Nyheder

Ugens preview

10.10.2017

3 hverdagskampe i denne uge, og coach for oprykkerne fra Værløse BBK kommer her med sit bud på de 3 kampe.

Værløse BBK - Lemvig Basket (onsdag kl. 19:30)

To hold som kom ud af weekenden med hårde nederlag, hvor ikke meget lykkedes, så der bliver helt sikkert kamp til stregen fra begge hold onsdag aften i Søndersøhallen for at vise at weekendens forestilling var en enlig svale.

Det er to hold som er relativt forskellige der mødes. Hvis man kigger lidt på konceptet fra sidste gang der blev spillet all star game i Dameligaen – ”Nationals vs. Imports” så minder denne kamp i nogen henseender om dette. Lemvig har meget udenlandsk fire power med enkelte danskere og Værløse består af unge danskere med en enkelt udlænding, så det bliver modsætningerne der mødes.

Lemvig må påtage sig favoritværdigheden, da de er langt mere erfarne, men Værløses unge damer vil gøre alt for at rejse sig efter weekenden. Forhåbentlig bliver det en super spændende og seværdig kamp med to hold på jagt efter sæsonens første sejr.

Sisu - Hørsholm 79ers (onsdag kl. 20:00)

Et Sisu hold med to fremtrædende amerikanere og dameligaens mest scorende spiller gennem tiden, Catharina Palm Jensen, skal spille op til sit bedste for at stække et stærkt Hørsholm hold.

Hørsholm går efter min mening ind i kampen som klare favoritter, da de har et bredere hold, fordi de har været i stand til at holde fast i sidste års stærke grundstamme men derudover også har tilføjet Gritt Ryder, som helt sikkert giver dem en dygtig leder og så både Emilie Fogelstrøm og Maria Dinesen som gør bænken endnu dybere.

Hvis Sisu kan håndtere Hørsholms intense forsvar igennem en hel kamp, så kan det blive en kamp, men lykkedes det ikke, så tror jeg Hørsholm tager endnu en overbevisende sejr.

Stevnsgade SuperWomen - Virum Vipers (fredag kl. 19:30)

En svær kamp at spå om – dels fordi det er svært at sige noget om Stevnsgade helt reelle niveau, da de ikke spillede super overbevisende mod Hørsholm og havde en relativ let kamp i Værløse i weekenden og så har jeg endnu ikke set Virum, så det er svært at sige så meget om dem. Spillerne kender jeg, men deres holdkoncept med nyt træner team og nye amerikansk PG har jeg endnu ikke indsigt i, da vi først møder dem d. 22. oktober.

Man kan sige, at Virums trænerteam burde have rigtig god indsigt i Stevnsgades triangle offense, 2-2-1 zone pres og zone forsvar, så de burde på den måde kunne være rigtig godt forberedt på hvad der møder dem. Så kommer det ned til match ups også, hvor hvis der er nogen som måske kan minimere Valerie Driscolls indflydelse, så vil jeg tro, det er Emilie Hesseldal. Hun er rigtig god til at gøre livet surt for inside spillere både i forsvar og angreb fordi hun er lang og meget bevægelig og har et super godt instinkt.

Jeg tror det kan blive en rigtig spændende kamp med mange gode match ups. Stevnsgade har hjemmebane og det tror jeg kan blive afgørende hvis de kan få en masse i hallen til Friday Night Special – god mad og en dameliga kamp; what’s not to like! Jeg tror Stevnsgade tager sejren i en tæt kamp.

Friday Night basket i Nørrebrohallen

10.10.2017

Når Stevnsgade Copenhagen på fredag får besøg af mestrene fra Virum Vipers i Nørrebrohallen, åbnes dørene igen for Friday Night Basket.

For bare kr. 145,- får man noget rigtig godt til ganen krydret med topkampen i DL.

Du kan købe dit billet ved at klikke her.

