Nyheder

Solidt forsvarsspil giver hjemmesejr

Aabyhøj IF kom til Amagerhallen med en finalesejr over Amager holdet i Herlev Cup i sæsonopstarten og sultne efter sæsonens første sejr i Dameligaen.

Men med solidt forsvarsspil gennem hele kampen gjorde hjemmeholdet det rigtigt svært for Aabyhøj at komme til afslutninger, og kun 4 Aabyhøj spillere kom på scoringstavlen.

BK Amager vandt fortjent et tæt og intenst opgør med 60-49 (19-10, 14-15, 12-11, 15-13).

Kampen starter lidt nervøst og rodet fra begge sider og halvvejs i den første periode er stillingen 6-8. Herefter får Amager lidt mere styr på tingene, og Amager vinder perioden 19-10. Kelly Meredith holder Aabyhøj inde i kampen, og har scoret alle periodens 10 point heraf 4 for 4 fra straffelinjen.

I 2. periode forsætter Amager hvor de slap, og efter små 3 minutter er hjemmeholdet foran 25-12. Men en 3 point scoring af Ingibjorg Jakobsdottir efterfulgt af to sikre straffe efter en teknisk fejl til Amagers coach Todd Anthony bringer Aabyhøj på 27-20, og da Kelly Meredith scorer 2 point på det efterfølgende angreb, er stillingen pludselig 27-22. Amager slutter dog perioden bedst og kan gå til pausen med en føring på 33-25. En tæt periode som Aabyhøj vinder med 14-15.

3. periode er igen en tæt affære. Begge hold har svært ved at få bolden i kurven. Amager vinder perioden med et enkelt point 12-11, og stillingen er 45-36 inden sidste og afgørende periode.

Alle ved at Aabyhøj aldrig giver op, og det er også tilfældet i dagens kamp. 4. periode starter ellers fornuftigt for hjemmeholdet. Efter små 2 minutter begår Aabyhøjs Ingibjorg Jakobsdottir sin femte fejl og må sætte sig på bænken. På det efterfølgende angreb scorer Catharina Palm 2 point og bringer Amager foran 51-40. Men så tager Sofie Tryggedsson fat, og med to 3 point scoringer og 1 af 2 fra straffelinjen til stillingen 51-47, bringer hun Aabyhøj tilbage i kampen. Amager holder hovedet koldt og med to hurtige scoringer af Catharina Palm og Ida Klussmann er Amagers føring tilbage på 8 point 55-47.

Herfra kører Amager sikkert sejren hjem. Amager vinder kampen 60-49, og 4. periode med 15-13.

En solid holdindsats for hjemmeholdet, hos Aabyhøj var Kelly Meredith og Sofie Tryggedsson klart de mest fremtrædende.

Topscorer for hjemme- og udebanehold:
BK Amager: Catharina Palm 15, Ida Klussmann 12, Emilie Fogelstrøm 11
Aabyhøj: Kelly Meredith 25, Sofie Tryggedsson Preetzman 17, Bianca Morsø 4

Kampens spiller WOM: Catharina Palm 15 point, 15 rebounds og 4 assists.