Nyheder

BK Amager holder liv i serien med sikker hjemmesejr

29.03.2015

Med en solid indsat i alle fire perioder fik BK Amager reduceret Sisus føring i semifinaleserien til 2-1, og holdet sikrede sig dermed en 4. kamp i semifinaleserien.

BK Amager satte sig på kampen fra første fløjt, og Sisu formåede på intet tidspunkt at skabe tvivl om kampens udfald. Amagerholdet vandt en sikker sejr på 73-52 (18-8, 21-11, 20-15, 14-18), og holdet er klar til kamp 4 i Kildeskovshallen på tirsdag den 31. marts kl. 19.00.

Amager er klar fra kampens start og får hurtigt skabt sig et forspring. Godt midtvejs i perioden er stillingen 12-2 til hjemmeholdet. Amager holder fast og vinder perioden 18-8. Hos hjemmeholdet er det Lauren Gregory og Catharina Palm der går forrest i denne periode med henholdsvis 8 og 6 point.

Emilie Fogelstrøm åbner 2. periode med en 3er og efter små 6 minutter øger hun Amagers føring til 30-14 med endnu en 3er. Sisu får reduceret til 30-19, men Amager lukker perioden med et 9-0 run efter endnu to 3ere af Emilie. Amager vinder periode med 21-11, og hjemmeholdet fører dermed med 39-19 ved halvleg.

Amager kommer bedst ud efter pausen og øger føringen til 45-19 inden Sisu igen kommer på tavlen. Sisu spiller mere aggressivt i forsvaret, hvilket betyder hele 14 straffekast til Amager i denne periode, men det hjælper ikke gæsterne. Med 10 af 14 fra straffelinjen vinder Amager perioden med 20-15. Amager fører dermed 59-34 inden sidste periode.

Sisu kæmper forgæves for et comeback i den sidste periode, men Amager holder hovedet koldt og lukker ikke gæster tilbage i kampen. Føringen kommer på intet tidspunkt under 20 point, og hjemmesejren er aldrig i fare. Sisu vinder sidste periode 14-18, så det ender således med en hjemmesejr på 73-52 (18-8, 21-11, 20-15, 14-18).

Amager reducerer Sisus føring i serien til 2-1 og holder dermed liv i håbet om en plads i året DM finale. Men holdet har stadig ryggen mod murer og skal vinde den næste kamp i Sisu for at fremtvinge en femte og altgørende kamp i Amagerhallen.

Topscorer for hjemme- og udebanehold: 

BK Amager: Emilie Fogelstrøm 24, Catharina Palm 17, Lauren Gregory 16, Emilie Keller 7, Melanie Elmgreen og Cecilie Tvede begge 3, Maria Brask 2, Rikke Andersen 1

Sisu: Kiki Lund 11, Kailey Colonna 10, Julie Kongeskov 8, Camilla Blands og Kelly Keil begge 7, Mathilde Colding-Poulsen 5, Katrine Dyszkant og Clare Laursen begge 2  

Hørsholm kun en sejr fra finalerne

29.03.2015

Med en hjemmebanesejr på 75-70 er Hørsholm 79ers nu snublende tæt på at sikre sig den første finaleplads siden 2010. Med endnu en dominerende defensiv præstation tog 79ers en 2-1 føring og har nu to chancer for at sikre sig den ene sejr, der vil betyde en finaleplads.

Gennem 32 minutter spillede Hørsholm forsvar på lige så højt niveau som i onsdagens udebanesejr i Lemvig, men i de sidste otte minutter forvandlede Lemvig 62-47 til en spændende kamp. Det var Lemvigs superstjerne Natalie Day, der næsten på ene hånd trak gæsterne tilbage i kampen. Amerikaneren havde 15 point i fjerde periode – uden at misse et eneste skud.

