Nyheder

Værløse sender SISU hjem med 1 points nederlag

Med sejren over SISU fik Værløses unge Dameliga-debutanter sat en tyk streg under, at det er et hold, man skal regne med. Når de finder rytmen, kan de spille op med alle hold i ligaen.

Hvordan får man tilskuere i hallen? Gysets mester, filminstruktøren Alfred Hitchcock vidste det bedre end de fleste, da han sagde: ”Always make the audience suffer as much as possible.”

Det råd har Værløses Damer i den grad taget til sig, så endnu en gang fik tilskuerne en gyser, der var en Hitchcock værdig. Efter sidste weekends to-points nederlag til Lemvig, blev det i denne weekend til en sejr over SISU med mindst mulig margen: 1 point! Og kampen var nøjagtig så spændende som resultatet antyder.

I en pænt pakket og entusiastisk støttende Søndersøhal, kom gæsterne fra SISU ud med fuld fart, hårdt pressende højt på banen. Kampens store profil, SISUs Catharina Palm Jensen gav allerede fra start prøver på sit store talent, og Værløse havde i perioder meget svært ved at dæmme op for hende. Den udfordring gav sig hurtigt udtryk i en række fejl, der betød, at et par Værløse-spillere tidligt kom i fejlproblemer.

Det stod hurtigt klart, at en af de mest iøjnefaldende forskelle på de to hold, er holdenes bredde, når der skal leveres point. Det kan nok bedst illustreres af, at ud af SISUs i alt 66 point kom de 48 fra Catharina Palm Jensen (26) og de Kama Jo Griffitts (22).

Men Værløse havde fundet rytmen, og gjorde det, som de gør bedst; spillede som et sammentømret hold, flyttede bolden hurtigt rundt og var både aggressive og fysiske i forsvaret. Og dén opskrift tillod det unge hold at følge med SISU hele vejen.

Ved pausen første hjemmeholdet 29 – 27.

Værløse har tidligere oplevet, at spillet i perioder har været famlende og usikkert og dermed givet modstanderen mulighed for at stikke af. Det skete ikke mod SISU. Efter pausen lykkedes det for Værløse at stå fast i forsvaret og samtidig fandt Værløses Trine Drejer i perioder nærmest efter behag vej til kurven.

Men som sagt; Værløse kan deres Hitchcock. Med 39 trin tilbage på sekundviseren førte hjemmeholdet med 63 – 58, tilskuerne havde allerede sagt tak for kampen og pulsen var nede på et mere forsvarligt niveau. Men så smed Værløse pludselig bolden væk, Kama Jo Griffitts stjal den og satte en treer. 63 – 61 og pulsen hos tilskuerne strøg til vejrs igen. Herefter blev Værløses Emilie Janner fejlet og satte begge straffe. 65 – 61. Så blev SISUs Catharina Palm Jensen fejlet, og satte ”selvfølgelig” dem begge. 65 – 63. Andrea Heede-Andersen satte herefter 2 af sine i alt 11 point, da hun koldblodigt eksekverede sine straffekast med kun 9 sekunder tilbage. 67 – 63. At SISUs Melanie Linea Elmgreen herefter lavede en buzzerbeater fra midterlinjen, havde kun kosmetisk betydning. Kampen endte 67 – 66 til hjemmeholdet.

Der er ikke mange steder, man får så meget gys og underholdning for 25 kr. som i Søndersøhallen. Tjek det selv. Næste gang er den 13. december mod Hørsholm.

For Værløse blev Trine Drejer topscorer med 20 point, fulgt af Frida Boje Forman med 12 og Andrea Heede-Andersen med 11.

For SISU blev Catharina Palm Jensen sit holds og kampens topscorer med 26, fulgt af Kama Jo Griffitts med 22.