Nyheder

Ugens preview

Lørdag er der tre tidligere adventsgaver til de, som følger med i den meget tætte og spændende Dameliga.

René Jakobsen fra Lemvig Basket har kigget i krystalkuglen og giver her sit bud på kampene:

Lemvig Basket vs SISU (lørdag kl. 13:30)

Begge hold har haft lidt slingrekurs i den seneste tid. I sidste weekend tabte Lemvig til BK Amager og SISU løb ind i et nederlag mod Virum. Begge hold har alligevel stadig en krog i toppen af ligaen, men afstanden vil naturligvis blive større for det hold, som taber lørdagens kamp.

SISU har i denne sæson været anført af to stærke amerikanere, og det bliver også dem, Lemvig i første omgang skal forsøge at bremse. Modtrækket fra Lemvig må blive at få kollektivet til at fungere så godt, at SISU ikke kan lukke af for alle muligheder.

Kampen kan blive en udfordring for begge hold, og det kan godt blive en tæt kamp, hvor Lemvig alligevel trækker fra til sidst og vinder med 10 point.

(SISU har dog siden mistet Brooke Le Mar som er skiftet til Chemnitz i Tyskland)

Aabyhøj IF vs BK Amager (lørdag kl. 13:30)

Både Aabyhøj og BK Amager har haft succes i pokalturneringen, hvor de er med i semi-finalerne. Til gengæld har det været en vanskelig start på sæsonen i Dameligaen for begge hold.

BK Amager er ganske vist kommet godt i gang på det seneste, og sejren mod Lemvig i sidste weekend var et sikkert tegn på, at holdet er ved at finde formen fra sidste sæson. Aabyhøj har til gengæld overrasket negativt, og det er uventet, at holdet endnu ikke har vundet en ligakampe. Truppen har potentialet til at udfordre alle hold, men endnu har man ikke fundet nøglen til sejre.

De grønne skal nok komme i gang, og måske kan succesen overføres til lørdagens kamp, men det bliver stadig svært at holde BK Amager nede, så mon ikke gæsterne vinder med 15 point.

Virum GO DREAM vs Hørsholm 79ers (lørdag kl. 17:00)

Både Virum og Hørsholm har bevæget sig frem i toppen af ligaen og ligger aktuelt som nr. 2 og 3.

Lørdagens sidste kamp er altså en ægte topkamp, og der er også god grund til at forvente underholdning på højt niveau. Begge hold spiller frisk og hurtigt, og frem for alt er det to hold, som ikke vil tabe til hinanden.

Virum har foreløbig haft godt fat i alle hold, og det er kun mod Lemvig det ikke er lykkedes at tippe de tætte kampe til egen fordel. Hørsholm har på samme måde været dygtige til at afgøre de tætte kampe til egen fordel, og det kan godt blive de små marginaler, som kommer til at afgøre denne kamp.

Virum er på hjemmebane, og derfor har de måske den lille fordel, som bliver afgørende til sidst, så de vinder med 2 point.