Nyheder

Stærk holdindsats gav flot SISU sejr over BK Amager

Men det var BK Amagers enmandshær, Geraldynn Leaupepe, der med 38 point var kampens helt store oplevelse.

Det er altid spændende, hvilken effekt en trænerudskiftning har på et hold. Og selv om SISUs nye træner endnu ikke er startet, var den potentielle effekt naturligvis noget de mange fremmødte tilskuere holdt øje med denne onsdag aften i Gentoftehallen.

Og allerede fra tip off stod det klart, at det var et stærkt motiveret og skarpt SISU-mandskab, der var mødt op til kamp, for allerede efter fem sekunder havde hjemmeholdets Asta Rønsov lagt sine og SISUs første point i. SISU stod også solidt i forsvaret, og det var tydeligt, at holdet havde forberedt sig på at forsøge at holde Amagers Valerie Driscoll fra bolden. Det var en taktik, der lykkedes så godt, at Driscolls score blev holdt på helt usædvanlige 6p.

SISU dominerede i kampens begyndelse, og kort tid inde i kampen efter et par hurtige scoringer af Ceejay Nofuente valgte Amager at tage sin første timeout.  Holdet kom godt ud fra timeouten, og især Emilie Fogelstrøm viste sin klasse både ved med en overlegen crossover at tage bolden til kurven og fra distancen med en stepback treer. For SISU viste den hjemmebanedebuterende amerikaner Chelsea Jennings, at Fogelstrøm ikke er den eneste, der kan ramme sine treere, og kampen igennem satte hun sikkert skud efter skud.

Perioden sluttede med en SISU-scoring i sidste sekund til en føring på 18-15.

Begge hold kom ud til anden periode med stor intensitet. SISU ramte sine skud, og Amager tog den til ringen. Julie Klug Jungslund viste, at man skal passe endog meget godt på hende under kurven, og kampen var ret lige. Men det var kun indtil SISUs unge, lynhurtige guard Asta Blauenfeldt kom på banen. Med sin rastløse energi og hurtige fødder fik hun skabt 8 lynhurtige point. Pludselig var SISU oppe med 12, og det så ikke ud til, at Amager havde noget i posen, der skulle kunne ændre ved det.

Men det havde de. Hun hedder Geraldynn Leaupepe, og efter lige have talt sammen i endnu en timeout kom Amager og ikke mindst Leaupepe ud og kæmpede sig tilbage i kampen. Den bomstærke amerikaner var lynhurtig i forsvaret, driblestærk op ad banen og frygtløs i feltet, og de stakkels SISU-spillere, der bildte sig ind, at de kunne dække hende, måtte enten fejle hende, eller også blev de væltet ud af kommunen. Hun var ganske enkelt imponerende stærk, og det var svært at se, hvordan hun skulle kunne lukkes ned. Amager kom tilbage i kampen, og da støvet lagde sig, og holdene gik til pause, var hullet næsten lukket igen. 47-43 var stillingen, og på tavlen stod Leaupepe med 24p. Det ser man alligevel ikke hver dag!

Der var således lagt op til en spændende 2. halvleg, og det så ud til, at SISU’s modtræk til Leaupepe var at lade Ceejay Nofuente tage en direkte konfrontation med hende i både forsvar og angreb. Nofuente og Leaupepe skiftedes til store plays og vigtige scoringer, men efterhånden trak SISU alligevel fra – ikke mindst på grund af store skud fra Freja Christensen, Chelsea Jennings og den unge bænkspiller Mikala Bork. Perioden endte 70-59, men det føltes alligevel som om, kampen var helt åben.

I 4. periode fortsatte duellen mellem Nofuente og Leaupepe, bedst eksemplificeret ved sidstnævntes fantastiske chase down block på Nofuente. Hvorefter Ceejay omgående, da bolden kom i spil igen, lavede et steal på Leaupepe. Leaupepe fortsatte kampen ud med at penetrere SISUs felt med modstanderne liggende som væltede kegler omkring sig på vej mod sine 38p, men også Jungslund imponerede igen med flere akrobatiske scoringer under kurven.

I sidste ende var SISU for stærke på en aften, hvor alle spillere ramte topniveau på én gang. Kampen endte med en SISU-sejr på 86-74, og dermed bytter klubberne 2. og 3. pladsen i stillingen mellem sig.

For SISU havde Ceejay Nofuente 22p, 10 as og 7 reb, Chelsea Jennings 17p, og Safia Sheikh og Asta Blauenfeldt 10p hver (Asta med en udnyttelsesprocent på 100%).

For BK Amager havde Geraldynn Leaupepe 38p , 14 reb og 4 st og Julie Klug Jungslund med 13p (75%).