Nyheder

Lemvig var tæt på at skabe overraskelsen

10.01.2020

Lemvig Basket var blot få sekunder fra at skabe sæsonens største overraskelse i Dameligaen, da de var tæt på at besejre topholdet Hørsholm. Men efter 5 minutters ekstra spilletid kunne Hørsholm tage hjem med sejren på 68-76.

Der var ellers masser af positivt at tage med fra kampen for Lemvig, og det havde været fortjent, hvis sejren også var blevet i Lemvig. Nu må man i stedet glæde sig over at kunne presse Hørsholm over en hel kamp, og i store dele af kampen være bedre end topholdet. Desuden blev kampen en god debut for Rachel Kehoe, som faldt godt ind i spillet og bidrog stærkt i både forsvar og angreb.

På forhånd var det ventet, at Hørsholm ville sætte sig tungt på kampen og kontrollere spillet. Sådan så det også ud en kort overgang i første periode, hvor Lemvig fulgte med til 6-6, hvorefter Hørsholm tog en føring på 6-10. Men med godt forsvarsspil fik Lemvig standset Hørsholms offensiv, og selvom angrebet ikke var imponerende effektivt, så var det nok til at hjemmeholdet kunne komme tilbage og med to minutter tilbage af perioden overtage føringen med 13-12 og slutte perioden med 14-12. Herefter sad Lemvig på føringen indtil der manglede 30 sekunder af kampen.

Kali Koenig starter anden periode med to 3ere, som er med til at udbygge Lemvigs føring og sætter gang i en god periode for værterne. Mange byder ind og tager ansvar for Lemvig, mens Hørsholm har svært ved at finde rytme og effektivitet i deres angreb. Reka Madsen og Cristina Pages byder ind med gode point for Lemvig og føringen kommer op på 31-20 med omkring tre minutter tilbage af perioden. Hørsholm komme først sidst perioden i gang, og med et 0-7 run kan de begrænse afstanden til 39-30 inden halvleg.

Lemvig starter usikkert efter pausen og 5 hurtige point af Hørsholm giver bekymring hos hjemmeholdet. Gæsterne er langt mere aggressive i deres forsvar og Lemvig kommer til at spille for langsomt i angrebet. Alt for ofte ender det med pressede skud på sidste sekund af skuduret. Alligevel lykkedes det Lemvig at holde fast i føringen og da Medina Dedic rammer en 3er til stillingen 49-41 kommer der igen lidt luft for vestjyderne. Perioden slutter rodet for begge hold og det kommer Hørsholm bedst ud af og de kan bringe afstanden ned på 49-46 inden fjerde periode.

Man fornemmer at kampen kan tippe til begge sider, men en hurtig 3er fra Reka Madsen sætter lemvig godt i gang med de sidste 10 minutter. Ingen af holdene har for alvor kontrol over spillet og der bliver smidt mange bolde ud over sidelinjen eller i hænderne på modstanderne. Koncentrationen svigter lidt på begge sider, og derfor kan Lemvig holde fast i en føring på 57-50 midt i perioden. Trætheden begynder dog at melde sig hos Lemvig, og det går igen ud over tempoet. Det udnytter Hørsholm og en 3er fra Alyssa Radar bringer afstanden ned på 57-55 med små tre minutter tilbage. Madison Dackin holder Lemvig i gang med gode scoringer i de sidste minutter, men Sidney Reilly er lige så effektiv for Hørsholm. De to har en tæt duel og det bliver også Sidney Rielly som med tre scoringer straffe får udlignet til 61-61 for Hørsholm med 30 sekunder igen. Kampen er altså helt åben, og ingen af holdene har for alvor et overtag, så da Hørsholm scorer til 61-63 med 4,6 sekund igen ligner det en afgørelse. Med en timeöut får Lemvig bragt bolden frem på banen og efter et indspil til Rachel Kehoe lykkes det hende at score på et presset skud i sidste sekund til 63-63.

Dermed skal kampen afgøres i ekstra spilletid og her følger holdene tæt indtil der mangler mindre end to minutter. Ingen af holdene har en føring på mere end 1 point, men da Kristine Risager rammer en 3er for Hørsholm til 68-72 har Lemvig ikke kræfter til at svare igen. Hjemmeholdet har muligheder på straffe, men effektiviteten er for lille i de sidste minutter og Hørsholm kan sikre sig sejren.

