Nyheder

Vildt drama i Hørsholmhallen

Fredag aften tog Hørsholm 79ers imod Virum Go Dream i det der skulle vise sig, at blive en af årets største dramaer i Dameligaen. Et opgør som endte med en protest mod kampens resultat fra Hørsholms side.

Uret viste 0,4 sekunder, med stillingen 65-64 i Hørsholms favør. Virum havde bolden til indspil bag 79ers kurv. Ansvaret blev lagt i hænderne på holdets amerikaner Kyani White, som leverede en af sæsonens mest kontroversielle skud. På indspillet greb Kyani bolden, svævede, landede og skød og bolden gik i. Ifølge dommere og dommerbord skete det indenfor kampens resterende 0,4 sekunder. Ifølge Hørsholm gik der mere tid end det. Fakta er, at hornet først lød efter bolden var sluppet, men Hørsholm har nedlagt protest, med påstand om, at afslutningen ikke bør tælle.

Hørsholm træner Pepe Vazquez, var bestemt heller ikke tilfreds med afslutningen, men roste sine spillere: 

- Damerne spiller en fremragende kamp. Men tingene går ikke vores vej. Afslutningen er meget kontroversiel. Det burde ikke kunne lade sig gøre, at gribe og skyde med 0.4 sekunder igen. Men nu må vi se hvad dommen bliver. Vi må bare se videre til næste kamp.

De to nordsjællandske klubber fulgtes godt ad hele vejen. Ashley Ezeh og Maria Pedersen var utrolig velspillende for Hørsholm. De to stod samlet for 31 af holdets 65 point. Pedersen ramte tre 3’ere i kampen. For Virum var det Kyani White som puttede point på tavlen, hun sluttede aftenen med 19 af slagsen.

Selvom det var tæt hele kampen, skabte Hørsholm sig med fem minutter igen af kampen, et forspring på syv, med en scoring af Ashley til 61-54. Det begyndte at ligne en god aften på kontoret for 79ers spanske træner Pepe Vazquez, men dette skulle dog ændre sig.

Virum scorede fem ubesvarede point og så var det tæt igen, 61-59. Frederikke Mollerup leverede en 3’er for hjemmeholdet og gav endnu engang håb til de fremmødte fans. Dette svarede Virum dog straks tilbage på, med en 3’er fra Ellen Marie Iversen, som selv fulgte op med endnu to point. Stillingen var 64-64 og spændingen i top.

Sara Pedersen blev fejlet uden for 3 points-linjen med 21 sekunder igen og kampen var nu i hendes hænder, i form af tre straffekast. Resultatet var et skud, der trillede rundt i ringen og ud, et misset og en i. 65-64 og kømpe drama. Der var lagt op til en dramatisk afslutning og det fik hallen. Kyani White gjorde det onde ved Hørsholm med en buzzer beater til stillingen 64-65.

Med den foreløbige sejr bevarer Virum andenpladsen, mens Hørsholm ser ud til at sidde fast på femtepladsen, med tre kampe igen med fire point op til BK Amager på fjerdepladsen. Hørsholm møder næste gang Lemvig Basket på udebane 13. februar på udebane.