Nyheder

BK Amager semifinaleklar efter sikker sejr over Sisu

15.03.2017

BK Amager bookede tirsdag aften billet til semifinalen med en sikker sejr over gæsterne fra Sisu.

Hjemmeholdet fik med en stærk 2. periode forsvarsmæssigt skabt sig et solidt forspring som de fastholdt til en sikker sejr på 79-56 (21-22, 23-5, 14-13, 21-16).

Hjemmeholdet åbner bedst og får hurtigt bragt sig foran 8-2, men gæsterne svarer godt igen kommer på 10-10 godt midtvejs i perioden. Begge hold viser godt angrebsspil og holdene skiftes mere eller mindre til at score. Hos BK Amager er det Catharina Palm som går forrest med 11 point i perioden, mens både Sille Balling og Maria Høgh - ud over det amerikanske trekløver - byder ind for gæsterne. Sisu vinder perioden med 21-22.

BK Amager får strammet gevaldigt op forsvarsmæssigt fra starten af 2. periode, og holdet får med et 12-0 run bragt sig foran 35-23 efter små 7 minutter. Hjemmeholdet forsætter presset i forsvaret, og Sisu må tjene deres point fra straffelinjen i denne periode. Sisu skyder 5 for 10, hvilket betyder at BK Amager vinder perioden med hele 23-5, og at stillingen dermed er 44-27 ved halvleg.

Sisus Kama Jo Griffitts åbner 3. periode med en tre’er. Herefter får Sisu med 6 ubesvarede point reduceret til 48-38, og gæsterne øjner en mulighed for et comeback. BK Amager får dog igen lukket helt af i forsvaret, og hjemmeholdet får med et 10-2 run bragt sig tilbage til en føring på 58-40 inden den sidste periode.

3 point af Ida Klussmann efterfulgt af 2 point af Kelly Hardeman bringer BK Amager på 63-40 i starten af 4. periode. Hjemmeholdet udbygger føringen til 69-42 efter små 4 minutter, og kampen er reelt afgjort. BK Amager vinder efter en solid, kollektiv forsvarsindsats den 3. kvartfinale med 79-56, og holdet er dermed klar til en bedst-af-fem semifinaleserie mod Hørsholm 79’ers.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Catharina Palm 19, Ida Klussmann 16, Melanie Elmgreen 11, Emilie Fogelstrøm 9, Kelly Hardeman 8, Josefine Thale Vincents 6, Cecilie Tvede 4, Maria Dinesen, Anna Clara Juul Mogensen og Mie Kronborg Andersen alle 2

Sisu: Ciara Andrews 12, Sille Balling 11, Helene Dalsgaard 9, Kama Jo Griffitts og Maria Høgh begge 8

1. semifinale spilles på lørdag den 17. marts kl. 16.00 i Hørsholmhallen.

Hørsholm tager første stik i kvartfinaleserien mod Aabyhøj i svær kamp

10.03.2017

I 35 minutter var det umuligt at se, at kvartfinale nummer et mellem Hørsholm 79ers og Åbyhøj IF var mellem andenpladsen og nummer sjok i Dameligaen.

Åbyhøj spillede virkeligt sin chance og holdt kampen helt tæt indtil midt i fjerde periode, hvor Hørsholms større bredde viste sig og hjemmeholdet scorede 20 point i træk, da gæsterne blev trætte.

De to klubbers amerikanske spillere, Maryah Sydnor for Hørsholm og Mariyah Henley fra Aabyhøj, var kampens store oplevelser. Sydnor havde 18 point og 18 rebounds, mens Henley havde 24 point og 17 rebounds. Forskellen var, at Henleys sidste ti point kom de sidste tre minutter, da kampen allerede var afgjort.

Hørsholmtræner Jesper Krone så Mariyah Henley som en af de helt store grunde til Aabyhøj kunne blive i kampen så længe:

-Vi har haft kæmpe problemer med hende hver gang, vi har spillet mod dem. Det virker som om, hun er hurtigere end vores spillere på det første skridt og hun er rigtigt dygtig. Men hun er også den eneste fra Aabyhøj, der arbejder derinde, så vi kan smide nogle forskellige forsvarere på hende og måske gøre hende lidt træt. Det er nok også det, der gør udfaldet i dag. Vi skruer måske lidt op for blusset, mens de ikke har et ekstra gear, fordi de måske er lidt trætte.