Lemvigs point: Rachel Kehoe 18p (10 reb), Madison Dackin 17p, Kali Koenig 15p, Reka Madsen 9p, Cristina Pages 6p og Medina Dedic 3p

Hørsholms point: Sidney Reilly 20p, Ivana jovanovic 16p, Caroline Bornemann 13p (12 reb), Alyssa Radar 11p (12 reb), Anne Hee 9p, Josephine Tullin 4p og Kristine Risager 3p.

Wolfpack besejrer SISU overbevisende

09.01.2020

Selv om vi kun er godt en uge inde i 2020, så havde hverken BMS Herlev Wolfpack eller SISU brug for at banke rust af bentøjet inden onsdag aftens kamp i Skovlunde.

Hovedparten af begge trupper havde spillet sig i Lundaspelen-finalerne og tilmed havde de også spillet pokalkvartfinaler mandag aften. Her havde hjemmeholdet tabt i et dobbeltovertidsdrama i Hørsholm, mens gæsterne havde slået Falcon og står nu i pokalsemifinalen mod Værløse Blue Hawks. Måske kunne Gentofte-mandskabet trække noget af den positive energi fra sejren på Frederiksberg med til 2740?

Tidligere på sæsonen har Wolfpack besejret SISU to gange i tætte opgør og til aftenens kamp måtte begge hold se bort fra flere profiler. Værtinderne var uden Bianca Braikia og Katrine Jessen, mens gæsterne måtte undvære Ida TP og Asta Blauenfeldt.

Kampen begyndte lige med Amalie Bessermann og Taylor Gleason som toneangivende for SISU, der var foran 14-15 i det 9. minut, men med to 3’ere fra Emilie Gudmand kunne Wolfpack lukke første periode oppe 20-14.

I anden periode skruede hjemmeholdet op for intensiteten, og det bekom ikke SISU så godt. Ellen Iversen, Laura Ziegler og Cecilie Jessen tjekkede ind for Wolfpack, der var oppe 46-22 efter 19 minutter. Anna Clara Juul Mogensen sluttede perioden stærkt for gæsterne, og stillingen var 47-28 ved halvleg.

I 3. periode kæmpede SISU flot for at genvinde momentum og kom da også tættere på Wolfpack, som i sekvenser sløsede for meget i boldomgangen og i andre tilfælde lod sig presse af gæsterne til dårlige beslutninger. Med lidt mere skarphed fra straffelinjen kunne SISU for alvor have skabt spænding om kampens udfald. Stillingen var 61-48 et minut inde i sidste fjerdedel, da Laura Ziegler besluttede sig for at sætte to 3’ere i streg, og luften røg lidt ud af Gentofte-holdets comeback-muligheder.

Men SISU gav aldrig op, selv om Wolfpack med 4 minutter tilbage var oppe 77-57, bl.a. efter at Caroline Glud Rasmussen havde haft god succes med flere stærke raids mod kurven. SISUs utrættelige indsats gav bonus i form af lidt pynt på slutresultatet 85-69. Reel spænding om Wolfpack som sejrskvinder kom der dog aldrig.

BMS Herlev havde hele 5 spillere med tocifrede scoringer, anført af Laura Ziegler med en double-double på 21 point og 11 rebounds. Emilie Gudmand blev noteret for 20 point, Ellen Iversen for 12 samt Luka Malinka og Caroline Glud hver for 11. Hjemmeholdet skød 39% fra 3-pointsland og udreboundede SISU med 52-33.

Gæsterne fremtvang til gengæld hele 25 turnovers fra Wolfpack. De 3 mest scorende var Anna Clara Juul Mogensen med 18 point, Amalie Bessermann med 14 og Taylor Gleason med 12 point.

Ugens preview

07.01.2020

Efter en veloverstået julepause efterfulgt af en pokalrunde hvor Hørsholm 79ers, BK Amager, SISU og Værløse Blue Hawks kvalificerede sig til semifinalerne er det igen blevet tid til kamp i DL.