Lemvigs comeback startede med at Emily White og Joanna Miller hver scorede, men derefter stod der Day på det hele. Først ramte hun et layup, hvor hun blev fejlet samtidig og bagefter scorede sikkert på sit straffekast, efterfulgt at endnu to straffekast og så stod der pludselig 64-59.

79ers så lidt rystede, men nu fulgte en af kampens nøglesituationer. Den næste gang nede i den anden ende missede Hørsholm to skud, men sikrede sig begge gange angrebsrebounden og Joy Burke kunne bringe lidt ro på ved at score et layup.

På det efterfølgende angreb begik Lemvigs Emily White angrebsfejl og i Hørsholms næste angreb gentog situationen fra lige før sig. Amalie Bonde og Joy Burke opfangede returbolde og Burke kunne bringe Hørsholm foran 68-59 på et layup til sidst.

Lemvig tog nu en timeout med 2:30 igen og ud af timeouten scorede Natalie Day et helt fantastisk skud, ude af balance, med to Hørsholmspillere helt oppe i hovedet. Det hjalp dog ikke rigtigt, for i den anden ende scorede Maja Gerlyng et skud, der nærmest var nøjagtigt magen til, til 70-61.

Holdene gik nu ind i det sidste minut og nede med ni begyndte Lemvig at fejle for at stoppe tiden og sende Hørsholm på straffelinjen i håb om at de ville misse. Hørsholm ramte fem af otte straffekast i det sidste minut og det var nok til at lukke kampen på trods af Days syv point de sidste 45 sekunder og hjemmeholdet kunne tage en vigtig 75-70 sejr og en masse selvtillid med videre til kamp fire onsdag i Lemvig.

Kampens bedste spiller var Natalie Day med ikke mindre end 36 point og 17 rebounds, men Hørsholms Joy Burke udmærkede sig også med 15 point og 17 rebounds, heraf syv i den offensive ende. Den store amerikaner mente dog efter kampen at det var en holdindsats, der sikrede sejren:

-Det hele handlede om teamwork og toughness. Vi holdt sammen som et hold og tog store skud og store rebounds og dem, der kom ind fra bænken spillede vildt hårdt.

Hørsholms anden udenlandske spiller, Serbiske Ivana Jovanovic var af helt samme opfattelse:

-Vi holder Lemvig i forsvaret fordi vi spiller godt forsvar og kæmper helt vildt. Vi kaster os efter hver bold og får derfor lidt flere bolde end i nogle af de andre kampe, vi har spillet.

Med sejren er Hørsholm foran 2-1 i kampe, med op til to kampe resterende i serien. Næste kamp spilles onsdag i Lemvig og en eventuel femte kamp spilles onsdag 8. april i Hørsholm Hallen.

Vinderen af serien spiller finaler mod vinderen af den anden semifinaleserie, hvor BK Amager i dag reducerede til 1-2 i kampe mod SISU efter en hjemmesejr på hele 73-52.

SISU øger til 2-0

27.03.2015

Torsdag aften spillede SISU og BK Amager 2.semifinale mod hinanden i Kildeskovshallen.

I den første semifinale i lørdags var Amagers Emilie Fogelstrøm kommet til skade, men heldigvis ikke værre, end at hun var klar fra start i 2.semifinale.

Amager var da også det hold, som kom bedst fra start i kampen. De første minutter var ret lige, men fra midten af første periode trak Amager fra med lette scoringer, hvorimod SISU gik i stå, spillede langsomt og havde mange boldtab. Første periode endte 14-20 til Amager.

Anden periode ændrede på stillingen. SISU kom i gang og havde et 10-0 run fra slutningen af første periode til midten af anden periode til stillingen 23-20. De tre point holdt SISU sig foran med resten af perioden til halvlegsstillingen 29-26.

I tredje periode trak SISU igen fra ved at øge presset i forsvaret. Sammenspillet fungerede og SISU kom til mange åbne chancer. Perioden endte 24-12 til hjemmeholdet. Fjerde periode ændrede ikke karakteren på kampen. Resultatet blev 17-9 til SISU og en slutstilling på 70-47.

