Nyheder

79ers sendt ud af slutspillet

23.03.2014

En skidt tredje periode i den anden kvartfinale mod Stevnsgade BBK blev altafgørende for 79ers sluspilsskæbne.

Stevnsgade vandt kampen med 81-96 (23-19, 22-27, 9-23, 27-27) i Fire Arena, og bookede samtidig en plads i semifinalerne.

Der var lagt op til en særdeles spændende returkamp i Fire Arena efter 79ers vandt den første kvartfinale med 87-85 i Nørrebrohallen. Indtil pausen var spændingen da også intakt, men gæsterne fra Stevnsgade satte tingene på plads, da de i tredje periode løb hen over Hørsholm og scorede 23 mod 79ers blot 9 point.

Stevnsgade startede kampen bedst og kom foran med 10-15 efter de første fem minutter. 79ers fik dog langsomt gang i det gode spil fra den første kvartfinale og endte med at vinde kampens første fjerdedel med 23-19.

I anden periode fulgtes de to hold ad scoringsmæssigt, dog med et lille overtag til Stevngade, der vandt perioden med 22-27. Således gik de to hold til pause ved stillingen 45-46, og der var lagt i kakkelovnen til en neglebidende anden halvleg.

Spændingen forsvandt ud af kampen, da Sarah Eichler fra Stevnsgade startede anden halvleg med at sænke en treer, og dermed igangsatte en fantastisk periode for gæsterne. I løbet af fem minutter var de foran med 47-57, og 79ers havde svært ved at få bolden i kurven. Stevnsgade fortsatte med at score og kom foran med 54-69.

I fjerde periode fandt 79ers tilbage på scoringssporet igen, men da Nørrebropigerne samtidig fortsatte med at være scoringsvarme, blev det aldrig rigtig spændende. Det tætteste Hørsholm kom på gæsterne var ved stillingen 71-82. Perioden endte 27-27 og Stevnsgade kunne således trække sig ud af kvartfinaleserien med en samlet sejr på 181-168.

I semifinalen møder Stevnsgade de tidligere DM-vindere fra BK Amager. For 79ers er sæsonen slut for i år, og drømmene om at hive endnu en DM-titel hjem til de syvdobbelte DM-vindere er sat på stand by indtil næste sæson.

For 79ers scorede Ivana Jovanovic 14, Anne Deleuran 13, Frederikke Mollerup 11, Line Piechnik 10,  Amalie Bonde 7, Caroline Gilling 7, Emilie Schirmer 7, Maja Gerlyn 6 og Sarah Pedersen 6 point.

For Stevnsgade scorede Sarah Eichler 31, Iben Soltau 30, Julie Forster 16, Ida Preetzmann 12, Pauline Schulz 4 og Mia Obbekjær 3 point.

4 hold klar til semifinalerne

23.03.2014

Med gårsdagens resultater i kvartfinalerne blev det en kendsgerning at Lemvig Basket og Stevnsgade BBK, sammen med SISU og BK Amager har kvalificeret sig til semifinalerne.

Lemvig Basket vandt forholdsvis sikkert med 2-0 over Værløse BBK i deres kvartfinale serie, mens Stevnsgade BBK efter at have tabt kamp 1 i Nørrebrohallen med 2 point til Hørsholom 79ers, spillede op til sit allerbedste og vandt lørdagens kamp i Fire Arena med 15 point.

Lemvig Basket skal spille mod SISU i semifinaleserien som afvikles i bedst á 3 kampe, mens Stevnsgade BBK får fornøjelsen af BK Amager.

Begge semifinaler serier starter allerede på tirsdag og kampprogrammet ser således ud:

 

  • SISU - Lemvig Basket 25-03-14 kl. 19:00
  • Lemvig Basket - SISU 29-03-14 kl. 14:00
  • SISU - Lemvig Basket 06-04-14 kl. 15:00 (evt.)
  • BK Amager - Stevnsgade BBK 25-03-14 kl. 19:00
  • Stevnsgade BBK - BK Amager 29-03-14 kl. 19:00
  • BK Amager - Stevnsgade BBK 05-04-14 kl. 15:00 (evt.)

    Så er er masser af spændende basket i vente. Har du ikke mulighed for at se kampene live i hallerne, kan du som altid følge med her på siden via livescore.

