 28 for 30 point fra straffelinjen (hele 16 for 16 i 4. periode) en smal 82-74 (14-16, 26-17,19-20, 23-21) hjemmesejr i hus.

Hørsholm 79’ers er med fra kampens start. Efter små 3 minutters spil udligner hjemmeholdets Ida Klussmann til stillingen 4-4 med to sikre straffekast, men Hørsholms Emilie Schirmer svarer igen med to hurtige tre’ere til Hørsholm føring 4-10. Hørsholm bevarer overtaget og fører 9-16 med under 2 minutter tilbage af perioden, men Amager får med 5 hurtige point lukket hullet. Hørsholm vinder perioden 14-16.

Hørsholm starter 2. periode bedst og får igen slået et lille hul. Efter 4 minutter er stillingen 22-31 til gæsterne, men så står der Amager på resten af perioden. Godt anført af Julie Kongeskov (12 point i perioden) vinder Amager den resterende del af perioden med hele 18-2 og hjemmeholdet fører dermed 40-33 ved halvleg. Amager vinder periode 26-17.

3. periode er helt lige. Amager er både foran med 12 og 14 point, men Hørsholm overgiver sig ikke og får hver gang svaret godt igen. Hørsholm vinder perioden 19-20 og Amager fører således knebent 59-53 inden sidste periode.

I 4. periode har Hørsholm held med deres trepointsforsøg, men samtidig laver de mange fejl, hvilket bringer hjemmeholdet på straffelinjen hele 16 gange i perioden. Det er lige ved at lykkes for Hørsholm. Amalie Bonde får med Hørsholm’s femte tre’er i perioden reduceret Amager’s føring til 74-72 med godt 2 minutter tilbage. Maria Dinesen bliver efterfølgende fejlet og udnytter sikkert sine 2 straffekast til 76-72. Hørsholm’s Sara Pedersen får kæmpet sig til en scoring og få reducerer til 76-74. Igen fejler Hørsholm og denne gang er det Catharina Palm der sætter sine 2 straffe til 78-74. Hørsholm er tvunget til at fejle i de sidste sekunder for at få stoppet tiden. Det udnytter Ida Klussmann og Catharina Palm til slutresultatet 82-74 til Amager. Amager vinder sidste periode 23-21.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Catharina Palm 21, Julie Kongeskov 14, Keyona Bryant 12, Ida Klussmann 10, Maria Dinesen 10, Emilie Keller 8, Emilie Fogelstrøm 7

Hørsholm 79’ers: Ivana Jovanovic 16, Anemone Scheel 13, Emilie Schirmer 11, Caroline Gilling 11, Lini Piecknik 8, Amalie Bonde 8, Maja Gerlyng 4, Frederikke Mollerup 2, Sara Pedersen 2

Kampens spiller WOM: Catharina Palm, BK Amager

Referat skrevet af Theis Olsen

Sejr til Virum Vipers i 2. kamp i nedrykningsspillet.

02.03.2014

Kampen måtte dog i overtid, inden Virum kunne tage hjem med en sejr på 6 point i bagagen.

Første periode er meget lige, og de to hold følges pænt ad. For hjemmeholdet er Emily White igen stærk under kurven, men flere spillere viser initiativ. Bolden bliver spillet godt rundt, og flere kommer på scoringstavlen; men med Emily White på bænken er det svært for Horsens at holde Virums Ashley Boggs fra at score. Hun scorer hele 12 point i første periode, derimod har Horsens BC godt styr på Ivana Kostic i hele denne periode son ender 19-22.

I anden periode er Horsens BC langt mere aggressiv både i angreb og forsvar. Flere 3 points scoringer lykkes, mens Virum Vipers brænder på mange af deres skudforsøg og lay–ups. Horsens BC får fat i mange rebounds og spiller bolden hurtigt op ad banen. I denne periode opbygger hjemmeholdet et pænt forspring og vinder perioden ,ed 22-11 og fører ved pausen med 41-33.

Men efter pausen har Horsens BC det svært. Forsvaret er slet ikke på plads. Flere spillere misforstår hinanden eller systemet, og det giver Cecilie Homann Tang, Ivana Kostic og Cecilie Klussmann mulighed for helt frie 3 points scoringer. I angrebet brænder Horsens på flere og flere forsøg. Snart er stillingen 49 -49 og derefter 55-59. Begge hold kommer på linjen. Her har gæsterne en også bedre scoringsprocent som vinder perioden stort med 29-16 og nu fører Vipers med 4 point inden de sidste 10 minutter.

