Nyheder

SISU vinder over et tændt Aabyhøj hold

Danmarksmestrene måtte kæmpe uventet hårdt for sejren.

Kampen mellem Dameligaens ubesejrede nr. 1, SISU, og gæsterne fra Aabyhøj, som ligger på syvendepladsen, var tættere, end man måske kunne have forventet, især i første halvleg. Begge hold startede med højt tempo i angrebet, men uden ordentligt forsvar. Knap 70% af alle skud ramte kurvene, og stillingen efter første periode var 29–22 til hjemmeholdet.

Anden periode viste lidt mere af det samme, selv om kampen gik lidt ned i tempo. Anden periode endte 16–17 til gæsterne, og halvlegsstillingen var dermed 45–39.

SISU startede anden halvleg med presforsvar, og det påvirkede Aabyhøjs spil, så de tabte mange bolde. Hjemmeholdet fik i kølvandet på dette mange nemme scoringer og øgede hurtigt føringen til 17 point. Det afgjorde reelt kampen efter de første 5–6 minutter i tredje periode og kampen sluttede med en 20 points sejr til SISU, 87–67.

Hos gæsterne spillede Kelly Meredith en god kamp og scorede 21 point. Da hun fik problemer med at score inside mod Marie Malone, flyttede hun sig uden for 3-point linjen og ramte tre i træk i tredje periode. Maria Steen Jespersen spillede også en fin kamp (10 point, 8 rebounds): hun er særlig dygtig til at tage bolden til kurven.

Men generelt tabte Aabyhøj for mange bolde i løbet af kampen, 27 i alt. Marie Malone kunne reelt score for SISU efter behov. Hun satte 21 point på 21 minutter og ramte 8 skud ud af 12. Trine Duelund (10 point, ramte 5 af 6), Kiki Lund (11 point, 6 assists) og Camilla Blands (12 point) spillede også en okay kamp, i hvert fald i angrebet. Men selv om SISU scorede 87 point, kunne de ikke købe en 3’er: kun 1 ud af 15 trepointsskud ramte kurven.

SISUs træner, Hrannar Holm, var ikke særlig tilfreds med holdets indsats: ”Inden kampen snakkede vi om, at vi skulle holde dem fra kurven, men da kampen startede, var det som om, vi havde besluttet os til at gøre lige præcis det modsatte, da vi faktisk inviterede dem til kurven hele tiden. Vi gennemførte stort set 40 minutter uden at spille noget som helst forsvar. Det plejer ikke at være klogt, og vi vil derfor forsøge at bruge vores træning næste uge til at se om vi kan genfinde vores forsvar.”

SISUs næste kamp er mod Falcon på lørdag, den 2. februar kl. 13:30, i Bülowsvejhallen. Aabyhøj får på sin side fornøjelsen af at møde Falcon endnu tidligere, da Falcon skal på en tur gennem det halve land på onsdag, den 30. januar, for at spille i Aabyhallen kl. 19.