Nyheder

Ugens preview

De kommende dage er der 3 kampe klar til basketglade følgere af Dameligaen. De giver mulighed for at følge alle seks ligahold og blive opdateret på det øjeblikkelige styrkeforhold. Holdene er endda parret så heldigt, at holdene møder hinanden parvis, som de er placeret i tabellen netop nu.

René Jakobsen fra Lemvig Basket kommer her med sit  bud på de 3 kampe:

Stevnsgade SuperMen - SISU (fredag kl. 19:00)

Det er rækkens nr. 3 og 4, som starter ud fredag aften på Nørrebro, og der er altid garanti for spænding. Ikke mindst fordi gæsterne er SISU og de to hold har et indgående kendskab til hinanden. Flere spillere har tidligere været holdkammerater og trænerne har samtidig et indgående kendskab til hinandens spillere. Stevnsgade har endnu ikke helt indfriet de store forventninger til holdet, men sejren i Lemvig for en uge siden har dog skabt et lille til SISU.

Begge hold er præget af store profiler. Hos hjemmeholdet har Emilie Hesseldal og Ida TP været de bærende kræfter, mens Catharina Palm og Kama Griffitts har trukket det store læs for SISU.

Stevnsgade har flere strenge at spille på, hvilket naturligvis er en stor fordel, men også en udfordring for trænerteamet, når mange spillere skal dele minutterne og rollerne. Spillet har ikke været fremragende hos Stevnsgade i de seneste to kampe, men sejrene er kommet i hus, hvilket giver selvtillid. Kombineret med den brede trup og fordelen af hjemmebane så er Superkvinderne fra Nørrebro favoritter.

Virum Vipers - Hørsholm 79ers (lørdag kl. 15:00)

Lørdag er der så topkamp når rækkens nr. 1 og 2 mødes. Hørsholm har været ustoppelige i denne sæson, men Værløse vidste i sidste runde, at de er til at tale med.

Virum skal alligevel spille op til deres absolut bedste, hvis de skal tildele Hørsholm sæsonens første nederlag. Sidst holdene mødte hinanden blev det en sikker sejr til Hørsholm, og hvis det ikke skal gentage sig, skal Virum både have gang i kollektivet og profilerne.

Fordelen af hjemmebane kan gøre en forskel, men indtil nu virker det ikke som om, det betyder noget for Hørsholm, hvor de spiller. Kampen er har stor betydning i forhold til det videre forløb i ligaens top. Med en sejr kommer Hørsholm fire point foran, og ligner en tidlig vinder af grundspillet. Mens en sejr til Virum vil åbne mulighederne helt op igen.

Værløse BBK - Lemvig Basket (søndag kl. 16:30)

Søndag er det så nr. 5 og 6 som løber ind i hinanden. Værløse tager for anden gang i denne sæson imod Lemvig, og sidst blev det til oprykkernes hidtil eneste sejr.

Lemvig er til gengæld stadig uden sejr, hvilket naturligvis er uventet for både holdet selv og andre som følger ligaen. Lemvig har potentialet til at udfordre alle hold, men skader og en sæsonstart, hvor spillet  ikke flød som det skulle har givet modvind.

Spillet er på det seneste blevet bedre, og det kunne være blevet til både en og to sejre mod Stevnsgade i de seneste kampe, men begge gange fik Lemvig ikke lukket kampene, da de havde mulighederne. Hvis de gode spillemæssige udvikling fortsætter og et par spillere mere kommer tilbage fra skader, så skal sejrene også nok begynde at komme. Måske er muligheden der søndag, for selvom Værløse er kneben favorit og vil kæmpe med alle midler for at få endnu en sejr, så ser kampen meget åben ud.