Så er der igen Dameliga basket i Værløse

09.10.2017

Det er efterhånden fire år siden, der senest blev spillet Dameliga-basket i Søndersøhallen i Værløse. Dengang var det med Hanna Sheikh i spidsen for Værløse. Dagens kamp var også med Hanna Sheikh i spidsen. Desværre var det denne gang for modstanderne fra Stevnsgade Superwomen.

Stevnsgade vandt med 38–76 efter at have ført med 20–41 ved pausen.

Efter et målrettet, flerårigt talentarbejde, der blev kronet med guldmedaljer i sidste sæsons 1. division, er det nu blevet tid igen til Dameligabasket i Søndersøhallen i Værløse. Og lad det være sagt og fastslået straks: Det blev en hård hjemmebanedebut, hvor Værløse fik mere end én erfaring med hjem, men også en kamp, hvor Værløse i lange perioder fik vist, at de hører hjemme i Dameligaen.

Værløses headcoach Anja Andersen havde i forvejen spået, at det ville blive en ”ungdommen mod rutinen” kamp. Det blev det også. Og hvis man skal fortsætte ud af det spor, så blev det en kamp mellem Ungdommen og rutinen personificeret ved Hanna Sheikh. Med 24 point, heraf de 21 fra 7 tre’ere var den tidligere Værløse-spiller kampens helt store profil.

Værløse lagde ellers fint ud foran det store hjemmebanepublikum, og Stevnsgade måtte hele 4 minutter ind i kampen, før det lykkedes for det stjernespækkede hold at bryde Værløses forsvar og sætte den første scoring. Herefter kiggede Stevnsgade sig ikke tilbage, men fik for alvor vist, hvorfor mange regner dem blandt favoritterne til mesterskabet.

At blive mester er ikke én af Værløses ambitioner. Det er det derimod at blive bedre for hver kamp. Og der er ingen tvivl om, at det unge hold har meget talent og vilje at bygge på. I de perioder hvor det gik bedst, spillet flød hurtigt og aftaler blev overholdt, ja i de perioder gik det mere end bare ok. Det gik faktisk rigtigt godt.

Værløse er normalt et rigtig godt skydende hold. Bare ikke i dag. Med en 3’er procent på 17 (4 af 23) mod Stevnsgades 40 (12 af 30) er meget af historien om dagens kamp fortalt. Heller ikke 2’erne er noget at skrive hjem om: Værløse havde 22 pct eller blot 9 ud af 40 forsøg.

Topscorer for Værløse blev Paige Cashin med 8 point og 6 rebounds mens Trine Drejer havde 7 point og 5 rebounds. For Stevnsgade blev Hanna Sheikh med 24 point og 6 rebounds både Stevnsgades og kampens topscorer mens Ena Viso lavede 13 point og 6 rebounds.

Næste kamp for Værløse er allerede på onsdag, hvor Lemvig Basket kommer på besøg i Søndersøhallen.

Virum Vipers trækker det længste strå og vinder en tæt kamp mod SISU med 56-52

09.10.2017

Efter at have vundet sæsonens første udebanekamp mod Lemvig Basket blev det til endnu en sejr til Virum Vipers på hjemmebane over SISU.

Der var tale om en kneben sejr, som først blev hevet hjem til sidst. En vis usikkerhed og mange nye spillere på begge hold gjorde kampen til en lidt rodet affære. Dog blev der særligt i 2. halvleg kæmpet godt fra begge hold side.

Virum Vipers starter med god energi kampen og bringer sig hurtigt foran i 1. periode. SISU kommer først i slutningen af perioden rigtig ind i kampen og får scoret lidt point. Virum vinder perioden med 11-5.

2. periode er modsat. Virum Vipers taber energi og overblik og SISU dominerer perioden. SISU får scoret 21 point ført an af deres nye spiller Catharina Palm Jensen, der kommer fra Amager, og som med sine scoringer scorer sit 4.000 point i sin Dameliga kamp nr. 266. Fra Virum Vipers er det særligt Caitlin Ingle, der får eksekveret under kurven. Inden 2. halvleg har SISU udlignet føringen til stillingen 26-26.

