Nyheder

Årets spiller i DL kåret

17.04.2016

2. DM finale blev afviklet i Virumhallen onsdag aften og her blev det også offentliggjort hvem der er Dameligaens bedste spiller (MVP) i sæsonen 2015/16.

Dameligaens MVP vælges ved afstemning af alle damespillere i Dameligaen.

Med over 50% af alle afgivne stemmer blev Olivia Applewhite i suveræn stil valgt til Dameligaens MVP 15/16.

I en svær sæson for SISU var Olivia Applewhite lokomotivet, der gjorde en forskel for det unge SISU-hold. Hun var Dameligaens #1 i scoringer, #1 i rebounds og #2 i efficiency.

Olivia var i øvrigt både valgt til Efterårets Hold, Forårets Hold og Årets Hold.

Desværre er Olivia Applewhite allerede rejst tilbage til USA, og kunne derved ikke være til sted ved kåringen.

Årets hold DL 2015/16

17.04.2016

I DL vælger spillerne et Årets Hold, der består af de fem bedste spillere fra Dameligaen i den forgangne sæson.

Da bronzekampen blev spillet i Lemvig blev det offentliggjort at Lemvigs Kaitlyn Mathieu er blevet valgt af kollegerne.

Ved 2. DM finale i Virumhallen blev de øvrige fire spillere til Årets Hold 2015/16 offentliggjort af Dameligaens forretningsfører Jesper Johansen.

Årets Hold i Dameligaen 2015/16 er

  • Portia Durret, BK Amager
  • Ida Trygedsson Pretzman, Stevnsgade SuperWomen 
  • Nikoline Østergård, Virum Go Dream 
  • Kaitlyn Mathieu, Lemvig Basket
  • Olivia Applewhite, SISU 

Et stort tillykke skal lyde til alle 5 spillere og et stort tak for alle oplevelserne gennem hele sæsonen.

Revanche til Stevnsgade SuperWomen

15.04.2016

I en tætpakket Virumhallen tabte hjemmeholdet - Virum Go Dream 55-64 til Stevnsgade SuperWomen i DM-finale 2.

Efter sejr over Stevnsgade på udebane i den første finale gik Virum Go Dream på banen som favoritter i den anden finale i Virumhallen.

Det startede da også lovende, set med hovedparten af de 432 tilskueres øjne. Valerie Driscoll erobrede mange rebounds, og ligesom Nikoline Østergaard var hun farlig i den modsatte ende. Det gav Virum en føring på 14-4 med et par minutter tilbage af første halvleg, men så brændte Kyani White et par afslutninger, og Stevnsgade fik gang i sine afslutninger ikke mindst hjulpet på vej af 2 stk . 3 point scoringer af Ida Tryggedsson Preetzmann, herved blev virums føring reduceret til 18-13.

I anden periode halede gæsterne ind på forspringet, men da Ellen Iversen satte to 3-point scoringer i træk, kom Virum foran 28-23. Så var det Melissa Gilkeys tur til at misse et par gange, og Stevnsgade fik udlignet til 30-30, via et fantastisk arbejde af ikke mindst via trioen Tea Jørgensen, Maja Gerlyng-Hansen og Alberte Dokkedal, inden Maja Gerlyng-Hansen satte et straffekast til pauseføring til Virum på 30-31.

Anden halvleg startede katastrofalt for Go dream mandskabet med mistede bolde på stribe, og holdet gik nærmest i opløsning, så gæsterne fra Nørrebro kom foran 36-47, inden Virum fik reduceret til 45-51 inden sidste periode.

Her gik det ikke meget bedre. Uprovokerede angrebsfejl, fejlafleveringer og kendelser for skridt gjorde livet nemt for Stevnsgade, der samtidig lavede et par flotte 3-point scoringer af Hanna Sheikh, hvilket førte til slutresultatet 55-64.