Hele 3 kampe spilles på onsdag den 8. januar og coach for Aabyhøj IF Thomas Johansen kommer her med sit bud på de 3 kampe:

Lemvig Basket - Hørsholm 79ers (kl. 18:30)

Lemvig spillede nogle gode kampe før jul og virkede til at være på vej i den rigtige retning. Hjemmebanen ederlaget til Værløse Blue Hawks før jul, som var uden Frida Formann,  var dog et setback.

Hørsholm virker til at køre for fuld damp og har også marginalerne på sin side. Hørsholm har også fået landsholdsspiller Anne Hee tilført holdet, så de må være store favoritter i Lemvig.

Hørsholm 79ers + 15

Værløse Blue Hawks - BK Amager (kl. 19:30)

Værløse har været lidt svingende og spørgsmålet er om Frida Formann er med i denne kamp. Amager har forstærket sig yderligere over julen med yderligere en amerikansk spiller men i skrivende stund vides det ikke om den nye spiller er blevet spilleberettiget.

Amager virker stærke, rutinerede og trækker det længste strå i denne kamp.

BK Amager +10

BMS Herlev Wolfpack - SISU (kl. 20:00)

Wolfpack spiller solidt og kan spille op med alle hold. De virker homogene og spiller godt holdspil.

SISU som modsætning er båret af Ida TP og deres amerikaner Taylor Gleason, som er holdets store profiler. Jeg tror ikke at SISU’s profiler er nok til at slå Wolfpacks kollektiv.

BMS Herlev Wolfpack + 5

Hørsholm 79ers og Anne Hee finder sammen

27.12.2019

Den danske landsholdsspiller Anne Hee Pedersen og Hørsholm 79ers har givet hinanden håndslag på et samarbejde indtil sommeren 2021. Det er et perfekt match, da Hee gennem et stykke tid har stået klubløs, mens Hørsholm mister et par spillere efter jul og står med en lidt for lille trup.

Hørsholms spillertrup bliver lidt mindre efter nytår, da både Rebecca Dam og Kristine Risager i løbet af januar drager til udlandet på dannelsesrejse, samtidig med Marie Louise Blyme er ude i et længere stykke tid med en hofteskade.

Da landsholdsspiller Anne Hee samtidig stod uden klub og med ønske om fortsat at spille landshold, var det oplagt for begge parter at lave en aftale.

-Jeg fik lov at træne i Hørsholm op til landsholdskampene, fortæller Hee, og det fungerede rigtigt godt. Nu passer det så med at der er nogen fra Hørsholm, som skal ud at rejse her i det nye år og jeg vil gerne også være klar til den næste landsholdssæson, så det kunne være en mulighed for os alle sammen.

Også fra klubbens side er man rigtigt godt tilfreds med samarbejdet:

-Vi er glade for at kunne lave en aftale over halvandet år, siger cheftræner Jesper Krone. Vi har de sidste tre år været gode til at skabe kontinuitet og bygge vores hold tidligt, så det her er både en reaktion på skader og rejser, og en start på næste sæson.

Hee ser sig selv passe godt ind på det nye hold:

-Det har været godt at være her sammen med pigerne. Jeg er typen af spiller, som egentligt gerne vil gøre det, der mangler. Der, hvor der er behov for mig og det, jeg kan, kan jeg byde ind. Om det så er rebounds, point eller at dække godt op, det må kampen og dagen vise. Jeg har jo trænet med og har været lidt over det hele, både på de store og små pladser og har løbet de samme systemer, som holdet har løbet siden i sommer.

Anne Hee er 181 cm høj og 27 år gammel. Hun spillede for Falcon i Dameligaen fra 2008 til 2010, inden hun drog mod USA og Louisiana State University, som flere gange med Hee på holdet kvalificerede sig til slutspillet, NCAA Tournament. Herefter gik turen til Sevenoaks Suns i England, hvor det blev til både engelsk mesterskab og pokalmesterskab (med Hee som mest værdifulde spiller), samt til Oviedo i Spanien.

Hee får debut i pokalkampen 6. januar 18:30 mod BMS Herlev Wolfpack i Hørsholmhallen.