Kampen var præget af en del boldtab, men der var dog også mange positive momenter især i SISUs angrebsspil og i Amagers straffeprocent. SISU er noteret for 17 assists mod Amagers 3. Amager skød 96% fra straffelinjen, 24 af 25. Imponerende sikkert. SISUs solide forsvar gjorde dog, at Amager kun er noteret for 35 skud mod SISUs 66.

For Amager scorede Lauren Gregory 20 point (effektivitet på 19) mens Catharina Palm Jensen havde 10 point.

For SISU scorede Kiki Lund 17 point (effektivitet på 24), Mathilde Colding Poulsen 16 point (4 for 8 på tre’ere samlet skudprocent på 60%), Kailey Colonna havde 15 point efter at have udvist stor energi i både forsvar og angreb og Camilla Blands havde 12 point (og 13 rebounds).

Ugens preview

27.03.2015

Efter kamp 2 i de 2 semifinaleserier byder der på kamp 3 i weekenden.

BK Amager har ryggen mod muren og skal vinde over SISU for at holde serien i live. I den anden semifinaleserie står det 1-1 mellem Hørsholm 79ers og Lemvig Basket og her kan lørdagens vinder få en lille matchbold.

Michael Jæger Sørensen fra Lemvig Basket kommer her med sit bud på de 2 kampe:

BK Amager – SISU (lørdag kl. 14:30)

Efter to sikre sejre har SISU ramt det helt rette tidspunkt at få spillere skadesfrie og er god på vej til at står i endnu en DM finale. De har kun tabt en periode i de to første kampe og selvom Amager har ryggen mod muren og skal vinder kamp 3 på hjemmebane så ser SISU ud til at gøre rent bord men 3-0 i semifinaleserien.

SISU +6

Hørsholm 79ers - Lemvig Basket (lørdag kl. 16:15)

Hørsholm sørgede for at Lemvig aldrig kom helt tæt på sejren og kunne tage tilbage til Sjælland med 1-1 i serien. Lemvig viste måske også lidt metaltræthed efter at have spillet to kampe i ugen siden mellemspillet begyndte, her kan Hørsholm have haft en fordel af 14 dage kamppause.

Efter onsdagens nederlag skal vestjyderne rejse sig og kan de finde kollektivet og kan Lemvigs to amerikanere komme på +20 point vinder de kamp 3. Det bliver et tæt opgør.

Lemvig +4 

Hørsholm 79’ers tog revanche

26.03.2015

Efter lørdagens nederlag på egen bane i Hørsholmhallen, kom Hørsholm 79’ers til Vestjylland for at få revanche og det viste gæster lige fra kampstart.

Hørsholm ligger ud med høj intensitet og Maja Gerlyng-Hansen lægger kampens første to point i efter blot 3 sekunder. Lemvig kom på 2-2 ved Emily White og derefter stod der 79’ers på resten af perioden. Lemvig havde svært ved at få spillet rundt i angrebet og Hørsholm ramte mange skud udefra. Nordsjællænderne vandt perioden 19-9.

Anden periode startede Lemvig bedst med en 3-points scoring af Joanna Miller og kort tid efter et lay-up af Natalie Day. Efter 4 minutter ved stillingen 22-19 i Hørsholms favør men herefter fik gæster igen overtaget i kampen og udbyggede stille og roligt en føring til pause stillingen 34-22.

Udover at føre efter de første 20 minutter havde Hørsholm også overtaget i reboundspillet med 26 mod Lemvig’s 14, så Lemvig havde noget at snakke om i pausen.

Efter tre minutters spil fik gæsternes Joy Burke sin 4. fejl og måtte tage plads på bænken. Denne udnyttede hjemmeholdet så ligesom i anden periode gjorde de føringen mindre og var kun bagud med 6 point inden de to hold gik indtil kampen sidste 10 minutter. Især Lemvigs Natalie Day spille godt i tredje periode, med godt reboundspil og bolde til kurven.

