Nyheder

Ugens preview

Efter at Hørsholm 79ers besejrede Værløse Blue Hawks efter overtid i aftes er der kun 2 kampe på menuen i den næste uges tid i DL.

Rene Jakobsen fra Lemvig Basket kommer her med sine 2 bud på kampene.

Aabyhøj IF vs BMS Herlev Wolfpack (lørdag kl. 14:30)

Det er to af de mest talentfulde hold i Dameligaen, som mødes i Åbyhøj lørdag eftermiddag, men det er også to hold med meget forskellige forløb i sæsonen indtil nu.

Åbyhøj har foreløbig haft en svingende sæson, og har ikke helt levet op til forventningerne, mens Wolfpack har spillet flot og stabilt gennem efteråret, og er nu placeret som en flot nr. 3 i ligaen.

På det seneste er spillet blevet bedre og mere stabilt hos Åbyhøj, og derfor vil de uden tvivl udfordre Wolfpack på både tempo og initiativ. Alligevel går gæsterne ind til kampen som svag favorit, men det vil være afgørende for kampens udfald, hvem der får bedst styr over eget spil og rammer den højeste effektivitet.

Med to hold som gerne vil spille hurtigt og aggressivt så bliver det helt sikkert en underholdende kampe, og det kan blive med en høj score. Så der er nærmest garanti for god underholdning i Åbyhøj på lørdag.

SISU vs BK Amager (mandag kl. 18:30)

SISU har flere gange vist sit potentiale, men der har også været store udsving i præstationerne, hvilket er helt naturligt for et hold med mange unge spillere. Ida TP og Taylor Gleason styrer dog holdet godt og sørger for, at alle modstandere skal holde koncentrationen.

BK Amager har som ventet lagt sig i toppen af ligaen, og faktisk er det lidt under forventning, at de ligger nummer 2 i tabellen. De skal nu nok holde sig til og vise deres styrke, når det for alvor gælder senere på sæsonen. Lige nu virker det til, at BK Amager spiller tålmodigt og ubekymret, og det er nok til at være favorit i kampen mod SISU.

Hvis SISU rammer en af de gode dage, så kan de godt blive en udfordring for BK Amager, men mon ikke begge hold mest holder fokus på eget spil for bygge på til senere og vigtigere kampe i sæsonen.