Nyheder

Hørsholmsejr på aften med historisk strejf

08.02.2017

På en aften, der osede af historie, tog Hørsholm 79ers en sikker sejr over Stevnsgade SuperWomen.

Hørsholm hyldede på aftenen de ikke mindre end 33 danske mesterhold, klubben har haft gennem tiden for damer og piger, og på banen lignede det nuværende hold mere og mere et tophold, med en sikker 72-59 sejr over Stevnsgade.

Der var en rigtig god stemning i Hørsholmhallen blandt de 400 tilskuere. Mange af dem var gamle spillere med familie, for Hørsholm brugte aftenen til at hænge mesterskabsbannere op for klubbens Danmarksmestre gennem tiden. Det skete i pausen, hvor der også var blomster til anførerne for de tidligere mesterhold.

Hørsholm havde teten i hele kampen, ansporet af developlagte tilskuere. Hjemmeholdet spillede aggressivt forsvar og Stevnsgade havde overordentligt svært ved at finde gode løsninger i angrebet. Hørsholms angreb fyrede heller ikke på begge alle cylindre, med mange misser, men træner Jesper Krone var slet ikke utilfreds med spillet:

-Kampen kan på ingen måde kaldes skøn, sagde Krone bagefter. Vi spiller godt forsvar og holder Ida Tryggedsson fra at få gode skud indtil kampen er afgjort og vi er godt ude på deres skytter. Vi holder gameplanen og det er det, vi vinder på. Vores angreb var ikke skønt, men når vi siger det, så har vi nogle åbne skud, som vi ikke rammer. Havde vi ramt lidt mere, så havde det set pænere ud, så jeg er tilfreds med det spil, vi laver.

Gennem det meste af første halvleg lignede Hørsholm et hold, der ville komme afgørende foran, men det store forspring udeblev. Det kom imidlertid fra starten af tredje periode, hor Stevnsgade kun scorede to point de første fem minutter. Det udnyttede Hørsholm til at opbygge en 15 points føring, 49-34, blandt andet efter to scoringer fra Maryah Sydnor og en tre’er fra Maria Forsman Pedersen.

Kampen blev aldrig tæt igen. Stevnsgade truede et par gange med at reducere forspringet til ti point, men hver gang svarede Hørsholm igen med en scoring og endnu bedre forsvar. Med 90 sekunder igen og et forspring på 72-51 tømte Hørsholm bænken og satte den unge garde ind. Det gav Stevnsgade chancen for at pynte på resultatet, der endte 72-59.

Med sejren forsvarer Hørsholm andenpladsen i Dameligaen, hvor de jagtes af BK Amager, to point bagved. I toppen findes Virum GO Dream, to point foran, men med en kamp mindre. Det tegner altså til en spændende afslutning på grundspillet, der kommer til at afgøre hvem, der får hjemmebanefordel i slutspillet, der starter 7. marts.

Ugens preview

07.02.2017

I denne uge spilles der 5 kampe i DL. 2 af kampene spilles allerede onsdag aften hvor der er lagt op til 2 spændende og måske tætte kampe.

Virum GO Dream holdleder Rich Driscoll kommer her med sit bud på de 2 kampe (på engelsk).

Hørsholm 79ers - Stevnsgade SuperWomen (onsdag kl 18:30)

I think this will be a good fought match. Hørsholm is coming off of a strong victory at Virum we’re they held off the league leaders late.

I think the strong momentum from that game will carry Hørsholm through for a win at home against Stevnsgade.

SISU - Virum GO Dream (onsdag kl. 19:00)

Virum has been in a slump lately as they’ve continued to struggle to score against the zone.

However, I think Virum just has too much talent for SISU to match and they will pull away in the second half.

Senere på ugen vil du her på siden kunne se hvad SuperWomens Nadeem Ahmad mener om de 3 sidste kampe der spilles i løbet af ugen.



 

Hørsholm 79ers ærer den lange klubhistorie under kamp mod Stevnsgade SuperWomen

06.02.2017

Når Hørsholm 79ers onsdag 8. februar løber på banen i Hørsholmhallen til DL-kampen mod Stevnsgade, er det ikke helt en kamp som alle de andre.

