Nyheder

Banens mindste var den største

03.03.2016

Emma Braunstein på 167 cm havde en stor aktie i Virums sejr over SISU i årets første DM-kvartfinale hvor også Nikoline Østergaard viste storspil.

SISU kom bedst fra start og førte 5-2 i kvartfinalen om DM-titlen onsdag aften i Virumhallen. Så satte Virum Go Dream turboen til, kom foran 9-5 og førte 12-8 efter første periode.

Føringen blev øget til 19-9, og det lignede som forventet en stille dag på kontoret for hjemmeholdets favoritter, men SISU's unge mandskab, suppleret af rutinerede Mathilde Colding-Poulsen og den amerikanske stjernespiller Olivia Applewhite, gav ikke op og fik reduceret til 24-25, inden Emma Braunstein med en 3-point scoring og Nikoline Østergard på et flot sololøb fra egen banehalvdel satte tingene på plads. Og med endnu en 3-point scoring sikrede Emma Braunstein en pauseføring på 33-24.

I anden halvleg nåede Sisu op på 35-39, men Emma Braunstein fortsatte sin imponerende træfsikkerhed fra distancen, og først hendes femte forsøg ramte indersiden af kurven og gik i spil igen. Olivia Applewhite holdt SISU inden i kampen på sikre straffekast, men Nikoline Østergaard viste klasse og bragte Virum foran 49-37.

Indtil det tidspunkt havde både Melissa Gilkey og især Ellen Iversen været langt under vanlig standard, men mod kampens afslutning vågnede de omsider op til dåd, og så vandt Virum Go Dream 67-47.

Ud over Emma Braunstein og Nikoline Østergaard spillede den lynhurtige, elegante guard, amerikanske Kyani White, en stor kamp, ligesom Valerie Driscoll blev noteret for mange rebounds.

Virums point: Nikoline Østergaard 14, Melissa Gilkey 14, Emma Braunstein 12, Kyani White 10, Valerie Driscoll 6. Ellen Iversen 4, Pauline Lausten 4 og Ansofie Schirmer 3.

SISUs point: Mathilde Colding-Poulsen 17, Olivia Applewhite 16, Clara Laursen 6, Anna Katrine Ahrenst Jørgensen 4, Johanna Mijic Kampp 2, Amalie Carnbring Bonde 2.

Kamp 2 i bedst á 3-serien spilles hos SISU på søndag kl. 16:00. 

Åbyhøj tog første stik

03.03.2016

Gæsterne fra Åbyhøj tog en sikker og fortjent sejr i den første kvartfinale mod Lemvig. Fra start til slut havde Åbyhøj mest overskud og tog mest initiativ. Det blev belønnet med en sejr på 68-84.

Allerede fra kampens start sætter Åbyhøj et godt tempo, som giver et lille overtag. Lemvig svarer dog igen anført af Reka Fejes, som er kampens bedste spiller for Lemvig. 11 point laver hun i første periode. Men da hjemmeholdet samtidig smider for mange bolde væk, og ikke er skarpe nok i deres spil, så kan Åbyhøj trække fra mod periodens slutning og gå til pause med en føring på 16-25.

Åbyhøj starter også godt i anden periode med godt angrebsspil og holder føringen. Midtvejs i perioden kommer Lemvig dog bedre med, og der bliver særligt lukket godt ned i forsvaret. Angrebet halter stadig lidt, men alligevel nedbringes afstanden. Åbyhøj holder en høj skudprocent fra distancen, og det er med til at fastholde føringen. Hos Lemvig melder Grace Gardner ind i kampen med nogle gode aktioner, som er med til at Lemvig slutter godt og bringer afstanden ned på 36-40 ved halvleg.

Tredje periode starter jævnbyrdigt og med kamp om overtaget. Det overtag vinder Åbyhøj igen ved hjælp af gode skud. Hos Lemvig er det igen Reka Fejes som udfordrer gæsterne bedst, men der er for få andre, som byder ind. Lemvig viser god energi, men stresser samtidig for meget. Det giver flere mistede bolde, som Åbyhøj udnytter effektiv. To 3ere fra gæsterne sætter for alvor gang i de grønne og giver en føring på 46-56. Trods en rodet slutning holder Åbyhøj afstanden og går ind til sidste periode foran 53-63.