Lemvig Basket sikkert i semifinalen

22.03.2014

Der blev aldrig spænding om, hvem der skulle gå videre til semifinalerne, da Lemvig Basket og Værløse BBK spillede den anden og afgørende kvartfinale lørdag eftermiddag.

Med et forspring på 15 point fra første kamp, havde Lemvig på forhånd det ene ben i semi-finalerne, og da vestjyderne på egen bane hurtigt kom foran 10-0, var afstanden i alt 25 point, og Værløse havde ikke mange chancer for at overraske. Særligt ikke på en dag, hvor Lemvig spillede stærkt som kollektiv, og hvor alle tog ansvar og bidrog både offensivt og defensivt.

Allerede fra kampens første minut var Lemvig fokuserede, og den hurtige føring på 10-0 blev gennem hele første periode udbygger. Kun i korte perioder fik Værløse lukket af for hjemmeholdet, men det var slet ikke nok, og med en føring på 22-7 efter de første 10 minutter var kampen reelt afgjort.

Men begge hold skal have ros for at spille videre, og det blev på intet tidspunkt en kamp, som bare skulle overstås. Derfor blev anden periode også mere jævnbyrdig i starten. Lemvig var dog stadig bedst, ikke mindst fordi Raven Berry og Emily Hatch dominerede spillet under kurven i begge ender. Da så også Helle Kristiansen meldte sig ind i kampen med flere præcise 3ere, så blev det svært for Værløse, og Lemvig kunne trække yderligere fra til 42-18 ved halvleg.

Hvis nogen troede, at så ville Værløse lægge sig ned, så kunne de godt tro om. Fra første sekund efter pausen blev Lemvig mødt af et aggressivt forsvar, og Lemvigs første to boldbesiddelser blev smidt væk, og hurtigt omsat til point af Værløse. Med god energi viste Værløse at de ville slutte sæsonen godt, og med effektive afslutninger fik de hentet lidt af forspringet. Men Lemvig tabte ikke hovedet, og anført af Ivana Udovalieva blev afstanden fastholdt. Så trods en god indsats af Værløse kunne Lemvig ikke rystes, og det var fortjent, at føringen inden sidste periode var 70-32.

I starten af sidste periode smider Lemvig lidt for mange bolde væk, men der er ikke noget at sige til, at koncentrationen falder. Til gengæld bliver der plads til at skifte en del ud, og Lemvig benytter lejligheden til at give gode minutter til mange spillere, og alle går på banen og løser deres opgave. Værløse slutter kampen godt, og trods nederlaget slutter holdet sæsonen godt.

Lemvig skal nu møde SISU i semifinalerne. Første kamp spilles i Kildeskovhallen tirsdag kl. 19, og kamp 2 spilles i Lemvig lørdag den 29. marts kl. 14.00. I den anden semi-finale mødes BK Amager og Stevnsgade BBK, som gik videre efter en flot sejr i kamp 2 mod Hørsholm.

Lemvigs point: Ivana Udovalieva 19p, Raven Berry 17p (20 reb), Helle Kristiansen 16p, Emily Hatch 10p (10 reb/7as), Tina Nesse 7p, Nini Skjulhaug 4p, Alida Dale 3p, Kristina Lund 3p og Grace Gardner 2p

Værløses point: Safia Sheikh 13p, Alberte Dokkedal 10p, Hanna Sheikh 9p, Devon Quattrochi 5p, Verena Bachler 5p, Etta Andersen 3p, Marian Sheikh 2p, Annemie Espersen 2p og Janet Hatfield 2p

Værløse BBK tabte den første halvdel af kvarten

20.03.2014

Så er den halve kvartfinale spillet. Gæsterne fra Lemvig Basket kunne tage hjem fra Søndersøhallen med en 62 - 77 sejr over Værløse.

Intet er naturligvis umuligt, men det er vestjyderne, der umiddelbart står med de bedste chancer for at nå semifinalen. Det bliver en seriøs udfordring for Værløse at vinde returkampen i Lemvig på lørdag, med de nødvendige mindst 16 point.

