Nyheder

Vanvittigt drama i 3. semifinale i Nørrebrohallen

Gennem de seneste sæsoner har Virum Vipers og Stevnsgade Basketballmødtes i flere finalerunder om DM. Stort set hver eneste gang, er det mærkværdigvis gået sådan, at begge hold har tabt alle kampene på hjemmebane og vundet på udebane.

Netop sådan så det også ud efter de to holds første møder i semifinalerne, hvor der spilles bedst af fem kampe. Stevnsgade har ”hjemmebanefordelen” efter at være endt som nr. to i Dameligaens grundspil. Første kamp i Nørrebrohallen blev vundet sikkert og fortjent af Virum Vipers med 59-75. Næste kamp i Virumhallen blev vundet lige så sikkert og fortjent af Stevnsgade med 63-89.

Så skulle historien gentages, skulle Virum tage stikket hjem tirsdag aften i Nørrebrohallen, der var kampklædt til lejligheden med ca. 300 medlevende tilskuere fra begge klubber.

Stevnsgade startede klart bedst og var efter de første fem minutter foran med 13-7. Men trods Stevnsgades føring halede Virum Vipers hurtigt ind på hjemmeholdet og bragte sig i front inden 2. periode med 15-20. De lavede et 13-2 run på Stevnsgade.

Det var tydeligt, at der var fokus fra Virums side på at stoppe Ida Tryggedsson Preetzmann, der scorede 34 point i den sidste semifinale - og det lykkedes i begyndelsen af kampen, hvor hun blev holdt nede på fire point. Virum Vipers Ellen Iversen var første periodes store spiller med 12 point og en uhyggelig træfsikkerhed på 90%. Virum dominerede reboundning med 13-6 i perioden.

Anden periode minder meget om første. Virum kom nemmere til point end Stevnsgade og publikum havde en følelse af at første semifinalekamp var ved at gentage sig. Efter ca. fem minutter er det nogenlunde lige 25-28, men Virum Vipers slutter bedst og vinder perioden 15-18 og har dermed en halvlegsføring på 30-38.

I tredje periode kommer Stevnsgade ud efter pausen i et helt andet tempo. Der er fart over forsvaret og der bliver løbet adskillige fastbreaks. De brænder en hel del, men holder Virum Vipers fra fadet. Kun Maria Høghs (der spillede en flot kamp) 5 point formåede Virum Vipers at score i tredje periode. Det betød, at Stevnsgade vandt perioden med 15-5 og bragte fuld spænding ind i kampen inden fjerde periode.

Stillingen var 45-43 ved fjerde periodes start. Holdene fulgtes pænt ad og byttede points, mens uret tikkede ned, til hvad der efter de første fem minutter så ud til at skulle blive en spændende afslutning. Med 3:54 igen var det helt lige med en minimal Virum føring 56-57. Begge hold kæmpede kollektivt for at få overtaget, men ingen ville slippe. Der blev givet og taget i begge ender af banen.

Men på knapt et minut scorede Virums altid stærkt spillende Valerie Driscoll fire point til Virum Vipers føring på 56-61 med 2:59 igen. Stevnsgade kalder timeout. Umiddelbart efter scorer Marian Sheikh to point, men Virum Vipers Rudiane Eduardo er rigtigt kommet i gang i slutningen af kampen og svarer igen med to point til 58-63. Da Caitlin Ingle til stor jubel fra Virum Vipers fans på lægterne scorer en 3´er og bringer Virum Vipers foran med 58-66 med bare 1:13 igen, er der omvendt ikke meget håb at spore blandt Stevnsgades fans.

Straks efter scoringen kaldes timeout fra Stevnsgade. Der resterer bare 1:13 og Stevnsgade skal score tre eller fire gange uden at Virum scorer for at vinde eller få overtid. Der virker håbløst.

Umiddelbart efter timeouten brænder først Ida Tryggedsson Preetzmann en 3´er og umiddelbart efter brænder også Emilie Hesseldal en 3´er og med 48 sekunder igen og nede med 8 point er alt håb ude for Stevnsgade. Eller er det?

Emilie Hesseldal scorer med 45 sekunder tilbage af kampen en 3´er til stillingen 61-66. I den anden ende af banen brænder Virum en 3´er med 24 sekunder igen. Stevnsgade spiller hurtigt op af banen og ud til Emilie Hesseldal, der med 16 sekunder bliver fejlet af Virums Valerie Driscoll i et 3´er forsøg – der går i! Stillingen er nu 64-66 med 16 sekunder igen.

Emilies 3´er udløser Virum timeout. Efter timeouten går Emilie Hessedal på stregen for at skyde sin and one – men brænder den. Virum i ball possesion med 15 sekunder igen og foran med 2 points.

Med 7 sekunder igen mister Virum bolden hvorefter Stevnsgades Ena Viso tager den hele vejen til kurven og fejles af Rudiane Eduardo med 1,7 sekunder igen.

Ena er kølig og sætter begge straffer til slutstilling 66-66. Det håbløse og umulige skete. Overtime.

Emilie Hesseldal scorede i øvrigt 13 point i 4. periode.

Hvem ville nu komme bedst ud psykologisk efter den dramatiske afslutning. Virum Vipers der havde Stevnsgade helt nede i sækken og manglede bare at snøre den med 48 sekunder igen, eller Stevnsgade der havde reddet sig i de døende sekunder af kampen?

I den ekstra 5 minutters periode smider først Caitlin Ingle en 3´er i, derefter svarer Marian Sheikh igen med to point, men med 3:18 igen scorer Valerie Driscoll til stillingen 67-71 og Stevnsgade trailer igen efter Virum Vipers. Men Emilie Hesseldal bringer igen nogenlunde balance i tingene med først et lay-up og derefter et straffe til stillingen70-71 med 1:52 igen. Stemningen var hektisk på tilskuerpladserne.

Med 23 sekunder igen scorer Ida Tryggedsson Preetzman til stillingen 72-71. Virum tager time out og får bolden på Stevnsgades banehalvdel. Med 15 sekunder igen spiller Virum bolden i hænderne på Ida Tryggedsson Preetzmann, som fejles, hvorpå hun scorer sikkert på begge straffer, der bringer Stevnsgade på vinderkurs til stillingen 74-71 med 14 sekunder igen.

Virum Vipers får et sidste forsøg, men der scores ikke yderligere og glade Stevnsgade spillere kan juble over sejren efter en særdeles dramatisk afslutning. I aften blev det vist, hvor fantastisk vidunderligt og uforudsigeligt basketball kan være – men også hvor ondet det kan være - og gøre.

Begge hold har stor ære af kampen.

Stillingen er nu 2-1 til Stevnsgade. Næste semifinalekamp spilles efter påsken onsdag den 4. april i Virumhallen.