Nyheder

Stevnsgade Basketball sejrer i tæt kamp mod Lemvig Basket

Lemvig Basket besøgte Stevnsgade i Nørrebrohallen søndag og fra første fløjt var det tydeligt at begge hold var tændte og gik efter sejren.

I starten af første periode var der højt tempo, mange skud og knap så meget forsvar. Stevnsgade kom komfortabelt foran 18-8 efter blot 5 minutter. Begge hold fik herefter styr på forsvaret og der blev kun scoret få gange resten af perioden. Stevnsgade var foran 23-8 inden starten på 2. periode.

Der kom igen gang i scoringerne fra starten af 2. periode, og allerede efter 4 minutter havde Lemvig udlignet 27-27. Der blev spillet meget intenst og ingen af holdene kunne komme afgørende foran, så ved halvleg var det 37-35 til Lemvig. Ved pausen var kampens topscorer Marie McKenzie fra Lemvig med 11 points.

Stevnsgade fik hurtigt udlignet i starten af 2. halvleg og holdene tog føringer på skift indtil 4 minutter tilbage i 3. 3eriode, hvor Stevnsgade sluttede stærkest med 13 point i træk.

4. periode startede med en føring på 8 point til Stevnsgade, men som adskillige gange tidligere i kampen, blev en føring indhentet og med 2:27 var Stevnsgades føring nu kun 67-66. Efter et par hurtige scoringer havde Lemvig chancen for udligning med 1:20 igen, men Lindsay Füg har ikke heldet med sig og brænder et frit skud. Efter en stærk angrebsrebound øger Ena Viso forspringet til 73-68 med blot 59 sekunder igen. Lindsay Füg kommer dog hurtigt igen og reducerer til 73-70 med 45 sekunder igen og i det efterfølgende angreb bliver Stevnsgade kaldt for en angrebsfejl, hvilket betyder at Lemvig har 38 sekunder til at udligne. Efter et brændt skud og hård kamp om bolden, tager Ena Viso sin 14. rebound og får hurtigt spillet frem til Hannah Sheikh der scorer sit 18. og kampens sidste point til en slut-stilling på 75-70 til Stevnsgade.