Nyheder

Tilgang fra Tyskland og USA

SISUs damehold byder velkommen til to nye ansigter til DL-holdet.

Efter to succesrige sæsoner, hvor SISUs elitedamer begge år vandt ”the double”, er holdet godt i gang med at finde nye forstærkninger.

Målet for den kommende sæson er at fortsætte med at dominere i dansk damebasket og samtidig stå med større chancer for at komme videre fra gruppespillet i den kommende EuroCup Women, der starter i oktober med udekampen mod Chevakata fra Rusland.  

24-årige Pauline Schulz fra Tyskland er den ene af de to nye spillere, som skal spille for SISU i den kommende sæson. Pauline er 24 år gammel og er netop flyttet til København sammen med sin danske kæreste.

I 2007 spilede hun hos KuSG Leimen i den tyske 2. Bundesliga og de sidste par år har hun studeret i Berlin og spillet basket i den tyske 3. division (regionalliga). Pauline er 180 cm høj og spiller forward-positionen.

Den anden nye spiller er amerikanske Nathalie Reshard, der ankommer til Gentofte i denne uge og starter træningen. Nathalie har studeret og spillet basketball sammen med dameholdets anfører Camilla Blands på University of Alabama i 2008.

Hun har ikke spillet udenfor USA før men glæder sig meget til at komme til SISU. Hun har været basketcoach på St. Francis University de sidste to år, og hun vil også komme til at hjælpe med træning af SISUs ungdomshold. Nathalie er 25 år gammel, omkring 182 cm høj og kan spille både guard- og forward-positionen.