Nyheder

Ugens preview

Dameligaen blev sat i gang med tre kampe, som gav løfter om en jævnbyrdig sæson, hvor holdene kan udfordre hinanden og intet er afgjort på forhånd.

De kommende kampe vil vise, hvem der først finder stabiliteten i spillet og får det nødvendige overskud til at vinde de tætte kampe.

I den kommende weekend venter der end tre kampe, som på forhånd ser åbne ud, og hvor publikum kan blive godt underholdt.

René Jakobsen fra Lemvig Basket kommer her sit bud på de 3 kampe.

Virum GO DREAM vs SISU (fredag kl. 20:00)

Fredag aften træder Virum for alvor tilbage i toppen af dansk damebasket.

Med et ambitiøst projekt og et spændende hold er der god grund til at have store forventninger til oprykkerne, men de vil få kamp til stregen i comeback-kampen, hvor SISU kommer på besøg.

Begge hold har mange nye spillere i truppen til denne sæson, og nye trænere på bænken, så der vil sikkert gå lidt tid, inden det fulde potentiale viser sig.

Men SISU fik i sæsonens første kamp vist, at de stadig skal regnes med blandt medaljefavoritterne, da de vandt over Hørsholm og fik revanche fra sidste sæsons DM-finaler.

På dette tidlige tidspunkt i sæsonen vil begge hold formentlig være afhængige af gode individuelle præstationer. SISUs Olivia Applewhite viste i sidste uge, at hun er en spiller som kan gå forrest og løfte sit hold, og kan hun finde samme niveau igen, så kan det afgøre kampen til gæsternes fordel. Men det kan blive marginaler der afgør, om det bliver det ene eller det andet hold, som får overtaget.

Virum er absolut i stand til at udfordre SISU på alle pladser, og der er heller ikke stor forskel når det kommer til rutine. Virum vil formentlig gå ind til kampen med stor gejst, og mon ikke der er stor opbakning til holdets første hjemmekamp.

De to ting kan blive afgørende i en tæt kamp og derfor tippes Virum som vinder med 3 point.

Lemvig Basket vs BK Amager (lørdag kl. 13:30)

Både Lemvig og BK Amager kom godt fra start med sejre i første runde.

Sidst de to hold mødte hinanden var der bronzemedaljer på spil, og dem tog Lemvig med sig hjem. Men sommeren har bragt mange ændringer med sig hos begge hold. Lemvig er ved at spille et nyt hold sammen, og BK Amager har fået ny træner, som er godt i gang med at sætte sit præg på holdet.

Det er ofte tætte og intense kampe når Lemvig og BK Amager mødes, og det kan godt blive gældende igen på lørdag. Lemvig vil forsøge at udnytte fordelen af hjemmebane samt en større fysik, mens BK Amager må være bedre spillet sammen som hold og have en fordel i kollektivet.

Målt på sidste uges kampe så ser holdene meget jævnbyrdige ud, men hvis BK Amager igen må spille uden Catharina Palm Jensen, kan de komme til at mangle en vigtig brik til at udfordre hjemmeholdet. Derfor tildeles Lemvig en smal favoritværdighed til at vinde kampen med 5 point.

Aabyhøj IF vs Stevnsgade Superwomen (lørdag kl. 13:30)

Weekendens tredje kampe står mellem to hold, som kom ud af første runde med smalle nederlag.

Det giver sult efter at hente den første sejr, og begge hold har bestemt mulighed for at sætte de første point på kontoen. Både Åbyhøj og Stevnsgade er præget af dygtige danske profiler, men begge hold er også i en opbygningsfase og har været gennem en periode med forskellige udfordringer i forberedelserne.

Åbyhøj har kort før sæsonstarten skiftet træner og Stevnsgade er ramt af flere skader. Det betyder, at holdene er forsinket i forhold til at udfolde potentialet. Men det er samtidig to meget interessante mandskaber som bliver spændende at følge gennem sæsonen.

Til weekendens kamp må Stevnsgade formentlig igen undvære flere nøglespillere, men truppen er bred, så der skal nok blive modstand til hjemmeholdet alligevel.

Åbyhallen er altid et vanskeligt sted at komme på besøg, og Åbyhøj er et homogent og stærkt hold at møde. Der mangler muligvis en klar profil på holdet, som er garant for mange point, til gengæld har de grønne et hold med mange kvaliteter og en god blanding af talent og rutine.

Samlet set bliver Åbyhøj buddet på en vinder, men forskellen bliver ikke stor, så sejren bliver nok ikke på mere end 8 point.