Udover et modeshow i samarbejde med DAY Birger et Mikkelsen, Hørsholm Midtpunkt, er der fokus på klubbens lange historie på pige- og damesiden. Alle, der har vundet et dansk mesterskab for klubben gennem den 35-årige historie, er inviteret til kampen, med familie.

Hørsholm 79ers er i øjeblikket i gang med et stort opsporingsarbejde for at finde alle dem, der har vundet DM-guld for den traditionsrige klub. Det er blevet til ikke mindre end 35 mesterskaber gennem tiden, heraf 10 for damerne, og alle vinderne er inviteret i hallen onsdag 8. februar. Det er et stort og på nogle måder uoverskueligt arbejde, som varetages af nogle af klubbens ildsjæle gennem mange år, men skulle man ikke være blevet kontaktet, kan man henvende sig til mester@79ers.dk for at høre mere.

I forbindelse med kampen afsløres mesterskabsbannere for samtlige hold, der har vundet et dansk mesterskab for klubben, fra det første pigehold i 80’erne til det første DM for damer i 90’erne. I basketball er der en tradition med at man hænger et banner op med årstallet for de mestersskaber, klubben har vundet i de voksnes rækker. I Hørsholm tager man nu denne tradition og udvider den til samtlige de 35 mesterskaber, klubben har vundet for piger og damer gennem tiden.

Samtlige vindere inviteres i klubbens sponsorlounge og råbes op i pausen, samtidig med at bannerne afsløres. De to første vindere, for ungdom og seniorer, præsenteres samtidig på banen.

I kampen på banen, er der flere på begge hold, der er blevet danske mestre for Hørsholm. For Stevnsgade er det Maja Gerlyng, der blev mester for Hørsholm tre gange mellem 2005 og 2007, samt ved klubbens seneste mesterskab i 2015. Hørsholm har naturligvis også flere mestre på banen, med anfører Line Piechnik i spidsen med to medaljer, suppleret af en hver til Emilie Borneman, Josephine Tullin, Ivana Jovanovic og Marie-Louise Blyme.

Kampen afvikles onsdag 8. februar kl. 18:30 i Hørsholmhallen.

Overraskende Sisu sejr over BK Amager

06.02.2017

Sisu’s amerikanske trio fik lørdag eftermiddag lidt overraskende sat en stopper for BK Amager’s sejrsstime på 7 sejre i streg.

Én god periode fra hjemmeholdet var ikke nok til at slå et motiveret og godt kæmpende Sisu-mandskab. BK Amager førte med 9 point inden sidste periode, men holdet mistede koncentration, og det udnyttede gæsterne og snuppede sejren med 70-75 (8-16, 32-17, 17-15, 13-27).

Sisu er klar fra kampstart og bringer sig hurtigt foran med 0-8, hvilket tvinger BK Amager til at tage en timeout. Det hjælper en smule. Hjemmeholdet får reduceret til 5-8, men det er stadig Sisu, som har kontrollen. Sisu vinder perioden 8-16.

Efter en opsang i periodepausen kommer der mere energi i BK Amager’s spil. Efter godt 4 minutter får holdet udlignet til 20-20. BK Amager får vendt billedet og vinder den resterende del af perioden med 20-13. Hjemmeholdet vinder dermed perioden med hele 32-17, og stillingen ved pausen er dermed 40-33.

Sisu får stabiliseret tingene i halvlegen, og 3. periode er helt lige. BK Amager forsøger at afgøre kampen, men Sisu hænger hele tiden med. BK Amager vinder perioden med 17-15.

BK Amager åbner 4. periode med en scoring til 59-48, og det begynder at ligne den forventede hjemmesejr. Sisu giver dog ikke op. Da holdet knap halvvejs får reduceret til 59-56 på en flot tre’er af Jazmine Redmon lugter de blod. Sisu fortsætter og får bragt sig foran 61-67 med godt 3 minutter tilbage på uret. BK Amager svarer igen med et 7-0 run til stillingen 68-67, hvorefter Sisu scorer 5 ubesvarede point til 68-72. BK Amager får reduceret til 70-72, og holdet er tvunget til at fejle for at forsøge at nå op. Sisu scorer 3 af 4 fra straffelinjen og vinder kampen med 70-75.

