Nyheder

Ugens preview

I DL er holdene nået til næstsidste runde i grundspillet. Holdene til slutspilet er fundet, men der er stadig kamp om placeringerne. Stevnsgade og Virum har hver en kamp tilbage til at sikre sig 2. pladsen og dermed hjemmebanefordel i semifinaleserien.

SISU - Stevnsgade Basketball (fredag kl. 19:15)

Stevnsgades mulighed for at sikre sig 2. pladsen kan være den afgørende motivation, når de fredag aften går på banen i Gentofte mod SISU. Men det bliver ikke nogen nem opgave, for SISU er lige nu måske det mest formstærke hold. Det viste SISU senest, da de besejrede topholdet Hørsholm.

Det var også en forsmag på semifinaleserien, som venter mellem netop de to hold, og selvom der kan være gået taktik i kampen, så giver det er fingerpeg om, at SISU ligner et hold, der topper på det helt rigtige tidspunkt. SISU har vundet de tre seneste kampe, og den slags giver selvtillid, der kan være guld værd i et slutspil.

Stevnsgade har været mere svingende gennem de seneste kampe, og de skal bruge fredagens kamp til både at sikre 2. pladsen og finde det rette koncept, som kan bringe dem forbi Virum Vipers i en vanskelig semifinaleserie. Stevnsgade har rutinen på sin side, og har nok også den bredeste trup i forhold til SISU, men alt det kan være lige meget, hvis ikke spillet fungerer. Kampen ser åben ud, men på baggrund af de seneste kamp tippes SISU som vinder, og Stevnsgade spiller muligheden for 2. pladsen over i Virum Vipers hænder.

Hørsholm 79ers – Værløse BBK (lørdag kl. 13:30)

Det har været en turbulent uge i Hørsholm, hvor damerne har tabt til SISU og klubben meldte den triste nyhed ud om, at klubben trækker sig fra Basketligaen i den kommende sæson.

Heldigvis bliver klubben på øverste niveau for damer, men for en traditionsrig klub som Hørsholm, må det gøre ondt helt ind i hjertet, når en del af klubidentiteten tages væk. Forhåbentlig er Hørsholms kvinder klar til at fokusere på spillet og vise, at man står sammen i klubben og ser fremad. Hørsholm er en af de klubber som producerer flest talenter i dansk basket, så grundlaget for en ny storhedstid for både mænd og kvinder er bestemt til stede.

Lørdag er det Værløse BBK som kommer på besøg i Hørsholm, og det er måske en kærkommen opgave for Hørsholm, som på det seneste har manglet stabilitet. Efter pokaltriumfen har holdet haft svært ved at finde rytmen fra efteråret, og det kan blive dyrt op mod slutspillet. Værløse har det også svært. Mange skader har sat sine spor, og en sommerpause virker tiltrængt. Spillerne skal have ros for en god indsats i den seneste kamp mod Lemvig, men der mangler bredde og rutine på holdet. Derfor er Hørsholm også favorit i lørdagens kamp, men der vil sikkert være mere fokus på spillet end resultatet.