Da jeg gik i gang med at skrive dette referat, kiggede jeg naturligvis lige på referatet fra den seneste Værløse-Lemvig kamp. Det var en go’ ide, for der stod et helt afsnit, som jeg bare kunne kopiere:

”Basketball er et spil, mange ynder at aflæse i statistiker. En af de mest interessante at tolke på, er antallet af rebounds. Hvem vandt reboundkrigen? Det er ofte en god indikator for, hvilket af de to hold der kæmpede mest indædt – hvem der ville vinde mest…”

Det er en iagttagelse, der stadig er fuldt ud gyldig. Lemvig sikrede sig i den første kvartfinale 36 forsvarsrebounds. Værløse nøjedes med 20. Det var ikke mindst Lemvigs Emily Hatch der med 12 rebounds gjorde livet svært for Værløse, men også Raven Berry med otte og Tina Nesse med syv forsvarsrebounds, bidrog til udeholdets overlegenhed i feltet.

De mange tilskuere der indledte aftenen med Pregame dinner – byens bedste kyllingesandwich – blev ellers vidner til en kamp, der startede til tilskuernes fulde tilfredshed. Lemvig lagde ud i højt tempo og fik hurtigt bragt sig foran. En timeout midt i første quarter fik imidlertid kickstartet hjemmeholdet, der kunne lukke perioden med en 22-19 føring.

Men de mange tilskuere må have følt de første seks minutter af 2. quarter som en spand koldt vand i hovedet. Med et 15 – 0 run fik Lemvig sat en effektiv streg under, at næste gang de tager den lange tur til København, så har de altså tænkt sig, at det er for at spille semifinale mod Sisu.  Holdende gik til halvlegspause med stillingen 31 – 39 i vestjydernes favør.

Lad os lige bruge et øjeblik mere på at kigge på stats. Scoringsprocenter for eksempel. På tre’erne rammer Lemvig på 44 procent eller 7 ud af 16 forsøg. Værløse holder en procent på 30 eller 9 ud af 30. Ret meget anderledes så det ikke ud på 2’erne. Lemvig holder 50 procent (21 af 42) mod Værløses 37 (17 af 46).

De høje procenter skyldes ikke mindst Ivana Uduvalieva der sluttede som både kampens og sit eget holds topscorer med 28 point (50 pct på 2’erne og 60 pct på 3’erne). Ivana er spiller, man bare må tage hatten af for og konstatere, at det er ikke mange forkerte beslutninger, hun tager i løbet af en kamp.

På trods af en god og helhjertet indsats, lykkedes det aldrig Værløse at hente Lemvig igen. Hjemmeholdet tabte både 3. og 4. quarter og dermed kampen med 62 – 77.

En sidste statistik herfra, skulle lige være den, at Lemvig kun havde 4 fejl i hele kampen. Heraf tog Raven Berry sig alene af de tre. Det gav Værløse 2 skud fra pletten i hele kampen. Der blev scoret på det ene. Måske ikke en kampafgørende statistik, men den er da meget sjov og sjælden.

Janet Hatfield sluttede som Værløses topscorer med 14 point, fulgt af Devon Quattrochi med 12 point.

For Lemvig blev det Ivana Uduvalieva der sluttede som både kampens og sit eget holds topscorer med 28 point fulgt af Emily Hatch med 18 point.

Referat skrevet af Tom Espensen 

Helt lige opgør i 1. kvartfinale i Nørrebrohallen

19.03.2014

Tirsdag aften i Nørrebrohallen fandt første slag om en plads i semifinalen sted mellem værterne Stevnsgade og gæsterne Hørsholm 79ers.

Det blev lige nøjagtigt så tæt og dramatisk, som man kunne have forestillet sig. Stemningen og intensiteten og vigtigheden af kampen sås tydeligt fra start på coaches, spillere og publikum.

Holdene startede lige, i det der skulle vise sig at blive en ”højscorekamp”. Efter en lige første periode, hvor Hørsholm fejler en del, men skyder rigtigt godt, fører Hørsholm med 20-25.

Anden periode starter Hørsholm bedst med at bringe sig foran med 20-27. De næste tre minutter står der så Stevsngade på. De laver et 12-0 run på gæsterne og bringer sig derved i det 4. minut på 32-27. Hørsholm svarer igen med nogle præcise 3´ere og er i det 8. minut foran med 39-42. Stevnsgade slutter imidlertid bedst og udligner til pausestillingen 44-44.

