Nyheder

Tæt semifinalekamp i Lemvig

Der var langt op til en tæt og intens kamp, da Lemvig Basket og Virum Go Dream lørdag eftermiddag spillede deres anden semifinalekamp mod hinanden. Lemvig og Virum har igennem hele sæsonen spillet flere tætte kampe mod hinanden, og semifinalekampene er ikke en undtagelse.

Virum vandt den første semifinale med 8 point, og derfor vidste Lemvig godt, at de havde brug for en sejr, så de kunne undgå at få ryggen mod muren i den tredje semfinalekamp.

Dommerne fløjter kampen i gang, og fra starten af var presset fra begge hold stort. Det var tydeligt at se, hvor meget kampen betød. Især Virum spillede fra starten af i et utrolig højt tempo, og Lemvig havde svært ved at følge med.

Alligevel fandt Lemvig rytmen i deres spil i de sidste minutter af første periode, og Virum vinder kun første periode med to point. I anden periode øger Lemvig presset i forsvaret, og det både forvirrer og stresser Virum til at tage nogle dårlige beslutninger, som bringer Lemvig foran. Men der går ikke lang tid før Virum igen bringer sig foran. Det er især på Virums angrebs-rebounds, at de scorer nogle vigtige point, som hele tiden holder dem foran med 4-6 point. Virum går til pause på en føring med 6 point, 27-33.

Efter pausen viser Lemvig, hvorfor de spiller i toppen af den danske, kvindelige basketliga, da de begynder at ramme flere af deres skud, og spiller hårdt og koncentreret forsvar. Til gengældt laver Lemvig også en del fejl, som er til Virums fordel. Lemvig vinder tredje periode 22-16, og stillingen er 49-49 inden fjerde periode.

Begge hold spiller i begge ender af banen utrolig hårdt, og kampen er fyldt med intensitet. Holdene spiller på samme høje niveau for at hive en sejr hjem, og det er især Gillian Abshire og Kaitlyn Mathieu fra Lemvig, som Virum har svært ved at stoppe. Til gengæld har Lemvig svært ved at stoppe Nikoline Østergaard og Valerie Driscoll.

I de sidste to minutter af fjerde periode er Virum foran med 5 point, men en god 3-pointsscoring holder Lemvig inde i kampen. Men til sidst er det dog Virum, som igennem hele kampen har spillet utrolig aggressivt, der rammer de vigtigste skud og vinder kampen med 5 point, 63-58.

Det var en utrolig spændende og intens kamp, der lørdag blev spillet i Vestjysk Bank Arena i Lemvig. Topscoren fra Lemvig blev Gillian Abshire med 20 point, og Virums topscorer blev Nikoline Østergaard med 21 point. Også Valerie Driscoll fra Virum spillede en bemærkelsesværdig kamp med hendes 22 rebounds.

3. kamp i bedst á 5 serien spilles onsdag kl. 19:30 i Virumhallen.