Nyheder

Ugens preview

Lørdag blev årets DL skudt i gang med 3 kampe, som nok efter de fleste mening, endte med sejre til forhåndsfavoritterne.

I weekenden spilles så runde 2 og DL´s tidligere forretningsfører og nuværende assisterende coach for Falcon BMS, Anders Stuhr Jørgensen giver her sit bud på hvad man kan forvente.

Falcon BMS - Aabyhøj (Lørdag kl. 13:30)

Begge hold stiller op med mange unge spillere og en del ændringer i spillertruppen i forhold til sidste sæson. I 1. spillerunde fik ikke færre end 4 spillere for Falcon BMS deres ligadebut - og i de kommende runder bør vi forvente at skulle stifte bekendtskab med endnu et par nye ansigter.

De to hold mødtes for et par uger siden i forbindelse med en træningsturnering i Herlevhallen.  Den kamp var spændende fra start til slut og med skiftende føringer på blot 4-5 points. Til slut snuppede Aabyhøj sejren med 53-57, så der er lagt op til en spændende kamp, når de to hold på lørdag kl. 13:30 mødes i Bülowsvejhallen på Frederiksberg.

Stevnsgade BBK - Lemvig Basket (Lørdag kl. 16:00)

Sidste sæsons sølvvindere fra Stevnsgade har til denne sæson forstærket den danske del af spillertruppen, alt i mens man har valgt at ”nøjes” med en enkelt amerikaner. Alligevel kan holdet fra Nørrebro nok ikke løbe fra at være blandt favoritterne til en topplacering i denne sæson. Lidt overraskende blev dog til en meget kneben sejr over Aabyhøj i 1. spillerunde.

Lemvig er fortsat lidt af et spørgsmålstegn, eftersom de ikke har spillet træningskampe mod nogle af de andre DL hold i sæsonoptakten og samtidigt sad over i 1. spillerunde. De største ændringer hos Lemvig er deres to nye amerikanere, Natalie Day og Joanna Miller, som det bliver rigtigt spændende at se i aktion i lørdagens kamp.

Husk desuden at Stevnsgade i forbindelse med kampen afholder sæsonens første ”Saturday Night Special” med spisning og underholdning, hvilket i sidste sæson var med til at skabe nogle fantastiske rammer for kampene i Nørrebrohallen. Så kig forbi - der er tipoff lørdag kl. 16:00.

SISU - Hørsholm 79’ers (Søndag kl. 15:00)

Begge hold indledte sæsonen med sejr i 1. spillerunde. De forsvarende mestre fra SISU stiller med næsten den samme danske grundstamme som sidste år, alt i mens de har fået en ny amerikaner i form af Victoria Allison Lehr, som i hendes første kamp leverede 18 pts og 7 reb.

Hørsholm 79’ers har oprustet i forhold til sidste sæson og må helt klart forventes at være blandt de bedste hold i ligaen.  Specielt deres tre store spillere, amerikanske Joy Marie Burke, serbiske Ivana Jovanovic og Iben Soltau, må forventes at blive en svær ”trio” at matche for de fleste andre hold. De tre spillere stod da også for hele 70% af pointene i Hørsholm 79’ers sejr i 1. spillerunde.

Der er lagt op til et spændende opgør på søndag kl. 15:00 i Kildeskovshallen, når de forsvarende mestre skal forsøge at vise deres værd i forhold til de ambitiøse nordsjællændere.