Virum: Nikoline Østergaard 21 p., Valerie Driscoll 11 p. og 19 rebounds!, Kyani White 8 p., Ellen Iversen 6 p., Melissa Gilkey 6 p., Pauline Lausten 2 p. og Ansofie Schirmer 1 p..

Stevnsgade: Ida Tryggedsson Preetzmann 19 p., Maja Gerlyng-Hansen 16 p., Alberte Alsø Dokkedal 12 p., Tea Joergensen 8 p. og 8 rebounds, Hanna Sheikh 6 p., Anna Sofia Åström 6 p.

Efter de to første finaler er stillingen dermed 1-1. Der spilles bedst af fem kampe.

Næste kamp finder sted lørdag den 16. april kl. 17 i Nørrebrohallen, og fjerde opgør afvikles søndag den 24. april kl. 15 i Virumhallen.

GO Dream vinder kamp 1 om DM-guldet

10.04.2016

Fredag aften spillede StevnsgadeSuperwomen og Virum GO DREAM den første af 5 mulige finaler i kampen om årets danske mesterskab i Dameligaen. Kampen fandt sted i en, igen, helt fyldt Nørrebrohal - herligt med så mange tilskuere til damebasket.

Stevnsgade stillede op uden den skadede Katrine Dyszkant, hvilket var vigtigt, da holdet i forvejen ville få det svært mod Virums store og stærke centerspillere.

Begge hold startede kampen nervøst og det var tydeligt at se, at den havde stor betydning. Stevnsgade var det hold der først fik hul på bylden, da Anna Sofia Åstrøm med en super assist spillede Simone Ceccardi fri til scoring. Virum svarede lynhurtigt igen ved Kyani White og holdene følges herefter - scoringsmæssigt - ad i perioden. Stevnsgades helt store problem - rebounds - blev allerede i denne første periode udstillet. Der går næsten 6 minutter før Elisabeth Brynaa Hansen tager Stevnsgades første  rebound - og i mellemtiden har Virum med 9 rebounds taget alt i begge ender af banen. Stevnsgade taber reboundkrigen med 5-17 og en meget scoringsfattig periode med 8-10. Publikum er vidner til en intens og tæt periode, hvor ingen af holdene for alvor kan få gang i scoringerne.

2. Periode går i gang og Virum kommer bedst ud fra pausen. Gode 3'ere fra Ellen Iversen og Ansofie Schirmer bringer Virum på 13-20 efter 3 minutter af perioden og, allerede her kommer Stevnsgade i fejlproblemer og får den 4 holdfejl. Det betyder, at Virum i resten af perioden kommer på straffelinien hver gang der bliver dømt fejl mod Stevnsgade.

Stevnsgade kommer stærkt igen og en god scoring fra Ida Preetzmann og en lang 3'er fra Hanna Sheikh bringer stillingen på 18-20 inden Virum forlanger time out med 5 minutter tilbage af perioden.

Herefter ser Virum sig ikke tilbage. Resten af perioden spilles fuldstændig på Virums præmisser - og de vinder de sidste 5 minutter med 16 - 2.  Stevnsgade kan ikke dæmme op for Virums inside spil og både Valerie Driscoll og Nikoline Østergaard sætter mange straffekast som følge af Stevnsgades holdfejl. Virum har mest initiativ og fører 34-18  efter 8 min. Stevnsgade fører på dette tidspunkt fejlstatistikken med 9-1.

Virum fortsætter også det stærke reboundspil og vinder denne periodes rebounds med 12-5.

Perioden slutter 36-20 til Virum og der fløjtes til en tiltrængt pause, hvor Stevnsgade, for alvor har noget at tale om i omklædningsrummet.

3. Periode går i gang - og Stevnsgade har i den grad brug for at steppe op, hvis der skal bringes nogen som helst form for spænding ind i kampen. De kommer tilbage med meget mere gejst og benhårdt forsvar - det der har været holdets varemærke i sæsonen. Det lykkes at holde Virum væk fra kurven og Stevnsgade får i denne periode bedre fat i rebound spillet. Virum brænder deres afslutninger - men det gør Stevnsgade også, så efter 3 min. fortsat ingen scoringer.

