Nyheder

SISU tager DM for fjerde år i træk

En fyldt Kildeskovshal var tirsdag aften vidne til en bedrift, som aldrig før er set i Dameligaen; SISU tog ”the double” for fjerde år i træk ved samlet at besejre Stevnsgade BBK 3–0 i finaleserien.

Inden kampen blev der uddelt priser og diplomer til Årets Dommer, Brian Damgaard (for fjerde år i træk); Årets Unge Spiller, Hørsholms Anemone Scheel; Årets Spiller, Stevnsgades Julie Forster; og Årets Træner, SISUs Hrannar Holm.

Stevnsgade havde ryggen mod muren før dagens opgør, idet de havde tabt de to første finaler. De var derfor nødsaget til ikke bare at vinde denne finale, men også de to sidste, for at blive Danmarksmestre 2014. De lagde da også ud med god energi og tempo og førte efter halvdelen af 1. periode med 7–13.

Det animerede SISU til at komme bedre med i kampen og inden for 1,5 minutter var der udlignet. Resten af perioden havde SISU mest held med skuddene, og føringen var 20–15 til hjemmeholdet efter de første 10 minutter.

Speederen blev presset mere i bund i 2. periode, og hurtigt nåede SISU op på en 30–21 føring, men Stevnsgade kom godt igen og fightede sig tilbage til 32–30. De sidste 5 minutter af 1. halvleg bølgede frem og tilbage uden de store scoringer, men hjemmeholdet formåede alligevel at trække lidt fra til en føring på 36–30 ved pausen. Faktisk blev der slet ikke scoret af nogen af holdene i de sidste 4 minutter af 2. periode i lidt af en stillingskrig.

Man fornemmede dog stor selvtillid og godt spillehumør hos hjemmeholdet, der ikke rigtig på noget tidspunkt lod sig præge af kampens vigtighed, og i starten af 3. periode kom SISU da også pænt hurtigt tilbage på en 10-points føring. Stevnsgade evnede mindre og mindre at dirke SISUs forsvar op, og det blev mere individuelle præstationer, der gjorde sig gældende, dog uden den helt store træfsikkerhed. 3. periode sluttede 48–40.

I kampen i lørdags på Nørrebro formåede Stevnsgade at holde kampen lige helt indtil 5 minutter før tid, hvor SISU gik i udbrud med et 18–0 run, og den oplevelse lå nok stadig i baghovedet på de blåklædte spillere. Denne gang lykkedes det så for SISU at skabe en 12-points distance allerede efter 1 minut, og alle i hallen begyndte at fornemme, hvor det bar hen.

12-points føringen var intakt efter halvdelen af 4. periode var overstået, og udeholdets tro på en sejr begyndte at falme. Inden for de sidste to minutter af kampen fejlede Stevnsgade SISU i hvert eneste angreb for at stoppe uret, men Kiki Lund, Camilla Blands og Katrine Dyszkant scorede sikkert på 10 ud af 12 straffe, og det afgjorde finalen endeligt. Med en sejr på 71–56 kunne SISU række armene i vejret og fejre det 20. DM gennem tiderne.

Selvom SISU havde mistet en række af deres stamspillere fra sidste sæson, deriblandt Ida Tryggedsson og Iben Soltau til Stevnsgade, formåede de alligevel at tage endnu et mesterskab og en pokaltitel til samlingen. Samtidig skal Stevnsgades flotte finaleplads og sølvmedaljer også anerkendes. De var oprykkere i denne sæson, men formåede alligevel at kvalificere sig til finalen den hårde vej gennem mellemspil, kvartfinaler og semifinaler, som i øvrigt blev en rigtig gyser mod favoritterne fra BK Amager. Stort tillykke til dem med den flotte indsats.

SISU fik overrakt medaljer og trofæer af Gentoftes borgmester Hans Toft, Formanden for Gentoftes Kultur- og Fritidsudvalg Michael Fenger, CEO for SISU-sponsor Strandmøllen A/S Alex Buendia, Formanden for DBBF Michael Bloch og Dameligaens forretningsfører Anders Stuhr Jørgensen. Mesterskabet blev fejret under champagnesprøjt og guldglimmer, mens We are the Champions gjaldede ud over højtalerne.

Kampens topscorere blev, for SISU, Kiki Lund og Camilla Blands med hver 17 point, mens Stevnsgades Julie Forster fejrede sin flotte kåring som årets spiller med at score 18 point og tage 10 rebounds.

Dermed er endnu en flot sæson i Dameligaen overstået, hvor jævnbyrdigheden var større end set længe. Vi glæder os til næste sæsonstart i september, hvor det bliver spændende at se, om SISU kan vedblive at fastholde positionen i toppen af dansk kvindebasket, eller om de andre contenders rykker endnu tættere på de sidste 4 sæsoners dominerende hold.