Nyheder

Stevnsgade snupper 1. DM semifinale efter overtid

BK Amager led sæsonens første turneringsnederlag på hjemmebane foran 312 tilskuere, da Stevnsgade tirsdag aften lidt overraskende vandt den 1. DM semifinale med mindst mulig marginal efter overtid.

Den ordinære kamp sluttede 61-61, og så måtte man ud i overtid. Her trak Stevnsgade det længste strå og vandt kampen med 68-69 (12-4, 14-24, 16-12, 7-8).

2. semifinale spilles på lørdag den 29. marts kl. 19.00 i Nørrebrohallen og her skal BK Amager for at tvinge serien ud i en 3. og afgørende kamp.

BK Amager kontrollerer tingene i kampens indledning, og holdet tillader kun Stevnsgade at score 4 point i første periode. Med blandt andet to 3’ere fra Emilie Fogelstrøm vinder Amager perioden 12-4.

Tingene er uændret i starten af anden periode, hvor Amager fører 16-6 efter de første 2 minutter, inden Stevnsgade kommer i gang anført af Sarah Eichler. Med et 11-0 run bringer Stevnsgade sig foran 17-16 inden Amager igen for bedre styr på begivenhederne. Amager har dog svært ved at dæmme op for Sarah Eichler. Med fire 3’ere og i alt 18 point i perioden sikrer Sarah Stevnsgade en føring på 26-28 ved halvleg. Stevnsgade vinder perioden 14-24.

Amager kommer stærkt ud efter pausen anført af Keyona Bryant og Catharina Palm og godt halvvejs i perioden fører Amager 38-31 efter et 12-3 run. Men Stevnsgade kommer igen tilbage og får reduceret Amagers føring til 42-40 inden sidste periode. Amager vinder perioden 16-12.

Holdene følges ad i 4. periode. Efter 5 minutters spil er stillingen 50-50 og med godt 2 minutter tilbage står den 56-56. Maria Dinesen bringer Amager på 59-56 med en tre’er, Sarah Eichler får reduceret til 59-58 inden Julie Kongeskov bringer Amager på 61-58. I det efterfølgende angreb brænder Stevnsgade deres forsøg, men Amager får ikke fat i rebounden. 3 Amagerspillere kæmper om bolden, men den ender hos Stevnsgade’s Ida Preetzmann 1 meter bag 3-point linjen. Ida samler bolden op og sætter en 3’er til 61-61. Amager tager timeout, men det hjælper ikke. Holdet formår ikke at få scoret på det sidste angreb, så kampen går i overtid. Stevnsgade vinder perioden 19-21.

Amager’s Marie Dinesen åbner overtiden med en 3’er, men Sarah Eichler svarer tilbage med en 3’er. Stevnsgade har overtaget og får bragt sig foran 64-69 med små 2 minutter tilbage. Keyona Bryant reducerer til 66-69 inden Amager’s Emilie Fogelstrøm bliver fejlet bag 3-point linjen. Emilie sætter 2 af sine 3 straffe til stillingen 68-69. Stevnsgade får ikke noget ud af det efterfølgende angreb, og Amager har igen det sidste angreb, men holdet formår heller ikke denne gang at få bolden i kurven.

Den helt store spiller for gæsterne var Sarah Eichler med hele 31 point og 7 rebounds godt assisteret af Ida Preetzmann, og for hjemmeholdet var det Keyona Bryant med 24 point og 12 rebounds og Maria Dinesen, der gik forrest.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:

BK Amager: Keyona Bryant 24, Maria Dinesen og Catharina Palm begge 10, Emilie Fogelstrøm 8, Julie Kongeskov 5, Ida Klussmann og Emilie Keller begge 4, Rikke Andersen 3.

Stevnsgade: Sarah Eichler 31, Ida Preetzmann 18, Julie Forster 12, Iben Soltau og Pauline Schutz begge 4.

Kampens spiller WOM: Sarah Eichler, Stevnsgade 31 point og 7 rebounds

Referat skrevet af Theis Olsen