I kampens første tre perioder var bundholdet med hele vejen og helt hen i tredje periode havde de flere føringer. På grund af mange fejl kunne Hørsholm ikke helt få det normale presforsvar til at fungere og det udnyttede Aabyhøj til fulde. Jyderne spillede hurtigt og fandt både skytterne og Mariyah Henley tæt på kurven og ikke mindst udnyttede de dommerlinjen til at komme meget på straffelinjen i de første tre perioder. Det blev til ikke mindre end 19 straffekast i kampens første 22 minutter og det var bestemt en fornuftig måde at spille på for gæsterne.

Midt i tredje periode ændrede Hørsholm taktik og stoppede med at lave fejl. Det aggressive forsvarsspil blev mere afventende og så blev det sværere for Aabyhøj at hænge på. Alligevel sendte Camilla Andersen med otte minutter igen af kampen gæsterne helt tæt på, da hun scorede til 57-56. Det skulle imidlertid blive de sidste point for gæsterne de næste fem minutter.

Hørsholm skruede pludseligt op for blusset, og da hjemmeholdets skud samtidig gik i, fandt kampen en meget pludselig afgørelse. Hjemmeholdet missede kun tre skud og to straffekast i den fem minutters periode, det tog at score 20 point og komme foran 77-56.

Kampens sidste tre minutter var en formssag og mens Mariyah Henley scorede ti point for Aabyhøj tog Jesper Krone sine stjerne ud og lod de unge spillere få værdifuld slutspilserfaring.

Hørsholm endte med at vinde 82-66 og kan med en sejr lørdag i Aarhus eller onsdag i Hørsholm kvalificere sig til semifinalerne, hvor enten BK Amager eller SISU venter.

Come back gav sejr til Stevnsgade

09.03.2017

Den første kvartfinale mellem Lemvig og Stevnsgade blev både tæt og intens. Få minutter før tid lignede det en hjemmesejr til Lemvig, men et run på 19-5 i kampens sidste minutter tippede kampen til gæsternes fordel og en sejr på 69-71 til Stevnsgade.

Kampen igennem fulgtes holdene godt ad, men når et hold fik lidt afstand, så var det Lemvig som trak fra. Det blev dog aldrig til en føring på mere end omkring 10 point, og det var altså ikke nok i sidste ende.

Fra kampens start fil Lemvig en hurtig føring på 8-3, men Lemvigs dårlige vane med for mange turn-overs viste sig endnu en gang, og Stevnsgade var hurtig til at udnytte det til at vende stillingen til en føring på 8-11. I slutningen af perioden kæmper Lemvig sig tilbage igen gennem hård forsvar og ved pausen er afstanden blot 16-18.

To hurtige 3ere af Erin McDonnell og Sarah DeShone sætter Lemvig godt i gang med anden periode og skabe en føring på 24-18. Hjemmeholdet spiller godt i begge ender af banen, og bliver hjulpet på vej af, at Stevnsgade misbruger mange skud. Afstanden når op på 38-27 med et par minutter tilbage af perioden, men en time-out af gæsterne vender spillet på hovedet de sidste minutter af perioden og et 0-7 run til Stevnsgade betyder at Lemvig blot er foran 38-35 ved halvleg.


Ingen af holdene kan rigtig få gang i spillet efter pausen, og der er også lidt for langt mellem de gode afslutninger. Stevnsgade er en anelse mere effektive end Lemvig og overtager førignen ved 44-46. Endnu en gang vender spillet de sidste minutter, og denne gang er det Lemvig som slutter bedst. Et run på 11-2 bringer værterne foran 55-48 inden sidste periode.

Lemvig udbygger føringen yderligere i starten af sidste periode. Erin McDonnell og Ivana Udovalieva går forrest for Lemvig og holder godt styr på gæsterne. Føringen holder sig omkring de 10 point og som minutterne går ligner det mere og mere en hjemmesejr. Men de sidste minutter vender spillet endnu en gang. Lemvig smider igen for mange bolde væk, og Stevnsgade nedbringer afstanden til 64-59. Lemvig kæmper videre og holder fat i føringen til stillingen 68-61. Men Stevnsgade giver ikke op, og da de i samme angreb først scorer 2 point, misbruger et straffe som i stedet byttes til en 3-point scoring, så står der pludselig 68-66 og gæsterne har momentum. Kayla Bernsen udnytter i næste angreb et af to straffe til en 3-pointføring, men Tea Jørgensen er varm for Stevnsgade og udligner til 69-69. Da Lemvig ikke får scoret i det efterfølgende angreb er samme Tea Jørgensen effektiv igen og afgør kampen til en Stevnsgade-sejr.

