Nyheder

Ugens preview

Runde 3 står for døren i den kommende med 2 kampe lørdag og 2 kampe søndag.

Alle hold undtagen Stevnsgade Basketball (0-2) og Hørsholm 79ers (2-0) har alle vundet 1 kamp og tabt 1 kamp. Er det et fingerpeg om at DL bliver tæt i år?

Coach for 79ers Jesper Krone Johansen kommer her med sit bud på de 4 kampe.

Aabyhøj IF - Hørsholm 79ers (lørdag kl. 13:00)

Aabyhøj er tilbage i ligaen, hvilket er virkelig fedt. De har samtidig fået et virkelig godt hold samlet, som består af både unge virkelig gode spillere og med en solid bunke erfaring. De viste deres styrke mod Stevnsgade i søndags, hvor især nogen af de bedste unge spillere i landet, Alberte Rimdal og Malene Pedersen, viste højt niveau. Åbyhøj kommer derfor med masser af selvtillid og med en god hjemmebane i ryggen, hvilket vil give alle hold problemer.

Hørsholm kommer til Åbyhallen med to sejre i bagagen, hvilket naturligvis er en god start. Det har været uvis, hvordan Hørsholm ville starte sæsonen, da hele 9 spillere forlod holdet fra sidste sæson, og heriblandt flere bærende kræfter. Heldigvis er Hørsholm god til at udvikle gode spillere fra egne rækker, så de næste i "køen" har været klar til at tage over.

Jeg spår en lige kamp, med en smal sejr til udeholdet.

BMS Herlev Wolfpack - SISU (lørdag kl. 14:00)

Ikke mange havde spået mange chancer til et ungt BMS Herlev hold, men der skulle kun 1 kamp til, før de lukkede munden på mange kritikkere, og samtidig fik bevist at flytte holdet i ligaen, var det helt rigtige at gøre. De har en solid gruppe, som spiller for hinanden, og så har de en søster-Jessen duo, som giver vanskeligheder for modstanderne. De er et ungt hold, og de skal være forberedt på mentale udsving i løbet af sæsonen, men en god start kan man ikke tage fra dem.

SISU har som så mange andre, skiftet en del ud i truppen, og chancen for de yngre spillere til at gøre sig gældende, er der. De fik en virkelig god sejr i Åbyhallen i første kamp, og en mindre god performance i søndags.

Den her er meget svær at gætte, men jeg tror faktisk på en hjemmesejr. BMS Herlev virker godt sammenspillet allerede, hvor SISU måske har brug for lidt tid. Hjemmeholdet vinder med 4 point.

Værløse BBK - BK Amager (søndag kl. 13:00)

Værløse er et godt hold, med mange gode all-round spillere og med gode skytter. Det viste de mod Stevnsgade i første kamp og i flere perioder mod Lemvig. Frida Formann og Maria Høgh er en af ligaens bedste one-two punch, og hvis de får gange i deres spil, både individuelt og sammen, så kan de slå alle hold. Dog har de måske ikke stor styrke under kurven (endnu), og det kan gøre det svært for dem.

Amager er tilbage i ligaen, og det er dejligt. De har fået en blanding af erfaring og unge spillere, og så med Driscoll i midten. De kan helt sikkert skabe problemer for mange hold, men de har også brug for at komme lidt ind i sæsonen, før de rammer deres peak.

Endnu en tæt kamp. Jeg tror på at hjemmebanen giver Værløse en fordel, da de som regel er godt skydende i Søndersøhallen. Amager kan vinde, hvis de får udnyttet Driscoll, men Værløse vinder med 5.

Stevnsgade Basketball - Lemvig Basket (søndag kl. 14:00)

To hold som spiller med vidt forskellige filosofier. Stevnsgade har erfaring og en farlig hjemmebane. De spiller hurtigt og får skudt en del 3'ere af sted. De har ikke været "varme" endnu, men vi ved, at det skal nok komme. Og jeg tror det kommer på søndag. Samtidig har de brug for at revanchere deres mindre gode kamp mod Åbyhøj.

Lemvig fik en skidt start, men med Lindsay Füg på holdet til kampen mod Værløse, så de meget bedre ud. De har et bredt hold, som har størrelse og skytter, og når medaljerne engang skal fordeles, så tror jeg faktisk Lemvig har en god chance for at få en af dem. Men som så mange andre hold, skal de have holdet spillet sammen, og det kan tage tid.

Jeg tror på en hjemmesejr, da den lange tur sidder i benene hos Lemvig. Stevnsgade får en god start på kampen, som gør at de kan spille mere frit. En hjemmesejr på 10 point.