Nyheder

Stærk start sikrede Hørsholm endnu en sejr

Søndag eftermiddag gæstede topholdet fra Hørsholm 79ers Søndersøhallen, hvor det unge Værløse hold stod klar til at tage udfordringen op.

Niners kom ubesejret ind til kampen, mens Værløse havde tabt deres seneste tre kampe, og der var derfor ikke tvivl om, hvor favoritværdigheden lå.

Hørsholm startede også kampen som lyn og torden og efter små syv minutter er stillingen 4-22 til gæsterne. Værløse lod sig dog ikke slå ud og kom bedre med i kampen i slutningen af perioden, som ender 17-30.

I anden periode fik Værløse bedre styr på forsvarsspillet, hvilket i sekvenser stressede udeholdet og ødelagde deres offensive rytme fra første periode. Hørsholm holdt dog stadig et godt niveau i deres forsvar, hvilket resulterede i en lavtscorende periode, som ender 15-13 til hjemmeholdet og dermed halvlegstillingen 32-43.

Tredje periode fortsatte meget i samme stil som anden periode, hvor der blev gået til den med godt fysisk spil fra begge hold. Hørsholm var dog lige en tand skarpere i offensiven, og perioden ender 10-19, og inden sidste periode er udeholdet oppe med 42-62, og kampen ser ud til at være afgjort.

Værløse giver dog ikke op og fortsætter med at spille hårdt og kæmpe for hver en bold, men Hørsholm holder rutineret fast i forspringet og langsomt men sikkert slipper kræfterne op på Værløse holdet og Hørsholm vinder perioden 15-22 og dermed kampen 57-84.

Generelt var kampen præget af rigtig godt holdspil, hvor begge hold formår at bruge alle deres spillere, men hvis der skulle kåres en kampens spiller må den gå til Hørsholms Gritt Ryder, som med seks assists, en effektivitet på 27 og en +/- på 31 spillede en flot kamp.