Med sejren står Stevsngade med de bedste kort på hånden til returkampen på lørdag, men Lemvig fik vist, at hvis de spiller effektivt som et hold og holder antallet af turn-overs nede, så kan de få godt styr på Stevnsgade. Men slækkes der bare lidt på konceptet bliver det svært.

BK Amager vinder 1. kvartfinale over Sisu efter tæt afgørelse

08.03.2017

Den første kvartfinale mellem BK Amager og Sisu tirsdag aften i Amagerhallen blev nøjagtigt lige så tæt og spændende som forudsagt.

BK Amager førte med 44-35 ved halvleg, men gennem hele 2. halvleg åndede Sisu hjemmeholdet i nakken. Et godt kæmpende BK Amager mandskab formåede dog hele tiden at holde forspringet på minimum 3-4 point, og holdet lukkede kampen med en sejr på 76-70 (21-17, 23-18, 10-16, 22-19).

Sisu får først styr over nerverne i kampens indledning, og gæsterne får bragt sig foran 3-10 midt i perioden blandt andet efter to 3-point scoringer af Kama Jo Griffitts. Hjemmeholdet svarer godt igen, og især Emilie Fogelstrøm er brand varm med 2 for 2 fra tre’eren og 11 point i alt i perioden. BK Amager vinder perioden 21-17.

BK Amager forsætter de gode takter i 2. periode, og efter yderligere to 3’ere fra Emilie Fogelstrøm er stillingen 35-25 midtvejs i perioden. Sisu får stabiliseret tingene, og holdene bytter mere eller mindre point gennem den resterende del af perioden til halvlegsstillingen 44-35. BK Amager vinder perioden 23-18.

Sisu kommer aggressivt ud forsvarsmæssigt efter pausen, hvilket gør det noget sværere for BK Amager at komme til kvalificerede afslutninger. Sisu holder hjemmeholdet på 10 point i perioden og får reduceret til stillingen 54-51 inden den sidste periode.

BK Amager får med et 8-0 run i indledningen af 4. periode bragt sig foran 62-51. Sisu kæmper for at komme tilbage, og med små 3 minutter tilbage er stillingen 68-65. BK Amagers Josefine Vincents scorer 2 point til 70-65, hvorefter Sisus Jazzmine Redmon reducerer til 70-66 med 1 for 2 fra straffelinjen, inden Marie Dinesen igen øger BK Amager føringen til 72-66. Sisus Johanna Kampp reducerer til 74-70 med godt 1 minut tilbage, og Sisu er nu tvunget til at fejle for at få stoppet tiden. Taktikken er ved at lykkes, da hjemmeholdet kun scorer på 4 af 8 forsøg fra straffelinjen i det sidste minut, men Sisu formår ikke at udnytte dette, og kampen ender med en fortjent hjemmesejr på 76-70.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Emilie Fogelstrøm 25, Kelly Hardeman 16, Maria Dinesen 11, Catharina Palm 7, Josefine Thale Vincents 5, Ida Klussmann, Rikke Andersen og Cecilie Tvede alle 4 point

Sisu: Ciara Andrews 17, Jamine Redmon 14, Cecilie Jessen 12, Kama Jo Griffitts 9, Johanna Kampp 8, Sille Balling 6, Helene Dalsgaard 4 point

Der er returopgør på søndag den 12. marts kl. 15.00 i Gentoftehallen, hvor Sisu skal vinde for at fremtvinge en tredje og afgørende kamp.

Ugens preview

07.03.2017

Grundspillets sidste kamp er spillet, og slutspillet skal starte og det bliver spændende.

At kigge i krystalkuglen og forudsige resultaterne af 1/4 finalerne er ikke nemt. Alle hold har på det seneste vist gode takter, og ikke mindst i sidste spillerunde men coach for 79ers Jesper Krone kommer alligevel med sit bud på de 3 kampe.

