Nyheder

Ugens preview

Ugens preview til weekendens 3 kampe er klar og det er Jesper Krone, headcoach fra Hørsholm 79ers der har kigget i krystalkuglen og tror de 3 kampe ender således:

Hørsholm 79ers - Lemvig Basket (lørdag kl. 13:30)

Som så mange kampe bliver i denne sæson, så bliver det en tæt kamp. Hørsholm kom fra Nørrebro med en sejr i sidste spillerunde, selvom det ikke var en køn affære, hvorimod Lemvig tabte lidt overraskende hjemme til Virum Vipers.

Lemvig har igen i denne sæson, fået skabt et stærkt mandskab, hvor flere af spillerne også var at finde på holdet i sidste sæson. Det vil uden tvivl gavne Lemvig på lang sigt.

Hørsholm har næsten hele deres hold tilbage, og har dertil fået et par ekstra spillere. Hjemmebanen vil sandsynligvis hjælpe Hørsholm på lørdag, men ellers er det en meget åben kamp, som er svær at spå om. Jeg tror dog på en smal hjemmesejr på 3 point.

Virum Vipers - SISU (lørdag kl. 15:00)

Dette kan også blive en spændende kamp, hvor SISU dog må gå til kampen som underdog. De hev en sejr hjem mod Værløse i sidste spillerunde, og de har også fået skabt et godt hold, men Virum ser allerede utrolig stærke ud.

Med Driscoll i midten, Caitlin Ingle på  1'eren og en solid og stærk og solid gruppe af guards/forwards, kom de hjem fra Lemvig med en sejr i sidste uge. Dette må tanke selvtillid og hjemmebanen oveni, må gøre Virum til favoritter.

Virum vinder med 8 point.

Værløse BBK - Stevnsgade SuperWomen (søndag kl. 16:30)

Værløse kommer med et nyt og spændende projekt, men en gruppe af deres egne talenter. På forhånd var de måske spået en svær sæson, men de viste gode takter i sidste uge mod SISU, og med nogle kampe i rygsækken i løbet af sæson, så vil de helt sikkert drille de andre hold. Det bliver dog svært mod Stevnsgade, som selvom de tabte i fredags, har mange spillere med erfaring fra Europa, A-landshold, College og enorm ligaerfaring.

Hvis Værløse kommer stærkt ud og finder rytmen fra start, kan de godt drille Stevnsgade, men jeg tror på rutinen.

Stevnsgade vinder med 15 point.