Fra starten af sidste periode forsøger Lemvig at vende kampen, men endnu en gang rammer Åbyhøj sine skud på det helt rigtige tidspunkt, og det tager den sidste luft ud af hjemmeholdet. Gennem de sidste minutter trækker gæsterne yderligere fra, og da det bliver 62-82 med tre minutter igen er kampen afgjort. Lemvig vinder ganske vist de sidste tre minutter, men det ændre ikke på indtrykket af, at Åbyhøj viste mest energi, havde mest flow i spillet og fortjent kunne tage hjem med sejren.

Sejren bliver på 68-84 (16-25, 20-15, 17-23, 15-21). Topscorer for Lemvig blve Reka Fejes med 22 point. For Aabyhøj IC scorede Bianca Morsøe 19 point. 

1-0 til BK Amager efter stærk 1. halvleg

02.03.2016

BK Amager sikrede sig tirsdag aften en hjemmesejr i den første kvartfinale mod Hørsholm 79ers med 70-59 (24-18, 22-10, 9-10, 15-21) efter en rigtig stærk 1. halvleg.

Hjemmeholdet tillod kun gæsterne at score 28 point, mens de med flydende angrebsspil selv fik puttet hele 46 point på tavlen. 2. halvleg blev en mere rodet affære, da Hørsholm 79ers kæmpede intenst for at komme tilbage i kampen. Det var dog ikke nok til for alvor ryste hjemmeholdet, som holdt hovedet koldt og kørte sejren i hus.

1. periode indledes lidt nervøst fra begge sider og holdene følges ad. Midtvejs i perioden er stillingen 10-10. Minuttet efter bringer Hørsholm sig i front med 10-13, men så får hjemmeholdet styr på nerverne og får med et 14-2 run bragt sig foran 24-15, inden Hørsholms Sara Forsman Pedersen lukker perioden med en 3er. BK Amager vinder perioden med 24-18 godt anført af Catharina Palm og Portia Durrett begge med 10 point.

BK Amager fastholder overtaget i 2. periode. Hjemmeholdet får lukket af i forsvaret og kommer med flydende spil til helt frie afslutninger angrebsmæssigt, hvilket blandt andet resulterer i fem 3-point scoringerne heraf tre af hjemmeholdets Ida Klussmann. BK Amager er i fuld kontrol gennem hele perioden, som holdet vinder overbevisende 22-10.

Det er helt tydeligt, at der er blevet talt med store bogstaver i gæsternes omklædningsrum i pausen. Det er et anderledes tændt Hørsholm mandskab, der kommer på banen til 3. periode, og kampen skifter karakter. Forsvarsmæssigt går Hørsholm 79ers nu til stålet og gør det svært for hjemmeholdet at komme til fornuftige afslutninger. Til gengæld fastholder BK Amager det solide forsvar, hvilket gør 3. periode til en lavt scorende affære. Hørsholm 79ers vinder perioden med 9-10, og hjemmeholdet fører således 55-38 inden sidste periode.

BK Amager formår at holde forspringet i indledningen af 4. periode og godt midtvejs i perioden er stillingen 62-44. Hørsholm 79ers har dog ikke givet op, og holdet får reduceret til 64-52 med små 2 minutter tilbage, inden BK Amagers Emilie Keller definitivt lukker kampen med en 3er. Gæsterne får pyntet lidt på resultatet i det døende minut, men det ender med en sikker hjemmesejr på 70-59.

BK Amager fører dermed kvartfinaleserien med 1-0. Kamp 2 i bedst á 3 serien spilles på lørdag den 5. marts kl 13.30 i Hørsholmhallen.

Topscorer i dagens kamp for hjemme- og udebanehold blev:

BK Amager: Catharina Palm 21, Portia Durrett 16, Ida Klussmann 13, Emilie Keller 9, Melanie Elmgreen 6, Cecilie Tvede 3, Maria Brask 2

Hørsholm 79ers: Sara Forsman Pedersen 18, Ezeh Ashley 15, Line Piechnik 10, Ivana Jovanovic 6, Frederikke Mollerup 4, Maria Forsman Pedersen og Lena Svanholm begge 3

I aften går det løs

01.03.2016

Med resultaterne af lørdagens 3 sidste kampe i grundspillet er det endelig blev pla-off tid i DL og det hele starter i aften hvor BK Amager får besøg af Hørsholm 79ers.