DL ønsker god jul og godt nytår

23.12.2019

DL ønsker alle coaches, spillere, officials, livestatsfolk, dommere, tilskuere, fans og alle andre en god jul og et godt nytår.


DL starter op igen den 8. januar 2020 hvor der er 3 kampe på programmet.

  • Lemvig Basket - Hørsholm 79ers kl. 18:30 i Vestjysk Bank Arena
  • Værløse Blue Hawks - BK Amager kl. 19:30 i Søndersøhallen
  • BMS Herlev Wolfpack - SISU kl. 20:00 i Herlevhallen

Værløse Blue Hawks vandt bundkampen

15.12.2019

Der var grund til at håbe på en tæt og spændende kamp mellem Lemvig Basket og Værløse Blue Hawks i lørdagens kamp mellem nr. 6 og 7 i Dameligaen.

Begge har hold har leveret gode præstationer på det seneste, og især Lemvig har vist fremgang, som blev belønnet med en sejr i den seneste kamp mod BMS Herlev.

Desværre ramte Lemvig slet ikke samme niveau, som i de seneste kampe, og en ukoncentreret indsats gav en kamp, som kun i perioder blev spændende og som Værløse fortjent vandt med 55-69.

I kampens start blev forventningerne til kampen indfriet. Lemvig starter godt og får hurtigt en føring, og eneste udfordring er, at der ikke bliver tager rebounds i forsvaret. Det udnytter Værløse til gengæld til at holde sig inde i kampen. Især Julianna Okosun var en udfordring for Lemvig, og hun havde gennem kampen et klart overtag overfor Lemvigs Sofia Paska. Værløses 8 første point og 20 i alt kom fra Okosun.

Efter seks minutter af første periode er Lemvig foran med 10-6 efter godt offensivt spil, men spillet bliver mere og mere rodet for begge hold, og det fører til mange turn-overs. Værløse er mest effektive i rodet, og de kommer på 15-15 og kan gå til pause med en føring på 15-17.

Værløse kommer også bedst i gang efter den første pause. På de to første minutter af perioden udbygger de føringen til 15-22. Gæsterne bliver belønnet for at tage mest initiativ, og det betyder at Lemvig mister både effektivitet og tempo. Midt i perioden får hjemmeholdet lukket bedre af i forsvaret, og afstanden bliver skåret ned til 22-25. En 3er af Kali König udligner stillingen til 25-25 med tre minutter tilbage af perioden og det ligner igen en helt lige kamp. Desværre mister Lemvig igen koncentrationen de sidste minutter og Værløse kan trække fra igen til en pausestilling på 27-35.

Overtaget til Værløse fortsætter i starten af 3. periode, hvor Julianne Okosun igen har let spil under kurven. Føringen udbygges til 29-39 og Værløse har langt flere gode løsninger i spillet end Lemvig. Alt for ofte ender Lemvig med at komme i problemer og tvinges til pressede skud, mens Værløse med enkle midler kommer til afslutninger tæt på kurven. Især Ellen Svendsen er god til at udfordre Lemvig og gå mod kurven med god effektivitet. I sidste sekund gnider Værløse ekstra salt i såret, da de slutter perioden med en meget lang 3er til en føring på 35-53 inden sidste periode.

Lemvig forsøger i starten af sidste periode at få vendt spillet, og i første omgang lykkes det at hente ind på føringen. Kali König og Sofia Paska gør en god indsats i angrebet, men tættere på end 10 point kommer hjemmeholdet ikke. Værløse finder hver gang midlerne til at stoppe Lemvig og fastholde en komfortabel afstand.

Lemvigs point: Sofia Paska 16p, Kali König 14p, Madison Dackin 13p, Julia Pöcksteiner 10p og Cristina Pages 2p

Værløses point: Julianna Okosun 20p (14 reb), Ellen Svendsen 18p, Emilie Ravn 10p, Celine Schiffer 5p, Annemie Espensen 5p, Andrea Heede-Andersen 5p, Triner Drejer 4p og Mathilde Gustavsen 2p

Hørsholm fejrer 40 års klubjubilæum som ubesejrede

14.12.2019

Hørsholm 79ers Basketball fejrede 40 års fødselsdag med en sejr over SISU foran 400 tilskuere i en velbesøgt Hørsholmhallen. Gæsterne tog teten tidligt, inden Hørsholm kom tilbage og tog sejren 75-65.

