Nyheder

Tæt i Aabyhallen

Sidst de to hold mødtes blev det til en flot sejr for Aabyhøj over et hold, som ellers har lagt sig noget højere i tabellen.

Der var derfor lagt op til en spændende kamp i Åbyhallen, men hjemmeholdet manglede noget at den tænding, energi og agressivitet, som prægede sidste møde. Alligevel blev kampen ganske tæt.

De to hold fulgtes ad gennem de meste af kampen, som først fandt en afgørelse i de sidste minutter, hvor gæsterne fra Værløse holdt hovedet koldt og kunne rejse tilbage i Sjælland med en sejr på 70-64.

For Aabyhøj var det første kamp efter julepausen, og tilbage var Kelly Meredith efter en længere orlov. Det var derfor lidt spændende at se, hvrodan hun faldt ind på holdet, men det gik nu meget fint. Hun var første Aabyhøj spiller på måltavlen og med en flot 3-points scoring stod det 2-3. Sådan bølgede kampen frem og tilbage i første periode, hvor ingen af holdene fik mere end 3 points forspring på noget tidspunkt.

Begge hold var klar til at spille, og stillingen 15-15 var et fint billede at holdenes indbyrdes styrke efter første periode. Anden periode startede med et 9-2 run til hjemmeholdet, hvilket fik Jesper Johansen til at kalde time-out ved stillingen 24-17.

Værløse fik justeret og lukkede hullet til 24-24. Igen kunne holdene så bytte point, og følges pænt ad til halvlegsstilling 35-35. Værløses  Alexandra Chilli var brændvarm for udeholdet og en evig trussel for Aabyhøj, som ikke fandt en løsning til at stoppe hendes scoringer, hvoraf hele 13 point blev scoret i anden periode.

Tredje periode kommer til at ligne de 2 øvrige, dog med Værløse et skidt foran det meste af vejen.  To minutter før pause er Aabyhøj bagud med blot 2 point. De to sidste minutter tilhører dog udeholdet, der tilkæmper sig en række straffekast, som alle bliver eksekveret med stor sikkerhed.
Hjemmeholdet er bagud med 5 point (43-48) inden sidste periode, og det ser ud til at momentum er hos Værløse, som også bringer sig på 43-52.

Føringen på 9 point holder indtil midt i perioden, hvorefter Aabyhøj skaber ny spænding i kampen ved at skære forspringet ned til en enkelt scoring. 59-61 efter en flot 3-points scoring fra Sophie Kjems-Krognos, og der mangler 3½ minut. Værløses absolut bedste spiller, Alexandra Chilli tager dog ansvar, og scorer nu tre gange.  Med et minut tilbage har Aabyhøj dog kontakt, og Julie Høier gør det til 64-65 med en 3-points scoring. Desværre løber resten af hjemmeholdets indsats ud i sandet, og det bliver ikke til mere. Værløse kan hjemtage sejren 64-70 og får dermed en revanche.

Set med Aabyhøj briller et noget trist nederlag. Tidligt i kampen var der gode muligheder for at slå et hul, men det sidste manglede i dag. Værløse spillede kontrolleret i kampens sidste minutter og lod sig ikke stresse.
Med hele 33 point og scoringer i mange pressede situationer var Alexandra Chilli en væsentlig del af Værløses succes i dag. Bedst reboundende for udeholdet var Janet Hatfield med 10 styks af slagsen. Selvom det kneb mange gange med udblokninger, så vandt Aabyhøj alligevel reboundspillet, hvor flere spillere bød ind med en 6-7 stykker. Kelly Meredith blev topscorer for Aabyhøj med 19 point, og glædeligt er det, at hele 6 af hjemmeholdets spillere scorede 6 eller flere point.

Begge hold kan glæde sig over en fin kamp, og publikum fik spænding til sidste minut.

Topscorere Aabyhøj: Kelly Meredith 19p, Maria Steen Jespersen 13p, Julie Høier 9p

Topscorere Værløse: Alexandra Chilli 33p, Rikke Fabricius 12p