I sidste periode kunne Lemvig ikke få spillet til at hænge samme og fandt aldrig rytmen i angrebet. Hørsholm var stabile og lod ikke intensiteten af spillet efter Joy Burke efter 4 minutter får sin 5. fejl. Kampens sidste minutter var præget af mange turnovers og Lemvig kunne ikke komme nærmere sejren.

Scoringstavlen viste 63-55 og stillingen i serien står nu 1-1 før kamp 3 spilles i Hørsholmhallen på lørdag d. 28 marts kl. 16:15.

Ugens preview

23.03.2015

Efter kamp 1 i de 2 semifinaleserier står Lemvig Basket og SISU nu stærkest til at nå det forjættede land, DM-finalen.

Begge hold sejrede på udebane i lørdagens semifinaler og begge har nu hjemmebane i midtugens kampe.

Coach for 79ers, Roberto Velosa kommer her med sit bud på de 2 kampe:

Lemvig Basket - Hørsholm 79ers onsdag kl. 19:00

Første semifinale var en delt affære, hvor 79ers specielt havde en god anden periode, og Lemvig kom godt i gang efter pausen anført af deres amerikanske duo.

Kampen blev afgjort i de døende minutter og det tyder på, at denne serie bliver intens. Det er kollektivet mod individualisterne og jeg går naturligvis med kollektivet i seriens anden kamp.

79ers +6

SISU - BK Amager torsdag kl. 20.45

De to hold spillede tre tætte perioder i første semifinale, hvor SISU vandt kampen på en stærk 1. periode med Mathilde Colding-Poulsen og Camilla Blands som de toneangivende spillere.

Amager er meget afhængig af at Catharina, amerikanske Lauren Gregory og Emilie Fogelstrøm præsterer. Sidstnævnte måtte udgå med en skade i lørdagens kamp, og med Maria Dinesen ude, kan det blive rigtig svært for Amager, hvis de skal undvære Fogelstrøm også.

SISU +7

Sisu tager første stik i Amagerhallen

22.03.2015

Efter to kvartfinaler mod Stevnsgade var gæsterne fra Sisu klar kampens start, hvorimod BK Amager i den grad manglede intensitet og timing i kampens indledning efter 2 ugers kamppause.

Hjemmeholdets sløve indledning blev afgørende for kampen og Sisu kunne tage hjem med en 58-67 (8-20, 14-12, 19-21, 17-14) sejr i bagagen.

Sisu starter energisk og med højt tempo og efter godt 4 minutter har holdet bragt sig foran 2-11. Amager får reduceret til 8-13, men Sisu lukker perioden med et 0-7 run, og fører således med hele 8-20 efter 1. periode.

Amager kommer ud med mere energi i starten af 2. periode og får reduceret til 14-20, hvorefter Sisu med et 9-0 run bringer sig på 14-29. Amager har det rigtigt svært, men holdet formår dog – på trods af at Emilie Fogelstrøm vrider om på foden og må udgå af kampen - at holde sig inde i kampen med en god afslutning på perioden. Amager vinder 2. periode 14-12 og får reduceret Sisus føring til 10 point ved halvleg 22-32.

Amager kæmper indædt fra starten af 3. periode for at nå op, og efter små 5 minutter får hjemmeholdet reduceret gæsternes føring til 36-41. Tættere kommer Amager dog ikke, Sisu svarer igen og øger deres føring til 41-53 inden sidste periode. Sisu vinder perioden 19-21.

Også i 4. periode kæmper Amager for at indhente Sisus føring. Godt midtvejs i perioden reducerer Catharina Palm til 54-60 med 2 for 2 fra straffelinjen, men i den afgørende fase er Sisu bedst, og med to 3 point scoringer lukker Mathilde Colding-Poulsen kampen til Sisus fordel.

