Nyheder

Solid hjemmesejr til BK Amager over Lemvig Basket

Efter at have været under pres i kampens indledning styrede hjemmeholdet begivenhederne fra midten af 2. periode.

Lemvig Basket formåede aldrig for alvor at true hjemmeholdet, og Amager vandt en solid sejr på 84-68 efter godt spil i begge ender af banen.

Hjemmeholdet starter godt med to gode angreb i kampens 1. minut og bringer sig foran 4-2, men Lemvig viser, at de vil være med, og med 6 point i træk til Lemvig er stillingen 4-8 efter små 4. minutter. Lemvig har et lille overtag og holder sig foran perioden igennem. Med godt et minut tilbage af perioden er stillingen 14-16 til Lemvig, og Lemvig lukker perioden med 2 point af Ivana Udovalieva efterfulgt af en tre’er fra Helle Kristiansen til stillingen 14-21.

Amager får med et 10-2 run til stillingen 24-23 inden for de første to minutter af 2. periode hurtigt bragt sig tilbage i kampen. Holdene følges ad og godt midtvejs i perioden er stillingen 32-31 til hjemmeholdet. Amager vinder den restende del af perioden med 9-2 og kan gå til pause foran 41-33. Amager vinder perioden 27-12.

Det vides ikke hvad hjemmeholdet har talt om i pausen, men det er helt tydeligt, at de ikke har tænkt sig at lukke Lemvig ind i kampen igen. Hjemmeholdet fortsætter det solide spil i 3. periode godt anført af Keyona Bryant og Catharina Palm med 6 point hver i denne periode, og der bliver lukket af i forsvaret. Amager vinder perioden med 17-14 og fører dermed 58-47 inden sidste periode.

I løbet af de første 3 minutter af 4. periode får Amager med et 11-2 bragt sig foran med 20 point 69-49, og hjemmeholdet lukker dermed reelt kampen. Lemvig formår ikke at slå tilbage, og Amager kan uden problemer køre en solid sejr på 84-68 (14-21, 27-12, 17-14, 26-21) i hus for øjnene af 203 tilskuere. Amager vinder sidste periode med 26-21.

Hjemmeholdet leverede en solid holdindsats med Keyona Bryant som den mest iøjnefaldende, mens Raven Berry og Ivana Udovalieva gik forrest for gæsterne.

Topcorer for hjemme- og udebanehold:
BK Amager: Keyona Bryant 28, Catharina Palm 18, Maria Dinesen og Emilie Fogelstrøm begge 11

Lemvig Basket: Raven Berry 29, Ivana Udovalieva 16, Emily Hatch 8

Kampens spiller WOM: 2 spillere var helt lige – Keyona Bryant, BK Amager 28 point (11/18 to’ere og 6/6 straffe), 8 rebounds, 1 assist, 2 turnovers, 1 block og Raven Berry, Lemvig Basket 29 point (12/19 to’ere og 5/7 straffe, 12 rebounds, 1 assist, 6 turnovers, 1 block.

Referat skrevet af Theis Olsen, BK Amager