BK Amager - SISU (tirsdag kl. 19:30)

Amager havde en langsom start, hvor konceptet og stilen skulle finpudses. Men de fandt rytmen og spillede fantastisk basket i store dele af grundspillet med mange flotte sejre. De har en god og bred trup, som spiller hurtigt og frit i angrebet. Det kan skabe problemer for de fleste hold. Catharina Palm og Kelly Hardemann leder holdet i begge ender, men de har mange spilleres, som kan bidrage med meget i begge ender af banen.

Sisu har fundet rytmen i den sidste del af sæsonen. De er anført af tre meget gode amerikanere med Jazmine Redmon i spidsen, som sagtens kan løbe med ligaens MVP titel. Samtidig har de unge danske spillere udviklet sig, og derfor har de voldt flere hold problemer. Sisu spiller lidt mere direkte end Amager, og Sisu har brug for at alle tre amerikanere producerer point.

En meget spændende serie, som kan gå hen og blive meget tæt. Sisu vandt to af deres indbyrdes kampe i sæsonen, hvilket giver dem et moralsk boost. Til gengæld har Amager hjemmebanefordelen, som er vigtig for lige præcis Amager.

Mit bud er, at vinderen af den første kamp også vinder serien. Og det kan virkelig gå begge veje. Amager vinder, hvis deres guards spiller på et højt niveau og hjælper deres "store" duo med point. Sssu vinder hvis deres amerikanske trio kan score 20+ hver i mindst to kampe. Men det bliver tæt...

Lemvig Basket - Stevnsgade SuperWomen (onsdag kl. 18:30)

Lemvig har hjemmebanefordel og det er et kæmpe plus for dem. De har ikke været stabile i denne sæson, men de har spillet på højt niveau, når det virkelig gælder, som det viste sig i pokalturneringen. Lemvig har en rigtig god 8-9 mands rotation ført an af deres amerikanske trio og Ivana. Hvis Lemvig får lov til at diktere tempoet i deres kampe, så er de svære spille mod.

Stevnsgade har indtil videre haft en svær sæson i forhold til sidste år. De har været plaget af skader, fået nye spillere midt i sæsonen og skiftet ud på trænerposten. Det giver naturligvis lidt "grus i maskineriet" som også kan ses på stillingen. Deres spillertrup er dog stadig rigtig god, og de har rutinen til at skrue op for niveauet, nu hvor slutspillet starter. De har en god gruppe af danske spillere ført an af Ida TP og Maja Gerlyng, og samtidig har de fået lidt inside power ved ankomsten af Moore.

Jeg tipper denne serie til at gå i 3 kampe. Lemvig vinder den første og Stevnsgade vinder på Nørrebro. Den 3. kamp skal spilles i Lemvig og derfor tror jeg på en samlet sejr på 2-1 til Lemvig.

Hørsholm 79ers - Åbyhøj IF (torsdag kl. 19:15)

Hørsholm har spillet et godt og solidt grundspil. Med en bred trup, hvor alle spillere har bidraget, har de spredt deres point og minutter godt ud, hvilket har vist sig at være en styrke i mange kampe. Hørsholm har en hjemmebanefordel som helt sikkert er et plus for dem.

Åby er et ungt hold med et par dygtige og rutinerede spillere. Det var tydeligt i starten at holdet skulle vænne sig til tempoet i ligaen, og det var svært at få første sejr i hus. Selvom det ikke er blevet til mange sejre, så har holdet spillet godt og inspirerende basket, og ikke på noget tidspunkt givet op i deres kampe. De har spillet næsten alle kampe tæt, og har haft chancerne for at vinde flere gange. Det lykkedes også flot i sidste kamp mod Amager, og derfor kommer Åbyhøj indtil slutspillet med selvtillid. De har en god inside spiller i Henley, og en rigtig god gruppe guards anført af Camilla Andersen og Bianca Morsøe.

På papiret ser det nemt ud at forudsige, men det er det absolut ikke, når vi kigger på de to holds indbyrdes opgør og på deres formkurve. Deres tre kampe har alle været forholdsvis tætte, og Åbyhøj kommer ind i slutspillet med en sejr, som kun er tilfældet for to af holdene (Åbyhøj og Lemvig).

Hvis Hørsholm kan spille op til deres vante niveau, så tror jeg Hørsholm vinder serien 2-0. Hvis Åbyhøj fortsætter takterne fra sidste kamp mod Amager, og samtidig får Hørsholm ned i gear, så kan serien svinge til begge sider. 

