Nyheder

Vigtig 10 points sejr til Stevnsgade i Nørrebrohallen lørdag aften

Stevnsgade tog i mod Åbyhøj IF til klubbernes anden indbyrdes opgør i mellemspillets gruppe 2 lørdag aften i Nørebrohallen.

Spisning inden kampen, mere end 250 tilskuere, cheerleaders og en fantastisk stemning satte rammen for et spændende opgør, der først fandt en vinder i de døende minutter af kampen.

Starten var rodet og præget af dårlige beslutninger på begge hold, hvilket stillingen 5-5 efter 4½ min tydeligt indikerer. Men efter det 5. minut kom der fart over kampen og via 5-9, 7-13 endte perioden med en Åbyhøj føring på 17-19. Som forventet havde Stevnsgade besvær med at dække Åbyhøjs meget dygtige Marie Steen Jespersen.

De første 7 minutter af anden periode er meget lige, der udveksles point i en velspillet og underholdende periode. Men i det 8. minut tager Stevnsgade teten og laver et 10-0 run i periodens sidste to minutter til halvlegsstilling 37-34. Alle spillere på begge hold bidrager.

Tredje periode skulle vise sig at blive lige så tæt som de to hidtidige perioder. Stevnsgade starter bedst med to 3´ere af Pauline Schulz og Josephine Kjøller og bringer sig foran med 43-34, hvorefter der var en scoringspause i kampen på hele tre minutter. Åbyhøj straffer hjemmeholdets lidt rodede spil og bringer sig ved et 9-0 run foran med 43-46 på mindre end 2 minutter – her scorer Kia Fisker en vigtig 3´er og Bianca Morsøe tager den to gange helt til kurven.

Stevnsgade får igen sat fokus i de sidste minutter og bringer sig foran inden sidste periode med 52-51 med en 3´er af Iben Soltau og en ”coast to coast” scoring af Mia Obbekjær, der fik taget til at løfte sig i Nørrebrohallen.

De første to minutter af sidste periode starter uden scoringer. Men Åbyhøj start bedst med at Britt Marie Harris bringer Åbyøj foran med 52-54. De næste tre minutter står der Gabi Nedic på. Gabi laver et steal, tager to angrebsrebounds, laver en ”and one” scoring og i øvrigt 8 point på mindre end 3 minutter. Det betyder at Stevnsgade bringer sig foran med 61-55 med fire minutter igen.

Første mellemspilskamp i Åbyhøj endte med en 8 points sejr til Åbyhøj, hvorfor Stevnsgade i de sidste minutter gik benhårdt efter mindst en 9 point sejr, der betyder, at såfremt de to hold ender lige efter mellemspillet er det den indbyrdes målscore, der er afgørende for placeringen.

Julie Forster rebounder sit eget skud og bringer Stevsngade foran med 63-57, hvorefter Maria Steen Jespersen skrumper Stevnsgades forspring til 63-59 med 2 minutter og 45 sekunder igen. En 3´er af Iben Soltau bringer stillingen til 69-63 med 1½ minut igen.

Med blot 6 sekunder igen er stillingen stadigt 69-63. Intet tyder på, at Stevnsgade får den vigtige 9 points sejr. Stevnsgades Sarah Eichler har forsvarsreboundet med 6 sekunder igen og fejles af Julie Højer, der sender Sarah på straffelinjen. Sarah udnytter begge straffer og bringer Stevsngade foran med 71-63. Ved Åbyhøjs indspil fra baseline kaster Julie Forster sig ind i Sophie Kjems Krognos aflevering og får bolden ind til Iben Soltau, der scorer mens tiden løber ud. 10 points sejr til Stevnsgade 73-63.

En spændende medrivende kamp, der naturligvis bar præg af kampens betydning.

Hos Åbyhøj gjorde Maria Steen Jespersen det flot med 19 point og 12 rebounds, fulgt op af Bianca Morsøe med 11 og Britte Marie Harris med 8 point.

Hos Stevnsgade var det en gedigen holdindsats der gjorde udslaget i dag. Pauline Schulz blev topscorer med 15 point (50% bag 3´er linjen), Iben Soltau scorede 14 (67% bag 3´er linjen), Julie Forster var meget tæt på en triple double med 10 point, 18 rebounds og 9 assists.