En fortjent sejr til et motiveret og godt kæmpende Sisu-mandskab, som spillede deres chance mod et energiforladt BK Amager hold. Især Sisu’s Ciare Andrews var med 13 af sine i alt 27 point i den sidste periode stærkt medvirkende til Sisu’s comeback og sejr.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Catharina Palm 22, Kelly Hardeman og Emilie Fogelstrøm begge 14, Ida Klussmann og Melanie Elmgreen begge 7, Cecilie Tvede 3, Maria Dinesen 2 og Caroline Kaster 1.

Sisu: Kama Jo Griffitts 28, Ciara Andrews 27, Jazmine Redmon 14, Cecilie Jessen 4 og Johanna Kampp 2.

Begge hold skal op mod topholdet Virum GO DREAM i deres næste kamp - Sisu på hjemmebane allerede på onsdag den 8. februar kl. 19.00, mens BK Amager skal en tur til Virum Hallen på fredag den 10. februar kl. 20.00.

Virum Go Dream tabte til et stærkt spillende Hørsholm 79’ers hold

04.02.2017

Der var lagt op til en spændende kamp mellem ligaens tophold, da Hørsholm 79’er gæstede Virum Hallen fredag aften.

Det blev imidlertid hurtigt klart, at mens Hørsholm spillede med stor intensitet, energi og træfsikkerhed, var det ikke tilfældet for Virum.

Kun i korte periode fandt Virum et acceptabelt niveau, og Virum var kun foran to gange i kampen, ved 10-9 midt i første periode og 16-14 i starten af anden. Det meste af kampen var fra Virums side præget af lavt tempo, enkeltmandspræstationer og lave skudprocenter. Det udnyttede et velspillende Hørsholm hold til klart at vinde kampen med 59-70.

I kampens 1. periode var på pointene lige, men allerede her blev det klart, at Hørsholm sad på kampen. Hørsholm spillede som et hold, der kæmpede for hinanden, mens Virum ikke kunne få spillet til at hænge sammen. Hørsholm spillede hurtigt og kæmpede hårdt i forsvaret, hvorimod Virum ikke rigtig kunne få tempo på kampen. Virum formåede dog at holde sig inden i kampen så perioden endte med 13-14.

Herefter må man sige, at Virum hurtigt blev sat helt af i forhold til tempo. Hørsholms Line Piechnik, Maria Forsman Pedersen og Ivana Jovanovic fik sat flotte skud, og selv om Caroline Marie Schultze gjorde en god figur med flotte skud kunne Virum ikke dæmme op for Hørsholms effektive forsvar og gode holdspil. Efter 2. periode var stillingen 33-44. Et forspring som skulle vise afgørende for kampens resultat.

Virum kæmpede i 3. periode sig lidt tilbage i kampen ved scoringer af Valerie Driscoll og Nikoline Østergaard og fik på et tidspunkt reduceret til stillingen til 43-48. Men Hørsholm kom hurtigt igen, og med et fortsat ikke alt for effektivt forsvar fra Virums side fik Hørsholm igen øget forspringet og stillingen efter 3. periode var 49-57.

I 4. periode forsøgte Virum sig flere gange med at kæmpe sig tilbage i kampen, dog uden det store held. Hørsholm spillede fortsat rigtig godt med stor energi og fysik både i angrebet og forsvaret og fik øget føringen til slutresultatet 59-70.

Topscorer for Virum GO Dream: Nikoline Østergaard 16, Valerie Driscoll 11, Caroline Marie Schultze 9, Ansofie Schirmer 8, Pauline Lausten 6, Frederikke Mollerup 5, Ellen Marie Iversen 2 og Gillian Abshire 2.

Topscorer for Hørsholm 79’er: Line Piechnik 18, Ivana Jovanovic 13, Maria Forsman Pedersen 10, Maryah Sydnor 10, Sara Forsman Pedersen 7, Emilie Bornemann 6, Marie-Louise Blyme 4 og Lena Elisabeht Svanholm 2.

Næste gang Virum Go Dream spiller kamp er mod SISU onsdag den 8. februar kl. 19.00 i Gentofte Hallen. Næste hjemmekamp er mod BK Amager fredag den 10. februar kl. 20.00 i Virum Hallen.

Ugens preview

02.02.2017

3 kampe er på menu-kortet i DL til de kommende dage, 1 kamp fredag og 2 kampe lørdag.