Første halvleg viser tydeligt, at Hørsholm er bedst skydende. De ender også kampen med at skyde 50% fra 3´eren (9/18) mod Stevnsgades 29% (5/17).

Tredje periode er en blanding af flotte kombinationer, indædt fight og rodet spil og en åbenlys frustration af spillerne på begge hold over manglende forståelse for dommernes kald i begge ender. Dommerne delte nu sol og vind lige mellem de to hold.

Holdene bytter points gennem hele perioden, hvor den største føring er tre points. Inden sidste periode er stillingen 62-65. Det er nu klart, at ingen af de to hold kommer fra opgøret med en afgørende føring inden lørdagens opgør i Fire Arena.

Sidste periode starter med et 7-0 run til Hørsholm og det kunne være begyndelsen til en afgørende føring med stillingen 62-72 til gæsterne. Imidlertid svarer Stevnsgade igen og i det 8. minut er det helt lige igen ved stillingen 78-78. I det 10. minut er Hørsholm så igen foran med 81-87, men Stevnsgade slutter bedst til slutstillingen 85-87 (20-25, 24-19, 18-21, 23-22).

Intet er dermed afgjort inden lørdagens anden og afgørende kvartfinale i Hørsholm ud over at Hørsholm fører med 2 point fra start. Endnu et dramatisk opgør venter de 2 hold og publikum.

Kigger man på statistikkerne falder det i øjnene at Hørsholm spiller noget bredere end Stevnsgade. Hørsholms startere spiller 137 min mod Stevnsgades starteres 171 minutter. Reboundmæssigt er holdene helt lige.

Hos Hørsholm 79´ers gjorde Ivana Jovanovic det rigtigt godt med 24 point, mens det hos Stevnsgade var Sarah Eichlers præstation, der faldt i øjnene med bl.a. 31 point.

Til lykke til Virum Vipers

18.03.2014

Virum vandt deres tredje kamp i nedrykningsspillet. 

Publikum var mødt talstærkt op, og man støttede hjemmeholdet i denne meget jævnbyrdige, spændende og intense kamp. Hjemmeholdet spillede en af deres bedste kampe; men heldet var ikke med dem. Kampen måtte i overtid, som også var lige til de sidste sekunder, hvor Ivana  Kostic for Virum Vipers scorede på en flot buzzer beater til stillingen 84-87.

Horsens BC startede kampen med vilje og gejst. Enna Pedhazic var hurtigt på scoringstavlen. Det var i det hele taget tydeligt, at Horsens BC ville gør alt for at vinde. Katrine Dirks er stærk i forsvaret. Virum Vipers måtte hurtigt tage en time out. 1. periode ender 22- 11 til Horsens BC.

I anden periode får Virum Vipers ved bla. Ivana Kostic og Louise Bolvig Hansen halet ind på Horsens BC, der slet ikke rigtigt kommer i gang i denne periode. Efter 4 minutter er stillingen således 27- 25. Men så får såvel Rebecca Houmøller som Kendahl Kelly sat et par vigtige 3’ere for hjemmeholdet som kan gå til pausen med en føring på 38-35.

Virum Vipers kommer også bedst fra start i 3. periode, og selvom Enna Pedhazic scorer vigtige point, og Sarah Bersang nærmest svævende finder vejen til kurven, så brænder Horsens BC også rigtig meget i denne periode og scorer kun 14 point, perioden bære præg af mange turnovers og fejlproblemer i forsvaret, så Virum kommer tilsyneladende let til deres point. Vipers er nu foran med 4 point inden de sidste 10 minutter.

I fjerde periode kommer Rebecca Houmøller og Sarah Bersang for alvor i gang og kampen er meget lige og virkelig intens. Pernille Weiland sætter en meget vigtig 3’ er for hjemmeholdet. Men igen er der brændte skud og fejlproblemer, og desværre bliver der også begået usportslige fejl på begge hold.

Med få sekunder tilbage og bolden ved sidelinjen kan Horsens BC vinde kampen; men bolden rammer ringen og triller rundt ; men vil ikke i kurven. Horsens spillere står under kurven og får rebounds, men igen bolden vil ikke i kurven og det hele skal afgøres i overtiden.