6 klubber skal kæmpe om 3 pladser i semifinalen, hvor Stevnsgade SuperWomen venter, idet de som vindere af grundspillet har kvalificeret sig direkte til semifinalerne.

Og hvem går så videre fra kvartfinalerne og hvem gør ikke. Ja det er et rigtigt godt spørgsmål og Jan Gjettermann, som er turneringsansvarlig for DL kommer her med sit bud på hvordan det går i de 3 serier som spilles i bedst á 3 kampe.

BK Amager - Hørsholm 79ers (tirsdag kl. 19:30 i Amagerhallen)

På papiret er BK Amager favorit, men holdet har i sine 2 seneste kampe spillet uden deres store stjernespiller, Catharina Palm Jensen og meget hænger på hendes skuldre. Er Catharina med er 79ers nødsaget til at dække hende hårdt op, men er hun ikke med er der mange andre spillere der skal træde i karakter før at det bliver en succesfuld aften i Amagerhallen for hjemmeholdet. 

Her tænkes specielt på Portia Durret og Ida Klussmann som ser ud til at være tilbage for fuld styrke efter sin knæskade tidligere i sæsonen.

For 79ers peger formkurven opad og holdet er næsten skadesfrit. Sidste de 2 hold mødtes spillede holdets udenlandske spiller, Ashley Ezeh  en rigtig god kamp og scorede 23 point. Dette kan blive nødvendigt igen hvis 79ers skal have succes. 

Også Ivana Jovanovic kan få en hovedrolle både defensivt og offensivt og kan 79ers få lukket ned Catharina Palm, så kan man godt overraske og tage først kamp i Amagerhallen.

Men det bliver en tæt serie og mit bud er at BK Amager vinder dagens kampe med 5-10 point og serien samlet 2-1. 

Lemvig Basket - Aabyhøj IF (onsdag kl. 18:45 i VestJysk Bank Arena)

De 2 hold har mødt hinanden 3 gange i grundspillet og alle 3 gange har Lemvig løbet med sejren. Men det har været tæt - rigtig tæt endda og de 3 sejre er "kun" blevet på 2, 12 og 3 point, så man skal ikke helt afskrive de grønne fra Aaby i denne serie.

Det ændrer dog ikke ved at Lemvig er favorit, men en del skader på flere af nøglespillerne har gjort at der bliver trukket store veksler på spillerne. 

Aabyhøj IF har i holdes seneste 4 kampe kun slået SISU, men har spillet lige op med Lemvig, 79ers og Virum GO Dream. Hvis de grønne skal have succes, så skal de score over 70 point i kampen, for Lemvig plejer at score mange point med Åby og jeg tror heller ikke billedet ændre sig i kamp 1. 

Åby er afhænging af at nøglespillerne alle leverer varen samtidigt og specielt Enna Pahadzic og Caroline Wich kan blive nøglen til succes. For Lemvig bliver det sikkert til mange minutter på banen for Ivana Udovalieva og Gillian Abshire. Spiller de 2 spillere op til deres bedste får Åby det svært og har begge samtidigt tur i den fra 3-points land, vil de se mere end svært ud for Åby.

Jeg tror at Lemvig  vinder kampen med 7-14 point og i kraft af deres større bredde så lukker de serien i 2 kampe.

Virum GO Dream - SISU (onsdag kl. 19:30 i Virumhallen)

Den 3. og sidste kvartfinale serie står mellem sølvvinderne fra SISU og oprykkerne fra Virum GO Dream. 

SISU har haft en svær sæson og der skal vist nogle mirakler til hvis de skal besejre Virum GO Dream 2 gange for at komme videre til semifinalerne. SISU har tabt deres seneste 14 kampe og det kræver masser af point fra deres amerikanske enmands hær Olivia Applewhite, hvis holdet skal have succes. Et andet lyspunkt på det unge Gentofte-mandskab er Victoria Mikkelsen som har grebet chancen og snitter næste 8 point pr. kamp.