Stevnsgade får først gang i scoringerne og Ida Pretzmann, som spiller en virkelig flot 3. Periode, sætter både hopskud og 2 straffekast - Stevnsgade kravler langsomt tættere på. Det er Stevnsgade med initiativet nu - og Virum der tvinges til at begå fejl. 26 - 36 til Virum efter 4 minutter. Virum har fortsat ikke scoret i perioden og tager timeout. Ida Pretzmann fortsætter med at score nu 28 - 36 - og der går over 5 minutter før Kyani White får bolden i kurven for Virum.

Initiativet er dog fortsat på Stevnsgades side - og Stevnsgades hurtige spil tvinger Virum til at fejle. Ida Pretzmann og Elisabeth Brynaa scorer begge sikkert på deres straffekast - og da Simone Ceccardi bliver spillet fri til en 3'er af Alberte Dokkedal, er taget i Nørrebrohallen ved at lette. 37 - 40 og et fantastisk comeback af Stevnsgade. Virums Melissa Gilkey sørger dog med en flot 3'er for, at Virum slutter perioden bedst. Fantastik comeback af Stevnsgade og 37-43 efter 3 periode. Ida Pretzmann er periodens store spiller for Stevnsgade med 10 points. Kan det mon lade sig gøre for Stevnsgade at komme helt tilbage i kampen.

4. Periode går i gang og Hanne Sheikh sætter er hurtig 3'er til 40-43. Virum bevarer roen, spiller bolden rundt og får den ind under kurven, hvor både Melissa Gilkey og Valerie Driscoll scorer, så 40-47 efter 1 min. Stevnsgade fortsætter det gode forsvar og forhindrer Virum i at score i de efterfølgende 4 minutter. Med scoringer af Elisabeth Brynaa, Simone Ceccardi og Maja Gerlyng, kravler Stevnsgade igen tættere på Virum - 45 - 47. Tea Jørgensen stjæler bolden og bliver fejlet i skudforsøget. Time out.... Tea bruger sin rutine og kommer direkte ud fra time out og scorer på begge straffekast: 47 - 47 med 5 minutter tilbage og kampen er helt åben. Og der er i den grad gang i den på tilskuerpladserne.

Kyani White bliver fejlet og sætter begge straffekast, 47-49. Alberte Dokkedal rebounder og går herefter stærkt mod Virums kurv og scorer 49-49 og 3 minutter tilbage - det er næsten for spændende.

Virum bevarer igen roen - og får med godt holdspil, bolden ind under kurven til Melissa Gilkey som scorer 5 points i træk. 49 - 54 til Virum og timeout med 1 minut og 20 sec. tilbage. Stevnsgade kæmper, Tea Jørgensen gør det til 51 - 54 men da Kyani White med et fantastisk drive, hvor hun sætter hele Stevnsgades forsvar af, gør det til 51 - 56 med 23 sek. tilbage, er der ikke mere krudt tilbage i Stevnsgade. Stevnsgade fejler Ansofie Schirmer som scorer på det ene straffekast til kampens resultat 51 - 57.

Flot sejr af Virum - der er ikke mange hold der vinder over Stevnsgade i Nørrebrohallen.

Hvis Stevnsgade skal slå Virum på onsdag, bliver de nødt til af tage nogle flere rebounds. Virum ender med at udrebounde Stevnsgade  med hele 49 - 24.

For Stevnsgade scorer Ida Pretzmann 20 points, Simone Ceccardi 7, Maja Gerlyng og Hanna Sheikh 6, Alberte Dokkedal 5, Tea Jørgensen 4 og Elisabeth Brynaa 3.

For Virum scorer Valerie Driscoll 15 (og 15 rebounds), Kyani White og Melissa Gilkey 10, Nikoline Østergaard 7 (og 12 rebounds), Ansofie Schirmer og Pouline Lausten 5, Ellen Iversen 3 og Caroline Schultze 2.