Coach for 79ers, Jesper Krone skal med sit hold til Virumhallen for at møde mestrene men inden den afsluttende træning har Jesper lige kigget i krytalkuglen og kommer her med sit bud på de 3 kampe.

Virum GO Dream - Hørsholm 79ers (fredag kl. 20:00)

En svær kamp for mig at spå om. Virum kommer fra et hårdt nederlag, så de vil sandsynligvis gerne ud og revanchere deres pokalnederlag. Derudover er de et sikkert førerhold i ligaen, så favoritværdigheden må ligge på deres skuldre.

Hørsholm kommer også med et nederlag i posen, så vi har ligeledes noget at vise. Dog er det mest overfor os selv, da vi ikke følte vi var i nærheden af vores niveau i tirsdags på Amager.

Selvom Virum er favorit, så tror jeg på overraskelsen og en sejr til Hørsholm.

Hørsholm +1 (måske efter to omkampe)

Stevnsgade SuperWomen - Åbyhøj IF (lørdag kl. 14:00)

Stevnsgade ligner et hold der er på rette vej. De har spillet deres seneste to kampe tæt med et nederlag og en sejr i bagagen. Derudover er deres amerikanske spiller spillet bedre ind på holdet, og resten af spillerne må komme i bedre og bedre form.

Åbyhøj har jeg stor respekt for. De spiller deres koncept uanset hvem de møder, og de har været med i næsten alle kampe. De er unge og sultne, og så er det godt coached og har en god amerikaner.

Dog er besøget på stenbroen en svær kamp for alle, så jeg tror på en hjemmesejr.

Stevnsgade +8

BK Amager - SISU (lørdag kl. 14:30)

Amager har fundet rytmen, og de er da også kæmpe favorit. De har hjemmebanen og mange gode og erfarne spillere, som spiller på et højt niveau.

Sisu er dog et af de hold, som har slået Amager. Og jeg tror at de matcher dem fint. Hvis Sisu´s amerikanere alle kan finde deres niveau, og de så får lidt hjælp af resten, så er der en mulighed for endnu en overraskelse. Men får SISU ikke fat i forsvaret, så vinder Amager, og Amagers angreb er godt smurt for tiden, så derfor tror jeg på en hjemmesejr.

Amager +10

BK Amager vinder den udsatte kamp mod Hørsholm 79ers

01.02.2017

BK Amager vandt tirsdag aften efterårets udsatte kamp mod Hørsholm 79’ers med 88-70 (23-19, 18-16, 20-18, 27-17) foran 219 tilskuere.

Hjemmeholdet var et skridt foran gennem hele kampen, og trods ihærdige forsøg formåede gæsterne ikke at skabe spænding om udfaldet i kampens afslutning.

Resultatet betyder, at holdene bytter plads i tabellen, så der nu er BK Amager, som indtager den øjeblikkelige 2. plads.

Hørsholm 79’ers kommer bedste fra start og får bragt sig foran 0-4 med 4 for 4 fra straffelinjen, inden BK Amager kommer på tavlen. Herefter kommer hjemmeholdets skytter i gang - med blandt andet 5 tre’ere fra 4 forskellige spillere i løbet af godt 4 minutter bringer hjemmeholdet sig foran 19-7, og tvinger gæsterne til at tage en timeout. Hørsholm 79’ers får stabiliseret forsvaret og får reduceret BK Amagers føring til 23-19 ved periode pausen.

2. periode er helt lige dog hele tiden BK Amager i front med 4-6 point. BK Amager vinder perioden 18-16 og kan gå til pause med en føring på 41-35.

Efter pausen er billedet uændret – gæsterne jagter intenst hjemmeholdet gennem hele perioden, men med solidt spil lykkedes det BK Amager at bevare forspringet. BK Amager vinder perioden 20-18.

Hørsholm 79’ers skruer yderligere op for intensiteten i forsvaret i indledningen af 4. periode, hvilket dog betyder at holdet hurtigt har holdfejl, og hjemmeholdet kommer på straffelinjen. Med 12 for 14 fra straffelinjen og godt spil generelt lægger BK Amager yderligere afstand til Hørsholm 79’ers. BK Amager vinder den sidste periode med 27-17 og sikrer sig dermed en solid sejr på 88-70.