Sisu vinder kampen 58-67 (8-20, 14-12, 19-21, 17-14) og fører dermed semifinaleserien 1-0.

Næste kamp er på torsdag den 26. marts kl. 20.45 i Kildeskovshallen. 

Topscorer for BK Amager: Lauren Gregory 21, Catharina Palm 17, Melanie Elmgreen og Emilie Keller begge 6, Maria Brask 4, Emilie Fogelstrøm og Cecilie Tvede begge 2

Topscorer for Sisu: Mathilde Colding-Poulsen 19, Camilla Blands 15, Kiki Lund 9, Katrine Dyszkant 8, Julie Kongeskov 7, Kailey Colonna 5, Kelly Keil 4 

Lemvig tager første stik i semifinalerne

21.03.2015

Den første DM-semifinale mellem Hørsholm 79ers og Lemvig Basket blev først afgjort i de allersidste sekunder af to straffekast fra Lemvig efter Hørsholm havde to chancer for at vinde kampen eller udligne indenfor de sidste 15 sekunder. I stedet tog Lemvig en vigtig udebanesejr på 73-78 i den første af op til fem semifinaler.


Hørsholm spillede bedst i den første del af kampen og da Frederikke Mollerup med 13 minutter igen gjorde det til 49-35, kunne kampen godt se afgjort ud. Det erkendte Lemvigs træner, Peter Jensen, da også:

-Vi er både heldige og dygtige i den her kamp. Hørsholm spiller klart bedst i 25 minutter, mens vi så har de sidste 15, sagde vestjyden. Jeg troede ikke, vi ville vinde, da vi kun havde scoret 35 point midt i tredje periode, men så scorer vi over 40 de sidste minutter, og det burde egentligt være umuligt.

Hørsholms træner, Roberto Velosa, var utilfreds med detaljerne i spillet, men godt tilfreds med indstillingen:

-Vi tager simpelthen for dårlige beslutninger, da kampen skal afgøres. Vi spiller rigtigt godt forsvar det meste af kampen, men laver offensive fejltagelser, der lader Lemvig komme tilbage i kampen. Derefter forsøger vi at hente alt tilbage igen lynhurtigt, og så laver vi fejl i forsvaret også.

Kampen vendte da Lemvig på fire minutter hen over slutningen af tredje periode og starten af fjerde vandt de sidste tre minutter af tredje periode med 26-4. Hørsholm havde tre mistede bolde og nogle skæve skud og samtidig scorede Lemvig på ti af tolv angreb.

Nu var hjemmeholdet bagud 52-58 og resten af kampen formede sig som en jagt. Hørsholm kom tættere på hvorefter Lemvig, oftest med Natalie Day eller Joanna Miller i spidsen igen trak fra. De to amerikanere var totalt dominerende og med henholdsvis 24 og 33 point havde de en kæmpe andel i vestjydernes sejr.

Flere gange kom Hørsholm helt tæt på og var kun bagud med et enkelt point og den sidste gang det skete, var med kun 56 sekunder igen af kampen, da Amalie Bonde scorede en tre-pointer, som fik de knapt 200 tilskuere op af stolene.

Lemvig spillede nu et langt angreb som sluttede med et misset skud fra Okako Adika og en Hørsholm rebound, hvor Amalie Bonde straks blev fejlet og Roberto Velosa valgte at kalde spillerne ind til en timeout med 33 sekunder igen. Ud af timeouten spillede forsøgte Hørsholm at finde store Joy Burke tæt på kurven, men bolden endte ved Maja Gerlyng som drivede hårdt til kurven og fik afsluttet på trods af hård kontakt fra Okako Adika. Bolden trillede af kurven og dommerne vurderede ikke at kontakten var hård nok til en fejl i sidste minut af en semifinale, så bolden endte på Lemvighænder.