Så starter kvartfinalerne

05.03.2017

Resultaterne i lørdags 3 kampe i DL markerede afslutningen på grundserien og samtidigt ligger det nu fast hvem der skal møde hvem i kvartfinalerne.

Virum GO Dream vandt grundserien sidder over i kvartfinalerne og træder først ind i slutspillet i semifinalerne.

De 3 kvartfinalerserier hvor 2 møder 7, 3 møder  6 og 4 møder 5 i bedst á 3 kampe ser således ud:
 

  • Hørsholm 79ers - Aabyhøj IF
  • BK Amager - SISU
  • Lemvig Basket - Stevsngade SuperWomen

BK Amager åbner kvartfinalespillet som det første hold mod SISU på tirsdag kl. 19:30 i Amagerhallen. Dagen efter er Stevnsgade Superwomen på besøg i Lemvig og endelig har 79ers hjemmebane mod Aabyhøj IF torsdag aften i Hørsholmhallen.

Du kan se hee kvartfinaleprogrammet ved at klikke her. 

Lemvig Basket sluttede grundspillet med sejr over 79ers

04.03.2017

Grundspillets sidste kamp i DL stod mellem Lemvig Basket og Hørsholm 79ers. Kampen havde ingen betydning for holdenes placering, hvilket måske var en af årsagerne til, at kvaliteten i spillet var meget svingende.

I kampens start så det ikke ud til, at Hørsholm rigtig var kommet ud af bussen. Forsvaret var i hvert fald ikke kommet med på banen, og det udnyttede Lemvig.

Især Sarah DeShone var klar fra start og anført af hende kom Lemvig foran 19-0 på godt og bevægeligt spil. En time-out fik rettet op på mange ting for Hørsholm, som i den sidste del af perioden fik hentet noget af det tabte, men alligevel var bagud 23-10 ved pausen.

Hørsholm fortsætter med at hente ind på værterne gennem 2. periode. Gæsterne spiller bedst og Lemvig har svært ved at komme til gode skudmuligheder. Efter blot et par minutter af perioden er kampen åbnet helt op igen og afstanden nede på 23-17. Lemvig får herefter sat en stopklods i pointtabet og holder en smal føring, men det er Hørsholm som har overtaget i spillet og kommer nemmest til point. Med 3 minutter igen er hjemmeholdet stadig foran med 4 point, 32-28, og spillet er mere ligeligt fordelt. Hørsholm slutter perioden med en 3er til en halvlegsstilling på 39-33.

Gennem 3 periode følges holdene pænt ad. Hørsholm udligner efter 3 minutter til 41-41 og er stærkt skydende, men de får ikke smidt Lemvig af. Holdene skiftes i stedet til at være foran, men Lemvig må slide hårdere for sine point end Hørsholm. Spillet er ind i mellem meget rodet og præget af mere hårdt arbejde end pænt basket. Mod slutningen af perioden får Lemvig igen en lille føring på 60-52 inden de sidste 10 minutter.

Lemvig trækker gennem sidste periode mere fra igen. Hørsholm virker mest trætte og er mest farlige på skud bag 3-pointlinjen. Lemvig spiller mere varieret og henter point både fra distancen og under kurven. Samtidig virker det som om hjemmeholdet er en anelse mere opsatte på at vinde end gæsterne, og da afstanden kommer op på 12 point ser kampen ud til at være afgjort. Hørsholm kæmper til det sidste, men har ikke midlerne til igen at skabe spænding. Derfor kan Lemvig hente en god sejr på 81-74 og vigtig selvtillid inden kvartfinalerne.

Lemvigs point: Sarah DeShone 25p, Erin McDonnell 23p, Kayla Bernsen 15p (11 reb), Ivana Udovalieva 11p, Reka Fejes 7p (5 as).

Hørsholms point: Line Piechnik 18p, Sara Pedersen 18p, Ivana Jovanovic 13p, Maria Pedersen 10p, Maryah Sydnor 10p, Lena Svanholm 2p, Malou Lachenmeier 2p, Sandra Lind 1p 

Hørsholm vågner op i anden halvleg og slår SISU

01.03.2017

Onsdagens kamp mellem Hørsholm 79ers og SISU i Dameligaen i basketball lignede i første halvleg det, den var, for hjemmeholdet: Ubetydelig.

