Nyheder

Stevnsgade fik reboundtærsk i Nørrebrohallen tirsdag aften

Hvad der var spået til at blive en intens og spændende kamp blev alt andet. Bortset fra første periode som var helt, helt lige, så stod der Virum Vipers på alt resten af kampen.

Kampen startes fint af Stevnsgade, med at  Marian Sheikh og Mie Ceccardi sætter hver en treer, så stillingen efter bare 40 sekunder er 6-2 til Stevnsgade Basketball. Der blev skudt fra hjemmeholdets side, særligt fra Marian Sheikh, så værterne kunne bringe sig foran efter 5 min med 15-9.

Men til sidst i perioden bringer Valerie Driscoll Virum Vipers foran 19-20 - som bliver periodens resultat.

De næste seks minutter bliver Stevnsgade totalt "ud-reboundet" og rammer ingen skud, hvilket gør at Virum Vipers laver et 2-13 run på Stevnsgade til en 21-33 føring. Stillingen ved pausen er 25-40 - Virum Vipers vinder 2. periode med 7- 20.

Det så nu meget svært ud for Stevnsgade. Det var tydeligt at Emilie Hesseldal var savnet både angrebsmæssigt og forsvarsmæssigt. Virum sad fuldstændigt på rebounding i eget felt.

Der sker ikke meget i begge ender de første fem minutter - men alligevel bringer Virum Vipers sig foran med 25-48 og kampen virker fuldstændig afgjort. Perioden slutter 33-57 - Virum Vipers vinder perioden med 8-17.

Fjerde periode foregår næsten som anden og tredje. Virum vinder perioden sikkert og fortjent med 13-25. Igen i denne periode dominerer Virum totalt under kurven.

Kampen vindes overbevisende af Virum Vipers med cifrene 46-82. Rebound spillet går helt galt for hjemmeholdet. Virum "ud-rebounder" Stevnsgade hele 59-18, hvilket sammen med Stevnsgades skudprocenter (fra 3 ´eren 6/33 - kun 18%) gør at det bliver umuligt at for hjemmeholdet at komme i nærheden af Virum, som samtidig spiller en god og klog kamp.

Virum Vipers har noget at bygge på til de sandsynlige semifinalekampe mellem Stevnsgade og Virum, mens Stevnsgade har et større arbejde foran sig. De to hold hinanden en sidste gang inden slutspillet går i gang i Virum den 4. marts kl. 15.00.