Alt i alt en sikker hjemmesejr på en aften hvor BK Amager’s 3-point skytter var brændvarme med 15 for 35 (43 %) fra tre’eren, og hvor Hørsholm 79’ers ikke havde energien og heldet til at få vendt kampen. Mest iøjnefaldende hos hjemmeholdet var Emilie Fogelstrøm med hele ni 3-point scoringer og 29 point i alt, og hos gæsterne var det Sydnov Maryah og Ivana Jovanovic, som gik forrest.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Emilie Fogelstrøm 29, Catharina Palm 18, Kelley Hardeman og Ida Klussmann begge 11, Melanie Elmgreen 6, Maria Dinesen 5, Cecilie Tvede 3, Caroline Kaster og Anna Clara Mogensen begge 2, Ida Bordin 1

Hørsholm 79’ers: Sydnov Maryah 18, Ivana Jovanovic 16, Lena Svanholm 13, Sara Forsman 8, Sandra Lind 7, Line Piechnik 3, Emilie Bornemann og Marie-Louise Blyme begge 2, Emilie Bæk 1.

BK Amager’s næste kamp er på lørdag den 4. februar kl. 14.30 i Amagerhallen, hvor Sisu kommer på besøg, mens Hørsholm 79’ers allerede skal i kamp igen på fredag den 3. februar kl. 20.00, hvor holdet møder Virum GO DREAM på udebane.

SuperWomen vinder med 1 point over SISU

24.01.2017

Til tider lidt rodet, rigtig mange svingende præstationer; men også en helt del flotte individuelle indsatser i søndagens kamp i Gentoftehallen mellem SISU og Stevnsgade Superwomen.

Første periode er meget offensiv og begge hold spiller med en hel del energi. Så længe skudende går i kurven, har man nok en tilbøjelighed til at overse, at der rent faktisk er mangler i spillet – skudvalg specielt for hjemmeholdet, som i alt for høj grad, falder til at afslutte udefra og gerne fra dribling, hvilket får procenterne til at falde.

Gæsterne laver en del personlige fejl, som de ikke er helt enige i, hvilket bringer frustration og sender Sisu på linjen.
Gæsterne har fået en stærk amerikansk profil, som helt sikkert kan blive en faktor i den sidste del af sæsonen. Cherelle Moore lavede solide 27p og 10 reb og virker som om, at hun kan bidrage omkring spillet i feltet, med både ryggen og ansigtet til kurven.

2. halvleg minder en del om 1., dog bidrager gæsternes Ida TP meget positivt, og straffe de unge Sisu piger omkring pick and roll spillet på toppen. Halvlegen bliver uden Stevnsgades coach Nadeem Ahmad, som pådrager sig sin 2. tekniske fejl i 2. periode.

Hos hjemmeholdet forsøger Jazmine Redmon at trække toget – og bliver med sine 40p, nærmest en enmandshær. Ciarra Andrews forsøger at hjælpe til, uden egentlig rigtig at finde rytmen.

Stevnsgade får tilkæmpet sig et lille overtag; men bliver hentet af hjemmeholdet sidst i kampen og med 10 sek. tilbage, sætter Sisu et spil op for Jaz, som desværre går ved siden af, men dog giver en angrebs reb, som ikke rigtig udløser noget og SISU taber med 73-74.

Kampens spillere var for gæsterne amerikanske Moore og den dygtige guard Ida TP. Hos hjemmeholdet var 40p og 13 reb af Jaz Redmon alt overskyggende. Stærke minutter af Josefine Haabegaard og Helene Dalsgaard.

Aabyhøj IF taber hjemme til 79ers

22.01.2017

Hørsholm 79ers havde vundet sæsonens to første opgør, så Aabyhøj IF havde revanche til gode. Chancerne for dette var til stedet hvis holdet kunne fortsætte de gode takter holdet havde vist - senest med en sejr over SISU på udebane.

1. periode

Igen viser Aabyhøj svaghed i starten af kampen - Hørsholm kommer hurtigt foran 8-2 og 11-5, men i slutningen af perioden kommer Mariah Henley i gang og Hørsholm vinder kun perioden 17-15.

2. periode

Aabyhøj får udlignet til 17-17, men anført af Mariyah Sydnor kommer Hørsholm foran 25-17. Sydnor havde 15 point i 1 halvleg. Camilla Andersen bringer Aabyhøj tilbage i kampen bla med 7 point i træk. Aabyhøj fører et par gange bla. 33-31, men med et 7-0 run lukker Hørsholm perioden og fører 38-33 ved pausen.