Begge hold kæmper og får hurtige scoringer. For hjemmeholdet rammer både Pernille Weiland, Rebecca Houmøller og Enna Pehadzic på deres 3 point skud, og Emily White er på plads under kurven; men det tager også kun et minut for Enna at få 3 fejl, så hun midt i perioden må ud med sin 5. fejl. Disse og andre fejl giver Virum Vipers mulighed for at komme på linjen. Ashley Boggs kommer også ud med sin 5. fejl, men nu er Ivana Kostic varm. Hjemmeholdet var tæt på at køre anden sejr i hus, men et par uheldige beslutninger gør det lettere for Virum Vipers.

Perioden ender 28-23 og slutter 85-85, så holdene må i omkamp.

I overtiden kører hjemmeholdet træt, og der bliver ikke taget de rigtige beslutninger. For hurtige afslutninger og brændte skud præger overtiden, og selvom Ivana Kostic kommer ud med sin 5. fejl, så formår Horsens BC ikke at udnytte det til en fordel. Imponerende er det derimod, at Emma Braunsteig Poulsen kommer ind fra bænken og tager over for Virum Vipers. Overtiden ender 8- 14 og Vipers vinder kampen med 91-98.

Topscorer for Virum Vipers: Ashley Boggs : 26 point

Topscorer for Horsens BC: Emily White: 28 point

 Stiliingen i serie på bedst af 5 kampe er nu 1-1 og kamp 3 spilles på lørdag i Virum.

Referat skrevet af Bente C. Sanchez

Ny hjemmebanesejr til Aabyhøj IF

02.03.2014

Lørdag tog de unge damer fra Åbyhøj imod de lidt ældre damer fra Stevnsgade BBK.

Det skete i holdets tredje kamp i mellemspillet. Åbyhøj har forud for Stevnsgadekampen besejret Falcon hjemme og tabt til Værløse ude.

Lørdagens kamp startede i højt tempo, og begge hold fik hurtigt point på tavlen. Således var stillingen efter første periode 24-19 i gæsternes favør.

Anden periode var noget mere nedtonet, og efter en højtscorende første periode, var facit på anden periode en kneben sejr til hjemmeholdet på beskedne 12-11.

Den tætte kamp fortsatte ind i tredje periode, hvor der blev kæmpet om position på hele banen. Især Maria Steen Jespersen så ud til at volde gæsterne besvær med højt tempo op ad banen, men også Amalie Carlsen gjorde god figur med gode drives mod kurven. Denne periode endte med endnu en 1-point ”sejr” til hjemmeholdet.

Fjerde periode blev således åbnet med en 3 points føring til gæsterne og kampen var helt åben. I kampens afgørende periode var det kollektivet der vandt. Åbyhøj fortsatte de hurtige udskiftninger, hvilket resulterede i konstant energi til at presse de bærende spillere fra Stevnsgade. En del turnovers til sidst resulterede i, at Åbyhøj kunne løbe sejren hjem.  

Der blev lagt en konsekvent linie af dommerne, med usædvanligt mange fejl i begge ender. Der blev dømt 50 fejl og skudt ikke mindre end 66 straffekast!

Fra Åbyhøj vandt kollektivet anført af Maria Steen Jespersen med 26 points og 9 rebounds. Fra Stevnsgade toppede tidligere Åbyhøj-spiller Ida Tryggedsson pointkampen med 18 points, men også Julie Forster spillede en virkelig god kamp med 14 points og 21 rebounds.  

79ers coach i karantæne

28.02.2014

Når Hørsholm 79ers lørdag eftermiddag spiller mod BK Amager bliver det uden holdets coach Nemanja Jovanovic.

Nemanja har nemlig karantæne efter at han i onsdagens Basketliga kamp mellem 79ers og SISU blev indberettet af dommerne efter kampens afslutning.

Indberetningen resulteret i karantæne til og med 4. marts fra alle hold.

Du kan læse mere om sagen på BL`s hjemmeside ved at klikke her. 

Kamp fra stregen i Værløse

28.02.2014

De gør hvad de kan, og de gør det godt. Ingen tvivl om det. Men Aabyhøj har det altså svært, når de er på besøg hos Værløse i Søndersøhallen. Aabyhøj er altid garant for højt tempo, stærkt pres og fysisk spil. Kort sagt et underholdende hold at være tilskuer til.

Sådan var det også i går mod Værløse, da jyderne var på besøg i Søndersøhallen. Men det var bare ikke helt nok i går. Værløse vandt med 80 – 73.

Vi kommer ikke uden om det. Basketball er et spil, hvor statistikken er en ubarmhjertig fortæller af, hvorfor det gik som det gik. Og i går var det ikke mindst 3 pointstatistikken, der sladrede om, hvorfor Værløse for anden gang i streg, kunne trække sig sejrrigt ud af et Aabyhøj-opgør. 13 fuldtræffere på 31 forsøg giver en procent på 41,9. Aabyhøj havde 1 fuldtræffer ud af 17 forsøg. 5,9 procent. Nå ja, og så havde Værløse altså Hanna Sheikh. 89 procent. Det var Hanna Sheiks procent på trepoints skud i går. Og det var ikke sådan nogle pjattede 89 procent. Næ, det var otte fuldtræffere på ni forsøg. Og så også lige to straffe. Så ender man altså på 26 point og som sit holds topscorer. Ikke dårligt.

