Nyheder

Værløse BBK er klar til kvartfinalerne

Værløses Elitedamer er klar til kvartfinalerne. Det er facit efter at Stevnsgade BBK måtte tage hjem fra Søndersøhallen til Nørrebro med et 75 – 69 nederlag i bagagen.

Da de to hold mødtes første gang i mellemspillet, var det et overlegent Stevnsgade-hold, der pressede Værløse ud af Nørrebrohallen med et 30 points nederlag. Denne gang var Værløse damerne klar fra start og opsatte på at vise, at første kamp ikke udtrykte det reelle styrkeforhold.

Men når det er sagt, så er det også tydeligt, at Stevnsgade råder over spillere, som kun få i dameligaen kan matche. Som fx Julie Forster, der topper dameligaens reboundliste, ligger nummer tre på topscorerlisten og bla som følge af det, holder dameligaens højeste effektivitets-snit. Julie spillede over 33 minutter i Søndersøhallen, og tog godt for sig af retterne. 18 point, 19 rebounds, 3 assist og 4 steals. Det kan modstanderholdet godt mærke. Det var derfor heller ikke ligefrem chokerende, at Stevnsgade lukkede 1. quarter med en 20 – 14 føring.

Spillere som Julie skal der et helt hold til at stoppe. Et kollektiv. Og det var netop hvad Værløse stillede op med i dag. Langsomt og sikkert fandt Værløse sine fødder og fandt frem til den slags kollektive styrke, hvor det er svært, måske uden mening, at fremhæve enkelte på bekostning af andre. Forsvaret var aggressivt og fysisk og Stevnsgades stjerner fik stadigt sværere ved at svare igen. Alle Værløse-spillere fik minutter på banen i dag, og alle gjorde, hvad de kunne og skulle. Ellers slår man heller ikke et hold som Stevnsgade.

Værløse kollektivet gav pote og de to hold kunne gå til pause med en 2 points føring og stillingen 31-29.

Herefter førte Værløse det meste af kampen igennem. Men der er ingen tvivl om, at det til slut var Stevnsgade, der havde momentum og var i stand til at skabe spænding. Men altså ikke nok til at forhindre Værløse i at opnå den eftertragtede kvartfinaleplads.

Det var hele vejen igennem en underholdende kamp, der fuldt ud afspejlede vigtigheden af de to point, der var på spil. På trods af, at Værløse fandt vej til kvartfinalerne gennem et stærkt kollektiv, kommer vi ikke uden om at fremhæve dynamoen Devon Quattrochi og Hanna Sheikh. Devon er et energibundt, der aldrig lader sin modstander få fred. 14 point, 3 assist og 5 rebounds var afkastet i går. At Hanna Sheikh skal fremhæves skyldes ikke mindst 4 ud af 4 bag trepoints linjen. De tolv point lunede godt i en tæt kamp.

Næste stop for Værløse bliver når Lemvig Basket kommer på besøg på onsdag den 19. marts i Søndersøhallen, til den første af to kvartfinaleopgør. For Stevnsgade indledes kvartfinalerne dagen inden, når der tages imod Hørsholm 79ers.

Værløse vandt med 75 – 67. Topscorer for Værløse blev Safia Sheikh med 17 point fulgt af Devon Quattrochi med 14 point.

For Stevnsgade blev det Iben Soltau med 21 point, fulgt af Ida Tryggedsson og Julie Forster med hver 18 point.