I overtiden scorer Ivana Kostic hurtigt 2 point, og derefter scorer Louise Bolvig Hansen for Virum Vipers. For hjemmeholdet er Rebeca Houmøller varm og samtidig cool og scorer hurtigt to 3’ere og har 8 point på de 5 minutter, mens Enna Pedhazic scorer på alle sine 4 straffekast. Med 7 sekunder igen har Virum bolden, og Ivana Kostic slukker med en imponerende buzzer beater håbet for Horsens BC.

Men et stort til lykke til Virum Vipers.

Topscorer for Virum Vipers: Ivana Kostic med 29 point

Topscorer for Horsens BC: Enna Pedhadzic med 28 point

Hvad der nu sker for Horens BC er uvist.  Men i hvert fald tak til trænere som spillere. Klubben, baglandet, trænere og ikke mindst holdet med de unge og talentfulde spillere ønskes al mulig held og lykke med basketball også i fremtiden.

Referent: Bente C. Sanchez

79ers skudt i sænk af Sisu

17.03.2014

På en forrygende tredje periode vandt Sisu med 62-79 over Hørsholm 79ers i Fire Arena. Især Sisu´s Kiki Lund var gloende varm. Hun scorede 32 point og sænkede hele syv trepointsskud på 11 forsøg. 

79ers startede ellers godt, og efter blot otte sekunder stjal Anne Deleuran en bold fra Sisu´s Kiki Lund. Det var dog gæsterne fra Sisu, der kom først på scoringstavlen efter to point af Tea Jørgensen. De to hold fulgtes ad til 6-7, men på bare to minutter bragte Gentoftepigerne sig foran med 6-14. De fastholdt afstanden til 79ers og førte med 10-18 efter første periode.

Sisu fastholdt føringen i den først halvdel af anden periode, men to point af Line Piechnik igangsatte et sandt Hørsholm comeback. På fire minutter lavede 79ers et run på 13-2, så de to hold var helt lige ét minut før pausen. Sisu´s Matilde Colding-Poulsen gav dog gæsterne en snæver halvlegsføring på 29-32, da hun sænkede en treer sekunder inden pausen.

Det var en flok tændte Sisu-spillere, der indtog Fire Arena efter pausen. På bare to minutter scorede de 15 point i træk, og 79ers kunne ikke finde et  modtræk. Gæsterne fortsatte scoringsmanien perioden ud anført af en brændvarm Kiki Lund, der scorede 21 point i denne fase heraf fire trepointsscoringer krydret med fire stjålne bolde.

Ved stillingen 42-69 blev spillet sat i gang til fjerde periode, og 79ers var som forvandlet. Stenstøtterne fra tredje periode var nu en flok tændte og løbeglade Hørsholmpiger, der ikke havde tænkt sig at lade gæsterne fortsætte scoringstogtet. 79ers vandt perioden med 20-10 og slap af sted med et hæderligt nederlag på 62-79 (10-18, 19-14, 13-37, 20-10).

Med nederlaget ender 79ers som nummer fire i slutspilsgruppe 1. Det betyder, at de i kvartfinalen møder Stevnsgade BBK, der vandt slutspilsgruppe 2. Sisu bliver nummer to i deres slutspilsgruppe og er således direkte videre til semifinalen.

For 79ers scorede Emilie Schirmer 11, Maja Gerlyng 10, Frederikke Mollerup 9, Sigrid Vange 6, Line Piechnik 5, Ivana Jovanovic 5,  Sara Pedersen 4, Marie Louise Blyme 2, Anne Deleuran 2 og Andreja Rankovic 1 point.

For Sisu scorede Kiki Lund 32, Tea Jørgensen 13, Katrine Dyszkant 13, Camilla Blands 9,  Matilde Colding-Poulsen 5, Heidi Anton 3, Julie Ilsby 2 og Nathalie Reshard 2 point.

Værløse BBK er klar til kvartfinalerne

17.03.2014

Værløses Elitedamer er klar til kvartfinalerne. Det er facit efter at Stevnsgade BBK måtte tage hjem fra Søndersøhallen til Nørrebro med et 75 – 69 nederlag i bagagen.

Da de to hold mødtes første gang i mellemspillet, var det et overlegent Stevnsgade-hold, der pressede Værløse ud af Nørrebrohallen med et 30 points nederlag. Denne gang var Værløse damerne klar fra start og opsatte på at vise, at første kamp ikke udtrykte det reelle styrkeforhold.