Efter pausen har begge hold fået fornyet energi. Både Virum Vipers med  Caitlin Ingle, Valerie Driscoll og Frederikke Mollerup i front får lidt mere styr på spillet, herunder særligt forsvaret. Det samme sker for SISU, og her er det Catharina Palm Jensen, Kama Jo Griffitts og Lauren Cooper, der er de dominerende spiller. Perioden bliver meget lige, dog med en føring til SISU på 37-36 da perioden slutter.

I 4. periode ser der ud til, at Virum Vipers sætter tempoet lidt op og lukker bedre af i forsvaret. Både Caitlin Ingle, Valerie Driscoll, men også  Rudiane Eduardo og Emilie Olivia Schirmer bidrager med nogle vigtige scoringer. SISU kæmper for at følge med og er da også flere gange ved at få vendt kampen. Med blot 8 sekunder igen får de udlignet til 54-52. Virum Vipers Maria Høgh får dog sat en scoring lige inden kampen slutter. Virum vinder perioden med 20-15 og kan tage en sejr hjem på 56-52.

Topscorer for Virum Vipers: Caitlin Ingle 22, Valerie Driscoll 16, Frederikke Mollerup 8, Rudiane Eduardo 6, Emilie Olivia Schirmer 2 og Maria Høgh 2.

Topscorer fra SISU: Catharina Palm Jensen 15, Kama Jo Griffitts 15, Lauren Cooper 11, Cecilie Jessen 6 og Melanie Linea Elmgreen 5.

Virum Vipers spiller den 13. oktober kl. 19.00 på udebane i Nørrebrohallen mod Stevnsgade. Næste hjemmekamp er den 22. oktober kl. 17.30 i Virumhallen. Her møder Virum Vipers, Værløse BBK.

Hørsholm 79ers stadig ubesejret i DL

08.10.2017

Hørsholm 79ers trak tidligt i fra Lemvig i hjemmekampen på Lyserød Lørdag og sejren kom ikke siden i fare.

Udenfor banen, blev der samlet næsten 10.000 kr. ind til Kræftens Bekæmpelses Lyserøde Lørdag blandt de lige under 700 tilskuere til kampene i Dameligaen og Basketligaen.

Lemvig så ud til at have den lange bustur siddende i benene i første periode, for Hørsholm kom foran 20-2 efter de første syv minutter og den føring blev udbygget til 38-10 13 minutter inde i kampen, der her reelt var afgjort. På det tidspunkt havde Hørsholm-anfører Line Piechnik allerede scoret fire tre-pointere, hvilket var stærkt medvirkende til at skabe den store føring.

I resten af kampen jagtede Lemvig comeback’et, men det kom aldrig rigtig. Hver gang Lemvig kom tættere på, skinnede Hørsholms store rutine igennem og spillere som Gritt Ryder, Line Piechnik, Maryah Sydnor eller Ivana Jovanovic scorede og fik bragt ro på.

Det tætteste Lemvig kom på var 12 point med otte minutter igen, da Louisa Murphy reducerede til 64-52, men straks efter satte Line Piechnik en tre’er og Ivana Jovanovic to point og så var kampen lukket igen. De sidste minutter blev uden mange scoringer og Hørsholm tog sejren 73-56.

Hørshoms topscorere blev Ivana Jovanovic med 16 og Line Piechnik med 15, mens Maryah Sydnor havde en såkaldt Double Double 12 point og ikke mindre end 15 rebounds. For Lemvig havde Louisa Murphy 21 point og Deanna Mazy 13.

Sejren bringer Hørsholm i top af ligaen, med to sejre og et nederlag, mens Lemvig stadig må jagte den første sejr. Begge hold er i aktion igen onsdag, hvor Lemvig besøger Værløse, mens Hørsholm rejser ned af Strandvejen til SISU fra Gentofte.

Foto er leveret af Markus Kluge.