Joy Burke begik sin femte og sidste fejl, da hun fejlede for at stoppe tiden og Hørsholms højeste spiller måtte forlade banen med 21 sekunder igen. Lemvig smed imidlertid bolden væk på indspillet og Hørsholm fik endnu en chance for at score ved Amalie Bonde, der dog ramte ved siden af med sit layup med 15 sekunder igen.

Hørsholm fejlede nu Natalie Day, som sikkert satte to straffekast til 73-76. Lemvig var endnu ikke i holdfejl, så hvis de begik en fejl, der ikke var i skudforsøg, ville Hørsholm få bolden til indkast. Det benyttede de sig af to gange i de næste sekunder, hvilket tvang Hørsholm til at forsøge at bygge spillet op igen, men med kun 11 sekunder tilbage af kampen.

Først var det Line Piechnik, der blev fejlet og derefter var det Frederikke Mollerup, der forsøgte at skyde hurtigt, og blev fejlet samtidig, men her vurderede dommerne, at fejlen blev begået inden skuddet, så Hørsholm måtte igen aflevere bolden ind med fem sekunder igen. Frederikke Mollerup fik bolden igen og sendte et desperationsskud afsted, der gik over kurven. Det havde nu kun kosmetisk betydning at Lemvig ramte to straffekast med 0,2 sekunder igen og tog en 73-78 sejr med hjem.

Efter kampen sagde Hørsholms serbiske stjernespiller Ivana Jovanovic, at det var en af de hårde kampe at tabe:

-Vi missede en kæmpe chance i den her kamp. Vi havde chancen for at tage en vigtig føring i serien, men i stedet skal vi nu til Lemvig og vinde mindst en kamp. Jeg vil ikke sige, at vi smed den væk, men vi skulle have lukket kampen, da vi var meget foran i tredje periode.

Kampens topscorere var Joanna Miller med 33 og Natalie Day med 24 for Lemvig, mens Joy Burke, Ivana Jovanovic og Frederikke Mollerup alle havde 13 for Hørsholm.

Næste kampe er i Lemvig onsdag kl. 19 mens kamp tre er i Hørsholm lørdag kl. 16:15.

Ugens preview

20.03.2015

Torsdag aften blev det sidste af de 4 hold til semifinalerne fundet, da Lemvig Basket vandt den3. og afgørende kamp over Aabyhøj IF.

Lørdag går det så løs med semifinalerne og Thomas Johansen fra netop Aabyhøj IF kommer her med sit bud på de 2 kampe.

BK Amager - SISU (lørdag kl. 16:45)

SISU slog Stevnsgade i kvartfinalerne med 2-0. Amager har spillet sig op igennem sæsonen og har dygtige og rutinerede spillere. Holdets amerikaner Lauren har vist stor styrke især i anden halvdel af sæsonen og sammen med Katarina vil Amager altid være en stor mundfuld. SISU har også spillet sig op igennem sæsonen. Deres styrke er deres fantastiske forsvar, som er det bedste i ligaen. Deres store Svaghed er evnen til at score point.

Jeg tror på at SISU vinder i kraft af deres større rutine og så tror jeg at forsvar slår angreb i denne kamp. SISU vinder med 10.

Hørsholm 79ers - Lemvig Basket (lørdag kl. 14:00)

Lemvig vandt grundspillet men har haft problemer med at finde det samme spil frem i mellemspillet og holdet blev også testet i kvartfinalerne. Lemvigs styrker er at de kan score point. De har Ligaens bedste spiller. Deres svaghed er deres bredde og deres forsvar. Hørsholm har alle brikkerne til at slå Lemvig. De har dog ikke gode erfaringer med holdet fra Vestjylland, og Lemvigs sejr i Hørsholm uden Nathalie Day, hvor Joanna Miller sætter sccoringsrekord med 47 point, må stadig gør ondt.

Hørsholms styrker er deres forsvar som er noget bedre end Lemvigs, men de scorer så også færre point end Lemvig. Alt i alt en spændende Semifinale som kan gå hele vejen i 5 kampe.

