Nyheder

Virum Go Dream går på juleferie som tophold i DL

Virum Go Dream vandt i god stil deres sidste kamp inden jul over Aabyhøj med 70-52. Det er dermed holdets 8. sejr i Dameligaen, som holdet topper.

Kampens start indikerede ellers en svær kamp for Virum. Aabyhøj kommer hurtigt foran, og efter bare 7 minutter står det 17-6 til gæsterne med en godt scorende Sophie Kjems-Krognos fra Aabyhøj. Heldigvis får både Frederikke Mollerup og Ansofie Schirmer gang i scoringerne, så Virum kan reducere til 19-15 til Aabyhøj ved periodens slutning.

I 2. periode fortsætter med et højt tempo fra Virums side ført an af Frederikke Mollerup. Sammen med Ansofie Schirmer, Valerie Driscoll og Nikoline Østergaard får de alle fire sat vigtige point, og før pausen har Virum fået vendt kampen og bragt sig foran med 38-27. Fra Aabyhøj er det Camilla Frommelt Andersen og Sophie Kjems-Krognos, der har gode 3ér scoringer.

3. periode fortsætter i samme stil med Virum som dominerende i angrebet, men også godt spil i forsvaret, hvor Ellen Iversen formår at holde Aabyhøjs Mariyah Henley på ganske få scoringer. En spiller der normalt scorer omkring 20 point pr. kamp. Tredje periode slutter med 57-36 til Virum.

Aabyhøj kommer lidt i igen i 4. periode, som ellers er meget lige. Særligt Bianca Morsoe Christiansen spiller godt for Aabyhøj. Hos Virum fungerer holdspillet godt, og der er flere gode afleveringer ind til Valerie Driscoll, som kvitterer med at score. Kampen ender med slutresultatet 70-52 til Virum.

Topscorer for Virum GO Dream: Valerie Driscoll 18, Frederikke Mollerup 17, Ansofie Schirmer 14, Nikoline Østergaard 8, Gillian Abshire 6, Ellen Iversen 4, og Caroline Marie Schultze 3.

Topscorer for Aabyhøj: Bianca Morsoe Christiansen 15, Camilla Frommelt Andersen 11, Sophie Kjems-Krognos 10, Mariyah Henley 7, Katrine Lind Pedersen 6 og Emma Schwendson-Dirks 3.