Catharina Palm Jensen, SISU scorer point nr. 4000 i DL

07.10.2017

En af DL`s helt store profiler, Catharina Palm Jensen fra SISU rundene i eftermiddags en stor milepæl i sin karriere.

I dagens kampe hvor SISU var på udebane mod Virum Vipers scorede Catharina sit 4 point i kampen i det 3. minut af 2. periode. Scoringen betød at Catharina runde som den første spiller nogenside point nr. 4000 i DL i sin kamp nr. 266.

Et stort tillykke skal lyde med milepælen og mon ikke at de 5000 point kan blive nået i løbet af de næste par sæsoner.

Ugens preview

03.10.2017

Ugens preview til weekendens 3 kampe er klar og det er Jesper Krone, headcoach fra Hørsholm 79ers der har kigget i krystalkuglen og tror de 3 kampe ender således:

Hørsholm 79ers - Lemvig Basket (lørdag kl. 13:30)

Som så mange kampe bliver i denne sæson, så bliver det en tæt kamp. Hørsholm kom fra Nørrebro med en sejr i sidste spillerunde, selvom det ikke var en køn affære, hvorimod Lemvig tabte lidt overraskende hjemme til Virum Vipers.

Lemvig har igen i denne sæson, fået skabt et stærkt mandskab, hvor flere af spillerne også var at finde på holdet i sidste sæson. Det vil uden tvivl gavne Lemvig på lang sigt.

Hørsholm har næsten hele deres hold tilbage, og har dertil fået et par ekstra spillere. Hjemmebanen vil sandsynligvis hjælpe Hørsholm på lørdag, men ellers er det en meget åben kamp, som er svær at spå om. Jeg tror dog på en smal hjemmesejr på 3 point.

Virum Vipers - SISU (lørdag kl. 15:00)

Dette kan også blive en spændende kamp, hvor SISU dog må gå til kampen som underdog. De hev en sejr hjem mod Værløse i sidste spillerunde, og de har også fået skabt et godt hold, men Virum ser allerede utrolig stærke ud.

Med Driscoll i midten, Caitlin Ingle på  1'eren og en solid og stærk og solid gruppe af guards/forwards, kom de hjem fra Lemvig med en sejr i sidste uge. Dette må tanke selvtillid og hjemmebanen oveni, må gøre Virum til favoritter.

Virum vinder med 8 point.

Værløse BBK - Stevnsgade SuperWomen (søndag kl. 16:30)

Værløse kommer med et nyt og spændende projekt, men en gruppe af deres egne talenter. På forhånd var de måske spået en svær sæson, men de viste gode takter i sidste uge mod SISU, og med nogle kampe i rygsækken i løbet af sæson, så vil de helt sikkert drille de andre hold. Det bliver dog svært mod Stevnsgade, som selvom de tabte i fredags, har mange spillere med erfaring fra Europa, A-landshold, College og enorm ligaerfaring.

Hvis Værløse kommer stærkt ud og finder rytmen fra start, kan de godt drille Stevnsgade, men jeg tror på rutinen.

Stevnsgade vinder med 15 point. 

Gentofte Natten - Værløse BBK og SISU er kommet i gang

02.10.2017

Fredag aften skulle en ny tribune i Gentofte Arena indvies. Hallen har nu plads til 1800 tilskuere og er dermed den største i dameligaen.

315 tilskuere havde fundet vejen til kampen mellem ny-oprykkede Værløse BBK, som stiller med et ungt hold, suppleret af en høj amerikansk profil og hjemmeholdet SISU, som stiller med en ung stamme fra sidste år, suppleret af 3 profiler fra.

Gentoftes borgmester Hans Toft holdt tale, musik, fakler, food trucks og fadøl samt ny producerede sponsor bander – så var rammen sat. Om de nye rammer, holdenes alder kombineret med nye spillere, coaches, som lige skal i gang, var grunden til et lidt nervøst spil, kan man kun gætte på.

