Nyheder

Ugens preview

Februar indledes med tre kampe i Dameligaen. Holdene er nu inde i den sidste og afgørende fase af grundspillet, hvor pladserne i slutspillet skal fordeles. De fleste hold har stadig meget at spille for, det eneste som er sikkert er, at Hørsholm og BK Amager slutter som nr. 1 og 2.

Rene Jakobsen fra Lemvig Basket kommer her med sit bud på weekendens 3 kampe.

BK Amager - SISU (lørdag kl. 14:30)

Som nævnt er BK Amager sikker på at slutte som nummer 2 i grundspillet, så de resterende kampe kommer mest til at handel om at få spillet holdets nye amerikaner ind på holdet frem mod kvartfinalerne.

SISU kæmper til gengæld for at få den bedst mulige placering inden slutspillet, og det kan nå at blive både en 5., 6. eller 7. plads. Det har været svært for SISU at tilpasse sig savnet af Ida TP, men de unge spillere vokser med opgaven, og henter gode erfaringer til senere.

BK Amager er dog en stor mundfuld, og det bliver svært at matche topholdet både fysisk og taktisk. BK Amager har ganske enkelt flere muligheder og mere rutine. Derfor er hjemmeholdet også klar favorit.

Værløse Blue Hawks - Hørsholm 79ers (lørdag kl. 15:00)

Værløse er virkelig vokset gennem sæsonen, og selvom holdet ikke har hentet så mange sejre som fortjent, så har de vist, at de kan udfordre alle hold i Dameligaen.

Det gælder også Hørsholm som efterhånden er ekspert i at vinde tætte kampe. Man skal altså ikke afskrive Værløse på forhånd, selvom Hørsholm som ubesejret bliver en stor mundfuld.

Noget kan dog tyde på, at Værløse skal have et godt forspring inden de sidste minutter af kampen, for bliver det tæt til sidst, så står Hørsholm med gode kort.

Kampen er også generalprøve på pokalfinalen, hvor de to hold mødes den 8 februar, så det kan være at begge hold vil holde nogle kort tæt på kroppen. Der er flere forhold som kan spille ind på kampens resultat, men Hørsholm er favorit.

BMS Herlev Wolfpack - Åbyhøj IF (øndag kl. 13:30)

BMS Herlev og Åbyhøj er ved at blive en klassiker i dansk damebasket. De to klubber har gennem mange år været kendt for at udklække mange talentfulde pigespillere, hvilket har givet masser af afgørende kampe mellem de to klubber i ungdomsrækkerne. Nu er den udvikling ført op i Dameligaen, hvor de to hold nu står helt lige i kampen om 3. pladsen. Derfor er det meget vigtige point, der står på spil i netop denne kamp.

BMS Herlev virker mest stabile for tiden, og det kan blive afgørende. Spillemæssigt står de to hold godt til hinanden, og der er ikke meget de kan overraske hinanden med. Derfor kan det blive afgørende, hvem der er bedst på dagen, men BMS Herlev tildeles en svag favoritrolle.