Inden kampen var der jubilæumsreception i VIP-loungen og herfra kunne gæsterne følge med i et desperat reparationsarbejde på den ene kurv, der knækkede på et dunk ved en herretræning lige inden opvarmningen skulle gå i gang. Ved hjælp af skruetvinger, kojern og en mukkert lykkedes det at gøre kurven kampklar.

SISU tog afbrydelsen bedst og gik i front gennem det meste af første halvleg, især på baggrund af godt forsvarsspil og scoringer fra Ida Tryggedsson og Taylor Gleason. Syv minutter inden pausen sendte Tryggedsson således gæsterne i front 23-29 og det var ikke det sidste, man hørte fra den danske landsholdsspiller. Hørsholm skulle være glade for at deres topscorer, Sidney Rielly, i denne periode af kampen holdt ligaens fører hold inde i kampen med tre scoringer.

Først var det imidlertid Hørsholm, der skulle rigtigt i gang. Ivana Jovanovic scorede tre gange for hjemmeholdet, efterfulgt af tre i træk fra Caroline Bornemann og en enkelt fra Clara Madsen. Selv om Tryggedsson sætte endnu en tre’er, betød det, at Hørsholm gik til pause foran 36-34.

E
fter pausen startede Ida Tryggedsson glohed med tre tre’ere, dog ikke uden at Hørsholm også scorede og opretholdt føringen. Flere forskellige af hjemmeholdets spillere scorede og da Tryggedsson ikke kunne opretholde kadencen, skabte Hørsholm langsomt en føring på 5-10 point i løbet af anden halvleg.

To tre’ere lige i træk fra hjemmeholdets Sandra Winkel og Josephine Tullin var det, der skabte det endelige hul, som SISU ikke kunne komme tilbage fra. Tullins tre’er sendte Hørsholm i front 68-55 med fem minutter igen og herfra byttede de to hold bare scoringer indtil tiden løb ud og Hørsholm stod som vindere 75-65.

Hørsholmtræner Jesper Krone var glad for sejren, og det faktum, at Hørsholm er ubesejrede i denne sæson, men sagde også:  -Det betyder ingenting. Det er rart at vinde kampe og det er selvfølgelig dejligt, men det, det gælder om, er at vinde den sidste kamp i sæsonen, som forhåbentligt er en finale. Det er jo fuldstændigt ligegyldigt hvordan man har gjort det, så længe man topper på det rigtige tidspunkt. Jeg går mest op i at vi spiller godt og det gjorde vi kun i små perioder i dag.

Kampen ændrer ikke noget i stillingen, ligesom lørdagens to andre kampe heller ikke gjorde. Hørsholm er fortsat på førstepladsen, fire point foran Amager, der slog Aabyhøj på udebane. Herefter følger BMS Herlev Wolfpack, som sad over denne runde, Aabyhøj og SISU følger lige efter, efterfulgt af de to bundhold, Værløse og Lemvig, der i dag mødtes i Vestjylland, med en Værløsesejr til følge.

Topscorere:

Hørsholm: Sidney Rielly 20, Ivana Jovanovic 12, Caroline Bornemann 11point

SISU: Ida Tryggedsson 25, Taylor Gleason 14, Asta Blauenfeldt 8 point

Lemvig fik første sejr

08.12.2019

De seneste par kampe har Lemvig været tæt på sæsonens første sejr, og søndag kom den så endelig, da BMS Herlev Wolfpack blev besejret med 79-76.

Det er blot få uger siden holdene sidst mødtes, og her blev det en sikker sejr til BMS Herlev. Siden har Lemvig vist spillemæssig fremgang fra kamp til kamp, og det var en stor forløsning for vestjyderne endelig at få en sejr.

Som i de seneste kampe Lemvig har spillet blev det et tæt opgør, hvor afstanden mellem holdene aldrig var større end 10 point. Denne gang lykkedes det så Lemvig at holde fast i føringen, selv om det holdt hårdt til sidst.

Kampen blev spillet i et højt tempo og med stor intensitet, hvilket så ud til at være mest til fordel for BMS Herlev.