2. Finale spilles på onsdag kl. 19.30 i Virumhallen.

Kaitlyn Mathieu på Årets Hold 15/16

10.04.2016

Ligesom sidste sidste sæson blev Dameligaens spillere bedt om at udpege hvilke fem spillere fra de andre hold, der er de fem bedste spillere i ligaen.

Prisen bliver kaldt Årets Hold.

I år var der mange spillere der fik stemmer af deres kolleger.

Ved lørdagens bronzekamp i Lemvig blev en af de fem spillere offentliggjort. Det er Lemvigs #14 Kaitlyn Mathieu. Hun har været en vigtig brik hos sæsonens bronzevindere og en profil i ligaen.

Ved 2. DM finale på onsdag i Virum offentliggøres de fire andre spillere på Årets Hold samt hvem spillerne i Dameligaen har valgt som Årets MVP i Dameligaen 2015/16

Lemvig Basket tog bronze for 4. gang

09.04.2016

Bronzekampen i Dameligaen mellem Lemvig og BK Amager blev en underholdende og spændende kamp, hvor begge hold viste mere vilje og motivation end man kunne forvente efter plads i finalen gled fra de to hold.

Det var 5. gang i træk Lemvig havde part i bronzekampen og for 4. gang var det mod BK Amager.

Så begge hold har god rutine med at afslutte sæsonen på denne måde. Af de tre foregående bronzekampe mellem de to hold havde Lemvig vundet de to, og efter en god kamp, kunne vestjyderne endnu en gang få medaljer om halsen og slutte sæsonen med en sejr.

Men kampen kunne være gået begge veje, og BK Amager kæmpede til det sidste for deres mulighed for at vinde. Sejren på 85-75 til Lemvig var måske endda en anelse for stor i forhold til kampens forløb, men hjemmeholdet var effektiv på sine skud fra straffelinjen til slut, og kunne trække fra i gæsternes forsøg på at vende kampen.

Selvom det blev et nederlag til BK Amager, så kunne de rejse hjem med æren i behold. De viste en god indstilling til kampen, og i perioder havde de også overtaget i spillet.

Sådan var det blandt andet i kampens start, hvor de satte sig på spillet under kurven og hentede mange gode rebounds. De blev ofte omsat til point, og til en lille føring. Okako Adika var bedste spiller for Lemvig, og med flere gode aktioner fik hun trukket Lemvig i gang. BK Amager holder alligevel fast i føringen, og to 3ere fra Emilie Keller er med til at sørge for, at gæsterne også slutter perioden bedst og med en føring på 21-26.

De to hold følges ad i starten af anden periode, men to 3ere af Ivana Udovalieva får Lemvig ind i kampen for alvor, og nedbragt afstanden til 31-33. BK Amager holder alligevel fast i føringen, men de må arbejde hårdt for det, og det er mest fordi Lemvig smider lidt for mange bolde væk, at de igen kan øge afstanden til 31-38. Et par justeringer i forsvaret betyder at Lemvig får lukket bedre af, og det gode forsvar omsættes til point. Med tre minutter tilbage af perioden overtager Lemvig også føringen med 37-36. Den bliver der holdt fast i de sidste minutter frem til halvlegspausen, som Lemvig kan holde med et forspring på 43-40.

Lemvig fastholder overtaget efter pausen og udbygger føringen yderligere. Både Okako Adika og Reka Fejes er effektive, hvilket er med til at bringe afstanden op på 10 point ved 54-44 midt i perioden. Lemvig viser i denne del af kampen mest energi, selvom BK Amager på ingen måde giver op. En 3er på buzzeren af Catharina Palm Jensen giver gæsterne en god afslutning på perioden, og det giver holdet lidt ny optimisme.