Jeg tror på en Lemvig sejr i første kamp. Jeg tror ikke det er en fordel at sidde over til semifinalerne og Lemvig er kampklare. Lemvig vinder med 10.

Lemvig videre efter kamp 3

20.03.2015

Efter en tæt og intens tredje kvartfinale er Lemvig Basket klar til semi-finalerne med en sejr på 81-74 over Åbyhøj IF.

Kampens betydning satte sit præg på starten af kampen, hvor begge hold havde svært ved at finde vej til kurven. Der skulle straffe til for begge hold inden det blev til point. Det blev Åbyhøjs Nicole Ballestero som først fik gang i skudene, og hun var med til at give Åbyhøj en tidlig føring.

Lemvig måtte vente 7 minutter inden Joanna Miller med er 3er ramte kurven på et reelt skud. Det satte til gengæld hjemmeholdet i gang og med et godt run vendte de 4-7 til 14-7. Åbyhøj kommer bedre med igen, men Lemvig kan gå til pause med en føring på 16-12.

Gæsterne starter anden periode bedst og udligner hurtigt til 16-16. Lemvig har igen lidt vanskeligt ved at få point på kontoen. Det har Sofie TP ikke for Åbyhøj, og i løbet af anden periode skyder hun sig for alvor varm, og hun ender med at blive sit holds bedste spiller. Det er også to 3ere af Sofie TP som giver de grønne en føring på 20-25 midt i perioden. Joanna Miller gør hende kunsten efter og hendes to 3ere giver føringen tilbage til Lemvig med 28-27. I samme periode uddeles der en stribe små fejl til spillerne, og det sætter bl.a. Helle Kristiansen og Emily White i fejlproblemer. Alligevel lykkes det Lemvig at holde fast i føringen, ikke mindst med 3 vigtige point fra Ida Høj til 33-30. Det giver værterne en god slutning på perioden og en halvlegsføring på 37-32.

Tredje periode starter som de første to, med et overtag til Åbyhøj, men som i de to første kommer Lemvig igen, og denne gang med lidt ekstra energi, som giver en føring på 47-39. Der bliver lukket godt af i forsvaret, og spillet flyder pænt for vestjyderne. Igen er det Sofie TP, som holder Åbyhøj inde i kampen, men det er ikke nok til at tippe spillet. Hos Lemvig viser Emily White godt spil under kurven, og med flere gode aktioner i begge ender er hun med til at sikre en føring på 10 point for første gang i kampen med 59-49, som også er stillingen inden sidste periode.

I begyndelsen af de sidste ti minutter holder Lemvig afstand, men da Natalie Day får sin 4. fejl – og kort efter også den 5. fejl, begynder Åbyhøj at ane muligheden for et comeback. Ikke uventet bliver det Sofie Tp som omsætter muligheden til realiteter, og bringer Åbyhøj ind i kampen igen, kun bagud med 5 point.

Heldigvis for Lemvig melder Okako Adika sig for alvor ind i kampen og sørger for en føring på 67-59. Åbyhøj får endnu en hjælpende hånd, da også Emily White må forlade kampen med 5 fejl. Det bringer for alvor spænding i kampen. Først nedbringes afstanden til 70-66, og det bliver også 70-68. Men Lemvig kæmper godt i den intense afslutning, og med en sikker udnyttelse af de sidste skud på straffe, kan de køre sejren i hus. Efter tre spændende kvartfinaler er Lemvig klar til semifinalerne mod Hørsholm, som indledes på lørdag.

Lemvigs point: Joanna Miller 23p (5 as), Natalie Day 22p (13 reb), Okako Adika 11p (10 reb), Ivana Udovalieva 8p (9 as), Emily White 8p (10 reb), Ida Høj 6p, Helle Kristiansen 3p

Topscorer Åbyhøj: Sofie TP 30p