Nyheder

Virum GO Dream videre i slutspillet med 2–0 over SISU

Virum GO DREAM vandt også kamp 2 i kvartfinalen mod SISU.

Første kamp havde Virum vundet på hjemmebane med 20 point, men efter en indledning på kampen, hvor SISU kom bedst i gang. Sådan gik det bestemt ikke i Kildeskovshallen søndag. Virum var klar fra start denne gang og lod foden hvile tungt på speederen. Først til 2–10, siden 5–21 og det så ud til at blive en lang eftermiddag i Kildeskovshallen.

Første periode endte 9–24. Virums center Valerie Driscoll var kommet godt i gang med 6 point midt i perioden, og det skulle vise sig at komme til at præge kampen: SISU havde svært ved at matche Valerie Driscoll i denne kamp.

Anden periode bragte dog lidt lys til SISU, der med bedre forsvar tog kampen op. Det bedre forsvar resulterede også i bedre angreb og lettere point, så SISU kunne holde balance i denne periode med 20–20. Tydeligt at Virums fejlprocent i aflevering og skud blev øget, når presset kom på. I store dele af kampen i onsdags kunne SISU også holde balance mod Virum, så når nu anden periode havde vist, at det ikke var en enlig svale, kunne man jo håbe at det fortsatte i tredje periode.

Og sandelig om det ikke kunne fortsætte. Trods meget tæt forsvar lykkedes det Olivia Applewhite at få 9 point i kurven i denne periode. Hun gav virkelig alt i kampen for at give sit hold en chance for fortsat at leve i slutspillet. Perioden endte med beskedne 13–7 til hjemmeholdet, men der var nu kamp om sejren med stillingen 42–51 efter tredje periode.

Lyset blev dog slukket med 3 scoringer i træk fra Virums numre 13, 12 og 11: Nikoline Østergaard, Melissa Gilkey og Valerie Driscoll viste endnu en gang deres værd for Virum med hver deres scoring og bragte Virum foran med 15 point. Det blev for meget til at SISU for alvor kunne tro på sejren.

Chancerne var der, de fleste skud blev taget, men bolden ville ikke i. Mathilde Colding-Poulsen viste dog vejen med 2 tre’ere og et solidt og aggressivt forsvar kampen igennem. Og trods tæt opdækning af Nikoline Østergaard gik hun faktisk kampen igennem uden at få dømt en fejl. Samme Nikoline Østergaard var glimrende i sit sammenspil med Valerie Driscoll, og må nok have en stor del af æren for at Valerie Driscoll endte som topscorer og at Virum tog sejren med 52–68.

SISU faldt med ære. Flot kæmpet af det unge hold, der løftede sit niveau i sæsonens sidste kampe – og så gjorde det ikke noget at Amalie Carnbring Bonde vendte tilbage i slutspillet og styrede spillede godt efter en længere skadespause.

For Virum scorede Valerie Driscoll 19 point, Melissa Gilkey 18 og Nikoline Østergaard 11 point.

For SISU scorede Olivia Applewhite 19 point efter endnu en heroisk indsats i luften og på gulvet mens Mathilde Colding-Poulsen endte på 13 point.

Virum GO DREAM spiller mod Lemvig Basket eller Aabyhøj IF i semifinalerne, som starter i Virum i weekenden. Modstanderen afgøres i morgen i Lemvig.