Nyheder

Værløse`s unge hold holdt stand i 37 minutter

Horsens BC kom på besøg i Søndersøhallen. Værløse havde indtil dagens kamp vundet de tre seneste opgør, og satsede på at fortsætte denne stime.

Det skete bare ikke. En meget lige kamp endte med Horsens sejr på 65 – 62. Men sådan må det gå, når man har skudprocenter på 14 på 3’erne (3 af 21) og modstanderne tilsvarende har 44 (8 af 18).

Det var en meget lige kamp hvor Værløses Elitedamer kom bedst fra start. Ikke mindst Alberte Dokkedal var flyvende og hele tiden farlig med sine hurtige ryk ind under kurven. Fuldt fortjent valgte publikum også Alberte til kampens spiller.

Ikke desto mindre lykkedes det aldrig for Værløse for alvor at skabe afstand, og første halvleg endte derfor med samme pointforskel som ved kampens start: 33 – 33.

Værløse stiller i år op med et meget ungt hold. Og tildagens kamp måtte man ovenikøbet undvære de to amerikanere, hvis papirer endnu ikke var på plads. Men holdets gejst og disciplin kan man ikke pille ved. Den nye portugisiske coach Eugenio Rodriques havde dikteret kompromisløst forsvar, og det holdt de unge Værløse-damer inde i kampens første 37 minutter. De sidste tre minutter blev Horsens større rutine afgørende, og de jyske gæster kunne hive en 3 points sejr hjem.

Værløses og kampens topscorer blev Alberte Dokkedal med 23 point og assist, fulgt af Safia Sheikh med 11 point og 2 assist.

Horsens topscorer blev Dicte Houmøller 22 point og en enkelt assist, fulgt af Rebecca Houmøllers 16 point og 1 assist.