Nyheder

SISUs succesrige head coach takker af

Efter at have ført SISU til endnu en triumf i Dameligaen i den 3. DM-finale mod Stevnsgade BBK, har Hrannar Holm meddelt, at dette var hans sidste kamp i spidsen for det suveræne hold.

Islandske Hrannar, der fylder 50 år på fredag, har gennem de sidste 4 sæsoner opbygget en formidabel rekord: I kampe mod danske hold har han vundet 129 sejre og blot tabt 6, og det er blevet til fire mesterskaber og fire pokaltitler i træk i den tid. Det kan næppe gøres meget bedre.

Han har også stået i spidsen for holdet gennem to sæsoner med EuroCup basketball, hvor SISU spillede mod bl.a. stærke russiske og franske hold. I den forbindelse opnåede SISU sin første sejr nogensinde i europæisk basketball, da en belgisk modstander blev slået i Kildeskovshallen.

Om Hrannar Holm har andre fremtidsplaner inden for basket er endnu uklart. Nu vil han først tage en velfortjent ferie fra sporten og koncentrere sig om putteren og driveren på diverse golfbaner i Europa.

Hvem, der bliver Hrannar Holms efterfølger som head coach i SISU, er endnu ikke afklaret.