Nyheder

Værløse BBK har stadig første sejr til gode

Det var et ægte bundopgør, som Søndersøhallen lagde rammer til. Hverken Værløse eller Virum havde inden dagens opgør vundet en kamp. Dén situation befinder Værløse sig stadig i.

Det var tydeligt, at der var nerver på hos begge hold – og det både på bænken og banen. Derfor startede kampen også som en noget rodet affære. Og i det rod, var det Virum der var bedst til at navigere. Ikke mindst trådte Virums og kampens topscorer Ivana Kostic i karakter og ledte sit hold til en overbevisende og fuldt fortjent 43 – 30 føring ved halvleg.

Basketball er et statistikspil, og det er ofte dér, man finder forklaringen på resultatet. Det gjaldt også i dag. Ikke på skudprocenterne der faktisk var i Værløses favør, men se for eksempel på antallet af Turnovers: Virum havde 10, Værløse havde 21.

Efter pausen havde Værløse fået lidt mere styr spillet. Det kan de unge spilere ikke mindst takke den mere erfarne og kølige Hannah Sheikh for. Med sine 18 point, heraf 12 på tre’ere, var det i lange perioder Hannah der holdt Værløse inde i kampen. Da buzzeren lød som slutsignal for 3. periode, havde Værløse vundet perioden 23 – 11 og indsnævret Virums forspring til en enkelt pind og stillingen 53 – 54.

I 4. periode fortsatte Værløse med sit 2-3 zoneforsvar, der havde virket så godt hidtil. Dét gjorde det bare ikke i 4. periode, hvilket det tog noget tid at konstatere. Det betød, at Virums skytter ofte fandt sig selv helt frie på wing, og ad den vej kunne hive en 75 – 68 sejr hjem.

Sæsonens første sejr til Virum Vipers, skabt på klogt spil og gode modtræk. Tillykke med det.

Tilskuerne valgte Hannah Sheikh som kampens Værløse-spiller. Det var også Hannah Sheikh der sluttede som Værløses topscorer med 18 point, fulgt af Devon Quattrochi med 14 point.

For Virum blev der Ivana Kostic med 19 point, fulgt af Jeanette Sørensen med 16.

Referat skrevet af Tom Espensen