I starten af kampen er det høje tempo og med til, at begge hold smider mange bolde væk og at scoren er lav. Efter seks minutter er stillingen 9-8, og først i de sidste tre minutter får holdene gang i scoringen. BMS Herlev slutter perioden med scoring i sidste sekund og en føring på 18-21.

Gæsterne starter også anden periode bedst, og viser mere aggressivitet. Det betyder også at der dømmes flere fejl på BMS Herlev, og det begrænser udbyttet, så Lemvig alligevel hænger på. Det skyldes også at Sofia Paska melder sig ind i kampen og for alvor tager hul på de i alt 31 point, hun når op på i kampen. De to hold følges ad gennem perioden, hvilket også betyder at BMS Herlev holder fast i føringen, som ved halvleg er på 38-40.

Tredje periode starter intenst og det er Lemvig, som virker mest klar. Hurtigt overtager hjemmeholdet føringen og der bliver taget godt initiativ i begge ender af banen. Lemvig udbygger de følgende minutter føringen til 57-47, inden BMS Herlev får stabiliseret spillet og til sidst henter lidt ind igen, så afstanden er 62-55 inden sidste periode.

Der skal kun gå to minutter af fjerde perioden inden gæsterne har lukket hullet og stillingen er 62-60. Det giver bekymring på vegne af hjemmeholdet, men Lemvig viser, at når spillet ikke er pænt, så kan må man kæmpe sig til pointene. Spillet er rodet for begge hold, men BMS Herlev virker mere i kontrol end Lemvig. Ingen af holdene får et afgørende overtag og med fire minutter tilbage er alt helt lige med 66-66.

Holdene bytter point, men en 3er giver BMS Herlev en føring på 70-71. Lemvig giver ikke op, og syv point af Sofia Paska er med til at bringe føringen tilbage til Lemvig, som kommer på 77-73. Det er tydeligt at Lemvig gerne vil afgøre kampen tæt på kurven, mens BMS Herlev satser på skudene fra distancen, hvor især Emilie Gudmand Larsen er skarp med sine i alt seks 3ere i kampen.

I kampens sidste minut presser begge hold på for at få sejren. Lemvig holder fast i føringen med 77-76, og 2 point af Cristina Pages udbygger til 79-76.  BMS Herlev gør et sidste forsøg, men i to omgange misbruger de fra 3-pointlinjen og så kan Lemvig spille kampen ud og fejre sæsonens første sejr.

Lemvigs point: Sofia Paska 31p (13 reb), Julia Pöcksteiner 16p, Kali Köenig 16p, Cristina Pages 8p, Madison Dackin 8p

BMS Herlevs point: Emilie Larsen 25p, Ellen Marie Iversen 18p, Katrine Jessen 11p, Luka Lachenmeier 9p. Thea Mikkelsen 5p, Laura Ziegler 4p, Caroline Rasmussen 2p, Cecilie Jessen 2p

Ugens preview

06.12.2019

Denne uges preview er skrevet af coach for SISU, Eleni Kafantair (på engelsk) som her kommer med sit bud på weekendens 3 kampe.

BK Amager - Hørsholm 79ers (lørdag kl. 17:00)

It will be a great game to watch with the two best teams in the league. 

In fact the biggest difference between the two is in they way they defend the three-point line and the fast break.

This is a close competitive game for all 40 minutes. Some good shooting and fast-paced play tell the story early but in will not know the winner until ref’s final whistle.

Hørsholm progression to a perfect 10-0 record with Friday night’s victory with Vaerlose, coming at the extra time and judging by the previous game between them I think this time that Hørshlom will get the victory even with a slight difference.

Værløse Blue Hawks - Aabyhøj IF (søndag kl. 13:30)

Another interesting game with two teams who, when they are on the court, show that they are not afraid of any opponent.

Aabyhoj is better offensively with good shooting percentage and on the other hand Vaerlose is a much better team in the defensive line. They are getting a lot of rebounds and they are always fighting for the best.

Vaerlose they really need this win and because the game is in their home I think they will win the game even though Aabyhoj is a very competitive team.