Første periode viste en ok sisu defensiv, hvor gæsterne dog fik frit syn fra 3p stregen og yderligere kæmpet sig til angrebs rebound igennem vilje. Catharina Jensen kom godt fra start i sin nye uniform og startede med at score efter behag mod de nået mindre og yngre gæster, 17-8 blev cifrene.

2. periode stod der Frida Forman på og den unge (meget unge) Værløse spiller viste flere gange prøver på sit store talent og ikke mindst øje for kurven. Da de to hold gik til pause ved stillingen 29-29 havde hun scoret ikke mindre end 18 af gæsterne point.

Opgaven for hjemmeholdet var klart at få lukket ned for den unge profil, hvilket lykkedes da man holdt hende på bare 1p i kampens sidste 2 perioder; men stadig sluttede hun på imponerende 19 i sin DL debut, heriblandt 9 for 12 fra straffelinjen.

For hjemmeholdet, viste Cecilie Jessen gode takter i 1. halvleg, hvor hun flere gange kom til ringen og yderligere håndterede Paige Cashin, gæsternes import. Yderligere var det et frisk pust at se Cirkeline Rimdal udnytte sin atletiske formåen, og komme i feltet og til ringen. Helene Dalsgaard bliver ligeledes en vigtig faktor for defensiven i årets udgave af hjemmeholdet.

Den store forskel lå primært hos hjemmeholdets Catharina Palm Jensen og Lauren Chase Cooper. Førstnævnte er altid en trussel og sluttede kampen med 21p og mangler nu bare et enkelt i at nå op på 4000 point i DL. Den mest scorende igennem tiden.

Lauren viste flere gange prøver på sin speed og snævrer driblinger og er en sand point guard, som tænker aflevering først og sin egen chance derefter.

Efter en kamp der svingede i kvalitet blev det til en SISU sejr på 63-48 (17-8, 12-21, 15-11, 19-8).

Kampens spiller for gæsterne var Frida Boye Forman og Catharina Palm Jensen for værterne SISU

Virum Vipers tog fra Lemvig med sejr

01.10.2017

Lemvig Basket og Virum Vipers startede lørdag deres sæson i Dameligaen, og det blev Virum som løb med sejren på 61-71.

Set over hele kampen stod de to hold meget lige overfor hinanden, men tre dårlige minutter for Lemvig i starten af tredje periode gjorde sidste halvdel vanskelig for hjemmeholdet. 0-15 vandt Virum de tre minutter, og selvom Lemvig skal have ros for at kæmpe sig tilbage og skabe ny spænding, så blev afstanden for stor.

Kampen startede nervøst for begge hold, og det var tydeligt at det er tidligt på sæsonen og begge hold stadig er i en opbygningsfase. Begge hold havde svært ved at finde gode løsninger offensivt, men Virums Ellen Marie Iversen var mest effektiv af de ti på banen, så hendes to 3ere gav en tidlig føring på 2-6 til gæsterne. Gennem hele 1. periode lykkes det Virum at holde Lemvig væk fra de nemme scoringer og det kan udbygge føringen til 7-14 ved første pause.

Lemvig kommer ind til 2. periode med mere energi, og det giver et mere bevægeligt og udfordrende forsvar, som omsættes til gode fast-break muligheder. Desværre er effektiviteten ikke helt i top, så tættere på end 11-14 kommer værterne ikke. Der er dog gode takter hos hjemmeholdet og der bliver lagt større pres på Virum end i kampens start. Det giver et hektisk spil i begge ender af banen, som både betyder der er en del turn-overs – og at afstanden mellem holdene holdes uændret omkring de 5 point.

Det hektiske spil fører til mange åbne skud muligheder, og her er Virum og særligt Maria Høgh bedst til at udnytte de enkle løsninger. Hos Lemvig er det Ivana Udovalieva og Kaitlyn Mathieu som går forrest, men det kendetegner begge hold at pointene er spredt ud på mange spillere. Ved halvleg er stillingen 26-30 og det samlede indtryk er, at kampen kan tippe til begge sider.