3. Periode

Niveauet i de første 5 minutter var ikke imponerende. Aabyhøj vandt 4-1 i den periode. Hørsholm kom dog i gang i slutningen af perioden og vandt perioden 10-6, men liganiveau var det ikke.

4. periode

Aabyhøj kom godt i gang og fik reduceret til 45-48 og det var tæt indtil 4 minutter, så gik Aabyhøj fuldstændig i stå og Hørsholm kunne sikkert køre en fuld fortjent sejr i hus på 67-50.

Topscorer for Hørsholm 7pers blev Maryah Sydnor med 19 point, Line Piechnik 14 og, Ivana Jovanovic 12. For Aabyhøj IF scorede Mariayh Henley 20 point og  Camilla Andersen 10.

BK Amager hev sejren i hus

22.01.2017

Lemvig Basket viste spillemæssig fremgang og vandt tre ud af fire perioder, men tabte alligevel kampen mod BK Amager lørdag eftermiddag.

Kampen igennem var BK Amager mest skarpe på skudene og ramte hele 52% af deres forsøg fra 3-pointlinjen. Samtidig manglede Lemvig i perioder effektivitet, hvilket første til dårlige skudmuligheder eller mistede bolde. Den forskel mellem holdene blev også afgørende, da kampen fandt sin vinder i de sidste minutter.

Ved halvleg så det slet ikke ud til, at der skulle blive spænding om udfaldet. Lemvig spillede skidt i de to første perioder, og allerede efter fem minutter var BK Amager foran med ti point. En god afslutning på perioden, hvor Ani Kolyandrova fandt vej til kurven flere gange, fik dog Lemvig tilbage i kampen og endda med en smal føring på 18-17. Men det var i første omgang en kort fornøjelse med godt spil for Lemvig, og i anden periode satte BK Amager sig solidt på spillet. Med god energi og høj effektivitet i offensiven trak gæsterne støt og roligt fra værterne. Med et stærkt kollektiv fandt BK Amager igen og igen løsninger som første til point, og ofte blev det endda til tre af slagsen.

Ved halvleg var føringen på 28-46, og der var ikke meget som pegede i retning af en spændende kamp. Men det blev det, for allerede fra første minut i tredje periode viste Lemvig ny energi og vilje. Hurtigt begyndte man skære ned på afstanden, og selvom BK Amager fik stabiliseret spillet lidt, så sled Lemvig sig til det spillemæssige overtag.

Svaret fra gæsterne var et mere aggressivt forsvar, men det rystede ikke for alvor Lemvig, men gav i stedet en række fejl, som Lemvig var dygtige til at udnytte fra straffelinjen.

Inden de sidste ti minutter var afstanden skåret ned til 47-56 og det så ikke længere helt umuligt ud for Lemvig. Det indtryk fortsatte fra starten af sidste periode, og på blot et par minutter var føringen til BK Amager blot på 54-58 og det lignede for alvor en tæt afslutning. Lemvig fik med godt tempo og god effektivitet et godt overtag, hvilket blev udnyttet til at overtage føringen ved 61-60.

Herefter blev der byttet point i de efterfølgende minutter, og desværre for Lemvig blev det billedet fra første halvleg, som kom til at præge afslutningen. Et par mistede bolde af Lemvig blev hurtigt omsat til scoringer fra 3 pointlinjen til BK Amager, og selvom Lemvig udfordrede til det sidste var der ikke tid til at komme tilbage endnu en gang.

Sejren på 66-73 til BK Amager var ikke ufortjent, men Lemvig viste bedre takter end i de seneste kampe, og det kan holdet tage med sig frem mod pokalfinalen på lørdag.

Lemvigs point: Erin McDonnell 17p, Kayla Bernsen 15p, Megi Kolyandrova 11p, Sarah DeShone 10p, Ani Kolyandrova 9p, Ivana Udovalieva 2p og Reka Fejes 2p

BK Amagers point: Emilie Fogelstrom 19p, Kelly Hardemann 18p, Catharina Palm Jensen 14p, Ida Klussmann 10p, Melanie Elmgren 6p og Maria Dinesen 6p