Lemvig Basket – BMS Herlev Wolfpack (søndag kl. 14:00)

I would like to start first with the fact that Lemvig is a team that, despite the fact that it has 9 defeats in the league so far, is a team that really struggles in the games without being frustrated at the moment.

Having said that, I believe that at some point they will make the win are looking for taking good use of their home advantage.

BMS has shown to be a better team so far and I think they will return with a win of 10 points or more.

BKA vinder udekampen mod SISU

04.12.2019

Det var forventeligt ikke det helt store tilløbsstykke at invitere til basketball i Dameligaen en kold mandag aften først i december kl. 18.30 i Gentoftehallen.

Med det udgangspunkt var det ikke dårligt, at omkring 100 tilskuere havde valgt at lægge vejen forbi hallen. Hjemmeholdet havde tanket lidt selvtillid sidste weekend i Lemvig, mens gæsterne kom med sejre i de seneste 4 kampe. Sisu skulle forsøge at bruge hjemmebanefordelen til at gøre det bedre end da de sidst mødtes, hvor de det blev sendt hjem fra Amager med et nederlag på 25 point.

Gæsterne startede kampen klart bedst og havde først og fremmest stor sikkerhed i afslutningerne. Der skulle således gå 3,5 minutter 1 timeout og 7 skudforsøg, før Sisu kom på scoringstavlen, mens BK Amager på det tidspunkt havde samlet 13 point sammen på det samme antal forsøg som Sisu. Herefter kom der lidt ro over Sisus spil, og de to hold skiftedes med at scorer resten af perioden, som endte 13 – 24 til Amager. For Amager stod Elisabeth Brynaa alene for 9 point mens Taylor Gleason, som plejer et være god for omkring 20 point per kamp, endnu ikke havde ramt kurven.

Spørgsmålet var herefter, om der blot var tale om en dårlig start for Sisu, eller om Amagers overtag ville fortsætte. De lokale fans sad med en lidt bange fornemmelse, da spillerne løb på banen til anden periode.

Det viste sig, at der var god grund til at have bange anelser for Sisus præstation denne aften. BK Amager startede på samme måde som i første periode og øgede hurtigt forspringet yderligere, og allerede før der var gået 5 minutter af perioden, var Sisu bagud med mere end 20 point. På tilskuerpladserne sad man med følelsen af, at løbet var kørt for Sisu, og mon ikke også begge holds spillere havde den samme fornemmelse i kroppen.

I periodens slutning Lykkedes det for Sisu at reducere Amagers føring, der havde været oppe på 24 point, til 17, og hjemmeholdet kunne således gå til pausen med en lille smule medvind til en pausestilling på 26 – 43. Ved pausen havde Elisabeth Brynaa scoret 15 point og Ruth Sherrill 10 for Amager, mens Sisus Ida Tryggedsson og Asta Blauenfeldt hver havde lavet 5 point.

Tredje periode starter mere lige, idet Amager nu også har svært ved at få skuddene til at gå i. Statistikken taler dog et tydeligt sprog om Sisus scoringsproblemer. Sisu bliver således noteret for i alt 8 point i perioden, hvoraf Ida TP står for de 6, alle på straffekast, mens kun et enkelt af holdets 13 øvrige skud går i. Ruth Sherrill scorer også 6 point i perioden, som Amager vinder med 8 - 10.

Efter denne noget stillestående periode kommer der lidt mere liv i kludene i fjerde periode, hvor Sisus unge spillere kommer på banen og spiller frit. Perioden ender med 15 – 18 til Amager, mens kampen ender med en Amager-sejer på 49 - 71. Det er næppe en stor trøst for Sisu, at nederlaget er lidt mindre, end da holdene sidst mødtes. 

Ingen af holdene havde heldet med sig, når de skød fra distancen, og Sisu endte således med alene at score én gang på i alt 17 3-point-forsøg, mens Amager ramte 4 gange på 20 forsøg.

For Sisu blev Ida TP noteret for 11 point og 6 rebounds, mens Helene Dalsgaard og Taylor Gleason hver blev noteret for 6 point. For BK Amager scorede Ruth Sherrill 16 point og tog 14 rebounds. Elisabeth Brynaa scorede også 16 point mens Emilie Fogelstrøm stod for 14 point og Rikke Fabricius nettede 11 point.