Nyheder

Værløse bed fra sig i gyser mod Hørsholm 79ers

Det er muligt, at søndagens lokalopgør i Søndersøhallen mellem Værløse og gæsterne fra Hørsholm 79’ers var et bund mod top opgør, men det må nogen have glemt at fortælle Værløses unge Dameliga-debutanter. For det blev en fuldstændig lige affære, der først fandt sin afgørelse få minutter før sidste fløjt.

Traditionen tro stod Værløses fans op indtil hjemmeholdets første scoring. Udover trætte ben, var der formentlig også en del, der oplevede en stigende nervøsitet, i løbet af de meget lange 5.34 minutter der gik, inden den første scoring. Men de der i stedet fokuserede på forsvaret, må have været væsentlig mindre nervøse. Værløses vante, hurtige og aggressive forsvar, lykkedes nemlig planmæssigt med at holde 79’ers fra at stikke af. Blot seks point fik de sejrsvante favoritter lagt i kurven i de første fem minutter.  En føring som Værløse langsomt, men sikkert hentede i løbet af første halvleg, der sluttede 30 – 32 i Hørsholms favør.

Hørsholm havde store udfordringer med at skaffe sig plads og tid til at ramme sine skud, hvilket 3 træffere ud af 28 forsøg fra 3’eren (11 pct) taler sit eget tydelige sprog om. Til sammenligning satte Værløse 8 af 24 (33 pct), hvoraf Annemie Friis Espensen, på blot 19 minutter satte de fire af sit holds 3’ere og yderligere leverede fire assist.

Noget bedre gik det for gæsterne, når de kom lidt tættere på kurven. 18 ud af 43 forsøg gik i (42 pct) mod Værløses mere beskedne 10 af 32 (31 pct). Her gav ikke mindst 79’ers amerikanske Maryah Sydnor Værløse store problemer, hvilket hendes 18 point, 7 af 11 2’ere og 4 af 5 på straffe, fortæller en egen historie om.

Men de procenter er kun en del af, hvad der foregik under kurven i Søndersøhallen. En anden del af den historie står en af kampens store profiler, Værløses Paige Cashin for. Med samlet 24 rebounds var Værløses eneste udenlandske spiller en afgørende faktor. Læg dertil at Paige Cashin med 14 point også blev sit hold topscorer.

Få sekunder før 3. quarter blev fløjtet af, førte Værløse med 42-41, men så satte Emilie Fogelstrom en lang 3’er, så Hørsholm var foran med to, 42-44, da 4. quarter gik i gang.

Men ret skal være ret. Der er stadig klare elementer i spillet, der adskiller top fra bund i Dameligaen. For eksempel præsterede Værløse 19 turnovers, mens Hørsholm nøjedes med 10, hvilket giver et meget godt billede af, at det konstante pres fra et erfarent, medalje-favorit hold, er hård kost at stå imod i 40 minutter for et ungt og mere uerfarent hold.

Kampen endte 53–65 til Hørsholm 79’ers. Men vi var mange på lægterne i Søndersøhallen, der sad tilbage med en oplevelse af, at på den rigtige dag, kan alle slå alle i Dameligaen.

Topscorere for Værløse blev Paige Caishin med 14 point, 24 rebounds og en enkel assist, fulgt af Trine Dreier med 12 point, 3 rebounds og 2 assist og Annemie Friis Espensen med 12 point, 2 rebounds og 4 assist.

For Hørsholm sluttede Maryah Sydnor som sit holds og kampens topscorer med 18 point, 12 rebounds og 5 assist, fulgt af Ivana Jovanovic med 13 point, 7 rebounds og 5 assist.