Hørsholm sikrede andenpladsen i grundspillet for et stykke tid siden, mens SISU stadig har masser at spille for og det var tydeligt i første halvleg, hvor SISU dominerede. Klassen viste sig dog i anden halvleg, som Hørsholm vandt 74-63.

Hørsholmguard Maria Forsman Pedersen sagde efter kampen, at der var attituden til forskel for Hørsholm i de to halvlege:

-Det er en svær kamp at spille, fordi vi ikke har en placering at spille for. Vi kommer ud helt uden energi og vilje og det er ikke godt nok. I anden halvleg ændrer det sig heldigvis meget og vi får lagt det rigtige pres.

I løbet af kampens første 13 minutter opbyggede et tændt SISU-hold en føring på 18-32 og føringen forblev omkring 10-13 point indtil de sidste minutter af perioden, hvor Hørsholm pludseligt skruede op for forsvaret. Hjemmeholdet pressede SISUs guards på hele banen og så gik det hurtigt den anden vej og de to hold gik til pause med scoren 36-41.

Hørsholms pres fortsatte i tredje periode, hvor SISU havde det overordentligt svært og kun scorede fire point, mens Hørsholm løb 20 i og kom foran 56-45.

I fjerde periode ændrede billedet sig ikke og Hørsholm kom foran 68-50 på en tre'er fra Amalie Langer, inden de to trænere gik bredt på bænken og spillede alle spillere. De sidste fem minutter skulle bare overstås og Hørsholm løb med sejren på 74-63.

Med nederlaget er SISU sikre på at møde BK Amager i kvartfinalerne, mens det bliver Stevnsgade Super-women, der skal den lange tur til Lemvig. Hørsholm spiller sidste grundspilskamp i Lemvig lørdag, inden kvartfinalerne mod Åbyhøj begynder torsdag 19:15 på hjemmebane.

BK Amager vinder tæt opgør over Stevnsgade SuperWomen

01.03.2017

BK Amager kom tirsdag aften tilbage på sejrskurs med en smal hjemmesejr på 73-70 (15-15, 19-20, 17-12, 22-23) over Stevnsgade SuperWomen efter en tæt og intens affære.

Resultatet betyder, at spørgsmålet om BK Amagers kvartfinalemodstander bliver Sisu eller Stevnsgade stadig er åbent inden sidste spillerunde.

Kampen indledes noget nervøst af begge hold med en del brændte chancer og turnovers. Stevnsgade kommer bedst fra start og får bragt sig foran 3-8 efter små 4 minutter, men med blandt andet to 3-point scoringer af Ida Klussmann får hjemmeholdet vendt billedet og får bragt sig i front med 15-12 med små 2 minutter tilbage af perioden. Efter 1 for 2 fra straffelinjen fra Stevnsgades Victoria Mikkelsen og 2 point af Cherelle Moore ender perioden lige 15-15.

I anden periode kommer der lidt mere styr over tingen fra begge sider. Hos hjemmeholdet er det især holdets amerikanske spiller Kelly Hardeman som finder vej til kurven. Efter 5 minutter har Kelly scoret 9 point og BK Amager er foran 31-26, men her får Kelly sin 3. personlige fejl og må tage plads på bænken. Herefter gå hjemmeholdet i stå scoringsmæssigt, hvilket Stevnsgade udnytter og bringer sig i front med 34-35 ved halvleg. Gæsterne vinder perioden 19-20.

BK Amager kommer bedst ud til 3. periode og får med 6 ubesvarede point bragt sig foran 40-35. Hjemmeholdet bevarer overtaget perioden i gennem over fører med 51-47 inden den sidste og afgørende periode. BK Amager vinder perioden 17-12.

Stevnsgade indleder 4. periode med at udligne BK Amagers føring til 51-51. Holdene følges herefter ad og via 58-58 er stillingen 63-63 med godt 2 minutter tilbage uret.  BK Amagers Catharina Palm sætter en 3-point scoring, og efterfølgende skyder Hanna Sheikh fra Stevnsgade 2 for 2 fra straffelinjen til stillingen 66-65. BK Amagers Ida Klussmann scorer 2 point til 68-65, derefter sætter først Maria Dinesen 2 for 2 fra straffelinjen og dernæst Emilie Fogelstrøm 2 for 2 til BK Amager føring på 72-65 med 41 sek. tilbage på uret. Kampen virker afgjort, men Stevnsgade formår alligevel at få bragt spændingen tilbage efter 2 point af Cherelle Moore efterfulgt af en BK Amager turnover og en 3’er af Ida Preetzmann.

