Nyheder

SISU sluttet en perfekt sæson med DM-guld

Efter sejre i de to første DM-finaler på henholdsvis 25 og 23 point var der ikke mange, der troede på, at Falcon kunne slå Danmarksmestrene fra SISU i den tredje kamp, der blev spillet i Kildeskovshallen i tirsdag aften. Men denne gang stillede Jess Fuller op, og det gav falkene håb, da hun havde været fraværende i de to første finaler på grund af en skade. 

Falcon lagde også godt ud, og Jess Fuller scorede 10 point i første halvleg. Begge hold spillede god basketball i starten af opgøret, og efter første periode førte hjemmeholdet 21–18 i en lige og velspillet kamp. SISU, anført af energiske Ida Tryggedsson, kom bedst ud af blokkene i anden periode, men Josefine Sørensen og Jess Fuller holdt Falcon inde i kampen, og med 4 minutter igen i første halvleg var kampen stadig nogenlunde lige, 27–25 til SISU. Marie Malone lavede to fejl i slutningen af første periode og sad derfor på bænken resten af halvlegen, men mestrene sluttede første halvleg med et 10–4 run, bl.a. med trepointsscoringer fra Tea Jørgensen og Iben Soltau. Halvlegsstillingen var dermed 37–29.

Hele denne sæson har SISU formået at lægge stærkt ud efter halvlegspausen, og denne kamp var ingen undtagelse. Fuldbanepres og god boldbevægelse førte til hurtige scoringer af Marie Malone og Ida Tryggedsson og føringen nåede op på 10 point, 43–33. Derefter satte Kiki Lund sin første 3’er til 46–33. På det tidspunkt var der stadig 16 minutter tilbage af kampen, men begge hold og de fleste af de knap 500 tilskuere følte tydeligvis, at kampen reelt allerede var afgjort.

SISU havde startet anden halvleg med et flot run, og Falcons trænere tog derfor en time-out. Det hjalp dog ikke meget, og de sidste 15 minutter var der kun ét hold på banen. De regerende og nu tredobbelte Danmarksmestre kørte en sikker sejr på 26 point hjem og sluttede dermed en utrolig sæson, hvor de vandt samtlige kampe i grundspillet, pokalturneringen og slutspillet; ”33–0” stod der på deres guld t-shirts efter kampen.

Stemningen var også fantastisk, da anfører Camilla Blands fik ligaens nye vandrepokal overrakt af Gentoftes borgmester, Hans Toft, og blev hyldet af en fyldt Kildeskovshal.

Falcon vandt sølv, og de kan være meget tilfredse med deres sæson. De besejrede Lemvig med god basketball i semifinalerne, men SISU var en lidt for stor mundfuld i finalerne. De startede alle finalekampene godt og spillede ofte lige op med SISU i størstedelen af første halvleg, men det så ikke ud til, at de havde nok energi til at kunne udfordre mestrene over alle 40 minutter. Elisabeth Brynaa (11 point og 8 rebounds) og Jess Fuller (10 point og 8 rebounds) var holdets bedste spillere i sæsonens sidste kamp.

For SISUs vedkommende spillede hele holdet en god kamp, både i forsvar og angreb. De tre guards, Ida Tryggedsson, Kiki Lund og Camilla Blands, spillede alle særdeles godt. Ida scorede 21 point og Kiki 14, mens Camilla tog 12 rebounds og havde styr på angrebet med 8 assists. Marie Malone scorede 10 point og tog 7 rebounds.

Den overbevisende sejr er en passende afslutning på en fantastisk 33–0 sæson, hvor mestrene i gennemsnit vandt alle syv slutspilskampe med over 30 points forskel. SISU har ganske enkelt været i en klasse for sig og spillet den perfekte sæson.

Fotos fra Kildeskovshallen er taget af Robert Dines Rasch