For Virum GO Dream som sluttede grundserien af med 5 sejre i træk er der hele 4 spillere Kyani White, Valeri Driscoll, Melissa Gilkey og Nicoline Østergaard som SISU skal holde øje med. Det kan SISU ikke i 40 minutter og dette vil blive udslagsgivende i dagens kamp.

Virum Go Dream vinder kampen med mindst 20 point og går sikkert videre til semifinalerne med 2-0 i kampe. 

Sådan spilles kvartfinalerne

27.02.2016

Med resultaterne af de sidste 3 kampe i årets grundserie i hus, ligger det nu fast hvem der skal møde hvem i kvartfinalerne som afvikles i en serie på bedst á 3 kampe.

Virum Go Dream skal spille mod SISU, Lemvig Basket og Aabyhøj IF skal dyste i en ren jysk duel og endelig skal BK Amager spille mod Hørsholm 79ers.

Stevnsgade SuperWomen som vandt grundspillet sidder over i kvartfinalern og er direkte kvalificeret til semifinalerne.

Kvartfinalerne starter allerede på tirsdag hvor BK Amager hjemme i Amagerhallen får besøg af Hørshom 79ers.

Du kan se programmet for alle kvartfinalerne ved at klikke her. 

Stevnsgade Superwoman slutter grundspillet med endnu en sejr i Nørrebrohallen

29.02.2016

Lørdag eftermiddag mødte Stevnsgade Superwoman Hørsholm 79'ers, i en kamp der var uden betydning, for den endelige stilling i dameligaen.

Hørsholm var sikre på at slutte som 5'er og Stevnsgade havde allerede vundet grundspillet, og er dermed direkte i semifinalen.

Stevnsgade var - igen, igen - hårdt ramt af skader og sygdom og stillede til kamp med bare 7 spillere. Hørsholm kunne stille med fuldt hold og gav spilletid til alle 11. Bemærkelsesværdigt var, at hele 10 Hørsholmspillere kom på scoringstavlen. Virkelig flot.

1. Periode blev underholdende for publikum, da både ude- og hjemmehold var rigtig godt skydende.

Holdene følges ad i perioden, men specielt skal nævnes, at hjemmeholdets Ida Preetzmann "går amok" og scorer 4 3'ere på stribe på bare 5 minutter og har ved stillingen 15 - 13 til Stevnsgade, scoret 12 points.

Hannah Sheikh går forrest i Stevnsgades forsvar -  og kæmper i hele perioden en hård kamp, hvor det lykkedes hende at holde Hørsholms nye stjernespiller, Ashley Ezeh væk fra kurven. For Stevnsgade stepper både Maja Gerlyng og Elisabeth Brynaa op med flotte scoringer – mens Hørsholm føres an af en stærkt spillende Ivana Jovanovic, der slutter perioden af med hele 8 points.Perioden slutter lige 26-22 i Stevnsgades farvør, efter yderligere 3 pointsscoringer fra begge hold. Virkelig seværdig periode.

Hørsholm starter 2. periode bedst og har efter 3 minutter udlignet til 29-29. Så tager Stevnsgade fat i forsvaret. I hele 6 minutter holder Stevnsgade Hørsholm fra at score,  og fantastisk forsvarsspil, kombineret med scoringer af Katrine Dysckant, Elisabeth Brynaa, Maja Gerlyng og Ida Preetzmann bringer stillingen op på 39 – 29 med 2 minutter tilbage af perioden. Hørsholm tager timeout og kommer med en fin slutspurt tilbage i kampen. Line Piechnik og Sara forsman gør det til pausestillingen 39-34 til Stevnsgade.

3. Periode blev ikke lige så god som de 2 første. Hørsholm skifter flittigt ud, hvilket måske er med til at bryde deres rytme i spillet. Maja Gerlyng har en rigtig god periode for Stevnsgade med både gode rebounds og  godt angrebsspil og hun slutter perioden med 7 points.

