Nyheder

SISU satte det hele over styr i fjerde periode

Det blev en noget ujævn affære i Kildeskovshallen søndag eftermiddag.

Virum GO DREAM startede som skudt ud af en kanon og var med 2 tre’ere foran 8–0 efter godt et minuts spil. SISU’s coach, Roberto Velosa, rystede dog ikke på hånden og lod SISU kvindeskabet langsomt men sikkert spille sig op i løbet af perioden. Olivia Applewhite gjorde med 9 point sit til at SISU hang på, mens Nikoline Østergaard med 6 point var med til at holde Virum i front. Ved periodepausen stod det 13–16.

Anden periode indledtes med at Ansofie Schirmer satte 2 tre’ere, der bragte Virum foran 22–16. Det viste sig at være et varsel, som SISU glemte at bemærke. SISU havde derefter overhånden i perioden med godt forsvar og fornuftigt angreb ledet af Camilla Blands med 7 point. Perioden endte 20–14, således at SISU ved halvlegen førte 33–30.

Intet i tredje periode tydede på at det skulle forandre sig. SISU holdt sig stille og roligt foran med en håndfuld point – trak ikke rigtigt fra, men hver gang Virum nærmede sig, lykkedes det alligevel at få sat et par point på tavlen. Perioden sluttede med at SISUs to amerikanere satte hver deres tre’er, så perioden blev vundet 18–13 og stillingen var 51–43 ved periodepausen.

Da Camilla Blands indledte fjerde periode med at sætte 2 straffe og på den måde bragte SISU foran med 10 point, åndede alt fred og idyl. Men Virum ville det anderledes. Med 14 point (3 tre’ere) viste Ansofie Schirmer vejen for Virum. Det tog hende kun godt 4 minutter, og SISU er glad for at hun ikke blev ved længere. I de 4 minutter udscorede hun SISU 14–4. Hun blev i anden halvleg assisteret godt af Pauline Laustens 7 point. Virums energi overrumplede tilsyneladende SISU i den grad, så angrebsspillet gik helt i stå og blev meget stillestående, mens forsvaret trak sig baglæns. Godt af Virum og knap så godt af SISU i fjerde periode. SISU tabte beskæmmende perioden med 13–29. Slutresultatet 64–72.

SISU vandt komfortabelt 30 minutter af kampen – men det nytter ikke noget, når man så i den grad lukker Virum ind i varmen i de resterende 10 minutter.

Nu skal SISU rejse sig til pokalkvartfinale tirsdag mod Stevnsgade efterfulgt af en weekendtur til Lemvig, mens Virum er vært for Hørsholm 79ers den samme dag.

Virum GO DREAM: Ansofie Schirmer 20 point, Nikoline Østergaard 16 point, Melissa Gilkey 13 point (double-double med 15 rebounds) og Pauline Lausten 12 point.

SISU: Olivia Applewhite 25 poiint (double-double med 10 rebounds), Camilla Blands 12 point (5 assists) og Brooke Le Mar 12 point.