Det indtryk ændre sig lidt i de første minutter af 3. periode, hvor Lemvig slet ikke ser ud til at være færdige med at holde pause. Koncentrationen er slet ikke kommet med på banen, og Virum er hurtig til at udnytte mulighederne. På 1½ minut er føringen udbygget til 26-36 og det giver naturligvis energi til gæsterne, som uden at bruge mange kræfter nemt spiller dig forbi Lemvig. I løbet af det næste 1½ minut øges forspringet til 26-44 og giver altså Virum et 0-15 run, inden lemvig får sat en prop i flasken.

Herefter kæmper Lemvig sig til gengæld flot tilbage i kampen. Angreb for angreb henter man ind af det tabte, og i forsvaret bliver der kæmpet med fornyet energi og vilje. Hjemmeholdet viser god moral og inden perioden er slut er afstanden bragt ned på 42-49. Lemvig vinder de sidste tre minutter 12-3, hvilket blandt andet skyldes at Lisa Murphy, Reka Fejes og Kaitlyn Mathieu for alvor tager kampen op i spillet under kurven, hvor det lykkes at stoppe både Valerie Driscoll og de nemme afslutninger for Virum.

I de sidste 10 minutter slider Lemvig for at lukke den sidste rest af afstanden til Virum, og mulighederne er der, men det er også tydeligt, at det har kostet mange kræfter at komme tilbage i 3. periode. Virum kan heller ikke finde samme effektivitet som i starten af kampen, men Emilie Schirmer viser sit værd som skytte, da hun rammer sit holds blot tredje og fjerde 3er kort efter hinanden. Det er medvirkende til, at Virum kan spille kontrolleret de sidste minutter og hold et forspring på de 10 point til sidst.

Piller man de første tre minutter af tredje periode ud, så vandt Lemvig altså kampen med 5 point, hvilket er et godt billede på, hvor tæt Dameligaen ser ud til at blive i denne sæson. Det kan i mange kampe blive de berømte små marginaler, som kan blive afgørende, og der er ikke råd til blot få minutter med manglende koncentration. Begge hold viste i perioder godt spil, men det var også tydeligt at begge mandskaber har mere at byde på, og de bliver spændende at følge i de kommende måneder.

Lemvigs point: Lisa Murphy 15p, Kaitlyn Mathie 14p (12 reb), Okako Adika 8p, Ivana Udovalieva 7p, Reka Fejes 6p, Deanna Mayza 5p, Ani Kolyandrova 3p og Megi Kolyandrova 3p

Virums point: Maria Høgh 17p, Valerie Driscoll 14p (13 reb), Ellen Marie Iversen 12p, Caitlin Ingle 12p, Emilie Schirmer 9p, Rudiane Eduardo 4p, Barbara Møller 2p, Frederikke Mollerup 1p 

Benhård forsvarskamp åbnede DL på Nørrebro

30.09.2017

Optakten til sæsonen i Dameligaen har været noget speget, kan man vidst godt påstå. Men det lykkedes at få seks hold klar til start - et absolut minimum for at gennemføre en seriøs sæson.

Fredag aften var alle sejl sat til i de tre Dameliga kampe, for at gøre produktet attraktivt for spillere, publikum og sponsorer.

I Nørrebrohallen bød Stevnsgade velkommen til Friday Night Basketball, der blev indledet med spisning i Nørrebro Spisehus - som Stevnsgade åbnede 1. maj i år - til levende musik derefter kamp i hallen mellem Stevnsgade og Hørsholm 79ers, underholdning i pausen af Sada Vidoo og aftenen sluttede med hygge i Spisehuset til Live Jazz musik.

Men tilbage til aftenens hovedbegivenhed - sæsonens første kamp mellem to af favoritterne til denne sæsons semifinaler.

Gæsterne fra Hørsholm er blevet forstærket fra sidste sæson med USA hjemvende Gritt Ryder og super dygtige Maria Dinesen, der er kommer fra BK Amager. De mødte fredag aften et Stevnsgade hold med en række nye spillere, men med det meste af grundstammen fra de seneste sæsoner intakt.

