Nyheder

SuperWomen slår Lemvig Basket

Stevnsgade SuperWomen fortsat på 1. pladsen efter gyser i Nørrebrohallen mod Lemvig Basket.

Søndag eftermiddag bød på et nyt topopgør i Nørrebrohallen - og denne gang et helt speciel opgør, nemlig revanchen mellem sidste weekends pokalfinalister Stevnsgade og Lemvig.

Pokalfinalen bød på noget af det bedste damebasket der er set i Danmark i meget lang tid - kunne de to hold gøre det igen og kom Lemvig sultne til Nørrebro ?

Lemvig stillede op uden den skadede superstjerne Kaitlyn Mathieu, som blev topscorer i pokalfinalen med 30 points, umiddelbart et kæmpe tab - men det skulle vise sig, at Lemvig kunne uden Kaitlyn.

Stevnsgade kom bedst fra start. Høj intensitet, godt forsvar og 5 - 0 efter efter 1 min. Herefter faldt intensiteten og Lemvig kom langsomt, men sikkert, ind i kampen. Stærkt spil af Okako Adika (som blev topscorer for Lemvig) og 5 - 0 blev til 5 -9 midt i perioden.

Stevnsgade kom stærkt tilbage og med intensiteten kom scoringerne. Med bl.a 2 flotte 3'ere af Maja Gerlyng-Hansen (20 points i alt og topscorer for Stevnsgade) lukkede Stevnsgade 1 periode  stærkt. De vinder perioden med 23 - 15 (og fejlstatistikken med 6-2. Initiativ koster).

2.  periode startede som en lidt rodet affære. Ingen af holdene kunne få gang i spillet. Stevnsgade fortsatte med aggressivt forsvar og Lemvig er fortsat i zoneforsvar.

En flot 3'er fra Alberte Dokkedal og 28 - 17 midt i perioden. Igen kommer Lemvig godt tilbage og efter scoringer fra Okako Adika og Gillian Abshire er stillingen 30  26 med kort tid tilbage af perioden. Stevnsgade slutter perioden bedst af og scoringer af Alberte Dokkedal og Maja Gerlyng gør - sammen med et fantastisk drive fra Katrine Dyszant - at Stevnsgade går til halvleg med en føring på 38 - 27.

En lidt rodet periode, hvor Stevnsgade igen havde mest initiativ. Stevnsgade vinder perioden samlet med 15 - 12 og - igen - fejlstatistikken 6 - 2.

3.. Periode startede lidt nervøst med en del missede skud fra begge hold. En meget lang 3'er fra Maja Gerlyng-Hansen bringer Stevnsgade på 41-29 og Stevnsgade virker til at have styr på det. Lemvig kommer dog langsomt tilbage, igen. 41-29 bliver til 45-37 efter godt spil af Lemvig. Stevnsgades Coach Igor Gavrilovic tager timeout midt i perioden for at få intensiteten op – og det hjælper med det samme. Der dømmes 5 sekunder på Lemvig og på det efterfølgende angreb sænker Ida Preetzmann en lang 3’er, flot assisteret af Anna Sofie Åström. 48-37 til Stevnsgade. Igen kommer Lemvig tilbage – og med 2.15 igen er stillingen 48-45 i Stevnsgades favør. Spændingen er i den grad tilbage i kampen. De sidste 2 minutter byder på flot angrebsspil fra begge hold og perioden slutter med ikke mindre end 5 trepointsscoringer i træk. Ida Preetzmann og Maja Gerlyng-Hansen sænker 2 meget lange 3’ere til stillingen 54-45. Okako Adika og Renka Fejes svarer dog hurtigt igen, så med 10 sekunder tilbage af perioden er stillingen 54-51 til Stevnsgade. Perioden slutter med en virkelig lang 3’er – igen fra Maja Gerlyng-Hansen – så Stevnsgade går til kampens sidste pause med en føring på 57-51. Rigtig flot angrebsbasket fra begge hold.


4. periode går i gang – og man har på fornemmelsen at Stevnsgade har et ekstra gear, og kan skrue op for intensiteten. Spillet er dog rodet i begge ender af banen og igen kommer Lemvig langsomt tættere på. Stevnsgade har en periode, hvor de ikke kan få styr på angrebet. Der bliver brændt en del tætte skud og pludselig er føringen via 62 – 57 vekslet til 62-62 efter endnu en lang 3’er – denne gang fra Helle Vendelbo. 6 minutter igen og helt lige.

Og endelig gang i publikum, som støtter Stevnsgade på bedste vis ! Stevnsgade kommer på 67-64 efter et stærkt drive Fra Tea Jørgensen – Lemvig svarer hurtigt igen med endnu en 3’er. 67 – 67 og 1 minut igen – super spænding og virkelig gang i publikum.

En forløsende 3’er fra Maja Gerlyng-Hansen efter flot assist fra Tea Jørgensen og Stevnsgade på 70-67 med 42 sekunder tilbage. Time out til Lemvig. Lemvig går direkte på banen og smider bolden væk. Stevnsgade holder på bolden indtil Tea Jørgensen bliver fejlet med 12 sekunder igen. 2 straffe. Hun scorer på det første og misser det andet. Stevnsgade tager rebounden – men misser 1 meter fra kurven. Lemvig på bolden og ny timeout. Gillian Abshire fra Lemvig scorer endnu en lang 3’er og stillingen er 71-70 med 4 sekunder igen. Lemvig presser – Stevnsgade får bolden på banen til Hanna Sheikh som bliver fejlet. 2 straffe. Hanna scorer på det andet til 72-70 som bliver kampens resultat. Stevnsgade er Suverænt i spidsen for dameligaen – og Lemvig er fortsat det hold de har haft størst udfordringer med at spille imod.

Topscorer for SuperWomen blev  Maja Gerlyng-Hansen med 20 point. For Lemvig scorede Okako Adika 19 point.