Holdene følges ad, men Stevnsgade får dog opbygget et nyt 10 points forspring ved 52-42 midt i perioden. Igen kommer Hørsholm tilbage på et par flotte 3’ere ved Frederikke Mollerup og Clara Pinholt og med 1.24 tilbage er stillingen 54-53 til Stevnsgade.  Stevnsgade slutter perioden bedst og et stærkt drive af Elisabeth Brynaa og en lang 3'er af Alberte Dokkedal gør det til 59-53 i Stevnsgades favør.

Stevnsgade starter 4 periode klart bedst. Styr på forsvaret, gode rebounds og fart i angrebet gør, at stillingen efter 3 minutter er hele 68-53 til Stevnsgade.

Hørsholm tager timeout og får stoppet Stevnsgades run. For Hørsholm stepper Ashley Ezeh op, og Stevnsgade har i slutningen af perioden svært ved at holde hende væk fra kurven. Holdene følges ad i resten af perioden og Stevnsgade slutter grundspillet af med en forholdsvis sikker hjemmesejr på 73-63.

For Stevnsgade bliver Ida Pretzmann (21 points) og Maja Gerlyng (19 points) topscorer mens Katrine Dysckant tager 9 rebounds. For Hørsholm er Ashley Ezeh flittigst med 15 points og 9 rebounds.

Hørsholm virker til at være kommet i gang på det rigtige tidspunkt og kan (uden skader på holdet) være en farlig modstander i kvartfinalen mod BK Amager.  

Stevnsgade har nu 2 ugers turneringspause og vinder af grundspillet og spiller første semifinale hjemme i Nørrebrohallen fredag den 11. marts kl. 19.30.

Truende nederlag vendt til sejr

27.02.2016

Lørdag var der sidste spillerunde i Dameligaen, og mest spænding var der på forhånd omkring kampen mellem Lemvig og BK Amager.

De to hold skulle fordele 3. og 4. pladsen i grundspillet, og begge hold var på forhånd svækkede i det Lemvig måtte undvære Tori Waldner og BK Amager var i Lemvig uden Catharina Palm Jensen.

Alligevel blev det en underholdene og til sidst også en meget spændende kamp, som BK Amager sad solidt på frem til de sidste 15 minutter. Så vågnede Lemvig op og fik vendt kampen.

Spillemæssigt var de to hold meget lige i store dele i kampen, og det gjorde også de første minutter meget jævnbyrdige. Men BK Amager var meget effektive på deres skud bag 3-pointlinjen, hvilket giver dem et lille forspring i løbet af første periode. Både Emilie Fogelstrøm og Ida Klussmann er brændvarme for BK Amager i de to første perioder, og suppleret af Portia Durret giver det et overtag til gæsterne. Så selvom Kaitlyn Mathieu får come back for Lemvig efter ca fem minutter af kampen, så kan BK Amager gå til pause med en føring på 21-27.

Fra starten af anden periode er spillet fortsat lige, men BK Amager er også stadig mest effektive på pointkontoen. Det er især Portia Durret som holder gæsterne i gang, for flere andre begynder at sjuske lidt. Lemvig forsøger at sætte ekstra tempo på spillet, og det begrænser afstanden til 29-33. Men så bliver for mange bolde smidt væk, og hjemmeholdet ser ud til at mange lidt tro på mulighederne. Det udnytter BK Amager til at få genvinde overtaget og på ny udbygge føringen. Igen er det gode skud fra distancen som er det stærkeste våben for gæsterne, og med en føring på 37-50 står BK Amager med gode kort inden de sidste to perioder.

Efter pausen fortsætter BK Amager hvor de slap, og selvom Lemvig kommer lidt mere i gang, så ændrer det ikke på afstanden resultatmæssigt.  BK Amager holder en solid føring og virker mest tændte en energiske. Ved stillingen 44-64 er der absolut intet som tyder på, at sejren skal komme i fare for gæsterne, men en taktisk ændring til et zoneforsvar hos Lemvig kommer til at ændre kampen. Med et kan BK Amager ikke finde løsninger i angrebet og træfsikkerheden er helt væk. Lemvig viser til gengæld ny tro på tingene og anført af Gillian Abshire sætter de en modoffensiv ind.