Nye er Emilie Hesseldal, som uden tvivl vil være af stor betydning for inside spillet, solide spillere som Ida Klussmann, Cecilie Tvede Hansen, Ena Viso, norske Katrine Fjærestad og Thale Messel samt Hannahs søster Marian Sheikh og unge Aisha Kaid. Og holdet har fået ny coach - erfarne Hrannar Holm.

Første periode startede Hørsholm 79ers klart bedst og bragte sig hurtigt foran med 0-5 først på en 3er fra hjemvendte Gritt Ryder og senere to point af en anden af de store profiler Ivana Ivanovic.

Efter et minut svarede Hanna Sheikh igen med en dyb 3´er, som hun fulgte til dørs 15 sekunder senere med endnu en 3´er til 6-5. Det var tydeligt fra start, at begge hold meget gerne ville vinde åbningskampen. Forsvarsspillet var i fokus og der var kamp om hver en rebound og løs bold.

Midt i perioden havde Hørsholm bragt sig foran med 6-11, men Hanna Sheikh forsatte sin streak med sin tredje 3´er på tre forsøg efter fuldt af Ida Tryggedsson, der bragte balance i regnskabet til 11-11. Resten af perioden dominerede Stevnsgade og kunne gå til første periode pause foran 21-16.

Det var tydeligt allerede i første periode, at kampen i kampen stod mellem Hørsholms amerikanske Maryah Sydnor og hjemmeholdets Emile Hesseldal. Begge spillere endte med at blive deres holds bedste på dagen.

Begyndelsen på anden periode var en smule rodet med flere afleverings turnovers fra begge sider. Holdene byttede points til stillingen 29-26 i det 6 minut. Derefter gik hjemmeholdet helt i stå på scoringstavlen. Hørsholm 79ers ramte bedre, var en smule mere aggressive forsvarsmæssigt og reboundsmæssigt, hvilket gjorde, at de kunne udligne til pausestillingen 31-31. En noget lav score - særligt taget i betragtning de to holds store scoringsprofiler.

Hørsholm 79ers spillede en bedre periode end værterne gjorde. Der blev afprøvet mange konstellationer på banen af begge coaches. Det medførte at spillet blev lidt mere rodet og i sær Stevnsgades angrebsspil lidt for meget stillestående.

Hørsholm 79ers bragte sig ret hurtigt foran og øgede forspringet gennem perioden til en 44-51 føring inden sidste og afgørende periode.

Efter 2:31 af sidste periode bragte Emilie Hesseldal spænding ind i kampen ved at score til 48-51 men Line Piecnik og Ivana Ivanovic bragte igen Hørsholm foran med 7 efter 5:44. Få sekunder efter scorede Ida Tryggedsson en 3´er og så var der bare 4 points mellem de to hold.

Spillet var ikke kønt i fjerde periode, men det er tidligt på sæsonen og det var tydeligt, at der var mange ting på begge hold, der skal pudses af.

Med 2:19 igen bragte Hørsholm 79ers sig foran med 7 og det var nu tydeligt, at publikum ikke fik den spændende afslutning, som de havde håbet på.

Hørsholm fik inden slutfløjtet den største føring i kampen og vinder fortjent 54-63 (21-16, 10-15, 13-20, 10-12) foran et noget sløvt fredagspublikum på ca. 270 mennesker, i en ikke sindsoprivende kamp, men en kamp med masser af godt forsvarsspil.

Kampens to store og dominerende spillere - både højdemæssigt men så absolut også spillemæssigt - var gæsternes Maryah Sydnor med 21 points og 14 rebound og hjemmeholdets Emilie Hesseldal med 7 points, 15 rebounds og 5 assists.

Det er tidligt på sæsonen og det er naturligvis vanskeligt at spå om udviklingen på de to hold, men begge hold har store, dygtige, spændende erfarne profiler, så der er ingen tvivl om, at der kommer mange gode kampe fra de to hold.