Men når det er sagt, så er det også tydeligt, at Stevnsgade råder over spillere, som kun få i dameligaen kan matche. Som fx Julie Forster, der topper dameligaens reboundliste, ligger nummer tre på topscorerlisten og bla som følge af det, holder dameligaens højeste effektivitets-snit. Julie spillede over 33 minutter i Søndersøhallen, og tog godt for sig af retterne. 18 point, 19 rebounds, 3 assist og 4 steals. Det kan modstanderholdet godt mærke. Det var derfor heller ikke ligefrem chokerende, at Stevnsgade lukkede 1. quarter med en 20 – 14 føring.

Spillere som Julie skal der et helt hold til at stoppe. Et kollektiv. Og det var netop hvad Værløse stillede op med i dag. Langsomt og sikkert fandt Værløse sine fødder og fandt frem til den slags kollektive styrke, hvor det er svært, måske uden mening, at fremhæve enkelte på bekostning af andre. Forsvaret var aggressivt og fysisk og Stevnsgades stjerner fik stadigt sværere ved at svare igen. Alle Værløse-spillere fik minutter på banen i dag, og alle gjorde, hvad de kunne og skulle. Ellers slår man heller ikke et hold som Stevnsgade.

Værløse kollektivet gav pote og de to hold kunne gå til pause med en 2 points føring og stillingen 31-29.

Herefter førte Værløse det meste af kampen igennem. Men der er ingen tvivl om, at det til slut var Stevnsgade, der havde momentum og var i stand til at skabe spænding. Men altså ikke nok til at forhindre Værløse i at opnå den eftertragtede kvartfinaleplads.

Det var hele vejen igennem en underholdende kamp, der fuldt ud afspejlede vigtigheden af de to point, der var på spil. På trods af, at Værløse fandt vej til kvartfinalerne gennem et stærkt kollektiv, kommer vi ikke uden om at fremhæve dynamoen Devon Quattrochi og Hanna Sheikh. Devon er et energibundt, der aldrig lader sin modstander få fred. 14 point, 3 assist og 5 rebounds var afkastet i går. At Hanna Sheikh skal fremhæves skyldes ikke mindst 4 ud af 4 bag trepoints linjen. De tolv point lunede godt i en tæt kamp.

Næste stop for Værløse bliver når Lemvig Basket kommer på besøg på onsdag den 19. marts i Søndersøhallen, til den første af to kvartfinaleopgør. For Stevnsgade indledes kvartfinalerne dagen inden, når der tages imod Hørsholm 79ers.

Værløse vandt med 75 – 67. Topscorer for Værløse blev Safia Sheikh med 17 point fulgt af Devon Quattrochi med 14 point.

For Stevnsgade blev det Iben Soltau med 21 point, fulgt af Ida Tryggedsson og Julie Forster med hver 18 point.

Sådan spilles kvartfinalerne

16.03.2014

Med weekendes resultater i mellemspillet blev det klart at Stevnsgade BBK, Lemvig Basket, Hørsholm 79ers og Værløse BBK er de 4 holde der i kvartfinalerne ska kæmpe om 2 pladser i semifinalerne hvor BK Amager og SISU allerede er kvalificeret.

Kvartfinaleprogrammet der spilles i bedst á 2 kampe spilles således:

 

  • Stevnsgade BBK - Hørsholm 79ers 18-03-14 kl. 20:45 i Nørrebrohallen
  • Hørsholm 79ers - Stevnsgade BBK 22-03-14 kl. 13:00 i Fire Arena
  • Værløse BBK - Lemvig Basket 19-03-14 kl. 19:00 i Søndersøhallen
  • Lemvig Basket - Værløse BBK 22-03-14 kl. 14:00 i VestJysk Bank Arena

Vinderen af serien Stevnsgade BBK - Hørsholm 79ers skal i semifinalen op imod BK Amager, mens SISU får fornøjelsen af vinder af serien mellem Lemvig Basket og Værløse BBK.

Lemvig Basket tog endnu en hjemmesejr

16.03.2014

Den sidste kamp i Dameligaens mellemspil for Lemvig og BK Amager var uden betydning i det begge hold var sikre på at indtage placeringerne som nr. 3 og 1.