Et run på 18-0 til Lemvig åbner kampen helt op igen, og hjemmeholdet viser nu et helt andet spil med en tro på tingene og den ene stærke aktion efter den anden. Godt forsvar bliver udnyttet til gode angreb, hvor mange spillere bidrager i et tempofyldt opspil. Afstanden mellem holdene bringes ned på 58-64 inden sidste periode, og kampen er helt åben.

I de sidste 10 minutter er det Lemvig som sidder på kampen. Kaitlyn Mathieu kommer i gang angrebsmæssigt efter en stribe gode rebounds i forsvaret. Gillian Abshire, Ivana Udovalieva og Okako Adika driver Lemvig frem igen og igen, og da Gillian Abshire rammer en 3er til 67-66 overtager hjemmeholdet føringen for første gang siden kampens start. Lemvig holder fast i overtaget selvom BK Amager på ingen måde har givet op. Men de har ikke noget modtræk til Lemvigs forsvar. Tre point fra Ivana Udovalieva giver Lemvig en føring på 80-73 med små to minutter igen, og det ligner en afgørelse. Men BK Amager kommer med et sdiste forsøg på at hente sejren, og det lykkes faktisk gæsterne at komme på 81-79 med 12 sekunder tilbage af kampen, men Ivana Udovalieva viser sin rutine i de sidste sekunder og sikre to straffe som sikkert omsættes til sejrscifrene 83-79.

Begge hold har stor ære af kampen, som var intens, underholdende og spændende. Med sejren sikrer Lemvig sig 3. pladsen og møder der med Åbyhøj i kvartfinalerne.

Lemvigs point: Gillian Abshire 26p, Ivana Udovalieva 22p, Okako Adika 15p, Kaitlyn Mathieu 14p, Grace Gardner 6p

BK Amagers point: Portie Durret 24p (12 reb), Ida Klussmann 16p, Emilie Fogelstrøm 14p, Melanie Elmgreen (11 as), Rikke Andersen 7p, Maaria Brask 5p, Sara Hansen 4p 

BK Amager sejr efter solid 2. halvleg

24.02.2016

BK Amager slog tirsdag aften Sisu med 81-65 efter en solid indsats i 2. halvleg. Gæsterne kom ellers bedste fra start og førte 37-39 ved halvleg, men hjemmeholdet fik sat tingene på plads i anden halvleg.

Holdene følges ad i kampens indledning og knap midtvejs i 1. periode er stillingen lige 10-10. Med et 9-0 run bringer Sisu sig foran 10-19, et forspring som gæsterne bevarer perioden ud. Sisu vinder perioden 21-28.

Sisu fastholder overtaget de første par minutter af 2. periode og øger forspringet til 24-33, men med 13 ubesvarede point i løbet af de næste godt 4 minutter får BK Amager vendt billedet til en 37-33 føring. Sisu slutter perioden med et 6-0 run og fører således knebent 37-39 ved halvleg.

Stillingskrigen fortsætter efter pausen. Midtvejs i 3. periode er stillingen 46-45, men blandt andet med et par scoringen af Olivia Applewhite får gæsterne bragt sig på 46-51. Det ryster dog ikke hjemmeholdet. Godt anført af Emilie Fogelstrøm og Melanie Elmgreen lægger BK Amager maksimalt pres på Sisu, og med et 9-0 run lukker BK Amager perioden til stillingen 51-55.

BK Amager forsætter presset og det høje tempo gennem 4. periode og øger forspringet uden at Sisu kan svare igen. Med godt 2 minutter tilbage på uret er stillingen 81-60. Sisu får pyntet lidt resultatet de sidste par minutter, og det ender med en sikker hjemmesejr på 81-65 (21-28, 16-11, 18-12, 26-14).

Med hjemmesejren til BK Amager er der lagt op til en direkte duel mellem BK Amager og Lemvig Basket om 3. pladsen i grundspillet, når de to hold mødes på lørdag i Lemvig. Vinderen af kampen tager 3. pladsen og møder Aabyhøj i kvartfinalen, mens taberen bliver nr. 4 og møder Hørsholm 79’ers i deres kvartfinale.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Melanie Elmgreen 18, Emilie Fogelstrøm 14, Ida Klussmann og Portia Durrett begge 12, Sara Bordin Hansen 9, Maria Brask 8, Rikke Andersen 5, Cecilie Tvede 3

Sisu: Victoria Mikkelsen og Olivia Applewhite begge 18, Johanna Kampp 8, Clara Lauersen og Julie Ilsby begge 7, Cirkeline Rimdal 4, Anna Clara Juul Mogensen 3 

Ugens preview

24.02.2016

De sidste tre kampe i grundspillet er på programmet lørdag eftermiddag, og selvom de fleste brikker til slutspillet er faldet på plads, så vil der uden tvivl blive spillet for sejren i alle kampe.