Stillingen er således 72-70 med 2,4 sek. tilbage af kampen. Stevnsgades Tea Jørgensen begår en fejl på indspillet, hvilket korrekt takseres til en overlagt fejl, da bolden ikke er i spil, da fejlen bliver begået. BK Amagers Maria Dinesen scorer 1 for 2 fra straffelinjen og tiden løber ud.

BK Amager vinder en tæt og spændende affære med 73-70 (15-15, 19-20, 17-12, 22-23) – en vigtigt sejr inden slutspillet, som for BK Amagers vedkommende starter med den 1. kvartfinale i bedst-af-3 serien tirsdag den 7. marts kl. 19.30 i Amagerhallen mod enten Sisu eller Stevnsgade SuperWomen.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Catharina Palm 22, Kelly Hardeman 21, Ida Klussmann 14, Maria Dinesen 7, Melanie Elmgreen og Emilie Fogelstrøm begge 4, Anna Clara 1

Stevnsgade SuperWomen: Ida Preetzmann 16, Cherelle Moore 14, Alberte Dokkedal 11, Tea Jørgensen 7, Clara Laursen og Hanna Seikh begge 6, Maja Gerlyng og Victoria Mikkelsen begge 5.

Ugens preview

28.02.2017

58 kampe er spillet i grundserien i DL og nu resterer der kun 5, inden det brager løs med kvartfinalerne.

Kun SISU, SuperWomen og Lemvig Basket har noget at spille så måske kan det give nogle overraskelser i ugens kampe.

Coach for Aabyhøj IF, der slutter på 7. pladsen i grundserien og skal møde 79ers i kvartfinalen, Michael Niebling kommer med med sit bud på de 5 kampe.  

BK Amager - Stevnsgade Superwomen (tirsdag kl. 19:30)

Amager lignede et hold der virkelig havde fundet storformen op til slutspillet, men med 3 nederlag i træk begynder det at smuldre lidt for dem. Kan de finde formen igen?

Stevnsgade mangler 1 sejr for at være sikker på 5. pladsen. De ligner et hold der er begyndt at finde hinanden igen efter Ida TP er kommet tilbage samt tilgang af Cherelle Moore.

Tror det bliver en meget lige kamp som Stevnsgade vinder med +2.

Hørsholm 79ers - SISU (onsdag kl. 18:30)

En mærkelig kamp. Hørsholm har 2. pladsen klar, men Sisu mangler en sejr for at få 5. pladsen.

Spørgsmålet bliver om Hørsholm bruger kampen til at prøve noget nyt. Sisu skal vinde og vil gøre alt for det. Med en sejr kan de måske undgå Lemvig i slutspillet. Sisu har ligaens 2 bedste amerikanere og nogen gode unge spillere som er begyndt at blive modne.

Det kan blive en meget spændende kamp og selvom Hørsholm er sikre på 2. pladsen tror jeg de vinder alligevel da de har en klar størrelse fordel.

Hørsholm +3

Stevnsgade SuperWomen - Virum GO Dream (lørdag kl. 14:00)

Kan være en meget afgørende kamp, men dette vides først når vi kender resultatet af de 2 første.

Stevnsgade kan stå og mangle sejren. Virum er for længst sikre på 1. pladsen.

Det er 2 gode hold der står rigtig godt til hindanden. De spiller langsomt og fysisk begge mandskaber og har begge masser af rutine.

Stevnsgade vinder med +1

Åbyhøj IF - BK Amager (lørdag kl. 14:00)

Sidst de 2 hold mødtes var det en meget rodet kamp. Amager trak det længste stå til sidst. Kampen i dag har ingen betydning og vil sikkert også blive en rodet affære.

Amager slutter på 3. pladsen i grundserien og må på baggrund af dette betragtes som storfavoritter.

Amager med +8

Lemvig Basket - Hørsholm 79ers (lørdag kl. 14:30)

Endnu en kamp uden formål. Lemvig skal prøve at finde formen fra pokal finalen og Hørsholm skal finpudse inden play-off.

Hvis begge hold vælger at spare spillere så tror jeg at hjemmebane fordelen kommer Lemvig til gode.

Lemvig vinder med +4