Det viser sig hurtigt i kampens sidste periode, hvor Lemvig med en føring på 68-53 tager det lidt for roligt. Spillet er lidt mere rodet end i kampens start, hvilket blandt andet skyldes at BK Amager spiller mere aggressivt i forsvaret. Det stresser hjemmeholdet så meget at spillet forceres, og for mange angreb løber ud i sandet.

Angreb for angreb henter BK Amager ind på forspringet og med fire minutter tilbage af kampen er der blot syv point mellem holdene. BK Amager får også afstanden ned på 5 point, og der bliver arbejdet hårdt for at komme helt tæt på. Men det tvinger også holdet til at lave flere fejl, og her er især Okako Adika en sikker skytte for Lemvig. Så selvom BK Amager kæmper til det sidste, så vinder Lemvig bronzemedaljerne, og slutter en fin sæson på den bedste måde.

Begge hold har grund til at se tilbage på sæsonen med tilfredshed, selvom det naturligvis er en skuffelse af tabe semifinalerne. Men både Lemvig og BK Amager har været med til at skabe en spændende sæson i Dameligaen, hvor der har været spænding om fordelingen af medaljer lige til det sidste.

Årets træner kåret

09.04.2016

Prisen som Årets Træner er en kollegapris hvor Dameligaens trænere har stemmer om hvem der har gjort et ekstraordinært godt stykke arbejde i løbet af sæsonen.

I denne sæson var det let at tælle stemmerne op. Alle de øvrige trænere har nemlig givet stemmer til vinderen.

Jesper Krone blev årets træner i DL i 2015/16 og er den eneste træner, der har prøvet at blive årets træner i både den bedste herrerække og Dameligaen.

Prisen som Årets Træner 2015/16 blev overrakt af Dameligaens forretningsfører Jesper Johansen ved bronzekampen lørdag i Lemvig.

Årets dommer kåret

09.04.2016

I Dameligaen er der en tradition for at overrække en række priser med udgangen af sæsonen.

Ved lørdagens bronzekamp i Lemvig overrakte Dameligaens forretningsfører Jesper Johansen prisen for Årets Dommer i DL 2015/16.

I en årrække var det Brian Damgaard, der tog prisen år efter år. Sidste sæson var det så Bjørn Kjærulff der ret klart løb med æren.

I dette års afstemning fik spillere og trænere igen en stemmeseddel med alle de dommere, der er decideret Dameligadommere sammen med en billeder af dommerne.

Afstemningen gav stemmer til en række af de 18 dommere. Bjørn Kjærulff lå lunt i svinget igen. Men da afstemningen var sluttet var det en dommer, der primært dømmer i Jylland, der havde fået flest stemmer. Men det var vel at mærke med både stemmer fra jyske spillere og sjællandske spillere.

Så Årets Dommer i sæsonen 2015/16 er Mads Vestergård Bonde.

Sådan spilles DM-finalerne

02.04.2016

Med Stevnsgade SuperWomen sejr over BK Amager i fredags 5. og altafgørende semifnale, blev det en kendsgerning at årets DM-Finaler bliver et opgør mellem Stevnsgade SuperWomen og Virum GO Dream.

Finaleserien spilles i bedst á 5 kampe og finaleserien er nu fastlagt.


  • Kamp 1: 8. april kl. 19:30 i Nørrebrohallen

  • Kamp 2: 13. april kl. 19:30 i Virumhallen

  • Kamp 3: 16. april kl. 17:00 i Nørrebrohallen

  • Kamp 4: 24. april kl. 15:00 i Virumhallen (evt.)

  • Kamp 5: 26. april kl. 19:30 i Nørrebrohallen (evt.) 

Vel mødt

Sådan spilles kampen om bronzemedaljerne

02.04.2016

Med Stevnsgade SuperWomen sejr over BK Amager i fredags 5. og altafgørende semifnale, blev det en kendsgerning at årets bronzekamp bliver mellem Lemvig Basket og BK Amager.

Kampen er nu fastlagt og kampen spilles lørdag den 9. april kl. 13:30 hvor Lemvig Basket er værter.