Lemvig Basket - BK Amager (lørdag kl. 13:30)

Den mest interessante kamp i sidste spillerunde er opgøret mellem Lemvig og BK Amager.

De to hold kæmper om 3. pladsen og den kan få stor betydning, hvis man ser længere frem i slutspillet, hvor fordelen af hjemmebane kan være afgørende. De to hold har hver vundet en kamp i de to første indbyrdes opgør, så selvom Lemvig har et forspring på to point i tabellen, så har det reelt ingen betydningen.

Vinderen af kampen tager 3. pladsen. Måske kan fordelen af hjemmebane få den afgørende betydning. Lemvig har i de fleste tilfælde haft godt fat i BK Amager på eget gulv. Men der er også forhold som lige nu taler imod hjemmeholdet. Lemvig har for tiden et minus på skadeskontoen, hvor Kaitlyn Mathieu har været placeret siden pokalfinalen og hvor både Reke Fejes og Victoria Waldner også har befundet sig indenfor de seneste par uger. Det er naturligvis et ubelejligt tidspunkt at møde den slags modgang, og det giver ikke de bedste betingelser for Lemvig ved indgangen til slutspillet. Slet ikke med et tæt kampprogram i de kommende uger.

BK Amager har haft en lignende situation, men meget tyder på, at de har overstået de værste problemer og har fundet rytmen på det helt rigtige tidspunktet.

Forskellen på de to hold viser sig måske meget godt ved at se på de seneste kampe, hvor BK Amager har en sikker sejr over SISU i bagagen mens Lemvig tabte til Virum i sidste weekend.

Lørdagens kamp vil i høj grad blive præget af, hvor mange spillere der bliver klar for Lemvig. Det vil kræve noget bredde hos hjemmeholdet, hvis man skal bremse Portia Durret og Catharina Palm.

På grund af usikkerheden omkring skader er det meget svært at give et klart ud på en vinder. Men er begge hold i stærkeste opstilling, så blvier det en tæt kamp, hvor Lemvig med fordelen af hjemmebane vinder med 3 point.

Åbyhøj IF vs Virum GO Dream (lørdag kl. 13:30)

For Åbyhøj og Virum er der ikke så meget på spil i lørdagens kamp. Virum er sikre på at møde SISU i kvartfinalen mens Åbyhøj skal møde enten Lemvig eller BK Amager. Så holdene vil formentlig bruge kampen til at forberede sig til kvartfinalerne.

Virum har spillet godt og stabilt efter jul, og de ligner mere og mere en sikker kandidat til medaljer. Lige nu handler det derfor om at holde stabiliteten for holdet er ikke mere sammenspillet end lidt modgang kan ændre medaljedrømmene.

Hos Åbyhøj har man kæmpet for at udnytte potentialet og omkring jul begyndte det at se godt ud for holdet spillemæssigt. Men på det seneste har holdet igen haft svært ved at få udbytte af talentet. Holdet vandt dog over SISU for kort tid siden og sikrede sig 6. pladsen. En sejr over Virum vil give holdet et boozt inden slutspillet, men Virum er klare favoritter til at vinde.

Stevnsgade SuperWomen vs Hørsholm 79ers (lørdag kl. 14:00)

Det bliver Stevnsgade og Hørsholm som lukker grundspillet ned i sæsonen 15/16.

Stevnsgade har vundet grundspillet og er sikre på at spille semifinaler – og dermed medaljekampe. Det betyder også at holdet nu står overfor en kamppause mens de øvrige hold afvikler kvartfinaler. Det kan være en ubehagelig situation, og tidligere har hold fået problemer i netop den situation. Derfor er en god slutning på grundspillet særlig vigtig. Men måske vil holdet også gerne spare de spillere som har været mest ramt af skader gennem sæsonen, så truppen er så klar som muligt til de afgørende kampe.

