Nyheder

Ugens preview

Denne uges spåkone, der skal forudsige ugens kampe i DL, er assisterende coach fra Værløse BBK, Anja Andersen.

Efterårsferie ugen byder på hele 6 kampe, da der allerede torsdag er ”lokalopgør” mellem Falcon og SISU. Efter weekendens kampe er SISU, BK Amager og Stevnsgade stadig ubesejret og det bliver spændende at se om dette holder stik efter denne rundes kampe også.

FALCON - SISU torsdag kl. 19.00

Umiddelbart kan det blive en spændende kamp på Frederiksberg, hvis Falcon altså vil være i stand til at håndtere SISUs pres gennem hele kampen, da holdene rent mandskabsmæssigt vil ligge godt til hinanden med gode skytter på begge hold og med mulighed for at spille i høj fart. SISUs pres har dog skabt problemer for de hold, de har mødt indtil videre og i denne kamp vil det formodentlig også tære tilstrækkelig på Falcon, således at SISU tager sejren.

HORSENS BC - FALCON lørdag kl. 14.00

Allerede lørdag skal Falcon i aktion igen og denne gang skal de en tur til Horsens. Horsens har vist rigtig gode takter i sæsonens første to kampe indtil de mødte BK Amagers scoringsmaskine i sidste runde. Der vil blive kamp til stregen i Horsens lørdag, da begge hold formodentlig har et nederlag de gerne vil rejse sig fra. Det vil dog være Falcons rutine, der vil sikre, at Falcon tager sejren med tilbage til Frederiksberg.

LEMVIG BASKET - ÅBYHØJ IF lørdag kl. 14.00

Der er lagt op til spændende opgør i Lemvig, når Åbyhøj kommer på besøg i det vestjyske. En kamp der kan være svær at spå om, da den nok kan gå begge veje. Det helt afgørende er hvilket hold der får kontrol over hvilke præmisser der spilles på. Lemvig skulle gerne få det lidt tungere inside spil til at fungere for at sætte sig på kampen og Åbyhøj skulle gerne få uptempo og presspillet til fungere for at sætte sig på kampen. Det bliver en tæt kamp, hvor Lemvig løber med den tilsidst, da de trods alt er på hjemmebane og bør kunne tage kontrol med deres inside power.

VIRUM VIPERS - SISU lørdag kl. 14.30

Som det er lige nu er dette et opgør mellem top og bund, da SISU stadig er ubesejret (altså hvis de vinder kampen mod Falcon torsdag) og Virum endnu ikke har vundet en kamp.  Virum var tæt på mod Falcon og får lige så stille mere og mere erfaring på dameliganiveau, men deres første sejr kommer nok ikke lørdag. De vil få problemer med SISUs pres over en hel kamp og kampen kan godt være tæt et godt stykke ind i kampen, men formodentlig SISU slide Virum ned, så de vil i den sidste ende løbe med en relativ komfortabel sejr.

HØRSHOLM 79ers - STEVNSGADE BBK lørdag kl. 15.00

Sæsonens første sejr kom i sidste runde for Hørsholm 79ers, så der må være tanket noget selvtillid til dette opgør mod Stevnsgade. Stevnsgade har dog startet sæsonen overbevisende og er stadig ubesejret, da der endnu ikke er nogen, der har været i stand til at sætte en stopper for deres to amerikanere. Hørsholm vil være i stand til at putte et hårdt pres på Stevnsgade og vil derfor måske kunne sætte lidt i kæp i hjulet for Stevnsgade. Stevnsgades amerikanere vil kunne give match-up problemer for Hørsholm og i den sidste ende vil det være Stevnsgade der løber med sejren. Det vil dog blive en hård fight og den vil nok bølge frem og tilbage mange gange.

VÆRLØSE BBK - BK AMAGER søndag kl. 16.30

I rundens sidste kamp kommer BK Amager på besøg i Værløse og der er ingen tvivl om, at der står en udfordring foran Værløse holdet. BK Amager har startet sæsonen som lyn og torden og har scoret +100 point i sæsonens første 3 kampe, så det er helt sikkert, at Værløse holdets forsvar vil blive sat på en prøve. Et forsvar som bestemt var forbedret i sidste runde, men som denne gang skal performe på et rigtig højt niveau for at kunne stoppe BK Amagers scoringsmaskine. Man går altid på banen for at vinde og det vil Værløse holdet også på søndag velvidende at det bliver en rigtig svær opgave mod et stærk spillende BK Amager hold, men intet er umuligt og et upset vil blive jagtet!