Det var måske også medvirkende til, at kampen aldrig blev nogen spillemæssig stor oplevelse, og først i kampens sidste minutter indfandt der sig lidt spænding.

BK Amager var kommet til Lemvig uden amerikanske Keyona Bryant, hvilket naturligvis var et tab for holdet, men samtidig en chance for resten af holdet til at bevise, de kunne uden hende. Men det tvang også top-holdet til at satse mere på skud fra distancen, hvilket 33 forsøg fra 3-pointlinjen giver et godt billede af, mens der blot blev taget 31 2-pointforsøg. Lemvig havde samtidig luret muligheden for at få et overtag i spillet under kurven, og det udnyttede hjemmeholdet flere gange, hvilket også var en af årsagerne til, at Lemvig kunne hente den tredje hjemmesejr i mellemspillet – og den anden hjemmesejr i sæsonen mod BK Amager.

I store dele af kampen havde begge hold problemer med at få spillet til at fungere, og det var også tilfældet i kampens start, hvor det alligevel var Lemvig, som fik en tidlig føring på 8-5. Manglen på koncentration gør at ingen af holdene får et overtag, og det meste af perioden er meget lige, men en smal føring til Lemvig. Allerede på dette tidspunkt af kampen er det tydeligt, at BK Amager tager sine skud fra distancen, mens Lemvig vil tæt på kurven. Men eftersom ingen af holdene for alvor får initiativet, så kan første periode slutte meget tæt 18-16.

Spillet er fortsat rodet i starten af anden periode, og det betyder, at der ingen scoringer er kommet på tavelen efter fire minutter af perioden. To 3ere af Ivana Udovalieva sætter Lemvig i gang, og føringen på 24-18 bliver startskuddet til nogle gode minutter for hjemmeholdet. Der skal gå mere end syv minutter af perioden, inden BK Amager får de første point i perioden, men da proppen først er kommet af, så går det stærkt for gæsterne, der laver et run på 0-11 og skærer afstanden ned til 29-27. Lemvig få bremset BK Amager igen, og når at udbygge føringen en smule igen til en føring på 33-27 ved halvleg.

Fra starten af tredje periode øger Lemvig afstanden, og da føringen kommer på 40-29 begynder det at ligne et afgørende forspring. Emilie Fogelstrøm holder dog liv i BK Amager med gode scoringer. Alligevel udbygger Lemvig føringen til 50-36, og hjemmeholdet ser ud til at have styr på kampen. Men så smides der igen nogle bolde væk, og BK Amager er hurtig til at udnytte mulighederne, så spillet igen bliver mere jævnbyrdigt. En scoring af Nini Skjulhaug på buzzeren betyder, at Lemvig slutter perioden med mest energi og en føring på 56-43.

Med en føring på 56-43 og et Amagerhold, som ikke ser ud til at tro så meget på en sejr, virker kampen til at være afgjort, men BK Amager får hurtigt vist, at de bestemt ikke har givet op endnu. Fra starten af perioden begynder de at æde sig ind på værterne. Flere gange rammes forsøgene på 3ere, og da Lemvig samtidig har svært ved at få angrebsspillet til at glide bliver kampen mere og mere åben. Fra stillingen 58-48 går BK Amager til 62-58 og 62-60. Dermed er en kamp, som så lukket ud, pludselig helt åben igen. Men Lemvig får til sidst bremset BK Amager, og da der ikke er flere skarpe skud hos gæsterne, kan Lemvig til slut trække fra igen og vinde 72-62.

BK Amager er nu klar til semifinalerne mod enten Hørsholm 79ers eller Stevnsgade BBK, mens Lemvig skal gennem kvartfinalerne mod enten Åbyhøj IF eller Værløse BBK.

Lemvigs point: Ivana Udovalieva 23p (7as), Raven Berry 16p, Emily Hatch 10p (18 reb), Okako Adika 8p, Helle Kristiansen 7p, Tina Nesse 4p, Nini Skjulhaug 2p og Grace Gardner 2p

BK Amagers point: Emilie Fogelstrøm 18p, Catharina Palm Jensen 16p, Ida Klussmann 14å, Julie Kongeskov 7p, Emilie Keller 3p, Rikke Andersen 2p og Maria Dinesen 2p