Værløse førte kampen igennem. Men der er ingen tvivl om, at var Aabyhøj, der havde momentum og var i stand til at skabe spænding til sidst. Efter at have fået lov til at mærke, hvordan det er at gå til pause med en 14 points føring, 46-32, ja på et tidspunkt var afstanden 23 point, begyndte Værløse at ryste på hænderne i fjerde quarter.  Aabyhøjs pres og høje tempo gav bonus. I hvert fald i den forstand, at afstanden mellem holdende på et tidspunkt var nede på nervøse 3 point.  Men helt i mål nåede Aabyhøj aldrig.

Det var hele vejen igennem en underholdende kamp, der fuldt ud afspejlede vigtigheden af de to point, der var på spil. Begge hold havde startet mellemspillet om de to kvartfinalepladser med nederlag, så meget var på spil. Aabyhøj havde fået Britt Harris med igen siden sidst de to hold mødtes. Og det kunne mærkes. Den stærke amerikanske center fik i den grad sat sit præg på kampen med 23 point og 9 rebounds. Det var dog ikke nok til at gøre hende til sit holds topscorer. Den titel løb Maria Steen Jespersen med. 29 point blev det til, hvilket var nok til at gøre Maria til kampens topscorer.

Blandt Værløses spillere kommer vi ikke uden om at fremhæve de to udlændinge, amerikanske Devon Quattrochi og canadiske Janet Hatfield. Devon er et energibundt, der aldrig lader sin modstander få fred. 17 point, 7 assist og 6 rebounds var afkastet i går. Janet Hatfield der spillede direkte overfor Britt Harris, levede med 15 point, heraf en tre’er, 7 rebounds og en enkelt assist op til sit ansvar som en af sit holds erfarne og bærende kræfter.

Samtlige spillere på begge hold fik spilletid i går.

Værløse vandt med 78 – 68. Topscorer for Værløse blev Hanna Sheikh med 26 point fulgt af Devon Quattrochi med 17 og Janet Hatfield med 15 point.

For Åbyhøj blev det Marie Steen Jespersen med 29 point fulgt af Britt Harris med 23 point.

Referat skrevet af Tom Espensen  

Stevnsgade vinder lokalopgøret på Frederiksberg

28.02.2014

Stevnsgade holder stand mod Falcon, efter godt comeback af hjemmeholdet.

Ligesom de foregående kampe mellem de to hold, starter Stevnsgade som lyn og torden, og bringer sig i løbet af de første fire minutter på 2-12. Scoren bliver 6-20 før Falcon melder sig ind i kampen, hvorefter der bliver pyntet lidt på perioden, som ender 13-20 i Stevnsgades favør.

I 2. periode er de to hold mere jævnbyrdige, flere Falconspillere byder ind offensivt, og Marie Gadeberg  gør det godt i forsvaret på Julie Forster.

Tilgengæld får Falcon slet ikke fat i Ida TP, som laver 10 point i perioden. Holdene går til halvleg ved stillingen 32-39, og kampen er fortsat helt åben.

3. periode starter meget ligesom den første - et fokuseret Stevnsgadehold og et Falconhold der halter lidt efter. Efter 4 minutter er scoren af den grund 34-51, og hjemmeholdet må igen spille catch-up. Det er tilgengæld noget holdet efterhånden er gode til, og anført af Josefine Vincents og Simona Bartkova, æder man sig langsomt ind på Stevnsgade igen, og da Freja Christensen sætter en 3'er på buzzeren, får hjemmeholdet  momentum frem mod de sidste 10. minutter.

Det momentum levede Falcon videre på i starten af 4. periode. Med solidt forsvarsspil, og bredde i angrebet får hjemmeholdet kæmpet sig på 65-68 med ca. 3 minutter tilbage af kampen. Tættere kommer værterne desværre aldrig, det er især takket være en stærkt spillende Sarah Eichler, og rebound-maskinen, Julie Forster.

De sidste minutter kontrollerer Stevnsgade, og kampen ender 70-82.

Topscorer Falcon: Sofie V. Nielsen 17 point, Simona Bartkova og Elisabeth Brynaa Hansen hver 12 point, Freja Christensen 10 point

Topscorer Stevnsgade: Sarah Eichler 28 point, Julie Forster 18 point og 25 rebounds, Ida TP 18 point og Iben Soltau 12 point.