Hørsholm skal møde enten Lemvig eller BK Amager i kvartfinalen, men det har de formentlig ikke ret meget fokus på. For dem handler det om at finde rytme spillet, for det har været en udfordring for holdet, at finde den spillemæssige stabilitet som gav dem mesterskabet sidste år.

Siden jul har Hørsholm spillet en stribe tætte kampe, og bevist de kan spille lige op med alle. Men det har knebet med at omsætte de tætte kampe til sejre, og derfor er de gledet længere og længere væk fra toppen kamp for kamp. Men Hørsholm er altid medaljekandidat, og kan de hente en sejr på lørdag, så er de med et kandidat til en topplacering igen.

Med fordel af hjemmebane og placeringen som nr. 1 i grundspillet er Stevnsgade naturligvis favorit, men måske bliver sejren kun på få point – og Hørsholm kan bestemt godt overraske.

Dette var ordene fra René Jakobsen fra Lemvig Basket i grundspillet sidste "ugens preview".

Overbevisende hjemmesejr til GO DREAM damerne

21.02.2016

Lørdag tog basketdamer fra Virum Go Dream imod de langt fra rejsende damer fra Lemvig. Dette var et topopgør, hvor placeringen som nummer 2 i Dameligaens grundspil skulle cementeres! Go Dream damerne har på trods af at dette er deres første sæson i ligaen, allerede nu vist deres berettigelse med en flot andenplads i ligaen inden slutspillet!

Lemvig havde været tidligt på færde, med afgang alledere kl. 6 fra Lemvig, om det var den lange køretur, der sad i benene eller udsigten til en lang kamp for den meget snævre trup på blot 6 spillere, er ikke til at sige. MEN faktum var at Go Dream damerne tordnede derudaf fra første sekund, dette på trods af at Virum damerne var vinterferie ramte, de spillede blot 7 spillere i denne kamp!

Første halvleg begyndte meget lige, men allerede efter 1,23 minut, sætter Caroline Schultze sin første, af ikke mindre end 3 tre point skud i første halvleg. Dette skulle vise sig at blive startskuddet for resten af holdets præstationer bag 3 point linien! Men under kurven kæmpede trioen Valerie Driscoll, Nikoline Østergaard og Ellen Iversen en brav kamp. Dette skabte plads for Melissa Gilkey og Kyani White.

I anden halvleg kommer Lemvig bedre igang og får samtidigt stoppet Go Dream damerne, så denne periode ender lige, med 16 point til begge hold. MEN i slutningen af anden periode kom Go Dreams Emma Braunstein på banen, hun fortsatte de sikre skud udefra, med at sætte 1 sikker 3’er.

I anden halvleg fortsatte Emma med sikkert, at udnytte sine skudchancer og scorer yderligere tre 3 point scoringer - 4 scoringer på ialt 6 forsøg altså en skudprocent på 67%, hvilket bringer Emma på en 4 plads i ligaen for bedste skytte bag 3 point linien.

I anden halvleg kom Go Dream damerne sikkert fra start og holdt koncentrationen, dette skulle vise sig at være gældende for resten af kampen, mens Lemvig lidt mistede modet og ikke mindst energien mod slutningen.

Kampen ender med en sikker sejr til Virum go Dream på 84 - 57 - hvor der på Go Dream holdt var en flot fordeling af pointene mellem spillerne: Valerie Driscoll 15 point og 10 rebounds, Melissa Gilkey 14 point, Nikoline Østergaard 13 point, 12 rebounds og 7 assists, Ellen Iversen og Emma Braunstein 12 point hver, Kyani White og Caroline Schultze 9 point hver - altså en FLOT hold præstation.

Fra de tilrejsende modstandere fra Lemvig, skal det siges at det var 6 hårdt kæmpende spillere der var klar til denne kamp: Gillian Abshire der scorer 23 point, 10 rebounds og 3 assists, Ivana Udovalieva 12 point og 3 assists, Grace Gardner 10 point, Okako Adika 8 point samt Reka Fejes 4 point.